Københavnersnude – og stolt af det!

Jeg er blevet snigløbet af den fynske mafia. Man troede ikke at de landsbytossede fynboer havde det i sig, men fandeme jo! Kan I huske det trafikuheld jeg var i i sommer? Som nummer to af fire biller i et harmonikasammenstød hvor vi forreste tre blev smasket sammen af et fedladent kvaj i en ældgammel BMW, åbenbart indeholdende de originale bremser? Ham politimanden fra Middelfart Politi virkede ikke som den stiveste pik i saunaen, men mente dog at sagen var klar: Ansvaret var bagestkørendes, vi andre lod til at have holdt stille da det skete. Ja, det var også min oplevelse.

Men så bliver jeg ringet op af Avis i dag (det var jo deres bil jeg kørte i) af en noget fortørnet mand der fortæller at sagen nu er afsluttet, og jeg, dvs. Avis, er blevet tildelt halvdelen af ansvaret. Vi har altså med to sammenstød at gøre: Jeg rammer bil nummer et, og nummer fire rammer nummer tre (der så rammer mig EFTER jeg har ramt nummer et). Det er de to bagvedkørendes forklaring. Hverken han eller jeg kan forstå at jeg ikke er blevet spurgt, når min egen forklaring bliver modsagt.

Først forstod jeg ikke en bjælde. Hvordan fanden skulle de kunne vide det? Det gik simpelthen så stærkt, og jeg kunne ikke selv høre om det forreste eller bageste bump lød først – jeg nåede bare at se at vi holdt stille beskæmmende tæt på forankørende før bumpene lød. Så det kan de ikke vide, er konklusionen – men hvorfor fanden skulle de så påstå det? Det vidste hverken Avismanden eller jeg. Nå, han ville gå videre med sagen, og jeg stillede mig til rådighed til evt. gentagelse af forklaring.

Det var først da jeg havde lagt på at det slog mig: De har sgu da lavet en studehandel! Jeg kan lige høre dem, de selvretfærdige fynboer i deres Frøkjær-tøj. Nummer fire til nummer tre: "Henge den højrøvete køvenhavnersnu'e der ha'e så travlt mæ a'varselstrekant å det deer ... hun har sgu da forsikring påå! Å det var ikk' engang henges biil. Men hvis jæ ska' hænge på det heel – det bli'r dælme hårdt!! Hva' si'r du te å si' a' hung ramte dem foran inden jæ ramte jer? Det kåster itt' dig nå'et, og så kigger jæ forbi mæ et par kasser øl?"

Dengang tænkte jeg bare at han var en sølle uvasket stakkel med en kone der hørte hjemme i skånejob (og hos Vægtvogterne), og jeg løftede blikket i et stumt "Herregud!" da det viste sig at han ikke havde autohjælp, men mente at han kunne skubbe bilen til nærmeste frakørsel hvor en kammerat kunne hente bilen med sin traktor. Men man skal ikke lade sig narre af den tilsyneladende enfoldighed – den type nærighed kan dække over en krejler af snedigste slags. Jeg hader provinsen, og benytter lejligheden til at hilse 2007 velkomment: Det bliver året hvor jeg har boet længere i København end jeg har boet i provinsen, og fremover vil tidsregnskabet KUN komme til at stå i Københavns favør.

... happy birthday, SHA's blog
happy birthday, SHA's blog ...

Nu glædes gamle og unge ...

Min mor er jordens mest barnligt begejstrede og derfor hysterisk kontrolfikserede julegris. Og det plejer at være ret hyggeligt at holde jule med hende, fordi hun 1. gør så meget ud af det, 2. insisterer på at have en god jul, og derfor damptromler alle ansatser til problemer. Hun har desværre også fødselsdag i juledagene – en tragedie for en barnlig sjæl, selvom hun insisterer på at have affundet sig med det efter godt tres år. Men jeg ved bedre. Og min søster og jeg har forsøgt at planlægge noget hyggeligt og luksusagtigt for hende, hvilket ikke er nemt når ALT er lukket. Nå, en smule madlavning skal da ikke skille os ad, så selvfølgelig melder jeg mig til at lave forsøgsvis lækker mad til hende (så snart hun fik tilbuddet begyndte fruen af remse sine forlangender, nå nej, ønsker op). Det var altså lidt af et logistikhelvede at få planlagt og købt ind til d. 22-23 oven i de andre forpligtelser. Og min yndige lille datter kom hjem fra børnehavens juleafslutning med skoldkopper: væmmelige røde knopper og blærer overalt. Hun er oppegående, men godt utidig og pjevset.

Har I scenariet? PISSEtravlt har jeg haft, og nået indkøb, gaver og sygepleje ved at køre fuld damp fra 7 til 24. Jeg lavede risengrød til risalamande inden min egen morgente og stadig iklædt nattøj i morges, og ælemosen bobler i køkkenet as we speak. Mine egne julegaver har jeg ikke nået at pakke ind endnu. Men i dag kl. 16 skulle familien samles til træpyntning og afslappet hygge. Jeg kom DRØNENDE fra byen, belæsset med mine forskellige bidrag, og mærkede bare skuldrene sænke sig da jeg tog overtøjet af: Aaahhhh!! NU var jeg landet! Fire-fem timers ikke-skemalagt tid foran mig. SÅ skønt! SÅ tiltrængt! Min datter og mor er i gang ved træet og er nogenlunde lige barnlige, og jeg slutter mig til dem og hjælper til. Men grundet juleentusiasme har min mor MEGET julepynt, så på et tidspunkt holder jeg pause, og spiser noget juleguf – jeg havde heller ikke nået frokost. "Skal du slet ikke pynte, SHA?" spørger min mor, men hun sammenbidt sætter snor i den trehundredesyttende kugle. Fint nok, jeg forstår, og slutter mig til arbejdslejren igen. ENDELIG er alle de §@#£¤€! kugler hængt op, hunden sover, og datteren har ikke fat i noget farligt eller skrøbeligt, så jeg benytter lejligheden til at smide mig i sofaens bedste hjørne med et fremlagt juledameblad. Åh, afslappelse, der hyggesnakkes omkring mig og jeg mærker mig selv duve ind i en verden af perfekt julepyntede hjem og meget seriøs tilgang til hudpleje ... indtil min mors hævede og nu knapt så hyggelig stemmeleje annoncerer "Det er du altså den eneste der kan, SHA, og du har gjort det hele dit liv. Sådan husker jeg dig fra SAMTLIGE familiesammenkomster: lukket inde bag et blad."

Tuuuuuuuuuuuuuusind tak. Jeg ved godt at jeg var en tvær teenager, men jeg troede vi var kommet videre, og at mine bidrag til familiesamværet efterhånden havde betalt en evt. gæld, men nej. Åh SUK!!!!! Jeg bliver så SUR over den slags bemærkninger med glat overflade ("Jeg mente jo bare at det er hyggeligt at alt er ved det gamle") men med indlagt barberblad. Eller i hvert fald sur når jeg er så overtræt, overstresset og tydeligvis underpåskønnet som jeg er lige nu. Det går nok over. Men hvis ikke hedder den edderbroderme jul på Gran Canaria, bare datter og mig, næste år.

Hav en dejlig jul, Blogland, og tak for tålmodig læsning, og tålmodighed med min aflæsning. Jeg har det allerede bedre og har fyldt tanken op med juletolerance.

... synger og danser og klapper i eders småhænder ...

Den rene Storm P.

Der var engang mit liv var så problemfrit. Mit hår var mellem 2 og tre centimeter langt og så godt som vedligeholdelsesfrit; det var skønt. Jeg syntes faktisk også at det var pænt, og at jeg var pæn med det, og jeg fik også komplimenter for det – fra kvinder. Der var nok lidt for meget lesbisk håndboldpige over det, hvilket forklarer både de mange komplimenter fra kvinder og de manglende komplimenter fra mænd. Så det kunne ikke blive ved, jeg blev alvorligt bekræftelsessyg, og håret er nu langt igen.

Det er ikke til at åbne et skab på badeværelset uden at hårprodukterne vælter ud. Jeg skal skrive hårvask ind i kalenderen fordi det tager så lang tid – og alligevel kom jeg for sent til morgenmøde i morges af den grund. Der findes intet som lange hår der kan samle en smule nus i krogene til ENORME nullermænd. Min søster tog for nylig en hjælpsom tur over mine gulve med Swifferen, og kaldte efter et minut: "Hvor er den henne? Den collie du gemmer?". Og min sorte kontorstol – jeg siger jer! Den ligner et monster af lange flagrende hår der stritter i alle retninger. Godt kontoret er velforsynet med klisterbånd af den brede slags: 20 cm klistres sammen i enderne med klistersiden udad, og fungerer fortrinligt som improviseret fnugrulle. HA! Tag den, hår!

... let it fly in the breeze
and get caught in the trees
give a home to the fleas in my hair ...

Betyder det mon ...

... at Kimporator og jeg skal giftes?

... det er så hyggeligt allen steds,
hvor små og store har eet i sinde ...

Test dig selv.

Intet er så galt ...

Denne weekend har jeg været med på sidelinjen hos vennepar der diskuterede gaveindkøb, juleaftaler, nytårsaftensønsker og den slags. Det er altså den slags samtaler der kan gøre en glad for ikke at være et halvt parforhold. Jeg er da ikke så håbløst barnlig at jeg tror jeg altid kan få tingene præcis på min måde, men nogle gange virker de der endeløse diskussioner hen mod et kompromis som den sikre vej til at ingen får det som de vil have det. Opnået resultat: to misfornøjede parter.

Jeg har også set en god venindes hus første gang. Hun er en fantastisk værtinde, juletræet stod yndigt i karnappen, de tilstedeværende børn pyntede samdrægtigt, og der var en stemning af afslappet gæstfrihed som blev hjulpet godt på vej af de rummelige rammer. Og alligevel. Hvor ER jeg bare glad for jeg ikke har et hus!! Det er verdens mest belastende bekymringsgenerator og mest pålideligt tilbagevendende pengeblødning. Nyt tag, nyt badeværelse, opretning af facade ... udgravning af dræn, svigtende håndværkere, inkompetente håndværkere ... Veninden indrømmede at hun og hendes mand brugte mere tid på at tale (og skændes) om huset end de gjorde på at tale om børnene. The stuff that nightmares are made of.

Næh, single i lejlighed, det er sgu til at overskue.

Og er hjemmesfæren lidt kedelig, kan jeg trøste mig med at der er mere spændende her i mit virtuelle hjem. Det er ikke længere på mode at rapportere hvilke fårked-op søgninger folk er kommet ind på, men denne er for langt ude: Hår i skridtet!! Hvordan fanden ved de det, spørger jeg bare? Men dårligt er søgningen udført, før Politiken præsenterer løsningen. I min uskyld troede jeg faktisk ikke at man kunne få udført brasiliansk hårfjerning i København, medmindre man havde en privat kontakt til en lyssky filippiner i en kælder i Sydhavnen. Men nu er der ingen undskyldning længere. Satans også.

Jeg har med sprognørdede venner diskuteret hvad man kunne udnævne til Årets Ord, altså et ord man næppe havde hørt 1. januar 2006, og som man nu tager fuldstændigt for givet. Der er oplagte kandidater inden for kulturordene, fx muhammedkrise, men min stemme går alligevel til wellness. Det vil blive brugt til alt muligt i fremtiden, hvor muhammedkrise altid bare vil signalere 2006. Og det er garanteret wellnessbølgens skyld at man nu kan få brasiliansk hårfjerning på ethvert gadehjørne. Massage, detox, aromabehandling, ansigtsmaske, ja tak til det hele, men den der brasilianer er altså lidt af en gøgeunge i wellnessreden, synes jeg. Den må have et wellnessindeks på minus 10.

... I'm hairy noon and night
hair that's a fright
I'm hairy high and low
don't ask me why - don't know ...

Fornuftig eller fornægtende?

Gad vide om jeg nu har gjort det rigtige. Jeg har fremprovokeret en krise, en afsked, med ireren. Selvom jeg lige har annonceret at jeg ikke har moralske skrupler ved at være sammen med en gift mand, må jeg alligevel konkludere at det ikke huer mig at være Kone Nummer To.

Manden har et fuldt møbleret liv der ikke inkluderer mig. Det kan godt være at jeg visse dage er prikken over i'et, men i realiteten er jeg jo overflødig i hans liv; og jeg kan ikke bære tanken om at han ikke har brug for mig. Og et eller andet sted bliver jeg også kynisk af det. Han siger "Jeg elsker dig", jeg hører "Du er den kvinde jeg næstbedst kan lide" - handling taler som bekendt højere end ord.

Det helt konkrete forløb: Vi havde talt om at mødes i London i den forløbne weekend, men blev enige om at droppe det pga. arbejdstravlhed for hans vedkommende, juletravlhed for mit. Jeg synes det er helt ok at vælge romantisk rendezvous fra når man ved man bliver stresset. Men ville en enkelt sms ikke have været på sin plads? "Jeg er i London, wish you were here"? "Godt du ikke kom, jeg har simpelthen så travlt, men savner dig alligevel"? Faktum er at jeg fik en fortravlet mail torsdag eftermiddag, og derefter ikke et pip før mandag aften, hvor jeg selv sms'ede og rigtigt tøsefornærmet skrev at jeg kunne regne ud at vi var forbi, men ville han ikke lige lade mig vide at han var ok, så jeg slap for at bekymre mig om ham? Fordi det havde jeg faktisk gjort. (En enkelt gang før er der gået lidt over et døgn hvor jeg ikke hørte fra ham, men derefter kom der undskyldende og forklarende mail, så fire dage uden kontakt er altså uden sidestykke i vores forhistorie.) Han svarede med et stort spørgsmålstegn, og jeg fastholdt at fire døgns tavshed = manglende interesse (jaja, jeg ved det godt – ret tvært), hvortil han kort svarede at han ikke kunne forhindre mig i at tro hvad jeg ville. Hvortil jeg mopset svarede "Fint nok, Alfahan, man skulle nødig sige undskyld." Og har forudsigeligt nok ikke hørt noget siden.

"Jamen, SHA, hvorfor sms'ede du ikke bare selv inden du blev så sur?" spørger I. Det gjorde jeg også. Lørdag morgen. Og da han ikke svarede på den, tænkte jeg at han havde brug for lidt plads. Og det fik han, indtil jeg ikke kunne holde ud at give ham mere. Hvis han har brug for SÅ megen afstand, kan jeg lige så godt ikke være der. Kald mig bare krævende, men på 100 timer, dvs. 6.000 minutter, heraf ca. 4.000 vågne, burde han kunne have fundet ét minut (en kvart promille af hans kostbare London-tid) til at sende mig en sms. Og når han ikke gjorde det, er det fordi han ikke havde lyst. Det er bare ikke godt nok. Min (over)reaktion vidner om den vrede over situationen jeg ikke har villet indrømme: han flirtede længe og intenst med mig inden det kom frem at han var i fast parforhold. Og jeg var vild med ham, men følte mig også ført bag lyset. Først af ham, siden af mine egne følelser, for hvorfor blev jeg forelsket når jeg nu kendte situationen?

Den her forelskelse er et dynd, som jeg skal vikle mig ud af. Man er som bekendt ikke herre over hvad man føler, men uanset hvad jeg føler af kærlighed og savn, er jeg stadig herre over mine handlinger, og lader være med at tage kontakt. Tanken om at han enten er ligeglad eller vred på mig kan forhåbentlig hjælpe mig videre på lidt længere sigt.

Så mit hoved siger at jeg fornuftigt har gjort ende på noget udsigtsløst. Mit hjerte føles tomt og græder blodige tårer. Igen. Jeg er så NEM! Så letpåvirkelig at man skulle tro jeg var 17 somre eller deromkring. Så har jeg været fornuftig? Eller har jeg været livsfornægtende? Jeg hælder lidt til det sidste, men kan jeg andet? Passionsforløbet kom til at koste mig langt mere end jeg havde råd til, og det er nok i lidt for frisk erindring til at jeg tør risikere noget som helst. Men tro mig, han var sød, ham ireren.

... goodbye to romance
that might have been ...

Tro på den gode måde

Min irske ven har ondt af mig fordi jeg ikke har en tro. Mangler en tro, i hans optik. Så han har givet mig en bog, The Blinding Absence of Light, der handler om en mand der holdes som politisk fange i mørklagt isolation i 18 år. Og overlever, muligvis pga. sin tro. Hans forhold til hans gud er i hvert fald nok det enkelttema der fylder mest i bogen.

Bogens trosbegreb er dog præcis af den slags jeg slet ikke har problemer med: det er rent personligt, individuelt, ikke-dømmende, ikke-missionerende. Den slags tro som, set udefra, ene og alene bor i individdet, og ikke kræver noget ydre gudsbegreb. Indefra, i den troendes hoved, er det nok en anden sag, der er det afgørende at have gudsbegrebet, følelsen af Gud hos sig, men for mig at se kan bogen sagtens læses som en mands atten år lange rejse gennem helvede, hjulpet af stor indre styrke og abstraktionsevne. Hør fx hvad der bliver sagt om det omsonste i hævnfølelse:

I had no enemies. I was not giving in to my worst impulses anymore. I understood how draining it was to spend my time chopping into pieces those who had done me so much harm. I had decided not to bother, and that is how I got rid of them, which amounted to killing them without dirtying my hands or stewing forever in the desire to repay them with the same misery they had inflicted on me.

I had to move beyond that idea of revenge once and for all, become impervious to its torments, because revenge smelled strongly of death and did not solve any problems. Search as I might, I found no one to detest. This meant I had returned to a state of mind I loved above all others: I was a free man.

Og om hans konkrete udbytte af sin kommunikation med Gud:

I had resigned myself to enduring our ordeal without complaint. I never reproached anybody but myself, in the silence between two prayers. I had prayed to God without thinking about what might happen or what those prayers might bring me. I expected nothing from them.

Dette sidste udsagn er for mig nøglen – ingen forventning om at Gud skal gengælde hans tro med belønning, eller for den sags skyld afstraffelse af andre syndere. Han fortsætter

Thanks to prayer, I was reaching the best part of myself with he humility of someone who is gradually leaving his body behind to escape the slavery of suffering, appetite, and delirium. My actions were entirely gratuitous, unlike those representing a calculated accountability established with God and his prophets.

Forholdet til Gud er altså ikke til gensidigt udbytte, á la "hvis jeg gør sådan og sådan, beviser Gud sin eksistens ved at belønne mig sådan og sådan", hvilket placerer Gud eftertrykkeligt uden for det naturvidenskabeliges rækkevidde: hans eksistens kan hverken bevises eller modbevises. Og vores mand afslutter tankerækken

Believing in God, praising His mercy, saying His name, glorifying His spirituality – all that was a natural necessity for me and I expected nothing in return, absolutely nothing. I had reached a state of renunciation and inner ascesis that greatly comforted me. [...] I was naked, and that was my victory.

Jeg anerkender fuldt og helt betydningen og den oplevede virkning af denne slags bøn. Jeg vil bare fastholde at selv ikke-troende kan opleve den. Jeg siger ikke at jeg ville have kunnet overleve hans prøvelser, slet ikke, men at jeg mener mig selv lige så godt udrustet til det. Min overlevelsestese kan formuleres "Mit liv er det eneste jeg har, og andre kan kun ødelægge det hvis jeg lader dem gøre det". Andre mennesker kan gøre en ende på mit liv, og ud fra den betragtning må en dårlig dag siges at være bedre end ingen dag. Jeg taler principielt – jeg forklejner på ingen måde den styrke det må kræve at gennemleve og overleve fornedrelse, tortur, forkrøbling og alle ens elskedes død. Men især for mig, der ikke tror på en udødelig sjæl eller liv efter døden, er hver eneste dag man vågner dyrebar, fordi det betyder at man stadig har det kosteligste og mest uerstattelige af alt: ens liv. Det skal hurtigt nok være forbi.

... Vem skulle känna min ånger och sedan förlåta?
Friden i själen, ja, vem skulle skänka mej den?
Vem skulle så ta emot mej till slut efter döden?
Om Du inte fanns till … vem tog hand om mej sen?...

Julefrokost

Min arbejdsjulefrokost var i denne weekend, og jeg fik for første gang tilbud om (hvad jeg tror må være) uforfalsket julefrokostsex: Ingen snaven på dansegulvet, ingen forløjede kærlighedserklæringer, bare de mest nødtørftige 'du er lækker'-signaler, efterfulgt at spørgsmålet: "Skal jeg ikke give en taxa hjem til dig?". Jeg var smigret, men ikke tændt, og svarede "Nej tak, jeg har allerede en gift elsker, jeg har ikke brug for en til"*, hvortil Erektionen replicerede "Jeg behøver heller ikke blive din elsker, vi skal bare have noget sex i aften". Kom så ikke og sig at man aldrig får en ærlig udmelding – hvilket jeg jo til stadighed efterlyser. Og jeg blev da heller ikke Jessica-Lange-i-Tootsie-tøsefornærmet og smed drinken i hovedet på ham, men sagde mange tak for tilbuddet, men nej tak i denne omgang. Og så tog jeg hjem. Bekræftelse scoret, dårlig fuldemandssex efterfulgt af akavede øjeblikke på kontoret undgået. Mine beskedne succeskriterier for aftenen opfyldt.

Men det fik mig til at tænke over utroskab, som jeg bl.a. har diskuteret lidt med Lene, så lad mig benytte lejligheden til at docere om rette, dvs. min, holdning: Jeg har som udgangspunkt intet problem med at være sammen med gifte mænd. Jeg gør ikke deres koner noget, det gør de selv. Jeg tager aldrig initiativer over for gifte mænd, og siger som oftest nej tak, fordi deres egen uærlighed får mig til at tænde af, men HVIS jeg synes vi har en ægte kemi der tigger om forløsning, og de er 100% på uden optakt til bondeanger, så springer jeg til, og lader dem selv rode med deres evt. brudte løfter. Jeg husker så tydeligt Albert Finney i The Browning Version: "Never presume to know the secrets of a marriage". Hvad ved man om hvad der foregår hjemme i deres parforhold, hvad de har indgået af studehandler og stiltiende aftaler om lukkede øjne? Ergo passer jeg min egen etiske biks, og lader dem passe deres.

Og mænd der bliver sure på mænd der har været sammen med deres kærester, og kvinder der bliver sure på den anden kvinde fatter jeg ikke. Tredjeparten skylder jo ikke dem noget, det er deres partner de skal være vrede på. Og det er en ynkelig overførsel og konfliktangst på hjemmefronten der får dem til at udvælge en prügelknabe, fordi de i deres hjerte ikke kan bære at være vrede på den de elsker, eller i deres gustne overlæg ikke tør risikere deres ellers komfortable dagligdag.

... your cheating heart will pine some day
and crave the love you threw away
the time will come when you'll be blue
your cheating heart will tell on you ...

*Det er ham ireren jeg mener. Ganske vist har vi aldrig dyrket sex og derudover sidder han i et andet land, men vi har en diskurs om et udenomsægteskabeligt forhold - det er så tæt på jeg kommer og åbenbart alt hvad jeg kan administrere for tiden.

Almindelig høflighed?

Prøv lige at høre: For nylig var det et år siden jeg rendte ind i kursusemne nr. 4, hvilket dødssyge forløb blev startskuddet til denne blog. Dengang mødte jeg ham til et arbejdsarrangement, hvor han forudsigeligt nok kom igen i år. Vi så hinanden kort i vrimlen, men han havde diverse pligter til festen, og jeg gik inden han var færdig, så vi fik ikke hilst på hinanden. Ikke fordi jeg partout ikke ville hilse – jeg gad bare heller ikke hænge i timevis og vente; hvem siger han gad snakke med mig? Og jeg havde travlt. Så fint, jeg gik, ikke mere der.

Så kom jeg cyklende hjem for et par dage siden med masser af indkøb på cyklen, iPod i ørerne, og koncentrerede mig foran min bygning om ikke at ramme en fodgænger på fortovet. Der så sød ud med et lidt forsigtigt smil. Og som jeg for sent genkendte som nr. 4. Og pga. fart, indkøb og dimser i ørerne var det ikke lige til at få vendt og råbt ham op. Og det var jeg faktisk lidt flad over. Jeg ligger ikke søvnløs over ham længere, og ville gerne hilse og for den sags skyld sludre, og nu virkede det bare som om jeg stadig var så indebrændt og knust at jeg ikke engang kunne hilse.

I bevidsthed om egen svage viljestyrke slettede jeg hans nummer dengang, så jeg gik og overvejede om jeg skulle finde det på en eller anden måde for at sende en sms, da jeg modtog en fra ham med nogenlunde den ordlyd jeg havde tænkt mig selv at bruge: "Ville gerne have sagt hej, men ... håber du har det godt ...bla bla ... knus". Jeg skrev tak og forklarede, han skrev at det gjorde skam ikke noget, jeg takkede for initiativet, nu jeg havde slettet hans nummer, han svarede "at nu havde jeg jo hans nummer igen". Jeg skrev at vi ville få at se om jeg kunne administrere det, ha ha, hvortil han svarede at "han kunne tåle meget". Hvad betyder det? At jeg skal efterstræbe og plage ham op og ned ad stolper igen, hvorefter han kan sige nej tak? Han ved godt jeg var vild med ham; ville det ikke være lidt ufint at pudse ego med mig? Og jeg tror ærligt talt ikke han har brug for en større fanklub. Nå, jeg har hans nummer, men hvis han sidder og venter på booty calls fra mig, har han nogle skuffede nætter foran sig. Men han kender selvfølgelig heller ikke nye-SHA der er FÆRDIG med at være udfarende i forhold til mænd; han mødte jo i sin tid varmhjertede gamle-SHA, der ikke kunne møde en knude uden at ville ae ham glat.

Eller kan det virkelig være flinke sms'er uden bagtanker, sendt af almindelig høflighed? Findes det stadig?

... now I'm not saying that I want to go
you're not saying that you want me to stay
and this moment doesn't come easy or often ...

Alle tilbeder åbenbart noget II

Kommentatorerne var ikke begejstrede for David Foster Wallaces tanker. Eller måske ikke for min oversættelse. For det tilfælde at jeg ikke har ydet ham retfærdighed i mit udvalg, får I lige hans fortsættelse og konklusion, så vidt det er muligt uden at skulle oversætte hele skidtet:

Den virkeligt vigtige slags frihed involverer opmærksomhed og nærvær og disciplin og umage og det at være i stand til reelt at tage sig af andre mennesker, og ofre noget for dem, igen og igen, på massevis af små usexede måder, hver dag. Det er virkelig frihed. Alternativet er ubevidsthed, "rotteræset" – den konstant lurende fornemmelse af at have haft og mistet en eller anden uendelig ting.

Jeg er klar over at dette nok ikke lyder særligt sjovt eller nemt eller opløftende og inspirerende. Hvad det er, så vidt jeg kan se, er sandheden med en masse retorisk pis barberet væk. Man kan selvfølgelig mene om dette præcis hvad man vil. Men afvis det venligst ikke som en eller anden Dr. Laura-gardinprædiken med løftede pegefingre. Det handler hverken om moral eller religion eller dogmer eller store forkromede spørgsmål om livet efter døden. Sandheden med stort 'S' handler om livet før døden. Handler om at blive 30, måske 50, uden at have lyst til at skyde sig. Det handler om bevidsthed – bevidsthed om det der er så konkret og essentielt, gemt lige for øjnene af os, at vi skal minde os selv om at dét er livet.

Jeg var heller ikke meget begejstret for konklusionen (som var elegantere i artiklen, og hang sammen med en anekdote som han startede med). Den er jo netop, som han selv påpeger, lidt i den kedelige og slid-og-slæb-med-tingene-ende. Så jeg vil ikke gøre mere ud af at forsvare ham, når jeg nu knapt nok selv er enig eller kan påstå at jeg forstår ham fuldt ud.

Det jeg syntes var interessant, var tesen om at ALLE tror på noget. Alle har kerneværdier. Alle har et indre kompas som de orienterer sig i verden efter. Jeg vil, som kloge Z og AnetQ, heller ikke umiddelbart udnævne materiel vanetænkning til at være farligere end åndelig ditto, men godt tilslutte mig bekymringen over det UBEVIDSTE. Det er jo netop det der ligger i vanetænkning: at man ikke forholder sig kritisk, ikke stiller spørgsmål, ikke revurderer. Og den næste konsekvens er at man glemmer at sondre mellem a) hvad der er ens opfattelse af verden og b) hvad der er den virkelige verden. Man kan ikke se andet end at a) = b).

Så for at lynkonkludere på min egen læsning af ham: Man kan ikke undgå at have visse holdninger og reaktioner på rygraden, men det er vigtigt at anerkende dem som dette, altså som aspekter af én selv, og ikke som et naturligt og uundgåeligt resultat af verdens tilstand. Den er man, i sin egen subjektive og nære virkelighed, selv med til at forme, netop i sit valg af værdier og prioriteter.

... life is short and grief can tear a heart apart
life is short, life is sweet
this much I know ...

Alle tilbeder åbenbart noget

Siger David Foster Wallace i sidste nummer af Oprah. Jeg har oversat en, synes jeg, interessant passage:

Det kan ikke lade sig gøre ikke at tilbede noget. Alle tilbeder noget. Vores eneste valg er HVAD vi tilbeder. Og en fremragende grund til at vælge en slags gud eller åndelig værdi at tilbede – det være sig J.C., Allah, Yahweh, Den Store Moder, de fire ædle sandheder eller et ubrydeligt sæt etiske principper – er, at snart sagt alt andet man tilbeder vil æde én levende. Hvis man tilbeder penge og
ting – hvis det er her man tanker indhold i livet – vil man aldrig få nok. Aldrig føle at man har fået nok. Det er sandheden. Tilbed din egen krop og skønhed og seksuelle tiltrækningskraft, og du vil altid føle dig grim; og når tid og alder begynder at sætte sine spor, vil du dø en million gange inden du rent faktisk bliver kulet ned. På et niveau ved vi alle dette i forvejen – det er blevet kodificeret som myter, ordsprog, klichéer, floskler, epigrammer, lignelser: skelettet i enhver god historie. Tricket er at holde sig denne sandhed for øje i hverdagen. Tilbed magt, og du vil føle dig svag og bange, og vil have brug for stadig mere magt over andre for at holde frygten stangen. Tilbed dit intellekt, at blive opfattet som klog, og du vil ende med at føle dig dum og som en bedrager, der nok skal blive afsløret en dag. Og så videre. Det lumske ved disse former for tilbedelse er ikke at de er onde eller syndige; det er at de er UBEVIDSTE. De er default-indstillinger, som man lige så stille glider ind i, dag efter dag, hvor man bliver mere og mere kræsen med hvad man ser eller hvordan man måler værdi, uden at man gør sig rigtigt klart at det er det man er i gang med.

Hmmm. Siger han at jeg ikke er så fri og ateistisk som jeg gik og troede? At min afvisning af dogmer bare gør mig sårbar for alle mulige andre, potentielt langt skadeligere, typer vanetænkning? Jeg skal vist lige finde mig et ubrydeligt sæt etiske principper at tilbede. Som en slags religiøs vaccination.

... I've looked at life from both sides now
from win and lose and still somehow
it's life's illusions I recall
I really don't know life at all ...

Tænder et lys

For Alexander og hans familie.

... som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe
på de ting som skal komme
førend livet er omme ...

Dates? DATES?!

AnetQ efterlyser dates for at sætte underholdningsværdien af min hensygnende blog i vejret. Hvor selvhadsk og selvpinerisk tror hun jeg er? Jeg er, om ikke færdig med mænd, så med dating, især netdating og byture på kødmarkedet. Det er trælse aktiviteter.

Næh, jeg har tanket tålmodighed, og indstillet mig på at jeg ikke nødvendigvis får en mand, og at jeg i hvert fald ikke kan stampe ham op af jorden når det passer i min tidsplan. I mellemtiden nyder jeg mine mandlige venner, som jeg pludselig har masser af tid til, nu jeg ikke jerner rundt med alle mulige fremmede. Så jeg får godt med mandigt og mandligt input, som er en del mere udbytterigt end dating. Fra hele tre eksemplarer af slagsen. Alle relationer er platoniske, hvilket måske ikke er helt ideelt. Men det er der jo ikke så meget der er.

Min Høje Ven har jeg kendt i 17 år, og vi har aldrig lavet noget på tomandshånd før flinke Suzy Q lånte ham sin første sæson af Lost, som jeg også gerne ville låne. Hvad var mere naturligt end at se den sammen? Og den er superspændende, vi så den til langt ud på natten, og hvad var mere naturligt end at tilbyde overnatning? Nødvendigvis i min halve seng, da han er alt for høj til at kunne være på min sofa. Nå, jeg skal ikke kede jer med detaljerne, faktum er at han har overnattet her en håndfuld gange siden, vi snakker fanden et øre af og hygger os fint med at lave morgenmad og dele avisen. Vennekredsen synes det er lidt suspekt, og fisker efter slibrige detaljer, men der er ingen at dele. Han er bare klog, sjov og godt selskab, og fortæller mig sandheden. Tror jeg. Jeg har tidligere beklaget mig over ikke at kunne lure hvornår mænd løj for mig, og jeg må nok bare lære at leve med at min løgnradar ikke er pålidelig. Til gengæld har jeg efter denne indsigt opdaget at jeg faktisk har et udmærket sandhedsradar: jeg får en bestemt følelse når nogen fortæller mig den blotte/beske/beskidte sandhed, en følelse af usvigelig sikkerhed. Sandhedsradaren er bare ikke så praktisk anvendelig som en løgnradar ville være, fordi den sjældnere har anledning til at slå ud, men bedre en ingenting. Og Min Høje Ven giver mig tit den følelse. Vi taler jo heller ikke om Os og Være Kærester, hvilket nok gør det lettere at være sandfærdig, men derfor elsker jeg alligevel at føle mig fri for bullshit. Vi er enige om at det er rart at have en ven til uforpligtende hudkontakt. Ganz platonisch. Det er faktisk også lidt sødt: Han er min ekskærestes gode ven, hvilket gør mig til no-go - selvom bemeldte kæreste og jeg ikke har været sammen i 14 år.

Min Skotske Ven bor i Sverige, jeg har kendt ham i fem år, men kun set ham ganske få gange pga. afstanden og vores respektive livsforløb. Jeg har altid haft en svaghed for ham, men han har været i fast forhold og tilfreds med det. Indtil for nylig, hvor han forlod kæresten, og pludselig meldte sig på banen med forslag om at ses, og besøgte mig en weekend. Det ER intimt at have weekendgæster, men denne gang var jeg forberedt og havde sørget for gæsteseng; han skulle jo nødig tro at jeg forventede at han betalte mig for gæstfriheden i naturalier. Vi havde en skøn weekend og snakkede hinanden sønder og sammen. Ganz platonisch. Han er lækker og klog, men stadig ikke rigtigt ude af sit forhold, så vi holder os til kloge og analytiske emails.

Min Arbejdskontakt bor i Irland, og er det nærmeste vi kommer Hot Stuff i denne ellers så blodfattige beretning. Han startede som en professionel emailhenvendelse, vi arrangerede et møde, og i udvekslingerne op til mødet var han faktisk lidt flirtende – uden at kende hverken min alder, vægt, ægteskabelige status, ingenting. Da han kom til mødet havde han gaver med, var superbegejstret over for mit job, mit projekt, min person, og gjorde alt muligt for at lære mig bedre at kende. Han endte med at se fodbold (Man U-FCK som han skulle have set i Parken, hans billet var ikke kommet frem) hos mig og lægge kraftigt an, men accepterede uden muggenhed at jeg ikke ville noget med en vildtfremmed, og bestemt ikke turde tilbyde platonisk overnatning. Vi nåede at se hinanden endnu en aften inden han skulle hjem, efterfølgende har han sms'et og mailet diverse kyske og knapt så kyske kærlighedserklæringer, og jeg kan faktisk rigtig godt lide ham. Meget mere end jeg har lyst til – han har kone og børn i Irland, det kan aldrig blive noget seriøst, så selvom vores kemi er fantastisk burde jeg nok bare cut my losses. Vi får se. Han kommer tidligst til Danmark i starten af næste år, så kan vi se hvor jeg er.

Måske er det i virkeligheden disse tres skyld at jeg ikke har blogget? Måske har jeg været helt talt ud pga. al min kontakt med dem? Eller bare syntes at situationen var for usexet og svær at referere? Hvoromaltinger er I nu opdaterede.

... I ought to say no, no, no, sir
at least I'm gonna say that I tried
I really can't stay
ahh, but it's cold outside ...

Hilsen fra gulvet

Jeg har nemlig sat mig mellem to stole: Der er pludselig intet fra mit privatliv jeg gider blogge om; det der tænder mig blogwise i disse dage er de STORE spørgsmål: Liv, død, rigtigt, forkert, sandt, falsk - I kender skuffen. Men kan jeg få det nedfældet? Nej. Fordi det er så SVÆRT. Og TUNGT. Hver gang jeg finder en interessant problemstilling, viser den sig ved nærmere undersøgelse at være superkompleks og at overstige mine evner som blogskribent. Ikke at jeg skriver for at undervise og docere - nå ja, så lidt da - men når jeg ikke selv kan få fat i et håndtag, er der jo ikke noget at skrive.

Så jeg skriver ikke. Men jeg tænker. Og har alle intentioner om at vende tilbage.

... everything under the sun is in tune
but the sun is eclipsed by the moon ...

B(l)ogklub vel overstået

Fredagens møde i b(l)ogklubben var i mine øjne en udelt triumf: jeg styrede min brandert og holdt mig oprejst til det sidste. "Det manglede vel også bare, du var jo værtinde," ville nogle måske sige, men efter forrige b(l)ogklubsaften er jeg færdig med at tage imod væddemål om min opførsel under indflydelse af spirituosa.

Vi var i det hele taget eksemplariske i vores fornuft, og aftalte næste møde inden aftenen gik over gevind: Kryddernelliken har tilbudt at lægge hus til, A er bogværtinde der åbner med en forelæsning, og den foreslåede dato er lørdag 13. januar. Læs mere hos Kryddernelliken når tiden nærmer sig.

Og ud af en perifer tangent kan jeg tilføje at jeg faktisk også havde læst Gilead, som ikke alle havde været lige hypnotiserede af. Og det var jeg vel heller ikke selv, men jeg havde foreslået den til bogklubben fordi den netop virkede som den type lidt tungere bog man køber af pligt, men aldrig får læst. Den handler meget om tro, som jeg som tidligere nævnt har et ret samspilsramt forhold til, så jeg tænkte at jeg kunne lære noget. Og den formår da at fremstille et troende menneske meget positivt.

I får lige et par citater. Først om forholdet mellem denne verden og den næste:

And I can’t believe that, when we have all been changed and put on incorruptibility, we will forget our fantastic condition of mortality and impermanence, the great bright dream of procreating and perishing that meant the whole world to us.

Om at fortælle andre om ens synder, eller lade præsten fortælle menigheden om dem:

I think sometimes there might be an advantage in making people aware how worn and stale these old transgressions are. It might take some of the shine off them, for those who are tempted.

Om havesyge:

I believe the sin of covetise is that pang of resentment you may feel when even the people you love best have what you want and don’t have.

Om forskellige slags syndere:

Sinners are not all dishonorable people, not by any means. But those who are dishonorable never really repent and never really reform. Now, I may be wrong here. No such distinction occurs in Scripture.

Om at tvivle på sin tro:

I’m not saying never doubt or question. The Lord gave you a mind so that you would make honest use of it. I’m saying you must be sure that the doubts and questions are your own, not, so to speak, the mustache and walking stick that happen to be in the fashion of any particular moment.

Om alles fejlbarlighed:

And the fact is, it is seldom indeed that any wrong one suffers is not thoroughly foreshadowed by wrongs one has done.

Jeg skal ikke udtale mig om udsagnenes sandhedsværdi. Indtil videre tænker jeg bare over dem.

... and somewhere lies the answer
to all the questions why
what really makes the difference
between all dead and living things, the will to stay alive ...

Og nu til noget helt andet

Det er dagen før dagen!! I morgen mødes b(l)ogklubben hos mig! Er I klar, alle sammen? Har I læst Gilead, og er I klar med sylespidse analyser?

... and you read your Emily Dickinson
and I, my Robert Frost ...

Tilbage på hesten

Jeg gik lidt død i utilitarisme-debatten, men det nytter jo ikke at stå som en struds med hovedet i busken i al evighed. Og jeg kan ikke rigtigt poste om noget andet, så længe der hænger ubesvarede, valide spørgsmål i kommentarboksen, så nu smøger jeg pligtskyldigst ærmerne op.

MariaHønen stiller nogle gode spørgsmål og udpeger nogle grimme scenarier, som jeg bestemt heller ikke selv ville bryde mig om at se blive til realitet. Når jeg siger at jeg foretrækker utilitarismen, nytteprincippet, frem for fx Kants kategoriske imperativ, er det fordi det kategoriske imperativ er uladsiggørligt for mig. For dem der ikke har det helt præsent, er det påbuddet om at ens handlinger ALTID skal være dikteret af uselviske hensyn.

Scenarie A: Terrorist holder pistol mod mit hoved og beder mig slå et andet uskyldigt gidsel ihjel, eller han vil slå mig ihjel. Jeg håber – og tror, i al beskedenhed – at jeg vil nægte, og blive slået ihjel.

Scenarie B: Som før, men terroristens pistol er rettet mod min datters hoved, og det er hende der dør hvis jeg ikke slår det andet uskyldige gidsel ihjel. Jeg skyder ham øjeblikkeligt.

Der kan brygges videre på disse historier, og jeg gider ikke svare på Bruce Willis-forslag á la ’hvorfor skyder du ikke terroristen?’, eller høre på anklager om at jeg er åndssvag, for han skyder selvfølgelig både datter og mig alligevel: Hvis forholdene var som beskrevet, altså hvis vi skærer ind til benet, ville jeg handle som skitseret.

Og jeg kan ikke synes det er forkert. Det kategoriske imperativ forekommer mig iskoldt. Det sætter kærligheden ud af spil, i sin forhippethed på at sikre at vi alle er lige, lige, lige meget værd. Ergo er det lige meget hvem der lever og hvem der dør. Og det er det måske også i det store kosmiske regnestykke, men ikke i mit liv.

Så jeg synes faktisk ikke at det er smukt. Hvad det er, er nemt. Intet er da nemmere end at tage et dogme til sig, og derfra aldrig behøve tage afvejet stilling til et komplekst spørgsmål – man kan bare holde sig til sit dogme. Og jeg vil VIRKELIGT gerne se nogen leve det ud. Det forekommer mig at det er en holdning det er ulige nemmere at have, så længe ens liv ikke er truet.

Jeg har ikke svarene på hvis liv der skal ofres for hvilke andres. Jeg går ikke ind for dødsstraf, netop fordi vi er fejlbarlige, og det uskyldigt mistede liv er så ubærligt at tænke på. Jeg siger BARE – for syttenmillionte gang, føles det – at non-intervention og pacifisme også kan koste liv. Som i fx Rwanda. Er det dydigt at forholde sig passiv mens andre bliver slået ihjel? Er det ikke bare en sart og forkælet egoisme, der ikke kan tåle tanken om at få blod på hænderne?

... Nor knowest thou what argument
Thy life to thy neighbor’s creed has lent.
All are needed by each one;
Nothing is fair or good alone ...

I rest my case

A minister is driving through the heartland of America when he comes across a truly glorious farm being tended to by a lone farmer.

Keen to remind the farmer of the source of his blessings, the minister pulls over to the side of the road and calls the farmer over.

"The lord has blessed you with a beautiful farm," said the minister.

After a few moments reflection, the farmer nodded his assent.

"He certainly has, Reverend - but you should have seen it when he had it all to himself!"

... the lord is my shepherd,
I shall not want ...

... and if you believe that, I'll tell you another one ...

Feministen SHA?

Susling har tagget mig, så jeg holder lige en pause fra den i mine kommentarer for tiden rasende debat om etik og liv og død for at kigge lidt på feminisme.

Kan jeg virkelig ikke komme på fem fornuftige ting feminismen har gjort for mig? Det er måske fordi der ikke en nogen entydig definition af 'feminisme'? Følgende rodede programerklæringer og tilbageblik er hvad det kan blive til:

Jeg er stor tilhænger af tesen om at det mænd og kvinder kan, er lige meget værd. Feminismen har måske fået sit lidt trælse ry fordi det nogle gange lyder som om de mener at mænd og kvinder kan det samme. Og det er jeg ikke enig i.

Feminismen som politisk bevægelse har jeg ikke et godt forhold til. Jeg holder fx dem ansvarlige for dogmet om at en afgørelse, som et fællesskab har diskuteret sig frem til, er bedre end en afgørelse samme fællesskab er nået frem til ved afstemning. Jeg har SIMPELTHEN ikke tålmodigheden til det.

Feminismen som fornyer af kønsrollemønstret kan jeg desværre ikke udtale mig om. Det lyder rart med et parforhold hvor begge parter tager lige ansvar for hjemmet, madpakker, fødselsdage etc., men det bliver ikke gennemført med mig som projektleder. Jeg er opdraget i flinkeskolen ude i en fjern plovfure, hvor uret lige så godt kunne have stået på 1958 som 1975, så jeg tager som regel ovennævnte pligter på mig. Men når det lykkes mig at give slip og lade stå til, gør jeg det ordentligt. Så gider jeg slet ikke bruge energi på at få en vrangvillig mand til at svinge en klud eller skrive et kort. Enten ordner jeg tingene, eller også lader jeg være; jeg nægter at være Hjemmets Millimeterdemokratiske Generalkommandérsergent.

Har vi feminismen at takke for abort og p-piller? I så fald tak. Men det er vel ikke en eksklusivt kvindelig dagsorden at kunne dyrke masser af sex uden konsekvenser? Normalerweize går man ud fra at kvinder gerne vil have børn, og mænd gerne vil have sex med så mange forskellige som muligt. Men det er selvfølgelig bare en hypotese, hvad ved jeg om hvad mænd vil have. Jeg ER dog taknemmelig for abort og p-piller på vegne af de mange uønskede børn der slipper for at blive født. Men den taknemmelighed er vist mere menneskelig end den er feministisk.

Ethvert tryk avler modtryk, og århundreders kvindeundertrykkelse har åbenbart endelig nået kritisk masse, og modtryk er opstået i form af feminismen. Jeg er glad for at det skete på et tidspunkt så jeg selv har nået af få glæde af det – på det helt basale 'alle mennesker er født lige'-plan. Jeg synes at kønnenes polarisering er trist, at ideen om at kønnenes interesser er uforenelige er forkert, og at betonlesbiske kampråb á la 'flere kvindelige håndværkere!' er latterlige. Men jeg er taknemmelig for at nogen gad slå i bordet på mit køns vegne og sige 'Nu er det NOK! Vi vil FANME også have lov at være her!'

... and don't speak too soon
for the wheel's still in spin
and there's no tellin' who
that it's namin'.
For the loser now
will be later to win
for the times they are a-changin' ...

Kommentar ramte en nerve

Det er lykkedes mig at skrive en provokerende post, som folk derefter kommenterer provokerende på; mit sidste svar blev lidt langt, så I får det her.

Utilitarist? Er det ikke bare et Cand. Hum-ord for fascist?
Jeg går ud fra at du kender definitionen af ’utilitarist’ lige så godt som jeg, så jeg vil undlade at påpege det stupidt fornærmende i at sidestille det med fascisme. Tillad mig bare at rette en enkelt – den første – misforståelse: Jeg ACCEPTERER ikke vold, jeg ANERKENDER at det eksisterer. Så kan pligtetikere sidde og vride sig i hænderne mens de græder ”Menneskeliv må IKKE spildes!”. Jeg siger med utilitaristerne ”Menneskeliv BLIVER spildt – hvad skal vi gøre ved det, når vi nu ikke bryder os om det?”

Og kører du ikke lidt i ring når du siger, der ikke findes en korrekt religion, men til gengæld en korrekt moral?
Nej, jeg kører ikke i ring når jeg gerne vil tale om etik, men ikke religion (jeg brugte med vilje ikke ordet ’moral’, fordi det konnoterer så kraftigt til religion – men det skal nu ikke ligge det til last). Hele humlen er jo at man SAGTENS kan mene at det fx er forkert at lyve, at man skal være god ved sin mor og far, at man ikke må stjæle og ikke slå ihjel, UDEN at der er en guddommelig enhed der har ristet det i sten. Man behøver jo heller ikke tro på julemanden for at fejre jul, vel? Vi kan jo 'bare' i fællesskab finde ud af hvilke regler der skal gælde for at vores samfund, fra lokalt til globalt, kan hænge sammen. Og måske er grundstammen i disse regler allerede fundet: nogle mener at universaliteten af religiøse regler der ligner de ti bud taler for at der kun er én gud. Jeg mener det taler for at de regler er almindelig sund fornuft som generation efter generation har fundet nyttige.

Hvis man ikke deler din kultur, går man automatisk ind for analfabetisme og sexueluvidenhed, æresdrab, voldtægter og omskæring. Det er lavt at sætte det op som modpol til din holdning.Den præmis vil jeg ikke acceptere.
Jeg er helt enig i at den præmis er uacceptabel. Jeg har bare aldrig skrevet det, du anklager mig for. Den polemiske gejst løber af med dig.

Skal jeg læse det derhen, at du hader alle nydanskere?
Nej, du skal ikke læse det derhen at jeg hader alle nydanskere, hvor får du sådan en absurd ide fra? Jeg nævner ikke nydanskere med et ord. Jeg synes ikke at der er noget galt med hverken at være fremmed eller anderledes. Jeg synes der er noget galt med at være troende, hvis man endelig skal sætte sagen på spidsen og udstikke sig et fjendebillede.

Det er ikke muligt at diskutere hvis der kun er to farver på paletten.
Jeg synes faktisk at du i allerhøjeste grad gør dig skyldig i monokrom tankegang – fordi du ikke er enig med mig, er jeg nok fascist?

[fortæl mig] hvordan man opvejer en gruppes akkumulerede interesse/nytte overfor individets interesse - eller sågar liv. Og hvordan spørgsmålet udføres i praksis - på daglig basis - i din egen dagligdag?
Mit empiriske materiale er begrænset, men lad mig eksemplificere: Jeg benytter min fysiske overmagt til at krænke andres rettigheder nærmest dagligt. Når jeg er sammen med børn der slår andre børn, kan jeg godt finde på, efter resultatløs verbal tilrettevisning, at skille dem korporligt ad, og, om nødvendigt, holde den slående uden for rækkevidde, eller sætte vedkommende til at lege alene.
Hvis børn leger med kniv el.lign, eller slår vildt omkring sig med kosteskaft, tvinger jeg den/det fra dem, hvis de ikke slipper frivilligt. Det samme gælder fulde mennesker og bilnøgler.

Nå, jeg ønsker ikke at latterliggøre et alvorligt spørgsmål med mine dagligdags banale problemstillinger, det var nok ikke dem du mente. Men det er her analogien til skak kommer ind i billedet: Vi kan forhåbentlig blive enige om basale træk: Liv Er Godt; Vold Er Skidt; Sandhed Er Godt; men situationen kan godt blive så kompleks at trækkene må afvejes i forhold til hinanden. Skal man sige sandheden hvis det kan koste menneskeliv? Hvis liv går tabt uanset hvad man gør, er det så en værdi at vælge det træk der resulterer i mindst vold? Mit bud ville være nej til det første, og ja til det andet, men det er bare mit instinkt. Jeg tror at Sam Harris efterlyser mere belysning af komplekse etiske spørgsmål, i håbet om at vi alle kan afstemme med hinanden hvad vi forventer af vores verden og vores medmennesker. Jeg vil meget gerne høre om hvad du, Ægget, og AnetQ, Maria Hønen, Kenneth, Nelliken og Dana, og alle andre synes er retfærdigt. Jeg gider bare ikke høre om hvad Jehova, Allah, Krishna, osv. påstås at mene er retfærdigt.

... no hell below us
above us only sky ...

Hvad kræver efteråret?

Forleden var jeg og min datter på vej hjem fra kaffehygge, og iflg. uret var det ganske tidligt på aftenen. Men der var ingen vej uden om erkendelsen af sommerens forsvinden: det var halvmørkt. Meget hyggelig skumring, faktisk, hvis I spørger mig. Men vi kan jo ikke alle være lige poetiske sjæle; min datter kiggede i hvert fald fortørnet på mig: ”Det er for mørkt, Mor. Tænd lyset!”

Piet Hein har beskrevet følelsen så det ikke kan forbedres:

... og det kan man så sige hvad man vil til
så stor en tillid har man at slå til til.

Jeg slog til efter bedste evne: tændte fyrfadslys da vi kom hjem, og tror faktisk at den lille pige påskønnede deres hyggefaktor da hun fik lov til at bade i deres skær. Efteråret kræver ekstra lyskilder.

... vel rækker høstens solskin kort
men rønnens bær står røde
alleens linde blegner bort
men vildvinsranker gløde ...

Mit kompetente barn

Kan lige pludselig så meget. Fx låse hoveddøren op og åbne den. Så jeg havde tænkt at jeg skulle have en højtsiddende sikkerhedskæde eller ekstra lås så hun ikke kan forlade domicilen om natten. Men en børnesikker lås ville også have haft andre uforudsete fordele; hvis jeg havde taget mig sammen, havde jeg også undgået weekendens akavede oplevelse:

SHA er i bad – for åben badeværelsesdør, selvfølgelig. Den toårige skal jo kunne komme ind og bekymret formane mig om ikke at gøre mit hår vådt. Det er der jo INGEN der kan lide. Nå, men det ringer på døren:

*Drrrrriiiiiinnnnnnnngggg*
Dippe, dippe, dippe, dippe *små fødder på gulv*
Mig, kalder: ”Du skal ikke åbne døren”
*Mosle, grapse, strække sig, rasle, låsklik, døråbning*
Datter, lykkeligt: ”Haaaajjjj!”
Underbo: ”Æhm ... hej!?”
Mig: ”Øjeblik ... *febrilsk spulen sæbe ud af øjnene* ... jeg er i bad ...”
Underbo: ”Det ved jeg godt. Det drypper ned i mit badeværelse"

Aldrig er et bad blevet afsluttet så tjept.

Hun kan også male. Med de epoxy-binder-på-alt-porcelænsmalingstusser hun fik af min velmenende veninde som del af et kreativt dekorer-din-egen-porcelænsgris-sæt. Så nu er der uafvaskelig farve på Trip-Trap-stolen, trægulvet og tøjet.

Hun kan også give udtryk for sine følelser. Fx blev hun så glad for den lyskæde med lysende Peter Plys’er hun fik af Mormor at den blev krammeelsket til døde på under 48 timer. Sådan nogle halogenpærer kan som bekendt ikke lide at blive rørt ved.

Stakkels lille pige. Trods alle hendes kompetencer forventer vi til stadighed det uladsiggørlige af hende: at hun kan gøre som hun får besked på, tegne inden for stregerne, eller i det mindste papiret, samt holde nallerne fra noget der ligner knytnævestore vingummibamser. Det ER ikke rimeligt.

... the feeling that I’m losing her forever
and without really entering her world
I’m glad whenever I can share her laughter
that funny little girl ...

Turpas

Jeg har vist tidligere udbredt mig om min fisefornemme foragt for Cinemaxx, men i går måtte jeg vende cyklen derhen igen. Vennerne fra Pixar havde begået en ny animation, og dem VIL jeg bare så gerne se med de originale stemmer.

Så efter utallige reklamer for Bratz, magnetisk legetøj og underlige bip-bip-spil (eller hvad det nu ellers er, de unge kalder dem), så jeg endelig Cars, og den var skøøøøn! Owen Wilson, Paul Newman, Katherine Helmond (Jessica fra Skum, et herligt genhør) og alle de andre gjorde det fantastisk, og animationen var den bedste jeg nogensinde har set. Der er scener hvor hovedpersonerne, æh, hovedbilerne, kører gennem skove og vandpytter, og jeg LOVER: det lignede at det var animerede biler klippet ind i rigtigt landskab. Hvert eneste blad på træerne bevægede sig livagtigt. Og når jeg ikke sad med kæben imponeret hængende i skødet, sad jeg med et flækket-træsko-grin, og det holdt længe efter jeg var kommet hjem.

I er tilgivet for jeres grimme interiør og kritisable filmvalg, Cinemaxx. Oplevelser som den i går kan man kun ønske sig turpas til.

... Life is a highway
I wanna ride it all night long
if you're going my way
I wanna drive it all night long ...

Mit dramapakkede liv

Efter aldrig at have ringet 1-1-2, havde jeg i morges brug for det for anden gang på to måneder.

Jeg havde en superhyggelig aften med AnetQ i går (tak! :-)), vi fik en del drinks og fortalte hinanden mange morderligt kloge sandheder og guldkorn. Jeg lagde mit let øre hoved på puden kl. 03.00, og vågnede meget mere ør kl. 05.59 ved febrilsk banken-ringen-banken-ringen på døren. Jeg nåede at tænke urimelige og ukærlige tanker om amatøragtige avisbude, inden jeg blev klar nok til at fatte at det sandsynligvis IKKE var et avisbud. På trappen stod en opkørt andelsfælle: ”Det brænder! Der hænger en masse røg på bagtrappen!!” I har hørt om ham før, han er en af kamphanerne, nu omdøbt til Tweedle-dee og Tweedle-dum.

Jeg løber ud på bagtrappen, der ganske rigtigt lugter forfærdeligt af røg, ned i kælderen, hvor lugten ikke er, og opad, hvor lugten bliver kraftigere, men jeg kan ikke finde kilden – ingen varme, ingen sivende røg. Men øverst bor en lidt skæv eksistens, som har et alkoholproblem og en nyligt overstået alvorlig sygdom, og jeg kan ikke banke hende op – hvis hun da overhovedet er i lejligheden, så NU er jeg bekymret. Jeg løber nedad, møder Tweedle-dum der kommer nedefra, og beder mig ringe til brandvæsenet, hvilket jeg gør. Jeg hopper i noget tøj, og er på vej ned for at tage imod brandvæsenet, da han kalder efter mig: ”Jeg har ikke ringet på hos Tweedle-dee”. Jeg når lige at tænke at det godt nok er et åndssvagt udtryk for deres fejde inden jeg ringer på hos Tweedle-dee, der kommer helt groggy til døren. ”Vi tror det brænder, brandvæsenet er på vej!” siger jeg, og fortsætter ned for at hjælpe brandvæsenet med mit store overblik. Han mumler grødet efter mig: ”Hrajj ... hvadøh ... dææhh ... naajj ... det brænder ik’. Det’ mig der har haft ild i min papirkurv!”

I det samme hører jeg udrykninger, og ser genskin af blå blink på loftet. En brandmand i fuldt udstyr kommer løbende fra en mindre brandbil der holder midt på gaden ”Er det her det brænder?” ”Æh, ja. Dvs. at vi vist nok har fundet ud af hvad det er. En beboer har haft ild i en papirkurv”. Jeg giver ham anvisninger på hvor, og følger ham halvt op, og da jeg kommer ned på gaden igen, holder der FIRE KÆMPE brandbiler på kryds og tværs, og det vælter ud med store sorte mænd. Rustningslignende udstyr. Hjelme med nakkekappe. Hårde, hærgede rygsække. Gudhjælpemig én der løber hen imod mig med en brandslange i hånden. Jeg tror der er gået seks minutter siden mit opkald. Nej, nej, nej. Falsk alarm. Tusind tak fordi I kom så hurtigt, men der er vist ikke noget at komme efter. Beklager meget. I mellemtiden er lægeambulancen kommet, også under udrykning, og jeg håber virkelig ikke at der ligger en med hjertestop i den anden ende af distriktet. Politiet tropper op, og alle disse ordensmagter giver sig til at briefe hinanden.

Brandmændene trak sig tilbage som en sort bølge, og virkede ikke en gang sure, og politiet gik med Tweedle-dee (som får en bøde for ’uagtsom opførsel’ el.lign.). Jeg lå i min seng igen kl. 06.21. Held og lykke med at prøve at sove.

Tweedle-dee er selvfølgelig et fjols når han bruger sin papirkurv som askebæger, men han håndterede det udmærket: slukkede branden, og bar papirkurven ned i gården (derfor røglugten på bagtrappen). Det var midt om natten, så jeg kan godt forstå at han ikke vækkede alle for at fortælle om det. Jeg er faktisk væsentlig mere sur på Tweedle-dum. Hvad FANDEN ligner det ikke at banke på hos alle, hvis man virkelig tror det brænder? Hvad FANDEN ligner det at spilde brandvæsenets tid fordi han ikke vil veksle to ord med én han ikke bryder sig om? Jeg tjekkede folk opad, og gik ud fra at han tjekkede nedad – ellers havde jeg aldrig ringet; hvad FANDEN ligner det at få mig til at fremstå som en uansvarlig hystade?

... my house
s'out of the ordinary
that's might
don't want to hurt nobody
something sure can sweep me off my feet
burning down the house ...

SHA rystet i sin grundvold

Jeg er lige blevet færdig med The End of Faith, der som forventet var vand på min mølle: Der er ingen forskel på tro og overtro, og jo hurtigere vi får skilt os af med religion, jo bedre. Faktisk mener forfatteren at vi er dømt til undergang hvis vi IKKE gør det, fordi en dybt forankret tro ALTID falder sammen med en dybt forankret overbevisning om at man selv (og ens trosfæller) er tilstrækkeligt meget bedre end andre til, at deres blod er billigt at spilde. Eller endnu værre: at den næste verden er så forjættende skøn at man ikke kan komme dertil hurtigt nok, og man derfor gerne spilder sit eget blod og giver sit liv, hvis man bare kan trække 10-20 vantro med sig.

Han skriver også udmærket om hvordan man sagtens kan have spirituelle værdier i et rationelt liv, men det er fremtidsmusik, så for øjeblikket er der tre af hans pointer der roterer i mit hoved.

Ud med kulturrelativismen
Tolerance er en overvurderet dyd. Den bruges til at vende det blinde øje til forfærdelige tilstande, og er måske som sådan ofte et udtryk for dovenskab. Det er besnærende nemt at sige at alle må leve som de vil, men man kan jo måle på hvilke samfundsværdier der korrelerer med fx høj levealder og rapporteret livskvalitet; det drejer sig fx om lav analfabetisme, mulighed for deltagelse i landets styre, og lav tabuisering af sex og samliv. Og fra dette synspunkt er en høj grad af analfabetisme ikke et tegn på en anden holdning til uddannelse, men tegn på mislykket uddannelse. Og tolerance over for æresdrab af fx voldtagne døtre og søstre er ikke en alternativ etik, det er en mislykket etik.

Ind med de hårde metoder
Pacifisme holder ikke, selvom det utvivlsomt kræver mod og selvdiscplin ikke at løfte hånden mod en angriber. Men det betyder at en enkelt person bevæbnet med kniv kan udrydde en hel by af pacifister. Pacifisme kan godt ses som et udtryk for moralsk integritet, men virker kun hvis modstanderne også har moralsk integritet – ikke hvis de anser liv for at være billigt. Det er en forfærdelig trist sandhed at hvis ens modstander er skrupelløs, bliver ens egne skrupler til et våben i hans hånd. Forfatteren går så langt som til at forsvare tortur, for hvorfor være berøringsangst over for at forvolde en enkelt, måske uskyldig, krigsfange smerte? Vi smider jo uden at blinke bomber der bevisligt dræber, forkrøbler og piner utvivlsomt uskyldige børn og voksne – de neutralt benævnte ’følgeskadevirkninger’. Det ligner måske at der er forskel på tortur og følgeskader, men den oplevede realitet er den samme.

Etik som skak
Hvorfor er det så svært at enes? Er det helt umuligt at finde frem til hvad der er godt og hvad der er ondt? Nej. Ifølge Sam Harris er det lige så nemt og lige så svært som skak: man kan lynhurtigt lære hvordan brikkerne må bevæges, eller hvad der er god opførsel, men derfra og så til altid foretage det optimale træk efter omstændighederne, opføre sig etisk efter omstændighederne, er der et stykke vej. Og det falder nogle mere naturligt end andre. Hvilket selvfølgelig er ærgerligt. Men jeg hæfter mig ved håbet: at det ER muligt at formulere en verdslig etik. Meget gerne snart for mig skyld.

... den som med høyre arm
bærer en byrde
dyr og umistelig
kan ikke myrde ...

Sikke en børnehave!

Jeg bor i Københavns måske mindste andelsforening, så alle beboere kender hinanden. Her er alle muligheder for at have et godt og nært forhold. Og det har nogle af os. Men der er også to der ikke kan døje hinanden. Man kan dårligt tale med den ene i fem minutter før han begynder at bagtale den anden. Da den ene meldte sig til bestyrelsen, skyndte den anden sig også at springe ind, hvorefter de skændtes i det forum i halvandet år, og lagde alt arbejde fuldstændigt ned, med det resultat at vi risikerer at miste den erhvervslejer der står for halvdelen af foreningens årlige indtægt, fordi den forkrøblede bestyrelse ikke har udført den vedligeholdelse der påhviler foreningen. Godt så! Ud af bestyrelsen med dem, ind med nye ildsjæle. Og mig, der ikke kan holde ud at mit tag over hovedet bringes i fare af sådan et par brushoveder.

Bestyrelsen har derfor selvfølgelig tusind ting at tage fat på, men får vi arbejdsro? Næh nej. Ud over hidsige er de åbenbart også opmærksomhedshungrende, fordi de er begyndt at sende klager over hinanden til bestyrelsen. Og de har begge meldt den anden til politiet for vold. Politiet vil ikke røre sagen med en ildtang, og siger bare at nabostridigheder hvor ord står mod ord er umulige at løse. Jeg forstår det simpelthen ikke, for trods det her nævnte vil jeg betegne dem begge som ok fyre – hver for sig. Og man tror bare det er løgn når man ser deres store forurettede øjne, når de beskriver den sidste urimelighed de – ganske uskyldigt – er blevet udsat for fra den andens side. Den ene ryger hash en sjælden gang imellem, og bliver konsekvent omtalt som ’narkomanen’. Den anden er født i Jylland, og nyder derfor betegnelsen ’den bonderøv’.

Det er en falliterklæring, men vi er i gang med at skrive ny husorden hvor det ekspliciteres at beboerne skal holde en urban tone over for hinanden. Og her gik man naivt og troede at det, omend implicit, var klart for enhver. Med henblik på den fremtidige fred i foreningen har bestyrelsen tilbudt at mægle imellem dem. Og fordi jeg altid er så diplomatisk og konsensussøgende, er det mig der skal mægle. Det skal nok gå godt.

... imagine all the people
sharing all the world ...

Sendt til tælling af toårig

Jeg får FLIP over aldrig at have et sekunds fred! Er det for meget forlangt at ens toårige accepterer en sengetid omkring kl. 20? Så man har et par timers voksentid, til at læse lidt, høre musik, se nyheder, tage en enkelt telefonsamtale? Hvordan kan SÅ lille et menneske have SÅ meget energi til at skrige? Og jeg mener SKRIGE. Jeg sidder fuldstændigt udmattet efter 2½ times kamp. Altså, hun skreg ikke konstant; hun taler fint, og benyttede sig af både angreb og manipulation som

”Det er mig der bestemmer!”
”Dumme, dumme Mor!”
”Du skal bare synge to sange for mig, er det en aftale?”
”Jeg savner dig, Mor”
”Du skal bare lige have et knus”
”Jeg er bange”
”Jeg vil ligge i din seng”
”Jeg vil have vand/mad/pude/ny bog/ legetøj ...”

Ledsaget af en idel kravlen ud af sengen, tagen nattøj og ble af, forsøg på at tage andet tøj på, kommen ind til mig med noget over hovedet i et forsøg på at klovne mig medgørlig, etc., etc., etc. UUUAARRGGGHHH!! Jeg håber ikke det lyder lidt nuttet, for det var det ikke. Jeg havde lyst til at holde hende for munden og brøle ”Så tier du stille!”, men satte mig til at tude i stedet.

Og der er ingen aflastning i sigte, for hele miseren kommer af at hendes andre voksne, hendes far og mormor, lader hende bestemme alt, og bl.a. lader hende sove i deres respektive senge. Mormor gider ikke konflikterne, og jeg kan ikke bede hende tage dem, når hun passer utysket for at gøre mig en tjeneste. Fars forældreskab blander jeg mig ikke i medmindre jeg frygter for barnets sikkerhed, hvilket vil sige aldrig. Selvom jeg GÅTNOK er indebrændt over de lave gærder jeg synes de hopper over.

There never was child so lovely but his mother was glad to get him asleep
Ralph Waldo Emerson

Venter med mine 15 minutter

Grundet mit p.t. udenlandske arbejdsliv har jeg helt glemt at fortaelle at jeg skam ogsaa, ligesom Sille, er blevet kontaktet af Q TV med tilbud om at deltage i deres datingprogram:

På Q TV søger vi en kvinde med erfaring med netdating, der med en god portion humor kan videregive gode råd og advarsler til vores seere. Eks. "Når en mand skriver sådan og sådan, mener han i virkeligheden sådan eller er sådan". Er det noget du vil kunne levere?

Nej. Det burde fremgaa med al oenskelig tydelighed af denne blog at jeg er rundt regnet Nordeuropas daarligste til at gennemskue maends intentioner og til at afkode deres signaler korrekt. Det er rigtigt at jeg har daarlige erfaringer at dele ude af, men har jeg laert noget? Foeler jeg mig godt klaedt paa til at undgaa lignende oplevelser i fremtiden, eller hjaelpe andre til samme? Nej. Jeg lader bare vaere med at netdate. Det er en falliterklaering, og jeg tvivler meget paa at min afmagt ville kunne omsaettes til knaldunderholdende fjernsyn.

Men det er underordnet om jeg kan eller ej, for jeg vil ikke. Sikke en traels platform at komme i fjernsynet paa: "Mislykket netdater med paataget ekspertstatus" - der maa vaere andre der er bedre egnede. Hvis jeg engang skal have mine 15 minutter, haaber jeg det bliver for noget jeg er god til.

... Rolling Stone - wanna see my picture on the cover
Rolling Stone - wanna buy five copies for my mother
Rolling Stone - wanna see my smilin' face
On the cover of the Rolling Stone ...

Stadig i live

Selvom jeg netop har overlevet et ondsindet forsoeg paa at kede mig ihjel, og det bliver muligvis ikke det sidste. Jeg er paa konference i Italien med det mere noerdede segment af min profession, og trods det, at vi alle arbejder med en eller anden form for sprog og formidling af viden, er der nogle MEGET ringe kommunikatorer imellem.

Her er baade repraesentanter for det private erhvervsliv og for den offentligt finansierede forskning, og vi er ikke altid HELT enige om hvor fokus skal ligge. Og derudover er der som saedvanligt folk fra diverse bananstater der stolt praesenterer en dyb tallerken: "SE!! Den har vi fundet paa! Helt selv!"

Oh well. Min koncentration er muligvis heller ikke den bedste; jeg sidder her, tung og dvask, af alt for meget alt for laekker mad. Italien har bestemt sin formildende indflydelse paa denne konference, vintergarderoben er i hus til baade datter og mig, og Visakortet er blevet til mozzarella. Hvis jeg bare omformulerer succeskriterierne, kan denne konference sagtens blive en succes.

Hov, skal til naeste session, jeg flyver - uden lyrik i anledning af hast.

Kom nu!! Du kan godt læse en smule tysk!

Verantwortungsvolle Europäer

Das Europäische Parlament tagt nicht nur in Brüssel. Einmal pro Monat zieht das komplette Parlament nach Straßburg um, mit allen Abgeordneten und Mitarbeitern, mit vielen Akten und Material. Der monatliche Umzug kostet den europäischen Steuerzahler über 200 Millionen Euro pro Jahr. Und Frankreich will diese Verschwendung zu seinem Gunsten und der Ehre der Nation natürlich auf alle Ewigkeit festschreiben.

Das muss aber keineswegs so bleiben. Die europäische Kommission kann nach Artikel 47 des Verfassungsentwurfs von den Unionsbürgern aufgefordert werden, im Rahmen ihrer Befugnisse einen Gesetzentwurf zu einem bestimmten Thema vorzulegen. Voraussetzung sind eine Million Unterschriften.

Eine Gruppe von Europarlamentariern hat die Initiative "oneseat" ins Leben gerufen, um Brüssel zum einzigen Sitz des Europäischen Parlaments zu machen. Sie hat in zwei Tagen fast 25.000 digitale Unterschriften gesammelt, inzwischen sind es schon über 900.000.

Es fehlen also noch ein paar vernünftige europäische Buerger, die mit ihrer Unterschrift bei www.oneseat.eu dazu beitragen, diesen ebenso teuren wie überflüssigen Zopf abzuschneiden. Hinsurfen, eintragen und diese Information an ein paar andere Freunde, Bekannte und Geschäftspartner weiterleiten! Mehr Informationen und den aktuellen Stand gibt's auf der gleichen Seite.

Klik her

... Freude, schöner Götterfunken
Tochter aus Elysium
Wir betreten feuertrunken
Himmlische, den Heiligtum ...

B(l)ogklub

B(l)ogklubben lever og har det godt, til forskel fra de enkelte medlemmer, der fik ALT for meget at drikke hos A i fredags. Enkelte var direkte ynkelige i deres uformåenhed udi at styre deres brandert. De prøvede så at gøre det godt igen ved at påtage sig værtindeforpligtelsen til næste gang.

Så vi skal være hos mig. Den foreslåede dato er 6. oktober, men siden aftenen ... ahem ... gik i opløsning inden alle blev taget i ed, kan indvendinger mod datoen indgives i kommentarboksen.

Vi skal læse Gilead af Marilynne Robinson, sidste års Pulitzervinder, og kom bare i gang, det er lidt af en mursten, hvad enten man vælger den på engelsk eller dansk. Vi aftalte yderligere også den NÆSTE bog, som alle gerne ville læse, men siden den ikke var udkommet endnu, aftalte vi at lade den vente en ombæring.

Jeg foreslår følgende form til næste gang:

• aftensmad er et HELT ufravigeligt punkt
• som den der foreslog værket, er jeg ’bogværtinde’ og lægger ud med et lærd causeri om min læseoplevelse. Eller forsøg på samme.
• herefter fri diskussion, hvor det eneste der ikke er tilladt er generel karaktergivning á la ’den var god/dårlig’ – det er en diskussionsdræber.

... so much the rather thou celestial light
shine inward, and the mind through all her powers
irradiate, there plant eyes, all mist from thence
purge and disperse, that I may see and tell
of things invisible to mortal sight ...

I dag er det SHA-has fødselsdag ...

Og jeg sikkert mig en af dem her får. Med appelsin. Jeg køber et ordentligt slaw af dem hvert år, og hvert år overvejer jeg om jeg skulle købe forskellige slags - men hvad så hvis alle appelsinerne blev spist inden fadet kom til mig? Udsigten er ubærlig, så ALLE får appelsin. Så egoistisk må man gerne være på sin fødselsdag. Man kunne måske også bare selv tage først, men direkte uhøflig kan jeg ikke få mig selv til at være, heller ikke på min fødselsdag. Ak, disse svære overvejelser om kager og manerer.

Det er heldigvis ikke rundt. Det skarpe hjørne lurer nu direkte forude.

... for hu-un er så ung
og så øøøndi ser hun ud ...

Levedygtighed

I min mors netop solgte have stod verdens bedste mynte. Mange steder, og i store bundter – den trives jo som ukrudt, og er umulig at slippe af med når man først har fået den. Det var ikke det mindst triste i forbindelse med hussalget at skulle sige farvel til mynteforsyningen. Men min mor gjorde sit til at udskyde tragedien, og plantede adskillige planter i potter, og satte dem i sin altankasse. Der stod de også helt fantastisk frodigt. Flinke Mor gav mig en stor potte til min vindueskarm, og hvad sker der? Den begynder prompte at krølle i bladene, få brune pletter og en hel HÆR af bladlus. Jeg slæbte rundt, skyllede, nippede og brusede, men fandme nej, om den gad leve i min vindueskarm. Jeg resignerede, smed den ned i gården, og rekvirerede en ny fra altanen. Der gik to – TO! – dage, så var den helt grå af meldug eller et eller andet spindekrapyl, og stænglerne hang livstræt slænget ud over pottekanten. Den blev også forvist til gården, og sur og afvist som jeg følte mig, gad jeg selvfølgelig ikke vande dem. Og hvad sker der? De liver synligt og provokerende hurtigt op, og står nu og strutter i gårdens mest dødssyge hjørne.

Hvad er moralen?* At den der med at ukrudt ikke forgår så let er en sandhed med modifikationer. Nogle planter kan ikke tåle pleje og alt for skånsomme levebetingelser, de trives bedst med lidt udfordringer. Jeg er overbevist om at det samme gør sig gældende for sprog, og jeg ved ikke hvem der er mest irriterende naiv: Dansk Folkeparti med sit forslag om at gøre dansk til nationalsprog ved lov, eller de Radikale med deres forslag om at gøre engelsk til officielt andetsprog i Danmark.

Sprog er ganske rigtigt et medium for kommunikation af tørre fakta, men det er også en kode hvormed vi signalerer hvem vi er, og al forskning tyder på at pres oppefra, fra autoriteterne, altid resulterer i en modreaktion: Når Dansk Folkeparti siger at dansks position skal sikres og støttes ved lov, er det ikke sikkert at man opnår en styrkelse. Det er derimod forudsigeligt at et eller andet segment vil modsætte sig det, og kæmpe med næb og kløer for deres ret til at bruge et andet sprog til hvilket formål de nu vil bruge som eksempel. Eller gribe til civil ulydighed, og gøre hvad de vil med sproget. Ditto for de Radikale og engelsk. Sprog gror fra bunden, og for meget opmærksomhed og pilleri fra nidkære sproggartnere gør mere skade end gavn.

Nu er der en del der tyder på at forslagene er mere identitetsprofilering, branding, for partierne end alvorligt ment, men jeg tillader mig lige at tage deres ord for pålydende. Jeg synes jo at det er en UHYRE klodset måde at signalere 'Vi er bare SÅ danske hhv. globaliseringsvenlige!' på. Men spurve SKAL åbenbart skydes med kanoner i politik.

Dansk Sprognævn bliver altid kritiseret for at sidde på deres flade og lade dansk gå i opløsning, men hvad skal de gøre over for alle os der elsker at smide et engelsk ord ind hist og pist? Uddele dagbøder? De er som bekendt ikke udøvende magt, bare rådgiver til lovgivende.

Jeg ved ikke hvorfor realiteterne ikke er sivet ind. Måske bare fordi det er så upopulær en sandhed at sproget ikke kan styres? Sproget er ægte demokratisk, vi må alle bruge den variant vi vil, og vi justeres af omverdenens evne eller lyst til at forstå os. Men netop fordi vi alle ejer vores eget sprog, kan nogle forledes til at tro at deres variant er den eneste rigtige, den er umistelig og perfekt, og de gør os alle sammen en tjeneste ved at få den ristet i sten og udbredt for folket. Nydelig tanke, men DET KAN IKKE LADE SIG GØRE. Fat det dog.

... Language! It's a virus! ...

*Ikke noget om manglende grønne fingre, tak.

Et halvt par?

Da jeg forleden var til bryllup, havde jeg en fremmed mand overfor som var beleven nok til konversere mig. Og han insisterede på at tiltale mig ’I’ – han mente ’du og din mand’. Og jeg ved ikke rigtigt om jeg skal tolke det som et taktfuldt forsøg på signalere ’jeg flirter bestemt ikke med disse personlige spørgsmål’, eller som smalsporet vanetænkning: ’selvfølgelig har hun en mand, det har alle jo’. Han var også overdrevet glad for at omtale sig selv som ’vi’, hvilket parallelt kan tolkes som taktfuldhed: ’FYI er jeg ikke ledig’, eller pral: ’ja, JEG er med i de giftes klub.’ Det kan også godt være jeg bare overfortolker for paranoidt – det viste sig at han var fra Esbjerg, hvor det vist ikke er helt velset at tale for meget om sig selv, så det kunne bare være et almindeligt distancerende samtaleteknisk træk.

Men så sad jeg et par dage senere på arbejde, og blev brutalt flået ud af mit selvtilstrækkelige elfenbenstårn af et telefonopkald fra en ’kunde’. Det er ellers sjældent at mine hænder besudles af kontakt til slutbrugerne, men det er ferietid, og der var åbenbart ingen i de udadvendte funktioner til at tage telefonen, så den endte hos mig. Damen var utilfreds med et produkt hun havde købt, og det var helt med rette – det var fejlbehæftet. Jeg forklarede så godt som vi med indadvendte funktioner nu kan, og selvom jeg gav hende ret i det meste, fremturede hun med adskillige eksempler på ’min mand sagde også ...’ og ’min mand syntes ...’ Troede hun måske ikke jeg ville tage hende alvorligt hvis hun talte for egen regning?

Jeg kan selvfølgelig være ligeglad med andres svage selvfølelse som gør det nødvendigt for dem at have opbakning til så simple ting som at gå til en fest og klage over en vare. Jeg synes bare implikationen er træls: at man ikke er et individ, men et halvt par, og man skal være to før ens mening kan bruges til noget som helst.

... da er i glæden man dobbelt glad
og halv om sorgen så tung at bære ...

Lykkens PamjuleSHA

Min søster bestilte for længe siden en hvalp, en fin raceren én, som skulle hentes i sin kennel ad helvede til ude på bøheren omkring Tønder. Min søsters kørekort er rustet op, der har ikke været bil i familien i hundrede år, men jeg har kørt lidt i andres biler, og lovede derfor at køre hende til hovedlandet. Jeg ville også gerne køre charmeoffensiv på hvalpen fra første færd, det er jo ikke hver dag man bliver moster.

Vi aftalte at hente den første weekend efter den var blevet otte uger, og hvis min datter var hos mig, ville vi tage hende med + Mormor som babysitter; kort sagt, den store familiesafari. Og for at gøre det hele perfekt, nåede min mor at købe en brugt bil der kører som en drøm, så kortene var lagt an til den perfekte udflugt. Tillad mig at skitsere hændelsesforløbet:

• Den nye, brugte bil ryger på værksted og kan ikke nå at blive klar
• Jeg undlader at låne den vennebil jeg plejer at låne, for tænk hvis den lille utætte hvalp skulle lave ulykker i den
• Min datter er hos sin far, og kommer derfor ikke med
• Min mor lejer en bil til dagen og får den fuldforsikret, som en eftertanke
• På vej ud ad døren griber jeg en jakke og en flaske vand. Godt nok skal vi bare dør til dør, men man ved jo aldrig hvad der sker
• Bilen bliver hentet i lufthavnen, og jeg bliver hentet på Vesterbro, og i et anfald af pligtopfyldende ildhu, kører vi ind til Avis igen, bare for at få mig registreret som fører af bilen, så vi begge kan køre helt efter bogen

Og midt på den fynske motorvej, i forfærdelig regnvejr og forfærdelig trafik, ender vi simpelthen midt i et harmonikasammenstød, som nummer to af fire biler: Pludseligt er der bremselygter så langt øjet rækker foran, jeg katastrofebremser og når lige lettet at registrere at vi ikke rammer dem foran, selvom vi sørme er tæt på, og idet jeg panikagtigt kigger i bakspejlet, ser jeg bilen bagved nærme sig og pludseligt nærmest hoppe ind i os med et brag, der derfor brager ind i dem foran. Det er bil nummer fire, den bagerste, der ikke har kørt i kø som os, og derfor har mere fart på, og slet ikke når at bremse. Han viste sig altså også at være en værre fynsk platugle i en gammel BMW-møgspand, uden advarselstrekant i bilen og uden abonnement på vejhjælp. Der var ingen personskade i nogen af bilerne, men det var kun to af de fire der kunne køre derfra, og det var klart vores Opel Astra der havde klaret det bedst. Den forreste bil var en Suzuki Swift, og jeg har ellers været lidt lun på den; jeg synes man så ud til at få meget bil for pengene, men efter at have sammenholdt dens totalt smadrede bagparti med de lette skrammer og buler på min Opel, har jeg lovet mig selv aldrig at lade mig friste af en billig sardindåsebil igen. Bilen bagved var en Toyota, og den så bestemt heller ikke godt ud, men den kunne køre – jeg var dog glad for at jeg ikke skulle; de kørte først fra stedet, efter politi og alt det der, og os et par minutter senere, og vi overhalede dem kort efter. Det lignede at bilen var knækket på midten, og bagpartiet kunne falde af når som helst. For at gøre svineheldet komplet var der ikke sket noget med de trykflasker som deres bagagerum var fuldt af, men føj, hvor ville jeg nødig have kørt videre med dem i den bil.

Vi kørte noget rystede, men uden problemer af nogen art til Tønder og tilbage til København, og hvalpen er vidunderligt sød. Jeg er så taknemmelig for at vi ikke havde min datter med; at der ikke skete nogen noget; at det gik ud over Avis’ bil, og ikke vores egen, som er dårligere forsikret, eller vennernes – føj, en grim besked at skulle give dem.

Når man nu endelig skulle ruskes i, og mindes om at man ikke selv er herre over alt der sker, kunne man vist ikke have fået den påmindelse billigere.

... we get a bit of the good times
a piece of the cake
enough of the hard times
to keep us awake ...

SHA – nu med crush

Jeg har tidligere udbredt mig om hvor ualmindeligt lave forventninger jeg havde til den nye Superman, og i aften var aftenen hvor den skulle ses. Jeg havde så i mellemtiden fået oparbejdet en del forventningens glæde – en god helt er aldrig til at kimse ad, og Christopher Reeve bliver jo ikke levende igen uanset hvor berøringsangst jeg ærer hans minde.

Lad mig sige med det samme at jeg ikke synes at det er en velfungerende film – den kan fx ikke finde ud af hvad der skal være dens dramatiske højdepunkt, hvilket er lidt træls for en dramatisk film. Derudover hænger historien slet ikke sammen. MEN, men, men: Superman fungerer. Han er, lige som salig Christopher, virkelig karismatisk. Det er ikke fordi han er lækker, det ord dækker slet ikke. Han er smuk ... fantastisk ... imponerende ... for god til denne verden. Det er ikke fordi jeg vil HA’ ham, men jeg smelter helt væk i den eskapistiske drøm om at have sådan en helt og beskytter. ”Jesus for folket”, som min ledsager sagde. Og ja; hvis det er sådan nonner in spe føler når de bliver kaldet, forstår jeg måske bedre deres glæde ved at blive viet med Jesus.

Superman *suk*. Jeg er din.

Og jeg mærkede prompte drømmens og heltedyrkelsen dårlige indflydelse da jeg trådte ud af biografen til et regnvådt midnatsvesterbro. Natten og dens klientel virkede truende og farligt, nu jeg havde forladt den behagelige fiktion hvor jeg havde en beskytter, og jeg skyndte mig hjem, bevidst om min sårbarhed og hjælpeløshed over for gadernes trusler. Min Superman, min Superman, hvorfor har du forladt mig?

... I need a hero
I'm holding out for a hero till the morning light
he's gotta be sure and he's gotta be soon
and he's gotta be larger than life ...

Bryllup vel overstået

Det var en super fest, bruden var yndig og trods ateisme græd jeg i kirken. Ikke over præstens søvndyssende salvelsesfulde floskler, men over parrets blikke til hinanden og deres særligt ønskede musikindslag, en flerstemmig a capella-version af Bridge Over Troubled Water. Jeg har et MEGET blødt punkt for Simon and Garfunkel, og velsyngende, krystalklare kvindestemmer gør sig fortrinligt i kirkeakustik.

Det startede nu ikke alt for fedt, min veninde og jeg kom for sent. Det er ikke spor god stil at gå ind efter bruden, og vi troede faktisk vi havde sat rigelig tid af til at komme til den sydlige provins. Alle tre. Veninden, vennen (en ekskæreste) og mig. Men ved afgang havde vi endnu ikke hørt fra vennen – der altid brillerer med sin upålidelighed – og vi ventede, ringede og sms’ede alt for længe inden vi kørte. Vi var lige kommet på motorvej da han helt febrilsk ringede: ”Er det I DAG? Hvem FANDEN bliver gift en FREDAG?” SÅ typisk ham ikke at hænge sig i detaljer som datoer og den slags småborgerligt hejs. Nå, han nåede med nød og næppe frem til middagen - iklædt B-jakkesættet, da A-jakkesættet selvfølgelig var til rens for at være klart til morgendagens ikke-eksisterende bryllup – medbringende KÆMPE kompensationsgave, Ursula-stel for en formue, panikindkøbt af hans kæreste. Nå, jeg skal ikke være bitter, hans upålidelighed har også skaffet mig kompensationsgaver, bl.a. min skønne iPod Shuffle.

Min søster havde stylet veninden og mig, og ikke en kvadratcentimeter af os var glimmerfri, hun var gået helt amok. På den stilige, højkvalitetsagtige måde, naturligvis, og vi så skønne og højglanspolerede ud. Den blå kjole var et hit. Toastmasteren lignede en gudinde, og klarede sit job til UG, og jeg havde været så heldig at få hendes sukkermås til bords, samt en veninde overfor, der dog desværre er lige så grådlabil som jeg, og som jeg ikke kan holde ud at se græde; så starter jeg selv, og hun har det på samme måde. Så der sad vi og synkrontudede under talerne, afløst af vrissende given-hinanden-skylden i spisepauserne: ”Nu STOPPER du med det flæberi!” ”Nej, det var da DIG denne gang ...” Det var den rene Trevifontæne da gommen afsluttede sin tale til bruden med at synge Here, There and Everywhere.

Det var måske al den følelsesudladelse der fik mig til at gå lige lovlig hårdt til GT’erne efter middagen, men jeg havde en vidunderlig fest og følte mig helt uovervindelig og uimodtagelig for alkohols skadelige indflydelse. Indtil jeg lige pludselig havde fået RIGELIGT. Jeg mindes noget om at gommens flinke og nyskilte fætter begyndte at udtrykke sin interesse og fiske efter mit nummer, men at vennen, den upålidelige, ekskæresten, lugtede lunten og fik os afbrudt og med ejermine trak af sted med mig, der på det tidspunkt også kun ønskede at finde den madras jeg skulle overnatte på. Så det er helt ok ikke at have rodet mig ud i noget med fætteren, jeg synes ikke rigtigt jeg kan håndtere mænd for tiden, men ekskærestens opførsel er alligevel lidt irriterende. Han bliver ALTID interesseret når han er fuld, og jeg kan meget bedre lide ham når han er ædru. Suk.

... I want her everywhere and if she's beside me
I know I need never care
but to love her is to need her everywhere
knowing that love is to share ...

Noget om kjoler

For mig er den arketypiske kjole tante Møhges grå atlaskes, der spiller en fremtrædende rolle i de tidligere Matador-afsnit. Det må have været lidt afslappende dengang man bare fik lavet én flot festkjole når man var velkonsolideret nok til det, og så havde den på til samtlige festlige lejligheder indtil man lagde gebisset.

Skikken er vist gået grundigt af mode, og tilhængere af den bliver spottet, som jeg opdagede sidste gang jeg læste Billed-Bladet. De skrev spalte op og ned om klude båret til en eller anden sammenkomst på Amalienborg, og ingen blonde eller bådudskæring undgik at blive beskrevet ad nauseam. Før vi nåede til den tidligere udenrigsministers hustru, om hvem det tørt lød: "Fru Alice Vestergård var som altid pæn i den blå". Derefter udnævnte de en eller anden gul flæserædsel til ugens kjole, noget hvinende blank der lignede det billigste foerstof fra Fredensborg Indkøbscentral. Jeg blev flyforbandet over den nedladende tone og deres rærlige smag, og svor aldrig at læse Billed-Bladet igen, og det har jeg heller ikke gjort. Så på den måde gjorde de mig vel egentlig en tjeneste, men det er nu en sidebemærkning. Billed-Bladet er FJENDEN.

Men i dag erkender jeg at min afsværgelse af glittet ugebladspapir ikke var tilstrækkelig sympatitilkendegivelse til stakkels Alice Vestergård. Næh, hun er mit nye stilikon! Jeg skal nemlig til bryllup, og blev inddraget lidt i toastmasterens tøjkrise, hvilket fik mig til at glæde mig over min egen mangel på samme. Jeg skal nemlig have den blå på. Den havde jeg også på
sidst jeg var fin til et bryllup, og den er ældre end udenrigsministerfruens. Min mormor købte den til sit sølvbryllup, og jeg har fået den syet om til min størrelse; af en kjole fra 1961 er den sgu for cool. Og til den skal jeg bære mormors dobbeltradede perler med ametystlås på hals og håndled, som hun sørme fik som gave til samme sølvbryllup. Arvegods, vintage, familieklenodie, veneration, affektionsværdi - kan man komme bedre klædt til et bryllup? I think not. Nu er det ganske vist ikke mig der skal være i gammelt, nyt, lånt og blåt, men ingen skal sige at jeg ikke går til sagen med rette ånd.

Mel.: Kasper og Jesper og Jonathan
Uddrag af morgendagens festsang:

... de så hinanden første gang
vi tror det var på KUA
og der blev musical og sang
og sød musik i du-ar
så gik det over stok og sten
nu har de os’ en lille en
for først var det uni og rejser og lir
nu’ det barn og Berlingo og wc-papir ...

Så vittige vi er. Og jeg ved godt at sidste linje er platfodet. Pyt.

Målgruppe: Småbørnsforældre

Uh, jeg blev så VRED i morges i min datters vuggestue.

Datter (i det følgende Uskyldig Puttegris, UP) og jeg mødte en pædagog fra en anden stue uden for lågen, der fortalte at UP skulle med i Zoo, selvom vi desværre ikke havde fået besked i går. Det var jo lige meget, alle var glade, for en tur i Zoo er altid skønt, og der var jubel hele vejen rundt. Lige inden for lågen møder vi UP’s pædagog der er på vej hen til andet barn (i det følgende Forkælet Møgunge, FM), og jeg siger 'jeg hører at UP skal i Zoo' og pædagogen svarer 'nej, desværre, planerne er lavet om', og fortsætter hen for at fortælle FM at han skal med i Zoo.
UP og jeg kom på slaget 9.15, som vi plejer, men det viser sig at de netop havde ringet til FM’s mor for at spørge om han måtte tage med fordi 'vi vidste jo ikke om I kom om en halv time eller hvad' - citat pædagogen.

Nyj, jeg blev rødglødende - hvilket jeg har fortalt pædagogen - for vi kommer altid lige deromkring, og jeg ringer altid hvis vi er forsinkede; man SKAL nemlig aflevere senest 9.15. Hvis vi havde været forsinkede uden at have varslet det telefonisk, ville jeg ikke have noget problem med at være gået glip af turen; jeg har fuld forståelse for at vuggestuens tidsplaner skal overholdes.

Det springende punkt her er at UP havde fået at vide at hun skulle i Zoo idet vi træder ind af lågen - det havde FM ikke; det var på det tidspunkt kun FM’s mor der vidste det. Jeg mener at det havde klædt vuggestuen ikke at skuffe en toårig - så hellere tage det ansigtstab over for FM’s mor at ringe tilbage og sige at man var gået tilbage til den oprindelige holdopstilling, fordi UP var kommet til tiden. Derudover synes jeg lige så godt man kunne have ringet til mig for at spørge om vi var på vej, som man kunne ringe til FM’s mor for at bede om tilladelse til at tage FM med i stedet for UP.

Og hvad FANDEN ligner det at antyde at jeg ikke respekterer afleveringstidspunktet? Jeg spurgte senere stuens anden pædagog om det var hans indtryk af mig, og ’ih nej, du giver altid besked’. Og da jeg konfronterede den første pædagog med min harme, gik hun totalt i pædagog-mode (tænk South Park) med ’M’kay ... m’kay ... ja, det er ærgerligt ... m’kay ...’ *syde*

Min sure samtale med pædagogen fandt sted uden for UP’s hørevidde, men hun må alligevel have opfattet at der var noget galt, for da jeg sagde farvel, forsøgte hun at klatre op ad mit ben mens hun sagde ’Ud på Mors cykel. Køre hjem igen’ og da jeg fastholdt at jeg skulle på arbejde, og, efter et knus, lagde hende i armene på en ellers populær pædagog, fik hun en total nedsmeltning, prøvede at blæksprutte sig ud af hans arme så han endte halvt i knæ med hende under armen, mens hun skreg som besat. Så hun

1. går glip af tur i Zoo
2. skriger sig helt gasblå i hovedet ved afsked med Mor
3. skal tilbringe dagen sammen med ’de små’, fordi alle ’de store’ er i Zoo

Stakkels lille UP.

... if you see me coming, better step aside
a lot of men didn’t – a lot of men died
one fist of iron, the other of steel
and if the right one don’t get you
then the left one will ...

Disclaimer: Der er intet galt med FM, han er en sød dreng, og bare genstand for min surhed i dag.