Mit kursusforløb III

Fjerde kursus
Knude for viderekomne: Kærlig i tale, knude i handling
Jeg kan godt sige jer, at den her svider, og det er kun med opbydelsen af al min resignation, at jeg kan betragte forløbet som et kursus, som jeg er kommet klogere ud af. For ham her ville jeg bare VIRKELIGT gerne have. Jeg har kendt ham meget perifert i flere år, så perifert at ’kende til ham’ nok er mere præcist. I ved hvordan nogle i dagdrømmende stunder bygger luftkasteller om sig selv og kronprinsen/Mike fra Desperate Housewives/ham den lækre fra Lost? Jeg har bygget luftkasteller om ham her og mig. Alt hvad jeg selv ved om ham og har hørt om ham er SÅ sympatisk, han er dødklog, dødsjov ... ja, alt ville være perfekt hvis han 1. gad mig og 2. ikke var sådan en knude.

Vi ridser lige forløbet op:

Møder ham til reception på mit arbejde, han får mit nummer, sender en ’tak for sidst’-sms. Efter en uge sms’er jeg og efter lang sms-korrespondance aftaler vi at mødes. Der går en rum tid før det kan lade sig gøre. Først ses vi hurtigt til endnu et arbejdsarrangement, 10 dage senere mødes vi på cafe, drikker øl, og ender med at kysse på hans initiativ. Aftaler nyt møde, hvor han dog bliver syg. Ses derefter hjemme hos mig (hvor han er hæs – sygdommen var vist ikke opdigtet), kysser og forspiller, men han bryder af med henvisning til min datter, der ligger og sover i værelset ved siden af. Skilles igen uden aftale, og aftaler efter en del pres fra min side en dato næsten to uger senere. Han når dog at blive tavs i mellemtiden, og efter tre dages tavshed taler vi sammen på mit initiativ. Jeg gider ikke ’hvis det skal være på denne måde’ og han gider ikke punktum. Jeg får en hel ’det er ikke dig, det er mig’-symfoni, med kontrapunktiske ’jeg tror slet ikke jeg kan føle noget for nogen for tiden’-, ’min ekskæreste sårede mig forfærdeligt’-, og ’jeg forstår det ikke for du er så sød og dejlig’-temaer.

Det er alt sammen hans skyld/Det er alt sammen min skyld

• Han virkede interesseret til receptionen
• Jeg gjorde mig til til receptionen
• Han sms’ede med det samme han havde fået mit nummer
• Da han ikke foreslog at mødes, gjorde jeg det
• Han sendte fine komplimenter pr. sms
• Jeg troede på dem, selvom de ikke blev bakket op af handling
• Da han ikke umiddelbart havde tid til at mødes, lod jeg være med at foreslå det igen, hvorefter han gjorde, og vores første rigtige date var på hans initiativ
• Vores første kys var på hans initiativ og uden anledning – altså hverken et goddag- eller farvelkys, men et rigtigt ’vi er ude sammen og du er lækker’-kys
• Jeg gik ud fra at den slags kys signalerede interesse
• Han sagde ’lad os ses snart’ da vi skiltes
• Jeg troede på det, selvom den halve aftale vi havde lavet på daten blev forbigået i tavshed
• Da jeg syntes der gik for lang tid uden aftaler, sagde jeg fra med henvisning til hans lunkenhed, hvorefter han prompte ringede og forsikrede mig om at han meget gerne ville ses
• Jeg troede på det. Jeg gjorde ham dog opmærksom på at selvom det var helt i orden ikke at have tid til at ses, var det langt fra i orden ikke at have lyst til at ses, og hvis sidstnævnte var tilfældet, skulle han sige til med det samme. Det lovede han
• Da han blev syg til vores aftale, undskyldte han mange gange, og sms’ede intensivt gennem de næste dage med rapporter om helbredet
• Jeg troede at det signalerede respekt og et ønske om at jeg ikke skulle føle mig forbigået
• Han kyssede mig og lagde op til sex, men afbrød seancen og tog hjem
• Jeg troede på hans forklaring, og tænkte at han vel ville sige det hvis han ikke havde lyst til mig
• Da jeg igen satte ham stolen for døren mht. en aftale og mindede ham om hans løfte om at sige fra, roste han mig igen for mine klare udmeldinger, og sagde at han glædede sig

Men inden vi nåede til den aftale, var der de tre dages tavshed, efterfulgt at adskillige opkald og sms’er fra mig, før jeg endelig fik fat i ham, og det ganske rigtigt viste sig at han hele vejen igennem havde haft de forbehold jeg havde fornemmet, men ikke handlet på fordi jeg BARE SÅ GERNE VILLE HAVE HAM.

Derfor dvæler jeg nu ved det ringe i hans opførsel, i håbet om at jeg vil gå død på ham, og holde op med at håbe at han ringer. Hvis det må være mig at tilladt at fremhæve min egen opførsel, vil jeg gerne pointere at jeg hele vejen igennem kun bad ham om EN ting, nemlig at være ærlig om sin lyst, eller mangel på samme, til at være sammen med mig. Selvfølgelig skal man have lov til at se et andet menneske lidt an, men to måneder? Tre dages tavshed? Et døgns belejring? Vores aftale var 27. december, og jeg fik endelig fat på ham den 22. Gad vide hvad han havde tænkt sig? At lade mig stege hele vejen gennem julen? Ringe den 27. og plædere travlhed igen? Ja, jeg ved ikke med jer, eller om jeg lider af galopperende hensynsbetændelse, men jeg synes det er hensynsløst. Og selvfølgelig vil jeg ikke have en mand der behandler sine medmennesker med en sådan mangel på respekt. Nej jeg vil ej. Overhovedet ikke.

I tilfælde af at min stålsathed skulle vakle, har jeg slettet hans nummer, så jeg ikke forfalder til fuldemandssentimentale ’giv mig en chance til’-sms’er. Og alle hans sms’er blev øjeblikkeligt slettet. UDEN at blive genlæst en sidste tårevædet gang. Hvad siger I så? Jeg er selv brandimponeret over mig selv, og min afvisning af hult egokæleri.

Og så er vi tilbage hvor bloggen startede, jeg har lært noget, og skeen er eftertrykkeligt taget over i den anden hånd i 2006. Ikke flere knuder. Hurtigt op igen som en ninja.

Godt Nytår!

... I could never make you stay
not for all the tea in China
not if I could sing like a bird
not for all of North Carolina
not for all my little words
not if I could write for you
the sweetest song you’ve ever heard
it doesn’t matter what I do
not for all my little words ...