Noget med beduintelt?

Jeg skal til en fest i anledning af det iranske nytår i aften, og jeg har store forventninger om kæmpestore overskæg, funklende snabelsko, kogt ged og flyvende tæpper. Mindst. Det er selvfølgelig lidt bekymrende at værten er totalt assimileret, det kunne godt få en til at frygte for blegfede danskere som mig over hele linjen. Ikke så meget som en ærlig vandpibe ... Men nu ikke så defaitistisk, det bliver skønt. Kryds fingre.

... I can open your eyes
take you wonder by wonder
over, sideways and under
on a magic carpet ride ...

Kold tyrker overstået

Jeg så Pans Labyrint i weekenden. Meget smuk, meget grum, meget sørgelig. Hvis nogen tror at det er en film for børn fordi hovedpersonen er et barn, fordi universet er magisk og fordi den går i Palads, tager de grueligt fejl. Jeg vil ikke komme med nogen plotspoilere, men bare sige at Guillermo Del Toro har fået pakket materiale til utallige mareridt ind i filmen. Alt hvad der er helligt for børn bliver smadret. De onde ler og de gode græder ikke bare – de dør.

Jeg var alene i biografen og kunne derfor græde uhæmmet. Hvilket jeg gjorde igen om aftenen da der kom en sms fra vennen fra sidste weekend om at han glad var på vej hjem til familien. Godt for ham men svært at rumme for mig. Det er et forfærdeligt smertefuldt ryk når længselstrådene bliver revet over, men det var det billede der skulle til: Mig der savnede ham, og ham der savnede familien. Efter en uges intens længsel tror jeg det værste er overstået og jeg er landet i mit eget liv igen.

... while my heart is a shield and I won't let it down
while I am so afraid to fail so I won't even try
well how can I say I'm alive ...

Måske er jeg poikiloterm?

Sløv som et firben i skyggen har jeg slæbt mig rundt hele ugen og nærmest ikke fået noget fra hånden. Og apropos 'hånd' har min datter dagligt beklaget sig over mine: "Uuh, Mor, kolde fingre!!" Og så er det jeg tænker at jeg måske slet ikke er varmblodet?

Ikke varmblodig, altså, der (ligesom koldblodig) betegner holdning eller opførsel, og typisk bruges om mennesker. Nej, varmblodet, som betegner et biologisk, fysiologisk træk, og som bruges om os, de andre pattedyr og fugle. Disse danske termer er misvisende, fagfolk kalder os homoterme = ensvarme, dvs. vi holder en konstant temperatur; vi er vores egen radiator. De såkaldt koldblodede dyr, som jeg altså muligvis ligner ved mutation, kaldes poikiloterme = vekselvarme, dvs. at deres temperatur svinger med omgivelserne, og de er afhængige af ydre varmekilder for at komme op på en temperatur hvor de kan fungere. De trives altså ikke med at være kolde, de kan bare ikke komme ud af tilstanden ved egen hjælp.

Tell me about it, siger jeg bare. Jeg frøs et halvt år efter min skilsmisse. Og efter sidste weekends varme har jeg denne uge fungeret med gletsjeragtig hastighed. Og hvad der føles som samme indre temperatur. Jeg fristes til at tro at jeg er en biologisk afvigelse, at jeg simpelthen mangler den indre radiator som alle andre mennesker har, og det gør mig prisgivet afhængig af andre mennesker der for en kortere eller længere bemærkning vil dele deres varme med mig. Det er supernederen.

... stab a sorry heart
with your favorite finger
paint the whole world blue
stop your tears from stinging ...

Hjemme fra føjtning

Jeg har været på weekend i Belgien - vidste I at der er byer der hedder Nossegem og Erps-Kwerps? Jeg har været sammen med en af mændene i mit liv, altså en af de mænd som figurerer i mit liv, men ikke rigtigt har plads til mig i sit.

Så hvad skal man tænke om en weekend sammen med en mand man holder meget af, men ikke kan få? Tiden sammen er skøn, men det er ganske simpelt hæsligt at sige farvel. Det er dejligt at komme tættere på hinanden, men hver eneste nu er man bevidst om at man ikke bygger noget fælles op: hvert nu nydes lidt desperat, fordi det SKAL være nok i sig selv.

Planen var bare at tage på weekend med en god ven og få lidt hotelluksus og gode voksensamtaler. Det fik jeg også, men også rigtig ondt i maven over hvordan den midlertidige tosomhed sætter min alenehed i relief. Det burde jeg have forudset, siger I. Og det gjorde jeg også, men nægtede at lytte til indre advarsler, fordi jeg ikke kunne nægte mig selv oplevelsen, uanset dens omkostningsfyldte natur. En weekend med en sød og kærlig mand MÅ være bedre end en weekend uden en sød og kærlig mand. Ugen foran mig er jo ikke mere mandeløs end den plejer at være. Det føles bare sådan.

... Yet I should kill thee with much cherishing.
Good night, good night! parting is such sweet sorrow
That I shall say good night till it be morrow ...

Religiøse overgreb

Jeg læser en af mine store og tidligere nævnte helte, Richard Dawkins, der er ateist på en meget velartikuleret måde. Han refererer en hjerteskærende anekdote fra en katolsk opdraget kvinde der fortæller hvordan der skete to ubehagelige ting da hun var syv år gammel: Hendes præst pillede ved hende og en elsket legekammerat døde – hvorefter hun fik at vide at veninden desværre var kommet i helvede fordi hun var protestant.

Præstens befamlinger huskede hun som klart ulækre, men de havde ikke kostet hende nattesøvn. Det havde til gengæld tanken om venindens skæbne – rædselsslagne, søvnløse nætter.

Børn er evolutionært forprogrammerede til at tro på hvad autoriteter fortæller dem, fordi vi med vores højt udviklede hjerne og komplekse samfund har så utroligt meget at lære mens vi vokser til. Det er derfor uansvarligt at fylde deres påvirkelige hjerner med bavl, og et regulært overgreb at fylde deres hjerner med løgne der skal skræmme dem til at rette ind til højre, aldrig stille spørgsmål, og til at tro at det kun er deres 'egen slags' der dur.

Børn skal lære at tænke – ikke hvad de skal tænke.

Så er I med på aldrig mere at tale om fx 'kristne børn' og 'muslimske børn', ligesom vi aldrig ville tale om 'radikale børn' eller 'venstrebørn'? Det er de ikke gamle eller modne nok til at have taget stilling til, så lad os hjælpes ad med at give dem plads og tid til det.

Her i huset sættes rummeligheden også på prøve i disse dage: min datter påstår hårdnakket at hun er 'det lille jesusbarn'. Det er helt sikkert kombinationen af at være baby + tilbedt der tænder hende, snarere end nogen ambition om guddommelighed, men alligevel. Jeg har måske været lovligt langt fremme i skoene med krav til 'mors store pige', og nu betaler jeg regningen. Man fristes næsten til at udbryde "Herre, giv mig styrke!"

... that it will never come again
is what makes life so sweet ...
Emily Dickinson