Kom nu!! Du kan godt læse en smule tysk!

Verantwortungsvolle Europäer

Das Europäische Parlament tagt nicht nur in Brüssel. Einmal pro Monat zieht das komplette Parlament nach Straßburg um, mit allen Abgeordneten und Mitarbeitern, mit vielen Akten und Material. Der monatliche Umzug kostet den europäischen Steuerzahler über 200 Millionen Euro pro Jahr. Und Frankreich will diese Verschwendung zu seinem Gunsten und der Ehre der Nation natürlich auf alle Ewigkeit festschreiben.

Das muss aber keineswegs so bleiben. Die europäische Kommission kann nach Artikel 47 des Verfassungsentwurfs von den Unionsbürgern aufgefordert werden, im Rahmen ihrer Befugnisse einen Gesetzentwurf zu einem bestimmten Thema vorzulegen. Voraussetzung sind eine Million Unterschriften.

Eine Gruppe von Europarlamentariern hat die Initiative "oneseat" ins Leben gerufen, um Brüssel zum einzigen Sitz des Europäischen Parlaments zu machen. Sie hat in zwei Tagen fast 25.000 digitale Unterschriften gesammelt, inzwischen sind es schon über 900.000.

Es fehlen also noch ein paar vernünftige europäische Buerger, die mit ihrer Unterschrift bei www.oneseat.eu dazu beitragen, diesen ebenso teuren wie überflüssigen Zopf abzuschneiden. Hinsurfen, eintragen und diese Information an ein paar andere Freunde, Bekannte und Geschäftspartner weiterleiten! Mehr Informationen und den aktuellen Stand gibt's auf der gleichen Seite.

Klik her

... Freude, schöner Götterfunken
Tochter aus Elysium
Wir betreten feuertrunken
Himmlische, den Heiligtum ...

B(l)ogklub

B(l)ogklubben lever og har det godt, til forskel fra de enkelte medlemmer, der fik ALT for meget at drikke hos A i fredags. Enkelte var direkte ynkelige i deres uformåenhed udi at styre deres brandert. De prøvede så at gøre det godt igen ved at påtage sig værtindeforpligtelsen til næste gang.

Så vi skal være hos mig. Den foreslåede dato er 6. oktober, men siden aftenen ... ahem ... gik i opløsning inden alle blev taget i ed, kan indvendinger mod datoen indgives i kommentarboksen.

Vi skal læse Gilead af Marilynne Robinson, sidste års Pulitzervinder, og kom bare i gang, det er lidt af en mursten, hvad enten man vælger den på engelsk eller dansk. Vi aftalte yderligere også den NÆSTE bog, som alle gerne ville læse, men siden den ikke var udkommet endnu, aftalte vi at lade den vente en ombæring.

Jeg foreslår følgende form til næste gang:

• aftensmad er et HELT ufravigeligt punkt
• som den der foreslog værket, er jeg ’bogværtinde’ og lægger ud med et lærd causeri om min læseoplevelse. Eller forsøg på samme.
• herefter fri diskussion, hvor det eneste der ikke er tilladt er generel karaktergivning á la ’den var god/dårlig’ – det er en diskussionsdræber.

... so much the rather thou celestial light
shine inward, and the mind through all her powers
irradiate, there plant eyes, all mist from thence
purge and disperse, that I may see and tell
of things invisible to mortal sight ...

I dag er det SHA-has fødselsdag ...

Og jeg sikkert mig en af dem her får. Med appelsin. Jeg køber et ordentligt slaw af dem hvert år, og hvert år overvejer jeg om jeg skulle købe forskellige slags - men hvad så hvis alle appelsinerne blev spist inden fadet kom til mig? Udsigten er ubærlig, så ALLE får appelsin. Så egoistisk må man gerne være på sin fødselsdag. Man kunne måske også bare selv tage først, men direkte uhøflig kan jeg ikke få mig selv til at være, heller ikke på min fødselsdag. Ak, disse svære overvejelser om kager og manerer.

Det er heldigvis ikke rundt. Det skarpe hjørne lurer nu direkte forude.

... for hu-un er så ung
og så øøøndi ser hun ud ...

Levedygtighed

I min mors netop solgte have stod verdens bedste mynte. Mange steder, og i store bundter – den trives jo som ukrudt, og er umulig at slippe af med når man først har fået den. Det var ikke det mindst triste i forbindelse med hussalget at skulle sige farvel til mynteforsyningen. Men min mor gjorde sit til at udskyde tragedien, og plantede adskillige planter i potter, og satte dem i sin altankasse. Der stod de også helt fantastisk frodigt. Flinke Mor gav mig en stor potte til min vindueskarm, og hvad sker der? Den begynder prompte at krølle i bladene, få brune pletter og en hel HÆR af bladlus. Jeg slæbte rundt, skyllede, nippede og brusede, men fandme nej, om den gad leve i min vindueskarm. Jeg resignerede, smed den ned i gården, og rekvirerede en ny fra altanen. Der gik to – TO! – dage, så var den helt grå af meldug eller et eller andet spindekrapyl, og stænglerne hang livstræt slænget ud over pottekanten. Den blev også forvist til gården, og sur og afvist som jeg følte mig, gad jeg selvfølgelig ikke vande dem. Og hvad sker der? De liver synligt og provokerende hurtigt op, og står nu og strutter i gårdens mest dødssyge hjørne.

Hvad er moralen?* At den der med at ukrudt ikke forgår så let er en sandhed med modifikationer. Nogle planter kan ikke tåle pleje og alt for skånsomme levebetingelser, de trives bedst med lidt udfordringer. Jeg er overbevist om at det samme gør sig gældende for sprog, og jeg ved ikke hvem der er mest irriterende naiv: Dansk Folkeparti med sit forslag om at gøre dansk til nationalsprog ved lov, eller de Radikale med deres forslag om at gøre engelsk til officielt andetsprog i Danmark.

Sprog er ganske rigtigt et medium for kommunikation af tørre fakta, men det er også en kode hvormed vi signalerer hvem vi er, og al forskning tyder på at pres oppefra, fra autoriteterne, altid resulterer i en modreaktion: Når Dansk Folkeparti siger at dansks position skal sikres og støttes ved lov, er det ikke sikkert at man opnår en styrkelse. Det er derimod forudsigeligt at et eller andet segment vil modsætte sig det, og kæmpe med næb og kløer for deres ret til at bruge et andet sprog til hvilket formål de nu vil bruge som eksempel. Eller gribe til civil ulydighed, og gøre hvad de vil med sproget. Ditto for de Radikale og engelsk. Sprog gror fra bunden, og for meget opmærksomhed og pilleri fra nidkære sproggartnere gør mere skade end gavn.

Nu er der en del der tyder på at forslagene er mere identitetsprofilering, branding, for partierne end alvorligt ment, men jeg tillader mig lige at tage deres ord for pålydende. Jeg synes jo at det er en UHYRE klodset måde at signalere 'Vi er bare SÅ danske hhv. globaliseringsvenlige!' på. Men spurve SKAL åbenbart skydes med kanoner i politik.

Dansk Sprognævn bliver altid kritiseret for at sidde på deres flade og lade dansk gå i opløsning, men hvad skal de gøre over for alle os der elsker at smide et engelsk ord ind hist og pist? Uddele dagbøder? De er som bekendt ikke udøvende magt, bare rådgiver til lovgivende.

Jeg ved ikke hvorfor realiteterne ikke er sivet ind. Måske bare fordi det er så upopulær en sandhed at sproget ikke kan styres? Sproget er ægte demokratisk, vi må alle bruge den variant vi vil, og vi justeres af omverdenens evne eller lyst til at forstå os. Men netop fordi vi alle ejer vores eget sprog, kan nogle forledes til at tro at deres variant er den eneste rigtige, den er umistelig og perfekt, og de gør os alle sammen en tjeneste ved at få den ristet i sten og udbredt for folket. Nydelig tanke, men DET KAN IKKE LADE SIG GØRE. Fat det dog.

... Language! It's a virus! ...

*Ikke noget om manglende grønne fingre, tak.

Et halvt par?

Da jeg forleden var til bryllup, havde jeg en fremmed mand overfor som var beleven nok til konversere mig. Og han insisterede på at tiltale mig ’I’ – han mente ’du og din mand’. Og jeg ved ikke rigtigt om jeg skal tolke det som et taktfuldt forsøg på signalere ’jeg flirter bestemt ikke med disse personlige spørgsmål’, eller som smalsporet vanetænkning: ’selvfølgelig har hun en mand, det har alle jo’. Han var også overdrevet glad for at omtale sig selv som ’vi’, hvilket parallelt kan tolkes som taktfuldhed: ’FYI er jeg ikke ledig’, eller pral: ’ja, JEG er med i de giftes klub.’ Det kan også godt være jeg bare overfortolker for paranoidt – det viste sig at han var fra Esbjerg, hvor det vist ikke er helt velset at tale for meget om sig selv, så det kunne bare være et almindeligt distancerende samtaleteknisk træk.

Men så sad jeg et par dage senere på arbejde, og blev brutalt flået ud af mit selvtilstrækkelige elfenbenstårn af et telefonopkald fra en ’kunde’. Det er ellers sjældent at mine hænder besudles af kontakt til slutbrugerne, men det er ferietid, og der var åbenbart ingen i de udadvendte funktioner til at tage telefonen, så den endte hos mig. Damen var utilfreds med et produkt hun havde købt, og det var helt med rette – det var fejlbehæftet. Jeg forklarede så godt som vi med indadvendte funktioner nu kan, og selvom jeg gav hende ret i det meste, fremturede hun med adskillige eksempler på ’min mand sagde også ...’ og ’min mand syntes ...’ Troede hun måske ikke jeg ville tage hende alvorligt hvis hun talte for egen regning?

Jeg kan selvfølgelig være ligeglad med andres svage selvfølelse som gør det nødvendigt for dem at have opbakning til så simple ting som at gå til en fest og klage over en vare. Jeg synes bare implikationen er træls: at man ikke er et individ, men et halvt par, og man skal være to før ens mening kan bruges til noget som helst.

... da er i glæden man dobbelt glad
og halv om sorgen så tung at bære ...

Lykkens PamjuleSHA

Min søster bestilte for længe siden en hvalp, en fin raceren én, som skulle hentes i sin kennel ad helvede til ude på bøheren omkring Tønder. Min søsters kørekort er rustet op, der har ikke været bil i familien i hundrede år, men jeg har kørt lidt i andres biler, og lovede derfor at køre hende til hovedlandet. Jeg ville også gerne køre charmeoffensiv på hvalpen fra første færd, det er jo ikke hver dag man bliver moster.

Vi aftalte at hente den første weekend efter den var blevet otte uger, og hvis min datter var hos mig, ville vi tage hende med + Mormor som babysitter; kort sagt, den store familiesafari. Og for at gøre det hele perfekt, nåede min mor at købe en brugt bil der kører som en drøm, så kortene var lagt an til den perfekte udflugt. Tillad mig at skitsere hændelsesforløbet:

• Den nye, brugte bil ryger på værksted og kan ikke nå at blive klar
• Jeg undlader at låne den vennebil jeg plejer at låne, for tænk hvis den lille utætte hvalp skulle lave ulykker i den
• Min datter er hos sin far, og kommer derfor ikke med
• Min mor lejer en bil til dagen og får den fuldforsikret, som en eftertanke
• På vej ud ad døren griber jeg en jakke og en flaske vand. Godt nok skal vi bare dør til dør, men man ved jo aldrig hvad der sker
• Bilen bliver hentet i lufthavnen, og jeg bliver hentet på Vesterbro, og i et anfald af pligtopfyldende ildhu, kører vi ind til Avis igen, bare for at få mig registreret som fører af bilen, så vi begge kan køre helt efter bogen

Og midt på den fynske motorvej, i forfærdelig regnvejr og forfærdelig trafik, ender vi simpelthen midt i et harmonikasammenstød, som nummer to af fire biler: Pludseligt er der bremselygter så langt øjet rækker foran, jeg katastrofebremser og når lige lettet at registrere at vi ikke rammer dem foran, selvom vi sørme er tæt på, og idet jeg panikagtigt kigger i bakspejlet, ser jeg bilen bagved nærme sig og pludseligt nærmest hoppe ind i os med et brag, der derfor brager ind i dem foran. Det er bil nummer fire, den bagerste, der ikke har kørt i kø som os, og derfor har mere fart på, og slet ikke når at bremse. Han viste sig altså også at være en værre fynsk platugle i en gammel BMW-møgspand, uden advarselstrekant i bilen og uden abonnement på vejhjælp. Der var ingen personskade i nogen af bilerne, men det var kun to af de fire der kunne køre derfra, og det var klart vores Opel Astra der havde klaret det bedst. Den forreste bil var en Suzuki Swift, og jeg har ellers været lidt lun på den; jeg synes man så ud til at få meget bil for pengene, men efter at have sammenholdt dens totalt smadrede bagparti med de lette skrammer og buler på min Opel, har jeg lovet mig selv aldrig at lade mig friste af en billig sardindåsebil igen. Bilen bagved var en Toyota, og den så bestemt heller ikke godt ud, men den kunne køre – jeg var dog glad for at jeg ikke skulle; de kørte først fra stedet, efter politi og alt det der, og os et par minutter senere, og vi overhalede dem kort efter. Det lignede at bilen var knækket på midten, og bagpartiet kunne falde af når som helst. For at gøre svineheldet komplet var der ikke sket noget med de trykflasker som deres bagagerum var fuldt af, men føj, hvor ville jeg nødig have kørt videre med dem i den bil.

Vi kørte noget rystede, men uden problemer af nogen art til Tønder og tilbage til København, og hvalpen er vidunderligt sød. Jeg er så taknemmelig for at vi ikke havde min datter med; at der ikke skete nogen noget; at det gik ud over Avis’ bil, og ikke vores egen, som er dårligere forsikret, eller vennernes – føj, en grim besked at skulle give dem.

Når man nu endelig skulle ruskes i, og mindes om at man ikke selv er herre over alt der sker, kunne man vist ikke have fået den påmindelse billigere.

... we get a bit of the good times
a piece of the cake
enough of the hard times
to keep us awake ...

SHA – nu med crush

Jeg har tidligere udbredt mig om hvor ualmindeligt lave forventninger jeg havde til den nye Superman, og i aften var aftenen hvor den skulle ses. Jeg havde så i mellemtiden fået oparbejdet en del forventningens glæde – en god helt er aldrig til at kimse ad, og Christopher Reeve bliver jo ikke levende igen uanset hvor berøringsangst jeg ærer hans minde.

Lad mig sige med det samme at jeg ikke synes at det er en velfungerende film – den kan fx ikke finde ud af hvad der skal være dens dramatiske højdepunkt, hvilket er lidt træls for en dramatisk film. Derudover hænger historien slet ikke sammen. MEN, men, men: Superman fungerer. Han er, lige som salig Christopher, virkelig karismatisk. Det er ikke fordi han er lækker, det ord dækker slet ikke. Han er smuk ... fantastisk ... imponerende ... for god til denne verden. Det er ikke fordi jeg vil HA’ ham, men jeg smelter helt væk i den eskapistiske drøm om at have sådan en helt og beskytter. ”Jesus for folket”, som min ledsager sagde. Og ja; hvis det er sådan nonner in spe føler når de bliver kaldet, forstår jeg måske bedre deres glæde ved at blive viet med Jesus.

Superman *suk*. Jeg er din.

Og jeg mærkede prompte drømmens og heltedyrkelsen dårlige indflydelse da jeg trådte ud af biografen til et regnvådt midnatsvesterbro. Natten og dens klientel virkede truende og farligt, nu jeg havde forladt den behagelige fiktion hvor jeg havde en beskytter, og jeg skyndte mig hjem, bevidst om min sårbarhed og hjælpeløshed over for gadernes trusler. Min Superman, min Superman, hvorfor har du forladt mig?

... I need a hero
I'm holding out for a hero till the morning light
he's gotta be sure and he's gotta be soon
and he's gotta be larger than life ...

Bryllup vel overstået

Det var en super fest, bruden var yndig og trods ateisme græd jeg i kirken. Ikke over præstens søvndyssende salvelsesfulde floskler, men over parrets blikke til hinanden og deres særligt ønskede musikindslag, en flerstemmig a capella-version af Bridge Over Troubled Water. Jeg har et MEGET blødt punkt for Simon and Garfunkel, og velsyngende, krystalklare kvindestemmer gør sig fortrinligt i kirkeakustik.

Det startede nu ikke alt for fedt, min veninde og jeg kom for sent. Det er ikke spor god stil at gå ind efter bruden, og vi troede faktisk vi havde sat rigelig tid af til at komme til den sydlige provins. Alle tre. Veninden, vennen (en ekskæreste) og mig. Men ved afgang havde vi endnu ikke hørt fra vennen – der altid brillerer med sin upålidelighed – og vi ventede, ringede og sms’ede alt for længe inden vi kørte. Vi var lige kommet på motorvej da han helt febrilsk ringede: ”Er det I DAG? Hvem FANDEN bliver gift en FREDAG?” SÅ typisk ham ikke at hænge sig i detaljer som datoer og den slags småborgerligt hejs. Nå, han nåede med nød og næppe frem til middagen - iklædt B-jakkesættet, da A-jakkesættet selvfølgelig var til rens for at være klart til morgendagens ikke-eksisterende bryllup – medbringende KÆMPE kompensationsgave, Ursula-stel for en formue, panikindkøbt af hans kæreste. Nå, jeg skal ikke være bitter, hans upålidelighed har også skaffet mig kompensationsgaver, bl.a. min skønne iPod Shuffle.

Min søster havde stylet veninden og mig, og ikke en kvadratcentimeter af os var glimmerfri, hun var gået helt amok. På den stilige, højkvalitetsagtige måde, naturligvis, og vi så skønne og højglanspolerede ud. Den blå kjole var et hit. Toastmasteren lignede en gudinde, og klarede sit job til UG, og jeg havde været så heldig at få hendes sukkermås til bords, samt en veninde overfor, der dog desværre er lige så grådlabil som jeg, og som jeg ikke kan holde ud at se græde; så starter jeg selv, og hun har det på samme måde. Så der sad vi og synkrontudede under talerne, afløst af vrissende given-hinanden-skylden i spisepauserne: ”Nu STOPPER du med det flæberi!” ”Nej, det var da DIG denne gang ...” Det var den rene Trevifontæne da gommen afsluttede sin tale til bruden med at synge Here, There and Everywhere.

Det var måske al den følelsesudladelse der fik mig til at gå lige lovlig hårdt til GT’erne efter middagen, men jeg havde en vidunderlig fest og følte mig helt uovervindelig og uimodtagelig for alkohols skadelige indflydelse. Indtil jeg lige pludselig havde fået RIGELIGT. Jeg mindes noget om at gommens flinke og nyskilte fætter begyndte at udtrykke sin interesse og fiske efter mit nummer, men at vennen, den upålidelige, ekskæresten, lugtede lunten og fik os afbrudt og med ejermine trak af sted med mig, der på det tidspunkt også kun ønskede at finde den madras jeg skulle overnatte på. Så det er helt ok ikke at have rodet mig ud i noget med fætteren, jeg synes ikke rigtigt jeg kan håndtere mænd for tiden, men ekskærestens opførsel er alligevel lidt irriterende. Han bliver ALTID interesseret når han er fuld, og jeg kan meget bedre lide ham når han er ædru. Suk.

... I want her everywhere and if she's beside me
I know I need never care
but to love her is to need her everywhere
knowing that love is to share ...

Noget om kjoler

For mig er den arketypiske kjole tante Møhges grå atlaskes, der spiller en fremtrædende rolle i de tidligere Matador-afsnit. Det må have været lidt afslappende dengang man bare fik lavet én flot festkjole når man var velkonsolideret nok til det, og så havde den på til samtlige festlige lejligheder indtil man lagde gebisset.

Skikken er vist gået grundigt af mode, og tilhængere af den bliver spottet, som jeg opdagede sidste gang jeg læste Billed-Bladet. De skrev spalte op og ned om klude båret til en eller anden sammenkomst på Amalienborg, og ingen blonde eller bådudskæring undgik at blive beskrevet ad nauseam. Før vi nåede til den tidligere udenrigsministers hustru, om hvem det tørt lød: "Fru Alice Vestergård var som altid pæn i den blå". Derefter udnævnte de en eller anden gul flæserædsel til ugens kjole, noget hvinende blank der lignede det billigste foerstof fra Fredensborg Indkøbscentral. Jeg blev flyforbandet over den nedladende tone og deres rærlige smag, og svor aldrig at læse Billed-Bladet igen, og det har jeg heller ikke gjort. Så på den måde gjorde de mig vel egentlig en tjeneste, men det er nu en sidebemærkning. Billed-Bladet er FJENDEN.

Men i dag erkender jeg at min afsværgelse af glittet ugebladspapir ikke var tilstrækkelig sympatitilkendegivelse til stakkels Alice Vestergård. Næh, hun er mit nye stilikon! Jeg skal nemlig til bryllup, og blev inddraget lidt i toastmasterens tøjkrise, hvilket fik mig til at glæde mig over min egen mangel på samme. Jeg skal nemlig have den blå på. Den havde jeg også på
sidst jeg var fin til et bryllup, og den er ældre end udenrigsministerfruens. Min mormor købte den til sit sølvbryllup, og jeg har fået den syet om til min størrelse; af en kjole fra 1961 er den sgu for cool. Og til den skal jeg bære mormors dobbeltradede perler med ametystlås på hals og håndled, som hun sørme fik som gave til samme sølvbryllup. Arvegods, vintage, familieklenodie, veneration, affektionsværdi - kan man komme bedre klædt til et bryllup? I think not. Nu er det ganske vist ikke mig der skal være i gammelt, nyt, lånt og blåt, men ingen skal sige at jeg ikke går til sagen med rette ånd.

Mel.: Kasper og Jesper og Jonathan
Uddrag af morgendagens festsang:

... de så hinanden første gang
vi tror det var på KUA
og der blev musical og sang
og sød musik i du-ar
så gik det over stok og sten
nu har de os’ en lille en
for først var det uni og rejser og lir
nu’ det barn og Berlingo og wc-papir ...

Så vittige vi er. Og jeg ved godt at sidste linje er platfodet. Pyt.

Målgruppe: Småbørnsforældre

Uh, jeg blev så VRED i morges i min datters vuggestue.

Datter (i det følgende Uskyldig Puttegris, UP) og jeg mødte en pædagog fra en anden stue uden for lågen, der fortalte at UP skulle med i Zoo, selvom vi desværre ikke havde fået besked i går. Det var jo lige meget, alle var glade, for en tur i Zoo er altid skønt, og der var jubel hele vejen rundt. Lige inden for lågen møder vi UP’s pædagog der er på vej hen til andet barn (i det følgende Forkælet Møgunge, FM), og jeg siger 'jeg hører at UP skal i Zoo' og pædagogen svarer 'nej, desværre, planerne er lavet om', og fortsætter hen for at fortælle FM at han skal med i Zoo.
UP og jeg kom på slaget 9.15, som vi plejer, men det viser sig at de netop havde ringet til FM’s mor for at spørge om han måtte tage med fordi 'vi vidste jo ikke om I kom om en halv time eller hvad' - citat pædagogen.

Nyj, jeg blev rødglødende - hvilket jeg har fortalt pædagogen - for vi kommer altid lige deromkring, og jeg ringer altid hvis vi er forsinkede; man SKAL nemlig aflevere senest 9.15. Hvis vi havde været forsinkede uden at have varslet det telefonisk, ville jeg ikke have noget problem med at være gået glip af turen; jeg har fuld forståelse for at vuggestuens tidsplaner skal overholdes.

Det springende punkt her er at UP havde fået at vide at hun skulle i Zoo idet vi træder ind af lågen - det havde FM ikke; det var på det tidspunkt kun FM’s mor der vidste det. Jeg mener at det havde klædt vuggestuen ikke at skuffe en toårig - så hellere tage det ansigtstab over for FM’s mor at ringe tilbage og sige at man var gået tilbage til den oprindelige holdopstilling, fordi UP var kommet til tiden. Derudover synes jeg lige så godt man kunne have ringet til mig for at spørge om vi var på vej, som man kunne ringe til FM’s mor for at bede om tilladelse til at tage FM med i stedet for UP.

Og hvad FANDEN ligner det at antyde at jeg ikke respekterer afleveringstidspunktet? Jeg spurgte senere stuens anden pædagog om det var hans indtryk af mig, og ’ih nej, du giver altid besked’. Og da jeg konfronterede den første pædagog med min harme, gik hun totalt i pædagog-mode (tænk South Park) med ’M’kay ... m’kay ... ja, det er ærgerligt ... m’kay ...’ *syde*

Min sure samtale med pædagogen fandt sted uden for UP’s hørevidde, men hun må alligevel have opfattet at der var noget galt, for da jeg sagde farvel, forsøgte hun at klatre op ad mit ben mens hun sagde ’Ud på Mors cykel. Køre hjem igen’ og da jeg fastholdt at jeg skulle på arbejde, og, efter et knus, lagde hende i armene på en ellers populær pædagog, fik hun en total nedsmeltning, prøvede at blæksprutte sig ud af hans arme så han endte halvt i knæ med hende under armen, mens hun skreg som besat. Så hun

1. går glip af tur i Zoo
2. skriger sig helt gasblå i hovedet ved afsked med Mor
3. skal tilbringe dagen sammen med ’de små’, fordi alle ’de store’ er i Zoo

Stakkels lille UP.

... if you see me coming, better step aside
a lot of men didn’t – a lot of men died
one fist of iron, the other of steel
and if the right one don’t get you
then the left one will ...

Disclaimer: Der er intet galt med FM, han er en sød dreng, og bare genstand for min surhed i dag.