Levedygtighed

I min mors netop solgte have stod verdens bedste mynte. Mange steder, og i store bundter – den trives jo som ukrudt, og er umulig at slippe af med når man først har fået den. Det var ikke det mindst triste i forbindelse med hussalget at skulle sige farvel til mynteforsyningen. Men min mor gjorde sit til at udskyde tragedien, og plantede adskillige planter i potter, og satte dem i sin altankasse. Der stod de også helt fantastisk frodigt. Flinke Mor gav mig en stor potte til min vindueskarm, og hvad sker der? Den begynder prompte at krølle i bladene, få brune pletter og en hel HÆR af bladlus. Jeg slæbte rundt, skyllede, nippede og brusede, men fandme nej, om den gad leve i min vindueskarm. Jeg resignerede, smed den ned i gården, og rekvirerede en ny fra altanen. Der gik to – TO! – dage, så var den helt grå af meldug eller et eller andet spindekrapyl, og stænglerne hang livstræt slænget ud over pottekanten. Den blev også forvist til gården, og sur og afvist som jeg følte mig, gad jeg selvfølgelig ikke vande dem. Og hvad sker der? De liver synligt og provokerende hurtigt op, og står nu og strutter i gårdens mest dødssyge hjørne.

Hvad er moralen?* At den der med at ukrudt ikke forgår så let er en sandhed med modifikationer. Nogle planter kan ikke tåle pleje og alt for skånsomme levebetingelser, de trives bedst med lidt udfordringer. Jeg er overbevist om at det samme gør sig gældende for sprog, og jeg ved ikke hvem der er mest irriterende naiv: Dansk Folkeparti med sit forslag om at gøre dansk til nationalsprog ved lov, eller de Radikale med deres forslag om at gøre engelsk til officielt andetsprog i Danmark.

Sprog er ganske rigtigt et medium for kommunikation af tørre fakta, men det er også en kode hvormed vi signalerer hvem vi er, og al forskning tyder på at pres oppefra, fra autoriteterne, altid resulterer i en modreaktion: Når Dansk Folkeparti siger at dansks position skal sikres og støttes ved lov, er det ikke sikkert at man opnår en styrkelse. Det er derimod forudsigeligt at et eller andet segment vil modsætte sig det, og kæmpe med næb og kløer for deres ret til at bruge et andet sprog til hvilket formål de nu vil bruge som eksempel. Eller gribe til civil ulydighed, og gøre hvad de vil med sproget. Ditto for de Radikale og engelsk. Sprog gror fra bunden, og for meget opmærksomhed og pilleri fra nidkære sproggartnere gør mere skade end gavn.

Nu er der en del der tyder på at forslagene er mere identitetsprofilering, branding, for partierne end alvorligt ment, men jeg tillader mig lige at tage deres ord for pålydende. Jeg synes jo at det er en UHYRE klodset måde at signalere 'Vi er bare SÅ danske hhv. globaliseringsvenlige!' på. Men spurve SKAL åbenbart skydes med kanoner i politik.

Dansk Sprognævn bliver altid kritiseret for at sidde på deres flade og lade dansk gå i opløsning, men hvad skal de gøre over for alle os der elsker at smide et engelsk ord ind hist og pist? Uddele dagbøder? De er som bekendt ikke udøvende magt, bare rådgiver til lovgivende.

Jeg ved ikke hvorfor realiteterne ikke er sivet ind. Måske bare fordi det er så upopulær en sandhed at sproget ikke kan styres? Sproget er ægte demokratisk, vi må alle bruge den variant vi vil, og vi justeres af omverdenens evne eller lyst til at forstå os. Men netop fordi vi alle ejer vores eget sprog, kan nogle forledes til at tro at deres variant er den eneste rigtige, den er umistelig og perfekt, og de gør os alle sammen en tjeneste ved at få den ristet i sten og udbredt for folket. Nydelig tanke, men DET KAN IKKE LADE SIG GØRE. Fat det dog.

... Language! It's a virus! ...

*Ikke noget om manglende grønne fingre, tak.