torsdag, juli 27, 2006

Skik følge eller land fly?

Dana Watsham linker til en interessant kronik i Politiken, som jeg burde være helt enig i, men som alligevel irriterer mig. Den fremsætter bl.a. 11 punkter der forklarer hvorfor det er svært for fremmede at blive integreret i Danmark, og jeg har barberet dem til deres blotte essens nedenfor for at forholde mig til dem – min barbering er dog ikke et rimeligt referat af artiklen i sin helhed, så læs den først.

11: Vores mad. Meget er baseret på svinekød, og der er ofte rødvin i sovsen. Som muslim kan det være vanskeligt at spise med.

Den køber jeg simpelthen ikke. Hvis det var mig der i Kina blev budt på sprødstegte insekter og dampede larver, ville jeg muligvis prøve at undslå mig for at spise, men jeg ville skamme mig og føle at det var mig der havde et problem, ikke mine værter. Og selv hvis jeg forsøger at sætte mig ind i din religiøse tankegang, synes jeg den halter: Svinekød er urent, ok, men er det ikke alkohol der er forbudt? Rødvin i sovs har for længst fordampet sit alkohol, og er nærmest blevet til druebestanddele igen – dem er der vel ikke noget galt med? Jeg fremdrager det som eksempel, ikke fordi jeg tror rødvinssovs er det der får kontakten til at glippe;
jeg beder ikke nydanskere bryde deres spiseregler, men jeg synes det ville være klædeligt at fortolke dem så rummeligt som overhovedet muligt i forhold til det nye lands madtraditioner.

10: Vores sprog. Vi udtaler det sjusket, og derfor er det vanskeligt at lære, og vi gør os ikke umage for at forstå fremmed accent.

Som sprogmenneske må jeg opponere mod formuleringen ’udtale sjusket’; problemet er at dansk stavning og dansk udtale ligger langt fra hinanden, hvilket gør at fremmede ikke synes at ’vi siger det der står’ – og det er rigtigt nok. Derudover er dansk berømt i fonetiske kredse for sine afsindigt mange vokallyde, så selv en dygtig sprogindlærer vil få svært ved at lyde ’helt rigtigt’. Det kunne vi sikkert alle godt lægge os på sinde, og udvikle til tolerance i ørerne for forskellige måder at tale dansk på.

9: Ting kan kun gøres på én måde: den danske! Vi er simpelthen ikke vant til, at nogen udfordrer os og siger os imod.

Jeg har svært ved at tage imod dette som noget særligt dansk. Alle systemer har en inerti der gør dem svære at ændre, og jo større systemet er, jo sværere bliver det. Derudover er der alle steder (og her taler jeg ud fra de arbejdspladser jeg har kendt, som godt kan fungere som minimodeller på et samfund, et land) en hakkeorden der gør at den sidst tilkomne endnu ikke har optjent retten til at kritisere og foreslå store ændringer. Ret til at kritisere er ikke noget man har, men noget man ved sin indsats gør sig fortjent til, hvis I spørger mig. Det gælder i forhold til venner, kolleger, chefer, faktisk alle instanser hvor man har medbestemmelse.

8: Vores mangel på kultur. Dét, som egentlig er dansk, er vanvittigt vanskeligt at få øje på.

Det kan godt være. Men er det ikke fordi vi lever i en brydningstid hvor mange gamle normer er nedbrudt, men de nye endnu ikke institutionaliseret? Ville den ældre generation ikke sige det samme til den yngre? Det er jo ikke noget vi har skabt for at holde fremmede ude; det er mit indtryk at mange gammeldanskere begræder den såkaldt manglende kultur.

7: Vores humor. Vi er platte.

Det kan godt være. Selvfølgelig er det ikke god stil at komme med fremmedfjendske vittigheder over for en fremmed der gerne vil høre til.

6: Vores mangel på manerer; de sociale spilleregler er næsten umulige at lære.

Se pkt. 8

5: Vores middelmådighed. Vi lefler for amatørismen og det talentløse.

Det kan godt være. Og jeg synes ikke det er en god ting. Men vejrer man ikke lidt morgenluft, fx i folkeskolen? At der begynder at være en vilje til at give et kvalificeret tilbud, også til de særligt dygtige?

4: Vores frisind og mangel på religion. Vores frisind gælder ikke retten til at være religiøs.

Det forekommer mig at der er masser af plads til at være religiøs i Danmark, men jeg forstår godt at det kan være svært at rumme at religiøsiteten får en anden plads end man selv trives med. Jeg følte mig fx også krænket da mine folkevalgte repræsentanter gik til gudstjeneste under stor mediebevågenhed i kølvandet på tsunamikatastrofen. Min konklusion er at der muligvis er mindre religiøsitet i det offentlige rum end mange troende ønsker, men der er altså mere end vi ateister ville foretrække. For mig ligger skismaet her ikke mellem gammel- og nydanskere, men mellem troende og ikke-troende.

3: Vores fest- og drukkultur. Deltager man ikke, bliver man nærmest stigmatiseret.

Det kan godt være. Jeg synes generelt heller ikke at fester er særligt sjove hvis jeg ikke drikker. Men en overgang da jeg gjorde mere ud af yoga og sundhed end jeg gør nu, fandt jeg altså mig selv i vide kredse hvor der slet ikke blev drukket, og som dog havde et velfungerende socialt samliv endda. Der er vel ikke noget odiøst i at hvis man ikke hylder mainstream-kulturens normer, så finder man sig nogle mindre mainstream mennesker at være sammen med?

2: Nepotismen, især i de højere og akademiske samfundslag.

Jeg kender selvfølgelig til fænomenet med de uhyggeligt smalt formulerede jobannoncer, så ja, det findes. Men det er ikke mange stillinger det drejer sig om, og inden for den offentlige sektor er reglerne blevet strammet betydeligt, således at stillingerne fx skal slås op internationalt. Jeg vil ikke påstå at problemet er løst, men også her vejrer jeg morgenluft.

1: Vores egen lukkethed.

Den er noget skidt, det indrømmer jeg. I Danmark leves livet inden for hjemmets fire vægge, og hvis vi ikke inviterer nye mennesker med indenfor en gang imellem, er vi for sølle. Jeg vil gerne for min del sige at min dør står åben for alle nydanskere der lader deres børn tage med på lejrskole og deltage i gymnastikundervisningen.

Så måske er det i virkeligheden ikke rammende for mig at sige ’skik følge eller land fly’; det mere rammende ordsprog er ’noget for noget’. Og det er derfor at artiklen i Politiken gør mig muggen, uanset hvor tolerant og indvandringselskende radicool jeg er: det kan simpelthen ikke PASSE at al imødekommenheden skal ligge på én side, på værtslandet. Jeg misunder bestemt ikke dem der af den ene eller anden grund er nødt til at forlade deres fødeland, og jeg kan levende forestille mig at det må være forfærdeligt traumatisk. Og uhyggeligt svært. Men jeg synes ikke det er helt rimeligt at give det nye land skylden for at det er svært. Eller for at man ikke føler sig lige så meget hjemme der som man gjorde hjemme. Men i det ligger selvfølgelig at det ikke må være sværere at falde til i Danmark end det ville være i England, Tyskland, Sverige, etc.; spørgsmålet er også om det er det? For mig at se lever de nye og gamle befolkningsgrupper der lige så adskilt der som vi gør i Danmark – men taler muligvis lidt pænere om hinanden?

Kald mig bare en defaitist, men jeg tror simpelthen bare at det er meget, meget svært at komme til at høre til der hvor man ikke hører til. Og det siger jeg ikke som undskyldning, for jeg synes bestemt at vi i de eftertragtede lande skal gøre os umage for at rumme mangfoldigheden. Men det er ikke kun et spørgsmål om hestekrybbebideri, at vi ikke tør lukke andre hen til vores madskål, for forbeholdet over for fremmede gælder også hvis den nye er rig og den gamle fattig. Jeg har talt med indiske venner om det - i Indien – og de siger ligeud: ”Du skal ikke flytte hertil. Du vil aldrig blive rigtigt accepteret.”

... it's good to touch the green, green grass of home ...

søndag, juli 23, 2006

Æv, nu er der et år til næste gang

Hun holder altså et mean cocktailparty, hende Suzy Q. Hele tre nye ting blev introduceret i år:
  • popcornmaskine
  • slush-maskine (limesmag; perfekt bund til mange drinks)
  • udvidet gæsteliste: Ulla og Morfar kom!

Det var rætti hyggeligt at se dem igen. Ulla var alkoholfri som led i et rabiat og viljestærkt kurprojekt, men Morfar og jeg dækkede for hende, og sørgede for at det sank i flaskerne så ingen opdagede noget. Vi gjorde især en indsats for Absinthen, der fristede en kummerlig tilværesle bagest på baren, og jeg tror faktisk vi gjorde en ende på dens elendighed. Vi fik ikke danset under stjernerne på den nye terrasse, der sad vi bare i overhængende brandfare med et par dusin citronellalys i en em af sprittet myggebalsam. Superautentisk havefeststemning. Og vi fik danset masser inden døre. For at gøre sommeroplevelsen komplet arrangerede tilfældet en fantastisk flot solnedgang da jeg cyklede derud og en lige så flot solopgang da jeg cyklede hjem. Mange tak, tilfælde. En gang imellem sidder den altså lige i skabet.

... the Love Shack is a little old place
where we can get together
Love Shack baby! Love Shack bay-bee! ...

lørdag, juli 22, 2006

Gennemafslappet

Det kan altså virkeligt anbefales, sådan en daseferie med INTET pligtorienteret på programmet. Jeg havde en skøn uge i Italien, og gjorde INTET jeg ikke havde lyst til, men sov, spiste og læste helt efter mit eget skema. Jeg havde ikke engang taget mine vitaminpiller med, fordi jeg ikke gad føle mig forpligtet til at huske at spise dem hver dag. Er man så ikke inkarnationen af fysisk og mental dovenskab?

Jeg fik læst alle bøgerne på listen, pånær halvdelen af Consider the Lobster og The End of Faith, til gengæld fik jeg læst fire andre: en krimi af Clare Francis som min søster anbefalede, og som jeg følte mig udmærket underholdt af, men jeg er bare ikke til krimier; de føles underligt hule, synes jeg. Hun lånte mig også to skønne sydstatsfamilieromaner af Rita Mae Brown, om et par søstre der elsker, hader og misunder hinanden på den mest vidunderligt intrigante maner, og de var lige i øjet til letfordøjelig strandlæsning. Min søster diagnosticerede ganske rigtigt min feriebogliste som begrædeligt mangelfuld i den mere kulørte afdeling, og afhjalp prompte manglen. Som den kogebogsfetichist jeg er, fik jeg også lige sneget Simon Hopkinsons Second Helpings of Roast Chicken med. Den var god, ingen tvivl om det, men opfyldte også et suttekludsagtigt tryghedsbehov: hvor der er en kogebog, kan jeg føle mig hjemme. Tosset. Og som en lille forlænger kan jeg berette, at selvom Rimini er totalt turistorienteret, og kun består af hoteller, sololieforretninger og ydmygt udseende restauranter, fik jeg ikke et dårligt måltid hele ugen. De kan altså noget, de der italienere.

De kan så også, åbenbart, spille fodbold. Jeg KUNNE bare ikke holde med dem, selvom jeg prøvede, så jeg så finalen med en lidt amputeret fornemmelse i kroppen, og sprang folkefesten over. Jeg var faktisk lidt ... misantropisk er for stærkt et ord ... verdensfjern, måske? Jeg gad i hvert ikke rigtigt andre mennesker, og ville have haft mere glæde af min iPod end den parlør jeg pligtskyldigt havde slæbt med. Den var dog ok i forhold til kommunikation med hotelpersonale, ekspedienter og tjenere, der alle kun talte italiensk. De er gode til mad, men ikke til sprog, italienerne.

Som en sidste forbrugeroplysning vil jeg gerne fortælle at når man ikke medbringer rygindsmører, er solprodukter på spray toppen, huden holdt til min soltilbedelse, og jeg vil nu forsøge at finde et eller andet med bar ryg jeg kan føre mig frem i til Suzy Q’s cocktailparty i aften, hvor både kursusemne et og tre er inviteret. Oh, well. Et er længe siden, og jeg tror faktisk at nr. tre med vanlig mandlig konfliktskyhed vil blive væk – vi får se om min clairvoyance holder.

... og hver en villahave har sin helt specielle duft
der forsøder sommernattens stillestående luft
hvor nattergalen uden at unde sig selv det mindste hvil
slår sine triller dygtigt ramt af Amors pil ...

fredag, juli 07, 2006

Af sted

Det er super at jeg skal på ferie. Jeg har brændt mig på det ristede brød to morgener i træk - jeg er åbenbart blevet helt uvant med banale morgenritualer uden toårigs forsinkende mellemkomst. Normalt synes jeg faktisk det er lidt irriterende at mit ristede brød er lunkent, sejt, og letter lidt fra tallerkenen når jeg når frem til det efter indfangning og hagesmækning af datter, men det er næsten at foretrække frem for at brænde sig. GODT jeg skal på charterhotel hvor det ristede brød ALTID er lunkent. Hvis det ikke er koldt.

Pakning overstået næsten uden panikkriser - det eneste tilløb var da jeg ikke kunne finde mit American Express. Man skal jo have to slags kort med, ikke? Livrem og seler. Og det er det eneste jeg bruger det kort til: sikkerhedsnet. Det er altid go'e gamle Visa der betaler. Uuuhh, de havde en god dag nede i Danske Bank da de lokkede mig til en lækkerkonto med alt muligt lir 'gratis'. Altså inkluderet i det trecifrede kvartalsvise gebyr. Jeg lod mig snøre, gjorde jeg, og den gang rejste jeg også en del mere ... nå, når jeg kommer hjem, skifter jeg bank. Ha, tag den, Danske Bank! Så må vi se hvor jeres milliardoverskud skal komme fra i år! Men hvor nedtur er det så, at betale en arm for det latterlige kort, og så ikke kunne finde det når jeg for første gang i over et år har brug for det? Men jeg fandt det, i den skuffe jeg hele tiden troede det lå i, som jeg vendte tilbage til efter at have strippet tre andre skuffer. Det havde bare forputtet sig bag et duftlys og en halv pakke juleservietter, sammen med det lige så funklende ubrugte MasterCard (jeg hader jer, Danske Bank). Hvor skal man ellers opbevare sine værdier?

Nyj, jeg glæder mig til ferie, og lufthavnen gør sit til at jeg får det optimale ud af den: grundet disse dages indtjekningskaos skal jeg op kl. 04.15 for at nå mit fly. Men pyt, så er jeg af sted; rejsesommerfuglene forhindrer mig sikkert i at sove alligevel, og INTET kan ødelægge mit perlende feriehumør. Hav det godt, vi snakkes solbrændt ved om en uge.

... there's a reason for the sun shiny sky
and there's a reason why I'm feelin' so high
must be the season
when that love light shines all around us
so let that feelin' grab you deep inside
and send you reeling ...

onsdag, juli 05, 2006

Bøger til en uge?

Jeg har
  • Harris: The End of Faith
  • Crystal: Words, Words, Words
  • Marklund og Snickare: Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden
  • Romer: Den som blinker er bange for døden
  • Wallace: Consider the Lobster
  • Pratchett: Wyrd Sisters
  • Pratchett: Mort
  • Pratchett: Reaper Man

Og muligvis når Høeg: Den stille pige også at komme. Burde de ikke kunne række til en ferieuge? Og bidrage til en god ferie? Jooooh, da! For som mine kloge kommentatorer til forrige post bemærkede, skal jeg ikke sidde hjemme og flæbe bare fordi min datter er ude at rejse. Nej, jeg skal da nyde tiden, skal jeg, så jeg har købt en afbudsrejse. Jeg skal bare læse på stranden, gå på strandpromenaden, spise is og kigge på mennesker - jeg kan sagtens rejse alene. Jeg købte den før gårsdagens semifinale, som jeg faktisk også var lidt ligeglad med - måske med en lille præference for tyskerne, for deres bundpålidelige, omend lidt grønthøsterkedelige spil. Italienerne kan jeg næsten ikke holde med, de flæbende, filmende, pyntesyge dengsedrenge. Men som kampen skred frem, blev jeg mere og mere ligeglad, og når jeg nu skal tilbringe næste uge i Italien, er det da meget sjovt at de kom i finalen, ikke? Se mig venligst for jer på søndag på en bar i Rimini, skrigende og neglebidende, ladende som om jeg er livslang Italienfan - jeg glæder mig allerede. Må man drikke Prosecco til fodbold, eller afslører man sig så som uhjælpeligt sportsforskrækket Brideshead-forfinet?

... Tu y yo!! Ale, ale, ale
Go, go, gol!! Ale, ale, ale
Arriba va!! El mundo esta de pie
Go, go, gol!! Ale, ale, ale ...

tirsdag, juli 04, 2006

Instinkter er talblinde

Da jeg var gravid, fik jeg at vide at min risiko for at få et barn med Downs syndrom var 1:2400. Det regnes som en lav risiko, og jeg fik derfor ikke foretaget den risikable fostervandsprøve (vidste I for øvrigt det? Ved 1000 fostervandsprøver finder man 2½ barn med kromosomfejl, hvilket er udmærket, men indgrebet fremprovokerer også abort af 10 sunde fostre - ævs), men følte jeg den hellige grav vel forvaret af den grund? Nej.

I dag talte jeg med en kollega, der sammen med sin kone har besluttet at de vil forsøge at blive gravide. Som et naturligt led i bestræbelserne (vi taler jo om en af mine venner) havde han læst Encyklopædiens artikel om ’fødsel’, og der fundet ud af, at i Danmark er risikoen for at moren dør under fødslen 1:16.000. Ikke nogen tårnhøj risiko, skulle man mene, men han refererede alligevel tallet noget bleg om næbbet.

Hvorfor dog så bekymret, når man ifølge statistikken nærmest intet har at være bekymret for? Jeg (og John Diamond) tror at instinkter er talblinde: uanset hvad sandsynlighedsregningen siger, føles den slags risici som fifty-fifty – enten sker det, eller også sker det ikke. Og de der instinkter er ikke til at ræsonnere med. Jeg kan godt beherske mine handlinger, og fx sidde og blogge i stedet for at hoppe og skrige af angst, men følelsen, instinkterne, har lagt sig godt til rette som en knude i maven: Min eksmand har lige hentet vores datter til næsten to ugers dejlig kør-selv-sommerferie i Frankrig, ned til lejet luksushus med pool og det hele. Jeg har ønsket dem god køretur derned og en skøn ferie, smilet og vinket, og ved at hun er i gode hænder hos Far, der er en god chauffør, og Farmor og Farfar, der ser farer alle vegne, og garanteret har børnesikret huset og poolen til tænderne. Alligevel er følelsen klart fifty-fifty: Enten kommer hun hjem igen, eller også gør hun ikke.

... don’t worry about the future;
or worry, but know that worrying is as effective

as trying to solve an algebra equation
by chewing bubblegum ...

lørdag, juli 01, 2006

Tak

Både min mor og søster er flyttet i den forløbne uge, og har pr. i dag optaget residens på deres nye adresser. Min søster flytter til mit hood, og det er ganske enkelt fortrinligt. Det er SÅ skønt at få hende tættere på, for nu at anlægge den egoistiske vinkel, og derudover har hun fået en FED lejlighed, så jeg kan også være ordentligt og voksent glad på hendes vegne.

Min mor har også fået en dejlig lejlighed præcis der hvor hun gerne ville, men, men, men ... hun flytter fra sit barndomshjem, min mormor og morfars hus som min morfar selv byggede midt i forrige århundrede, og jeg har SÅ mange gode minder fra det hus. Det har været en klippe af tryghed og stabilitet gennem skilsmisse, kostskole, alkoholisme og alle de andre faktorer der tegnede min barndom og ungdom. Min mormor og morfar var GULD, simpelthen. Min morfar døde da jeg var 18, og jeg tænker stadig tit på ham. Min mormor døde for ’bare’ syv år siden, og jeg savner hende stadig. Eller måske mere præcist, jeg savner hende nu. For hun var klar til at dø, og derfor var det i orden da det skete, men efterhånden som jeg har måttet erkende at hun ikke kommer tilbage, savner jeg hende mere og mere. Og der er det temmelig isnende træk ved ateisme at døden er endegyldig. De mennesker jeg har holdt af og mistet, får jeg aldrig at se igen. Så måske er det derfor at jeg er ked af at se huset – som jo ellers bare er en død ting - forsvinde: det er den sidste bid af min mormor, det sidste bindeled til de der magiske barndomsøjeblikke hvor man VED, at i denne persons øjne er man ufejlbarlig; på de kvadratmeter følte jeg mig ubetinget accepteret.

Så når jeg nu aldrig får dem at se igen, kan dette medie vel være lige så godt (eller skidt) som ethvert andet: jeg vil bare gerne sige tak, Mormor og Morfar. I er altid hos mig, hus eller ikke hus.

... oh, at jeg tør favne dig, skære dag
kalde dig ved navne, min sjæls behag
alle gode navne som bedst jeg ved
moder, søster, elskte, min kærlighed ...