Både min mor og søster er flyttet i den forløbne uge, og har pr. i dag optaget residens på deres nye adresser. Min søster flytter til mit hood, og det er ganske enkelt fortrinligt. Det er SÅ skønt at få hende tættere på, for nu at anlægge den egoistiske vinkel, og derudover har hun fået en FED lejlighed, så jeg kan også være ordentligt og voksent glad på hendes vegne.
Min mor har også fået en dejlig lejlighed præcis der hvor hun gerne ville, men, men, men ... hun flytter fra sit barndomshjem, min mormor og morfars hus som min morfar selv byggede midt i forrige århundrede, og jeg har SÅ mange gode minder fra det hus. Det har været en klippe af tryghed og stabilitet gennem skilsmisse, kostskole, alkoholisme og alle de andre faktorer der tegnede min barndom og ungdom. Min mormor og morfar var GULD, simpelthen. Min morfar døde da jeg var 18, og jeg tænker stadig tit på ham. Min mormor døde for ’bare’ syv år siden, og jeg savner hende stadig. Eller måske mere præcist, jeg savner hende nu. For hun var klar til at dø, og derfor var det i orden da det skete, men efterhånden som jeg har måttet erkende at hun ikke kommer tilbage, savner jeg hende mere og mere. Og der er det temmelig isnende træk ved ateisme at døden er endegyldig. De mennesker jeg har holdt af og mistet, får jeg aldrig at se igen. Så måske er det derfor at jeg er ked af at se huset – som jo ellers bare er en død ting - forsvinde: det er den sidste bid af min mormor, det sidste bindeled til de der magiske barndomsøjeblikke hvor man VED, at i denne persons øjne er man ufejlbarlig; på de kvadratmeter følte jeg mig ubetinget accepteret.
Så når jeg nu aldrig får dem at se igen, kan dette medie vel være lige så godt (eller skidt) som ethvert andet: jeg vil bare gerne sige tak, Mormor og Morfar. I er altid hos mig, hus eller ikke hus.
... oh, at jeg tør favne dig, skære dag
kalde dig ved navne, min sjæls behag
alle gode navne som bedst jeg ved
moder, søster, elskte, min kærlighed ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Åh, du trækker vand nu SHA. 'Se nu stiger solen' sang vi til min mormors begravelse her for 7 uger siden. Pyyh.
Undskyld udbruddet. Det er et smukt indlæg du har skrevet.
Jeg ved lige hvordan det føles - det nærmer sig 10-året siden min mor døde og hun er ikke bundet til noget hus eller noget fast objekt - jeg har hende med mig hver dag i alt det jeg gør, for hun opdrog mig jo med hele sit væsen og de mennesker vi elsker er aldrig rigtigt væk - vi bærer dem og deres arv med os, og det er sand udødelighed :)
Ih altså! Nu græder jeg i min nye lejlighed! To sjæle - en tanke.
K
@ Nelliken: Udbrud velkomment - og tak :-)
@ Kenneth: Smukt :-)
@ K: Se, det var jo ikke meningen, men tak for kærlig læsning.
Det var en smuk lille historie og jeg kender godt det med at savne bedsteforældre. Mine 4 gik bort på meget forskellige tidspunkter, forstået på den måde at det skete over en lang årrække. Men alle endte det med sygdom - og ville gerne "videre". Derfor har det måske været nemmere at acceptere deres død. Alligevel savner jeg især min Morfar, som desværre døde først.
Send en kommentar