Sure Mor

Jeg har læst et sted at det er en stor beslutning at få børn: Man beslutter at have sit hjerte vandrende rundt uden for kroppen resten af sit liv. Lige dét aspekt synes jeg ikke jeg hørte så meget om INDEN jeg blev mor. Det var mere varianter over ’børn er meningen med livet’ og ’man kender ikke kærlighed før man har fået et barn’. Der er faktisk flere der sammenligner forældrekærligheden med forelskelse, at man bare er så opfyldt af ønsket om at give dette barn alt hvad det kunne tænkes at have brug for, og oplever en stor tilfredsstillelse ved det.

Jeg gider ikke komme med en lang song and dance om at jeg sikkert er afvigende og dybt underlig, for jeg har talt med nok forældre til at vide at jeg ikke står helt alene med mine følelser, så lad mig bare sige skråsikkert: Sådan er det altså ikke for alle. Jeg har ganske rigtigt nogle meget store følelser for mit barn, men de er på ingen måde udelt behagelige. Fx sidder jeg ikke på arbejde opfyldt af rosenrød moderkærlighed og tænker på den lille snut der hyggeligt leger i vuggestuen. Nej, enten skænker jeg hende ikke en tanke, eller også får jeg mareridstsflashes af 100 % overbevisning: ’Hun er allerede død. De har bare ikke fået fat i mig endnu.’ Og i de øjeblikke er mit liv ganske simpelt forbi.

Der er da gode stunder, og nære øjeblikke hvor Mor er den eneste der duer, men tit defineres Mor altså som kedeligheden selv, hende der bare er der og går i ét med tapetet, ikke sin egen person, men barnets forlængede arm som bringer mælk og mad, og har hænder til tøj af og på. Man bemærker tit kun Mor når hun IKKE virker; når hun fx er i bad eller på toilettet og derfor ikke reagerer prompte nok på barnets nu-nu-nu-behov. Modermyten taget i betragtning må der være forældre der føler sig bekræftede af at være så efterspurgte, men jeg får altså lidt spændetrøjefornemmelser af det. Min datter er ikke urimelig, og jeg har meldt mig til at tilfredsstille hendes behov ved at få hende, og det gør jeg så godt og imødekommende som jeg kan. Jeg oplever det bare ikke som det mest belønnende og udbytterige jeg nogensinde har foretaget mig. Det er HELT vildt sjovt at tale med hende, men hun gider jo ikke tale med mig hele tiden. Hun vil tonse af sted, opleve verden, og ikke spilde tiden på taget-for-givet-Mor. Sådan skal det være, men det er et faktum at tonsen af sted indebærer bjerge af rod, snavs, ituslåede ejendele, buler i panden, vasketøj, uspiste måltider, alt til akkompagnement af hyl og skrig. Og ja, jeg foretrækker det frem for at sidde toute seule i et blæst Bo Bedre-hjem, men det er ikke omkostningsfrit. Livet med et lille barn (ikke hente-bringe-forsørgercentrifugen, bare det at være hjemme sammen) er så hektisk (her i huset) at alle nerveender jævnligt stritter ud gennem min nærmest hudløse overflade, og hvis jeg ikke havde hjemmet for mig selv en gang imellem, ved jeg ikke hvordan det skulle hænge sammen.

Og velmenende råd á la ’så må du sætte ambitionsniveauet ned’ eller ’så må du skrue bissen på’ løser bare ikke problemerne. Når barnet fx i et ubevogtet øjeblik hælder et helt krus mælk ned ad sig selv med vilje, hvorefter hun bliver ked af det fordi hun ikke kan lide at være våd, er der altså ikke meget ’HA! Så kan du lære det’ over det. Jeg skal jo stadig tørre op. Skifte hendes tøj. Vaske det. Trøste hende. Ikke altid fordi jeg har ondt af hende, men fordi det ulidelige skrigeri slider på mine trommehinder.

Jeg fik barn i en forventning om kærligheden som mere lykke og glæde. Og det fik jeg, men lige så meget mere angst og bekymring. Jeg oplever de store følelser for mit barn som en del mere bredspektrede end den blidt smilende moderkærlighed der fylder så meget i vores kollektive bevidsthed, og jeg nægter at føle mig som en fiasko af den grund. Så er det sagt.

... bist du bei mir
geh’ ich mit Freude
zum sterben und zu meiner ruh ...

Egoisten SHA

Jeg ER bare ikke sød.

Exhibit A:
En fraskilt kollega gav mig den gode ide at købe en treliters tappevin til det originalt benævnte glas i utide – man har jo ingen at dele en flaske vin med, man gider ikke drikke en hel, man gider ikke lave sovs af resten i morgen, etc. Løsning: Tappevin på pap. Fantastisk ide. Paphvidvin (det er jo sommer) af bedste kvalitet indkøbt, henlagt i køleskab med fin følelse af forberedthed og fadebur, hvorefter der gik 14 dage uden så meget som et pip fra den indre alkoholiker. Men SÅ fik jeg en veninde på besøg, og gad jeg købe designerøl, Sancerre eller andet lækkert? Næh. ”Vi drikker bare lidt af paphvidvinen” tænkte jeg, vel vidende, men i øjeblikket fortrængende, at veninden og jeg i kombination kaldes Nitro og Glycerin, og ikke kender til mådehold. Dvs. JEG er faktisk en nogenlunde mådeholden natur (andre kalder det snerpet) men min veninde kender ikke til frasen ’nej tak’ efter de første to glas. Det var ikke gået nær så galt hvis vi havde skullet trække flasker op – der skal meget mere overvindelse til at tage hul på en ny flaske end lige at skænke sig et glas til. Vi endte (comme toujours) i noget med at redde en trans midt i kønsskifteforløbet fra selvmord, falde over egne ben, snave i fuld offentlighed (dog ikke med hinanden) og overnatte i lånt cotton coat (ægte vintage Burberry, hvis det er en formildende omstændighed). Der er ingen grund til at tvære i hvem der gjorde hvad, men nattens udskejelser gik klart hårdest ud over min veninde, og det var jeg medansvarlig i.

Exhibit B:
Skulle møde anden veninde (nævner ingen navne) den følgende supersolbeskinnede weekend, og som den skabsitaliener jeg er, insisterede jeg på at det skulle være uden døre, helst vestvendt, og der sad vi så og chit-chattede hele eftermiddagen. Jeg fik det der i min solentusiastiske familie benævnes ’et ordentligt pulver’, og glødede let på udsatte steder. Sådan SKAL det være, ellers er jeg ikke tilfreds. Men stakkels ærkenordiske veninde fik jo samme pulver, som var ulige hårdere ved hendes cremede ferskenhud. Igen, tung medansvarlighed.

Forsæt for kommende weekend: Skal have det lige så sjovt som i de to foregående UDEN at det sker på nogens bekostning.

... you can't always get what you want
and if you try sometimes you find
you get what you need ...

Sicko SHA

Man kan jo ikke være lige sød altid, og jeg kan altså godt få et lidt stramt drag om munden når folk taler grimt om sig selv. Jeg kan næsten ikke holde ud at høre på beklagelser over korte ben, stor røv, laskede overarme, etc. Ikke fordi jeg bliver sur, men fordi jeg bliver ked af det. Jeg kan jo godt høre at der ligger ægte smerte bag, en smerte som i parentes bemærket ikke er mig fremmed, men det er sådan et forfærdeligt spild. Man SKAL bare elske sin krop, sådan er det, den er noget man er, ikke noget man har. Jeg kan godt lide at betragte det indre selv som forælderen og den fysiske krop som barnet.

Er jeg virkelig den eneste der er så morbid? Den eneste der tænker på amputerede kropsdele og anden vansiring?* Vi prøver – følg venligst tankerække; det er bare et eksempel: Hvis du nu skulle finde dit afhuggede ben i en dynge af afhuggede lemmer, tror du så ikke du ville synes det var smukt? Ønske at det stadig sad fast på din hofte? Være ked af at du ikke påskønnede det mere mens det sad der? Hvis ja, så vær glad fordi du har det. Fuck fede ankler og appelsinhud.

Jeg kender godt det anale kontrolhysteri, og det er ikke let at lægge fra sig. Men det er min klare overbevisning at man skal forsøge. Denne tænderskærende perfektionstrang er ikke konstruktiv. Dixit.

... jeg er ikke som de andre
jeg er noget for mig selv
på landevejene vil jeg vandre
til den dag jeg må sige farvel ...

*Retorisk spørgsmål. Gider ikke se nogen næsvise ’ja’-er i kommentarboksen ;-)

Sukkersøde SHA

Jeg er SÅ færdig med at være sur. Niks, fra nu af er det glad mund hele vejen, så hvis jeg mærker surhed komme snigende, modangriber jeg med sukker. Så meget der skal til. Som tidligere nævnt er jeg glad for at lave mad, og er især tilfreds med mit talent for søde ting. Jeg kan bryste mig af 5,6 hyldemeter kogebøger, så der er jo ikke den kage jeg ikke har mindst 5 opskrifter på, og som regel langt flere. Er jeg taknemmelig for denne l'embarras du choix? Jaeh. Og dog. For det er jo en pine at VÆLGE hvilken opskrift man vil bruge – hvilken er mon bedst? Denne smagsmæssigt nyskabende er ufuldstændig i sin fremgangsmådeanvisninger. Denne pålidelige virker kedelig. Denne portion er alt for stor. Yadayadayada. Hvad er resultatet? I stedet for at fejre triumf efter avanceret triumf, hænger jeg fast i en håndfuld grundopskrifter og leder til stadighed efter den optimale.

Hvad er det tilbagevendende omkvæd i madlavning? Brug kun de BEDSTE ingredienser! (udtal selv med Claus Meyersk religiøs passion i øjnene) Jeg har forstået, men hvad er det bedste? Ikke altid så ligetil at finde ud af, kan jeg afsløre. Men jeg har da udført et enkelt stykke gennemført grundforskning: Jeg valgte mig en opskrift på småkager der primært skulle smage af smør, nærmest lige dele smør/mel/sukker, bundet sammen med æggeblommer (gateau breton, en slags fransk shortbread). Jeg lavede tre portioner af samme opskrift på en eftermiddag, bagte dem i samme form, ovntemperatur, tidsrum ... den eneste variabel var smørret:

• Gammeldags kærnet Fanøsmør (svinedyrt)
• Thises økologiske (dyrt)
• almindelig Lurpak (preiswert)

Hvis I har det med at putte folk i kasser, intelligente læsere, har I sikkert for længst gættet at jeg spiser økologisk. Og måske også at jeg har en tendens til at tænke 'dyrere er bedre'. Men jeg kan oplyse at mit bageeksperiment pegede mig i en anden retning, og dermed beviste min tidsinvesterings værd. For ja, det gammeldags smør gav klart den mest distinkte smørsmag, men konsistensen var ikke god, og blev endnu værre da de havde stået en dag: der trak væske ud der gjorde kagerne tunge i bunden og utilfredsstillende at bide i. For gammeldags smør er ikke hårdt centrifugeret som industrismør, og har derfor et lidt højere væskeindhold – og det er nok til at slå de notorisk pernitne småkageopskrifter ud af balance. Lurpak gav en lidt anonym smag, men den helt perfekte konsistens. Thise var en mellemting på den ufede måde: havde klart konsistensproblemet, uden den smagsmæssige kompensation. Og vi taler ikke kun mine (indrømmet) hyperkræsne smagsløg. Mine kolleger blev inddraget som blindsmagere, og gav mig ret. Med lidt andre ord, ganske vist: de er belevne og rosende snarere end videnskabeligt brutalt sandhedselskende, så de påstod at kunne lide dem alle. Men de kunne godt smage og se forskel.

Så konklusionen er at det kræver opskriftsmanipulation og pengepungen i orden at stræbe efter det ultimative med håndholdt smør, og jeg er faktisk endt med at bage med Lurpak 9 ud af 10 gange, og er MEGET tilfreds med mig selv pga. penge sparet og pålidelige resultater opnået. Ikke som @#£$%€&} ginger snaps, som jeg har lavet de første 50 forskellige udgaver af uden at blive forelsket i en enkelt version. De fleste spiselige, bevares, men ikke fortryllende. Men lad mig nu ikke blive sur over ginger snaps-miseren, det var Lurpak-succesen jeg ville dvæle ved i dag. Håber en dag at kunne vende tilbage med opskriften på den ultimative ginger snap, så vi alle kan sove roligere. Så sød er jeg.

... sugar pie honey bunch
you know that I love you
I cant help myself
I love you and nobody else ...

Sure SHA siger nej

NEJ! Gu’ skal de lesbiske ej have ret til offentligt betalt kunstig befrugtning! Det er der ingen af os der skal! Hvis man ikke kan blive gravid på den gammeldags facon er det fordi avlsmaterialet er af for ringe beskaffenhed efter Moder Naturs mening. Og hende har jeg respekt for. Ja, selvfølgelig er det synd at skulle savne de børn man altid har drømt om, men der er så meget der er synd. Tag og vær lidt god ved de børn der allerede er i verden. Og hvis man partout vil spille hasard med sit eget helbred, sit parforhold og sit afkoms livskvalitet, må man sørendansemig betale for det selv.

NEJ! Gu’ skal vi ej have aktiv dødshjælp. Skal læger tvinges til at være bødler? Har efterladte altid ubesmittet rene hensigter i forhold til familiens ældre? Nej, gu’ har de ej. Selvfølgelig er det synd at man skal ligge der og lide, men der er så meget der er synd. Hvis man partout vil dø, må man sørendansemig sørge for det selv inden det står så skidt til at man ikke kan tage en overdosis af sin smertestillende medicin.

... tomheden råder i stort & i småt
& ungdommen færdes på krykker
jeg væbner mig med horn & cirkusmusik
for det er stadig kun muzakken der rykker ...

Ser jeg fed ud i den her?

Det er sikkert vores egen skyld. Alle mulige manipulerende fisken-komplimenter-spørgsmål har vænnet mandekønnet til at lyve for os.

I troede måske jeg var færdig med at være bitter? Næhæ. Ikke det der ligner. Jeg kan slet ikke BESKRIVE hvor nede jeg er over udsigten til spil, spil, og flere spil. Hvad skal der til for at få sandheden ud af en mand? Jeg er godt klar over I lyver for at opnå noget. I vil måske kalde det den gode stemning (se overskrift), men skal vi nu ikke bare være ærlige og kalde tingene ved rette navn? Blowjobs. Blowjob = dobbeltplusgodt. I get it. Der er ingen grænser for hvor meget I vil lyve for et blowjob. Og det må jeg jo, som medlem af kvindekønnet, tage min del af ansvaret for. Der er åbenbart for få blowjobs i udbud, siden efterspørgslen er så desperat.

Men besvar så lige mit spørgsmål, vil I ikke nok? Jeg spurgte nemlig en ellers velafbalanceret ven forleden, og han hostede sin cola ud af næsen, og i al balladen med optørring og næsepuds blev spørgsmålet aldrig besvaret: Hvis jeg nu, stor som jeg er, accepterer at I lyver for at få det blowjob, HVOR MANGE blowjobs skal jeg så give før jeg har gjort mig fortjent til ikke at blive løjet for?

I bet you're wondering when
the next payback shoe will eventually drop.
I bet you're wondering when my conditional police
will force you to cough up