torsdag, februar 23, 2006

Ulykken der ændrede mit liv

Arj, SHA, gider du lige være melodramatisk? Ja, faktisk. I dag har jeg tænkt mig at være helt ærlig og straight, og har stukket selvironien i opladeren. Den vender forhåbentlig frisk og supercharget tilbage.

Jeg har tidligere nævnt at en bølge brækkede min nakke, og Leto spurgte hvordan. Det var en vild oplevelse, som stadig fylder meget i mit hoved, så det passer mig fint at skrive om det. Så meget desto mere pga. de vidtrækkende konsekvenser som ulykken fik.

Jeg var i Indien, i et tropeparadis med bountystrand, men var blevet træt af at blive hustlet af sælgerne på stranden. Man blev konstant tilbudt sololie, frugt, håndlavede kort, strandmåtter, solbriller yadayadayada. Og gamle tricks som at være opslugt af en bog, eller lade som man sov – eller sove for den slags skyld – virkede bare slet ikke. De høflige klappede en på skulderen, de mindre høflige puffede til ens ben med deres fod. Venstre hånd er som bekendt uren, men der er åbenbart ikke noget galt i at berøre fremmede med sin langt fra rene fod. I vil derfor måske forstå at jeg gik til den næsten mennesketomme nabostrand, vel vidende at dens sindssyge strømforhold gjorde den farlig at bade fra. Pyt, jeg behøvede ikke svømme, jeg ville bare have fred. Vi var vel en 10 mennesker derovre, vandet var ok roligt, og der var flere der badede. Jeg gik bare ud og dyppede mig når jeg fik det for varmt. Problemet med stranden er, at der lynhurtigt bliver dybt, og at bølgerne derfor brækker tæt på land – måske bare fem meter ude. Da jeg er på vej ind fra mit tredje dyp, fornemmer jeg en bølge bag mig, kigger tilbage og ser på dens størrelse at den vil brække lige bag mig, og skubbe mig blidt i land, så jeg vender ryggen til den og fortsætter indad. Det næste der sker, er at jeg lige når at tænke ’Hov! Jeg hører den ikke brække’, da jeg mærker den løfte mig, mine ben forlader sandbunden, og jeg bliver båret ind mod land, bliver tippet mere og mere vandret, og til sidst slamdunket ned i sandet med hovedet først. Jeg rammer med den ene tinding, så hovedet bliver tvunget til siden, jeg mærker min ene skulder INDE i mit øre, og hører en grim knasende lyd bag i kraniet. Det er en såkaldt ’freak wave’, meget større end de foregående. Jeg bliver skruet ned i sandet af bølgen der stadig raser sin styrke ud ned over mig. Jeg havde kun fået ét råd om det farlige vand, og det var ikke at puste ud hvis jeg blev fanget i en bølge; hvis man har luft i lungerne, kommer man op til overfladen igen. Og jeg kunne sagtens mærke at det ville være spild af luft at prøve at kæmpe mig fri af bølgen, så jeg ventede bare til den ENDELIG rullede tilbage, fik fat i bunden med knæene og kravlede op på stranden. Der var andre mennesker længere henne ad stranden, men ingen der havde registreret fare. Jeg må have lignet en lidt hasarderet bodysurfer, og dem er der mange af.

Jeg har aldrig mærket noget lignende i min krop, det var som om det lynede fra min nakke ned i fingerspidserne i venstre hånd og tilbage igen, og gav albuestød i alle led på vejen. Jeg kunne godt bevæge arm og hånd, men kun lidt, og mit hoved sad fast på skrå. Jeg smed mig på mit tæppe og ventede på at det skulle fortage sig, men det gjorde det ikke rigtigt, så efter at have samlet kræfter en tre kvarters tid, kom jeg op og gik tilbage mod byen for at få hjælp. Eller trippe er nok mere rammende; mine skridt var ikke mere end en fod lange.

Jeg blev anbefalet en ayurvedisk læge, altså en læge uddannet i Indiens ældgamle naturmedicin. Og jeg kan godt love jer, at det ikke var med min gode vilje at han stod for behandlingen, men det var hvad der var. Jeg måtte simpelthen acceptere at en strandhytte uden vægge og med bananbladstag var stedets mest kompetente klinik. Jeg kom i kontakt med mit forsikringsselskabs læge i Danmark, og blev med hans velsignelse henvist til nærmeste specialist og scanning når jeg var stærk nok til at køre de 20 km i taxa et par dage senere. Scanningen viste brud på øverste nakkehvirvel og forrykket disk mellem femte og sjette ryghvirvel, hvilket er der hvor den store nerve går ned i armene, så den sad altså i klemme. Specialisten talte med den danske læge, og de var enige om at det ville være uforsvarligt at flyve mig hjem, min tilstand skulle stabiliseres på stedet. Dernede kan man ikke ligge på hospitalet uden familie. Hospitalet yder medicinsk behandling, men du er afhængig af familiemedlemmer til at sørge for mad, vask, skift af sengetøj – al anden pleje. Så jeg blev fragtet tilbage til badebyen, hvor alle jeg kendte stod på hovedet for at hjælpe mig. Jeg havde været på yogakursus, og to af mine medkursister satte hver formiddag af til at komme med morgenmad og underholde mig. Derefter var jeg hos lægen det meste af eftermiddagen, og om aftenen kom en dansk pige, som jeg også kun havde mødt dernede, og hjalp mig med at blive vasket og andet praktisk. Jeg havde været nødt til at flytte til et bedre hotel, der dog stadig ikke havde varmt rindende vand, så udlejeren fra mit første hotel, en lille splejset fyr på 16 eller deromkring, slæbte hver dag to kæmpe spande varmt vand op til mit værelse, fordi koldt vand giver sammentrækninger, og det var ifølge lægen meget uhensigtsmæssigt. Hvilket jeg gerne tror, sammentrækningerne var i hvert fald SUPERsmertefulde. En indisk massør jeg havde brugt inden ulykken besøgte mig, og spurgte om jeg kunne klare det med pengene, nu jeg skulle blive længere end planlagt. Altså, han havde selv to børn, og var ludfattig efter vores målestok – tænk at føle sådan et ansvar for en rig turist? Andre handlende på gaden stoppede de andre yogier – genkendelige på deres yogamåtter – og tilbød deres hjælp; de ville alle gerne bringe mig mad, vand – alt muligt. Folk stoppede mig hvor de så mig, og spurgte hvad der var sket; mere end én foldede hænderne og bad om undskyldning på Indiens vegne for det der var sket. Jeg har aldrig oplevet en sådan omsorg.

Det løste jo desværre ikke problemet, for jeg har heller aldrig haft så mange smerter, og været så begrænset i min bevægelighed. Jeg var simpelthen forkrøblet, sov max. 45 minutter i træk, og vågnede tudende af smerte. Og dagen kom jo hvor alle mine og de indsamlede panodiler var væk, og jeg var fuldstændig panisk for hvordan jeg skulle komme igennem natten. Jeg var PISirriteret på min læge, der bare tilbød noget snusket olie jeg kunne smøre mig ind i, og han påstod hårdnakket at det kunne trænge igennem huden og virke smertestillende. Men HA! Den ville I heller ikke tro på, vel? Jeg blev masseret med olien på klinikken, og gik også lindret derfra, men det tilskrev jeg massagen og alt muligt andet. Men midt om natten stod jeg alligevel op og smurte mig ind, halvt i desperation, halvt i trods: så kunne jeg se lægen i øjnene og erklære at hans kvaksalverurtehelvede ikke virkede. Bortset fra at det gjorde det. Trods min ukærlige pjasken olie på, kunne jeg mærke smerterne tage et skridt tilbage. Tro mig når jeg siger, at der ikke var nogen tro til at flytte de bjerge: ingen kunne have været mere overrasket end jeg.

Det hjalp på tilliden til lægen og gjorde mig mere modtagelig da han 12 dage efter ulykken begyndte at tale om at manipulere mit hoved på plads. Jeg var skrækslagen, panisk bange for at det skulle gå galt så jeg ville ende i kørestol, men i løbet af det næste døgns tid lod jeg mig overtale. Det var åbenlyst at der sad noget i klemme som ikke lod sig nulre på plads med massage og olie, og jo længere det fik lov til at sidde, jo større var risikoen for varige skader, døde nerver, atrofieret væv ... alt muligt grimt. Summa summarum gik jeg med til det. Jeg havde en klar fornemmelse af at det selvfølgelig var farligt, men på den anden side også indebar muligheden for at blive helt god igen. Hvis jeg lod være, ville jeg nok blive ved med gradvis at få det bedre, men aldrig blive helt god igen.

På det tidspunkt kunne jeg stadig ikke ligge fladt, hverken på ryg eller mave, så manipulationen foregik med mig siddende på en skammel, og med lægens muskuløse assistent, Mohan, der var ud af junglebehandlerslægt i mange generationer, stående bag mig med en hånd om min hage og en om min isse. Foran mig stod lægen, tapsvedende, og talte til ham på malayalam, det lokale sprog. Jeg spurgte hvad han sagde, og lægen svarede: ’Jeg spørger ham om han er klar over at han holder min fremtid og mit levebrød i sine hænder’. Jeg forstod selv svaret: Mohans altid selvsikre ’Yes, Doctor’. Han lirkede så hurtigt med mit hoved, mens jeg sad stortudende, overbevist om at jeg aldrig ville kunne slappe af, og garanteret spænde imod midt i bevægelsen og dermed brække nakken på mig selv. Men han fangede en brøkdels afslapning og bragede mit hoved 90 grader til den ene side. Det var simpelthen ulykken om igen, fornemmelsen af at få stød på stød, og den alt for høje lyd inde i hovedet. Han strakte min arm på plads, og stillede sig hurtigt klar, og gentog bevægelsen til den anden side, med samme effekt. Men med en yderligere virkning: det føltes som om han havde slået et æg med kropstemperatur ud på min ryg, der løb ned ad den, og blev optaget af min hud. Mohan kaldte helt overgearet på lægen, der løb om bag mig, og jeg mærkede deres fingerspidser på min ryg, der nærmest fulgte ’æggesporene’ ned ad ryggen. ’It’s being absorbed. It’s disappearing’ hørte jeg min læge sige, og de så det jeg følte: en knude der blev løst, en hævelse der på ingen tid blev genoptaget af kroppen.

Jeg var fuldstændigt chokeret, og kan ikke gøre rede for de næste 24 timer, men derefter ved jeg at 90 % af mine smerter var væk. Min venstre arm manglede styrke og bevægelighed og jeg rystede på hånden, men mit hoved sad lige, og jeg kunne dreje det med forsigtighed. En uge senere blev jeg fløjet hjem på første klasse, jeg flyttede ind hos min mor og boede hos hende i tre måneder og fik hjælp med daglige olieindsmøringer, hun luftede min hund, lavede min mad og redte min seng, så jeg kunne koncentrere mig om mit nye (!) arbejde, hvor jeg efter planen startede efter min ’ferie’ med halskrave, smurt ind i karrylugtende olie. Jeg er dem stadig taknemmelig for hvor pænt de tog imod mig.

Ulykken var i januar, jeg flyttede hjem til mig selv til påske, og jeg var biografen første gang i juli; det var først der, jeg kunne sidde så længe uden nakkestøtte, og ikke behøvede gå i seng lige efter arbejde. Jeg prøvede lidt yoga og svømning i efteråret, men måtte opgive, og tog tilbage til Indien den følgende januar til et intensivt behandlingsforløb hos mine læger. Og siden har jeg haft det godt, og jeg har ingen mén i dagligdagen. Jeg kan mærke min nakke, og der er yogastillinger jeg undgår, men jeg vil alligevel betegne mig selv som helt helbredt og sund og rask. Faktisk et nyt og bedre menneske. Jeg har som yngre hadet min krop, og behandlet den som en belastning der var ude på at gøre livet surt for mig: så var den sulten, så var den tyk, så var den grim, så var den træt. Jeg har nok betragtet min krop som noget jeg havde, og ikke noget jeg var. Jeg har behandlet den som en alt for streng forælder behandler sit ulykkelige barn, der blot forsøger at få sine rimelige behov opfyldt: med foragt og ringeagt. Men jeg er min krop så inderlig taknemmelig for den restitution den overkom efter ulykken – i mine tanker havde jeg allerede set et liv som handicappet i øjnene – at jeg nu elsker den – mig – helt og fuldt. Petitesser som grå hår og brede lår skal ikke skille os ad, og min krops og sinds fredelige sameksistens er et punkt på dagsordenen hver eneste dag.

Så overskriften kunne også have været ’Intet er så galt det ikke er godt for noget’ eller ’Alt hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere’. Som en lækker lille ekstragevinst syntes jeg også at det var nemt at føde min datter da jeg nåede så langt – jo, det gjorde ondt, men det kunne være meget værre. Smerte er jo blot et sanseindtryk (sagde hun højrøvet; bær over med mig, der er en pointe), som mentalt ikke er umuligt at håndtere. Frygt, derimod, er langt sværere at håndtere, og smerten kan, når den er uvant, gøre én bange. Man tror at det er smerten man ikke kan håndtere, men det er følelsen af frygt; det er bare nemmere at give sanseindtrykket - smerten - skylden, frem for følelsen - frygten. Men hvis man kan give slip på sin frygt, og sige til sig selv ’Jeg kommer igennem det her’ – gør det meget mindre ondt. Jeg garanterer.

... when you’re weary
feeling small
when tears are in your eyes
I will dry them all ...

9 kommentarer:

Suzy Q sagde ...

God post, SHA.. Meget gavmildt af dig at fortælle den historie.
Og mht til kroppen: Jaja men du har jo også en TOPNAJS hot-body to begin with! ;)

Ulla sagde ...

Tak for en god og tankevækkende historie. Dem er der ikke så mange af i omløb.

Anonym sagde ...

Tak. Kloge ord. Dem tager jeg til mig.

Suzy-Hang-Around sagde ...

Selv tak, alle tre. I er en dejlig læserskare.
@ Suzy Q: Topnajs? Du er næsten endnu mere positiv over for min krop end jeg selv er ;-) Det må være afsmitningen af at blive set gennem dine smukke øjne :-)

Suzy Q sagde ...

SHA: Åhr hold op *rødme*

Åhr hvad.. Var jeg lige... tøset??

:D

Anonym sagde ...

Sikke en benhård historie. Men oven på en benhård dag (sådan "fyrede kolleger på arbejdet"-hårdt, ikke "jeg har lidt ondt af mig selv og vil have chokolade"-agtigt) var det dejligt at høre, at selv når tingene ser sortest ud, kan der komme noget godt ud af dem i sidste ende. Det lyder måske banalt, men min ironi er også løbet tør for batteri, og jeg håber bare opladeren dukker op snart.

Anonym sagde ...

WAUW! Til både oplevelse og beskrivelse. Og vil prøve at give min krop en chance fra nu af...

Anonym sagde ...

Auavavav, troede jeg havde oplevet smerte, men den kuldegyser der tager da prisen! Fik det direkte dårligt samtidig med varm fornemmelse i nakke under gåsehud af at læse og hjertebanken ved forestillingen om dit hovede i unaturlig fastlåst stilling. Og så den der lyd. Gru! Og alene i et 3. verdensland. Men tak alligevel for en meget meget det-løber-mig-koldt-ned-ad-ryggen medrivende beretning. Havde det på fornemmelsen, men du er s'gu sej!

Suzy-Hang-Around sagde ...

@ Q: Stakkels dig, håber det lysner, og at du også finder dig selv styrket af oplevelsen.
@ Julie og Z: Tak :-) Og ja, det er jo netop det, der er balanceakten, ikke? Man skal være så sej at livet ikke knækker en, men ikke så sej og hård at man knækker sig selv.