Hvor mange kameler skal jeg koste?

Jeg har tidligere udstukket mine principper om at tale ordentligt om min datters far, og jeg kan med tilfredshed konstatere at han åbenbart har taget samme beslutning om mig. Derom nærmere nedenfor. Hvilket måske ikke overrasker i disse tider, hvor det er helt almindeligt at være bollevenner, blive gravide, blive gift, blive skilt og så alligevel fejre jul sammen i al evighed pga. det fælles barn, men det var altså ikke vores scenarie. Som den hensynsfulde blogger jeg er, skal jeg – igen – spare jer for de hjerteforblødende detaljer, og springe direkte til afslutningen: Vi skiltes bestemt ikke som venner, fælles jul kommer aldrig på tale, og der var en lang periode hvor tonen var rigtig grim. Fra hans side.

Men selvfølgelig normaliserer alting sig, og pludseligt en dag var han helt menneskelig at have med at gøre, og det viste sig at det var fordi han havde fået en kæreste. Lad os kalde hende Fiona. Skønt for dem og nemmere for mig grundet hans nu mere stabile humør. Og pludselig hører jeg henførte historier om hvor hyggeligt de tre har det, Datterfar, Fiona og Fionas eks, Højtuddannede Holger, og døren bliver også åbnet for min inklusion i det varme sociale fællesskab. Der er slet ingen ende på hvor meget Højtuddannede Holger og jeg har til fælles. Jeg VED at det er fordi Datterfar godt ved, at han behandlede mig under lavmålet, men han er ude af stand til at sige undskyld. Så hvis vi nu kan være sammen under hyggelige former, kan han og resten af verden tro at vi skiltes i god ro og orden, uden at det koster ham noget. I synes sikkert at jeg er en strid strigle når jeg ikke vil, men det bliver ikke med mig som Ofelia. Jeg kan godt opføre mig ordentligt, men jeg er ikke sammen med ham for min fornøjelses skyld. Fornøjelse og han kan ikke være i samme rum. Før han har sagt undskyld.

Vil I ikke derfor dele min overraskelse da jeg læser dette i en almindelig mail om de sædvanlige praktiske samkvemsdetaljer?

"Og så en sidste ting, og det er ikke for at blande mig eller noget, men nu jeg er efterhånden blevet spurgt ret mange gange om jeg ikke vil sende et billede af dig til Højtuddannede Holger, men jeg har ikke villet gøre det uden dit samtykke, og har i øvrigt ikke ønsket at blande mig i det, men sagen er at han tit spørger ret interesseret til dig, og at jeg i tidernes morgen fik sagt lidt for mange interessante ting om dig til ham til at han kan glemme det."

Jeg kan godt huske hvordan han talte TIL mig lige før det han kalder tidernes morgen – ikke pænt. Meget aparte så at bruge energi på at tale pænt OM mig. Men jeg forstår ham ikke, har aldrig gjort det, og har skilsmissen der beviser det. Jeg svarede pænt tak for den nydelige omtale, men nej tak til yderligere kontaktformidling, og ville kun billige udlevering af billede der kunne få Højtuddannede Holger til at miste gejsten for projektet. Guderne skal vide at Datterfar har masser af dårlige billeder af mig.

... I’m looking through you
where did you go?
I thought I knew you
What did I know? ...

Lille verden

Jeg var på date med en netkontakt forleden. Vi havde skøn cyberkemi, han var begavet, humoristisk, velformuleret og interesseret på den fede måde. Jeg skal spare jer for de mest penible detaljer, men lad mig afsløre at han søgte en elskerinde, og jeg kunne faktisk også snildt bruge en elsker.

Han fortalte tidligt at han så dårligt, hvilket i løbet at et par mails blev til en indrømmelse af at han var blind. Hm. Altså, handicappet er jo ikke et plus, men han var simpelthen så overskudsagtig og indbød slet, slet ikke til medlidenhed. Og det strejfede mig at det måske kunne være meget skønt at blive set med et par hænder i stedet for er par øjne. Han sendte et billede, hvor han stod i solbriller og så ret lækker ud, men han kunne selvfølgelig ikke bruge et billede af mig til noget og bad om en beskrivelse. Det var bare topsvært! Opmærksomme læsere vil vide at jeg sætter en ære i ikke at svine mig selv og mit udseende til, men selvfølgelig har jeg blokeringer for selvros. Det tog bare hundrede år at skrive fire sætninger som 1. var sande, 2. var positive og 3. jeg kunne være bekendt. Men han tog godt imod den, og selvfølgelig skulle vi mødes. Vi drak en kop kaffe hos ham, og han var alt det gode som hans breve havde været. Havde charme og var nem at tale med. Ja, I kan vel næsten høre hvor det bærer hen? SELVFØLGELIG tændte jeg ikke på ham. Hvis mit hoved skulle bestemme, havde jeg været på lige der. Men min krop er bare pissefordomsfuld og reaktionær. ’Vi kan ikke få øjenkontakt. Så er han nok ikke til at stole på. Hans hænder bevæger sig famlende. Han mangler nok maskulin autoritet.’ For fanden, manden er BLIND, hvad havde du forventet? ’Jeg er ligeglad. Jeg ved hvad jeg kan lide, og HAN er for fremmed.’ Jeez! Altså, hvis jeg havde vidst at jeg skulle skamme mig over min krops – manglende – reaktioner, havde jeg selvfølgelig ikke spildt mandens tid.

Nå, vi havde en fin samtale om det telefonisk et par dage senere, jeg fortalte sandheden, vel vidende at det lød som en let tilpasset det-er-ikke-dig,-det-er-mig, og han tog det super. Typisk. Flink, flink fyr. Men ok, det var jo heller ikke verdens største knæk jeg tilføjede ham, vi havde bare mailet en uge, og tilbragt to timer og en kop kaffe sammen. Har jeg ikke også ret til at forlange animal attraction til en elsker?

I går sad jeg og refererede forløbet for en veninde, der ret hurtigt fik et pudsigt udtryk i ansigtet og spurgte ’Sig mig, hed han Zacharias Topolowsky?’ (jeg har anonymiseret navnet lidt), og JA, det gjorde han. Det viser sig at vi har en masse fælles venner, og at vi har været til mange af de samme arrangementer, bare ikke på samme tid eller i samme omgang. Hvilket gør ham til upassende elskermateriale i min bog. Så måske var min krops instinkter ikke så tossede alligevel. Håber diskriminatoren ...

... you told me again you preferred handsome men
but for me you would make an exception ...

Ulykken der ændrede mit liv

Arj, SHA, gider du lige være melodramatisk? Ja, faktisk. I dag har jeg tænkt mig at være helt ærlig og straight, og har stukket selvironien i opladeren. Den vender forhåbentlig frisk og supercharget tilbage.

Jeg har tidligere nævnt at en bølge brækkede min nakke, og Leto spurgte hvordan. Det var en vild oplevelse, som stadig fylder meget i mit hoved, så det passer mig fint at skrive om det. Så meget desto mere pga. de vidtrækkende konsekvenser som ulykken fik.

Jeg var i Indien, i et tropeparadis med bountystrand, men var blevet træt af at blive hustlet af sælgerne på stranden. Man blev konstant tilbudt sololie, frugt, håndlavede kort, strandmåtter, solbriller yadayadayada. Og gamle tricks som at være opslugt af en bog, eller lade som man sov – eller sove for den slags skyld – virkede bare slet ikke. De høflige klappede en på skulderen, de mindre høflige puffede til ens ben med deres fod. Venstre hånd er som bekendt uren, men der er åbenbart ikke noget galt i at berøre fremmede med sin langt fra rene fod. I vil derfor måske forstå at jeg gik til den næsten mennesketomme nabostrand, vel vidende at dens sindssyge strømforhold gjorde den farlig at bade fra. Pyt, jeg behøvede ikke svømme, jeg ville bare have fred. Vi var vel en 10 mennesker derovre, vandet var ok roligt, og der var flere der badede. Jeg gik bare ud og dyppede mig når jeg fik det for varmt. Problemet med stranden er, at der lynhurtigt bliver dybt, og at bølgerne derfor brækker tæt på land – måske bare fem meter ude. Da jeg er på vej ind fra mit tredje dyp, fornemmer jeg en bølge bag mig, kigger tilbage og ser på dens størrelse at den vil brække lige bag mig, og skubbe mig blidt i land, så jeg vender ryggen til den og fortsætter indad. Det næste der sker, er at jeg lige når at tænke ’Hov! Jeg hører den ikke brække’, da jeg mærker den løfte mig, mine ben forlader sandbunden, og jeg bliver båret ind mod land, bliver tippet mere og mere vandret, og til sidst slamdunket ned i sandet med hovedet først. Jeg rammer med den ene tinding, så hovedet bliver tvunget til siden, jeg mærker min ene skulder INDE i mit øre, og hører en grim knasende lyd bag i kraniet. Det er en såkaldt ’freak wave’, meget større end de foregående. Jeg bliver skruet ned i sandet af bølgen der stadig raser sin styrke ud ned over mig. Jeg havde kun fået ét råd om det farlige vand, og det var ikke at puste ud hvis jeg blev fanget i en bølge; hvis man har luft i lungerne, kommer man op til overfladen igen. Og jeg kunne sagtens mærke at det ville være spild af luft at prøve at kæmpe mig fri af bølgen, så jeg ventede bare til den ENDELIG rullede tilbage, fik fat i bunden med knæene og kravlede op på stranden. Der var andre mennesker længere henne ad stranden, men ingen der havde registreret fare. Jeg må have lignet en lidt hasarderet bodysurfer, og dem er der mange af.

Jeg har aldrig mærket noget lignende i min krop, det var som om det lynede fra min nakke ned i fingerspidserne i venstre hånd og tilbage igen, og gav albuestød i alle led på vejen. Jeg kunne godt bevæge arm og hånd, men kun lidt, og mit hoved sad fast på skrå. Jeg smed mig på mit tæppe og ventede på at det skulle fortage sig, men det gjorde det ikke rigtigt, så efter at have samlet kræfter en tre kvarters tid, kom jeg op og gik tilbage mod byen for at få hjælp. Eller trippe er nok mere rammende; mine skridt var ikke mere end en fod lange.

Jeg blev anbefalet en ayurvedisk læge, altså en læge uddannet i Indiens ældgamle naturmedicin. Og jeg kan godt love jer, at det ikke var med min gode vilje at han stod for behandlingen, men det var hvad der var. Jeg måtte simpelthen acceptere at en strandhytte uden vægge og med bananbladstag var stedets mest kompetente klinik. Jeg kom i kontakt med mit forsikringsselskabs læge i Danmark, og blev med hans velsignelse henvist til nærmeste specialist og scanning når jeg var stærk nok til at køre de 20 km i taxa et par dage senere. Scanningen viste brud på øverste nakkehvirvel og forrykket disk mellem femte og sjette ryghvirvel, hvilket er der hvor den store nerve går ned i armene, så den sad altså i klemme. Specialisten talte med den danske læge, og de var enige om at det ville være uforsvarligt at flyve mig hjem, min tilstand skulle stabiliseres på stedet. Dernede kan man ikke ligge på hospitalet uden familie. Hospitalet yder medicinsk behandling, men du er afhængig af familiemedlemmer til at sørge for mad, vask, skift af sengetøj – al anden pleje. Så jeg blev fragtet tilbage til badebyen, hvor alle jeg kendte stod på hovedet for at hjælpe mig. Jeg havde været på yogakursus, og to af mine medkursister satte hver formiddag af til at komme med morgenmad og underholde mig. Derefter var jeg hos lægen det meste af eftermiddagen, og om aftenen kom en dansk pige, som jeg også kun havde mødt dernede, og hjalp mig med at blive vasket og andet praktisk. Jeg havde været nødt til at flytte til et bedre hotel, der dog stadig ikke havde varmt rindende vand, så udlejeren fra mit første hotel, en lille splejset fyr på 16 eller deromkring, slæbte hver dag to kæmpe spande varmt vand op til mit værelse, fordi koldt vand giver sammentrækninger, og det var ifølge lægen meget uhensigtsmæssigt. Hvilket jeg gerne tror, sammentrækningerne var i hvert fald SUPERsmertefulde. En indisk massør jeg havde brugt inden ulykken besøgte mig, og spurgte om jeg kunne klare det med pengene, nu jeg skulle blive længere end planlagt. Altså, han havde selv to børn, og var ludfattig efter vores målestok – tænk at føle sådan et ansvar for en rig turist? Andre handlende på gaden stoppede de andre yogier – genkendelige på deres yogamåtter – og tilbød deres hjælp; de ville alle gerne bringe mig mad, vand – alt muligt. Folk stoppede mig hvor de så mig, og spurgte hvad der var sket; mere end én foldede hænderne og bad om undskyldning på Indiens vegne for det der var sket. Jeg har aldrig oplevet en sådan omsorg.

Det løste jo desværre ikke problemet, for jeg har heller aldrig haft så mange smerter, og været så begrænset i min bevægelighed. Jeg var simpelthen forkrøblet, sov max. 45 minutter i træk, og vågnede tudende af smerte. Og dagen kom jo hvor alle mine og de indsamlede panodiler var væk, og jeg var fuldstændig panisk for hvordan jeg skulle komme igennem natten. Jeg var PISirriteret på min læge, der bare tilbød noget snusket olie jeg kunne smøre mig ind i, og han påstod hårdnakket at det kunne trænge igennem huden og virke smertestillende. Men HA! Den ville I heller ikke tro på, vel? Jeg blev masseret med olien på klinikken, og gik også lindret derfra, men det tilskrev jeg massagen og alt muligt andet. Men midt om natten stod jeg alligevel op og smurte mig ind, halvt i desperation, halvt i trods: så kunne jeg se lægen i øjnene og erklære at hans kvaksalverurtehelvede ikke virkede. Bortset fra at det gjorde det. Trods min ukærlige pjasken olie på, kunne jeg mærke smerterne tage et skridt tilbage. Tro mig når jeg siger, at der ikke var nogen tro til at flytte de bjerge: ingen kunne have været mere overrasket end jeg.

Det hjalp på tilliden til lægen og gjorde mig mere modtagelig da han 12 dage efter ulykken begyndte at tale om at manipulere mit hoved på plads. Jeg var skrækslagen, panisk bange for at det skulle gå galt så jeg ville ende i kørestol, men i løbet af det næste døgns tid lod jeg mig overtale. Det var åbenlyst at der sad noget i klemme som ikke lod sig nulre på plads med massage og olie, og jo længere det fik lov til at sidde, jo større var risikoen for varige skader, døde nerver, atrofieret væv ... alt muligt grimt. Summa summarum gik jeg med til det. Jeg havde en klar fornemmelse af at det selvfølgelig var farligt, men på den anden side også indebar muligheden for at blive helt god igen. Hvis jeg lod være, ville jeg nok blive ved med gradvis at få det bedre, men aldrig blive helt god igen.

På det tidspunkt kunne jeg stadig ikke ligge fladt, hverken på ryg eller mave, så manipulationen foregik med mig siddende på en skammel, og med lægens muskuløse assistent, Mohan, der var ud af junglebehandlerslægt i mange generationer, stående bag mig med en hånd om min hage og en om min isse. Foran mig stod lægen, tapsvedende, og talte til ham på malayalam, det lokale sprog. Jeg spurgte hvad han sagde, og lægen svarede: ’Jeg spørger ham om han er klar over at han holder min fremtid og mit levebrød i sine hænder’. Jeg forstod selv svaret: Mohans altid selvsikre ’Yes, Doctor’. Han lirkede så hurtigt med mit hoved, mens jeg sad stortudende, overbevist om at jeg aldrig ville kunne slappe af, og garanteret spænde imod midt i bevægelsen og dermed brække nakken på mig selv. Men han fangede en brøkdels afslapning og bragede mit hoved 90 grader til den ene side. Det var simpelthen ulykken om igen, fornemmelsen af at få stød på stød, og den alt for høje lyd inde i hovedet. Han strakte min arm på plads, og stillede sig hurtigt klar, og gentog bevægelsen til den anden side, med samme effekt. Men med en yderligere virkning: det føltes som om han havde slået et æg med kropstemperatur ud på min ryg, der løb ned ad den, og blev optaget af min hud. Mohan kaldte helt overgearet på lægen, der løb om bag mig, og jeg mærkede deres fingerspidser på min ryg, der nærmest fulgte ’æggesporene’ ned ad ryggen. ’It’s being absorbed. It’s disappearing’ hørte jeg min læge sige, og de så det jeg følte: en knude der blev løst, en hævelse der på ingen tid blev genoptaget af kroppen.

Jeg var fuldstændigt chokeret, og kan ikke gøre rede for de næste 24 timer, men derefter ved jeg at 90 % af mine smerter var væk. Min venstre arm manglede styrke og bevægelighed og jeg rystede på hånden, men mit hoved sad lige, og jeg kunne dreje det med forsigtighed. En uge senere blev jeg fløjet hjem på første klasse, jeg flyttede ind hos min mor og boede hos hende i tre måneder og fik hjælp med daglige olieindsmøringer, hun luftede min hund, lavede min mad og redte min seng, så jeg kunne koncentrere mig om mit nye (!) arbejde, hvor jeg efter planen startede efter min ’ferie’ med halskrave, smurt ind i karrylugtende olie. Jeg er dem stadig taknemmelig for hvor pænt de tog imod mig.

Ulykken var i januar, jeg flyttede hjem til mig selv til påske, og jeg var biografen første gang i juli; det var først der, jeg kunne sidde så længe uden nakkestøtte, og ikke behøvede gå i seng lige efter arbejde. Jeg prøvede lidt yoga og svømning i efteråret, men måtte opgive, og tog tilbage til Indien den følgende januar til et intensivt behandlingsforløb hos mine læger. Og siden har jeg haft det godt, og jeg har ingen mén i dagligdagen. Jeg kan mærke min nakke, og der er yogastillinger jeg undgår, men jeg vil alligevel betegne mig selv som helt helbredt og sund og rask. Faktisk et nyt og bedre menneske. Jeg har som yngre hadet min krop, og behandlet den som en belastning der var ude på at gøre livet surt for mig: så var den sulten, så var den tyk, så var den grim, så var den træt. Jeg har nok betragtet min krop som noget jeg havde, og ikke noget jeg var. Jeg har behandlet den som en alt for streng forælder behandler sit ulykkelige barn, der blot forsøger at få sine rimelige behov opfyldt: med foragt og ringeagt. Men jeg er min krop så inderlig taknemmelig for den restitution den overkom efter ulykken – i mine tanker havde jeg allerede set et liv som handicappet i øjnene – at jeg nu elsker den – mig – helt og fuldt. Petitesser som grå hår og brede lår skal ikke skille os ad, og min krops og sinds fredelige sameksistens er et punkt på dagsordenen hver eneste dag.

Så overskriften kunne også have været ’Intet er så galt det ikke er godt for noget’ eller ’Alt hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere’. Som en lækker lille ekstragevinst syntes jeg også at det var nemt at føde min datter da jeg nåede så langt – jo, det gjorde ondt, men det kunne være meget værre. Smerte er jo blot et sanseindtryk (sagde hun højrøvet; bær over med mig, der er en pointe), som mentalt ikke er umuligt at håndtere. Frygt, derimod, er langt sværere at håndtere, og smerten kan, når den er uvant, gøre én bange. Man tror at det er smerten man ikke kan håndtere, men det er følelsen af frygt; det er bare nemmere at give sanseindtrykket - smerten - skylden, frem for følelsen - frygten. Men hvis man kan give slip på sin frygt, og sige til sig selv ’Jeg kommer igennem det her’ – gør det meget mindre ondt. Jeg garanterer.

... when you’re weary
feeling small
when tears are in your eyes
I will dry them all ...

Netdating

Jeg var til det der datingarrangement i går, sagde hun hemmelighedsfuldt. Nå, det er jo umuligt at skrive om det hvis det skal være så deep undercover, så lad mig bare afsløre at det drejede sig om en såkaldt running dinner. Nå, var det ikke andet!, siger de tålmodige, men lidt skuffede, bloglæsere, hvorfor var hun så bekymret for det? Jammen, det var jeg altså bare. Jeg har en blokering ... en modstand ... over for at kirsten gifteknive for mig selv via nettet. Min selvrespekt har svært ved at sluge at det skulle være nødvendigt. So sue me.

Men det var rigtig sjovt. Suuuuuuuperafslappet, og slet ikke lagt an som Det Store Scorehelvede. Meget mere som en vellykket bytur, hvor man møder alle mulige mennesker der bare – hey! – er jævnaldrende, single og i forbløffende grad samme type som en selv. Jeg havde verdens flinkeste date, som havde prøvet det mange gange før, og han førte mig omsorgsfuldt og belevent gennem hele processen. Pæn var han også. Nej, der var ingen gnist til mere, hvis der var nogen der sad og håbede på saftige detaljer, men jeg havde en rigtig god aften, og jeg tror ikke det bliver min sidste running dinner.

Der er bare den forhindring, at der er langt flere kvinder end mænd der melder sig til disse running dinners, og da man selvfølgelig skal have en date, ryger man som kvinde gerne på venteliste. Jeg kom kun med i går ved at lægge hus til en hovedret – lidt ekstra mileage i at bo centralt. Der var nogen der fortalte at der til festen i går, som talte ca. 300 par, var yderligere 150 kvinder på venteliste. Det er da lidt pudsigt at der skal være sådan en forskel på hvad kønnene synes er en vellykket kontaktform, ikke? Jeg har nemlig også netop, i forbindelse med min netdatinggrundforskning, fundet ud af at der på scor.dk er fem mænd pr. kvinde. Det er selvfølgelig ikke umuligt at vi, kønnene, vitterligt vil forskellige ting, altså opnå forskellige resultater (groft kogt ned til forpligtende kontra uforpligtende sex), men det er lidt forstemmende at tænke på at vi muligvis arbejder mod samme resultat, men bare er så uenige om metoden at vi aldrig møder hinanden.

Konklusionen er at det trods alle mine forbehold er ok at netdate. Uafhængigt af HVAD resultatet rent faktisk bliver, er der en rar følelse i processen af at man har nogle muligheder. Sådan lidt ubestemmelig forår-i-luften-fornemmelse. Det ukendte, med al sit potentiale og alle sine farer, trækker jo – i hvert fald i mig.

... völlig losgelöst
von der Erde
schwebt das Raumschiff
völlig schwerelos ...

Pandora

Der er altid noget godt at hente hos AnetQ, og jeg skal være hende evigt taknemmelig for Pandora. Og de flinke folk hos Pandora har gjort det umanerligt let at linke, så det har jeg fluks gjort - se rulleteksterne til højre. Tast en yndlingssang eller -kunstner, læn dig tilbage og dø af fryd over al den gode musik du får præsenteret, og som du ikke anede eksisterede. Og du behøver ikke gøre det let for dem. Jeg er fx ikke nogen stor Fleetwood Mac-fan, men synes de har lavet enkelte gode ørehængere, bl.a. Little Lies. Som tænkt, så tastet, og det kom der et forrygende musikudvalg ud af. Verden er genial.

... thank you for the music ...

Kolde fødder?

Holder den, den der med at man kun fortryder de ting man ikke gør, ikke dem man gør? Jeg vil nemlig meget gerne tro det, det virker så ... proaktivt. Ikke noget passivt offer over mig, nej. Jeg synes dog, at jeg adskillige gange tidligere har kastet mig ud i noget, der senere viste sig at være endog meget omkostningsfyldt. Det er egentlig rigtigt nok, at jeg ikke fortryder, men det kan også sagtens være fordi jeg ved, at det er omsonst.

Hvorfor al denne sjælegranskning? Det er såmænd pga. noget så banalt som netdating. Jeg har en RIGTIG dårlig oplevelse med kontakter via nettet med i bagagen, hvilket har gjort mig uvillig til at give mediet en ny chance, men jeg har i et stykke tid været frustreret over at have bylivet som primær kontaktflade til det modsatte køn. Mænd virker gerne ret ens i den verden af alkohol, røg og råbte samtaler. Eller lad mig sige det på en anden måde: Jeg kan have det dødsjovt i øjeblikket i nattelivet, men jeg kan ikke slå gnister der kan brænde videre i min dagligdag. Uanset hvor sjovt jeg har haft det, kan jeg sagtens undvære at se folk igen. Nu taler jeg om flirt og barsamtaler, ikke one-night-stands. De er droppet for længst, jeg synes de er en ussel kontakt.

Summa summarum har jeg lige dyppet en tå i netdatingpølen igen, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvordan jeg har det med det. Jeg har ingen mavefornemmelse, eller måske rettere flere: lige dele frygt og spænding, tror jeg, og konstante personlighedsspaltede skænderier med mig selv. Fornuftig-SHA siger ’Hvor dum kan man være? Hvor mange gange skal det gå galt før du lærer lektien?’ Intet er som bekendt så galt at en smule selvhad ikke kan gøre det værre. Og Handle-SHA siger ’Gør det nu, du er jo blevet klogere, ikke? Og du skal ikke lytte til Fornuftig-SHA, hun vil bare have dig til at sidde og blogge blodfattigt til du tørrer ind. Er en computer måske det, du helst vil have i hænderne?’ Æhm, nej ...

Men netdating er også lidt usselt, ikke? Kalkuleret, forretningsmæssigt, arrangeret ægteskabsagtigt, med dates der minder om jobsamtaler. Eller gør jeg det værre end det er? Nå, kvababbelser er futile, skødet er skrevet, og tvangsauktionen står i mit navn: jeg har en aftale på lørdag. Kryds fingre, tak.

... many's the time I've been mistaken
and many times confused
yes, and I've often felt forsaken
and certainly misused ...

Søndagsstatus

Nå, træerne vokser ikke ind i himlen - jeg var ikke mildere i går end jeg godt kunne hidse mig op over grampriets elendighed.

• Værterne – jeg kunne godt lide deres gennemmanuskriptede optakter, men synes ikke de leverede dem særligt godt. Det var som om de var nervøse og ikke nok inde i materialet, og det blev derfor aldrig naturligt i deres munde.
• Showet – pheeewww, hvor kan de feste i Jylland, hva’? Flemming Jensen, electric boogie og syngepiger med corsage uden på skjorten, det er bare cutting edge. Eller var cutting edge. I 1993 eller deromkring?
• Kunstnerne – altså, får alle for lidt? Det er et eller andet sted rart nok ikke at være den eneste, men det blev alligevel for meget at se så mange overstylede mænd smiske, blinke og flirte ind i kameraet. Og kvinderne var jo direkte pornoagtige, især den vindende solist, der nærmest fingerede orgasme, komplet med skrig og bævende læber. Gamle trætte SHA kan ikke klare mosten og den pornoficerede ungdom, suk.
• Musikken – jeg vil slet ikke begynde. Det absolutte lavpunkt er allerede strålende behandlet her.

Efter den mængde pailletter, pastelfarver, smisken og halvklodset skørtesus syntes jeg, at jeg trængte til lidt mandehørm i dag, og røg ind i de sædvanlige vanskeligheder grundet manglende mand. Så jeg nøjedes med at lave gennemtræk i lejligheden og derefter gå i bad, så der var pissekoldt og blæsende da jeg kom splitterfugtig ud af badet. Det var karsk og selvpinerisk og jeg kom i tøjet på 34 sekunder. Jeg kunne lige så godt have været en mand.

... no retreat, baby, no surrender ...

Fredagskylling og lørdagslyserød

Grundet minder fra sidste weekend havde jeg valgt alkoholiseret bytur fra, og lokket en ven til kaffe og bif. Men biffen blev vi nødt til at droppe pga. kærestekomplikationer hos ham, men så havde vi da rigtigt tid til at snarke, og han skulle coache mig ud af et arbejdsdødvande. Til det er stimulanser påkrævet, og så er det altså ynkeligt at opdage, at man er et pattebarn der kun kan tåle kaffe fortyndet 1:30 med sødmælk. Eller hvor forholdet nu ellers ligger for en single shot latte. Jeg måtte lade to tredjedele af min double shot latte stå, det var sørme for hård kost for min sarte babymave. SHA = skvat. Eller varig skade efter sidste weekends udskejelser.

Men en dag som i dag er det skønt at være en barnlig sjæl: Jeg har hygget med søster, gået tur i solskinnet med dejlig shufflemusik, købt fiine forårsblomster, spist årets første ParadIS (damn good, I tell you), og er nu på vej til melodigrampri hos venner. Charmen plejer at være at svine det fuldstændigt hæmningsløst til, og tage sig til hovedet over den tæerkrummende amatørisme, men jeg føler mig så mild og god og vennesæl, at det ikke skulle undre mig om jeg ender med at sidde med tårer i øjnene og glæde mig over ungdommens store musikalitet og de kække ungersvende fra Monkey Business.

... hun er en stjerne på et dansegulv
slår John Travolta i en rock’n’roll ...

Fårked op søgninger

Jeg ønsker, at alle finder hvad de søger her hos mig, men jeg sidder med en nagende fornemmelse af ikke at slå til. Hvad må fx disse brugere ikke tænke?

nøgen massøren – Nej, jeg er gerne nøgen til massage; min massør skal være påklædt. Det tætteste vi kommer på nøgen, er en massør i lændeklæde, kan han bruges?

hvad betyder booty call – Det er en opringning eller sms med ordlyd henad ’Hej, er du hjemme?’ eller ’Skal jeg ikke kigge forbi?’. Den er især karakteriseret af sin mangel på løfter, kærlighedserklæringer, ’jeg savner dig’ og den slags. Kan dog evt. indeholde komplimenter af seksuel karakter. Hensigten med opringningen/sms’en er uforpligtende sex, snarest muligt, tak. Booty calls figurerer hverken i mit liv eller på min blog for tiden, men læs mere her.

ung fyr boller modne kvinder – Nej, ikke her hos mig, jeg er meget ked af at skuffe dig. Min private tommelfingerregel er max. otte år yngre end mig. Og en mand der er otte yngre end mig, kan faktisk ikke karakteriseres som en ’ung fyr’. Læs dog gerne mere om unge elskere her.

hvad står de homoseksuelles flag for – Beklager, ved det ikke, har de et flag?

nøgne mænd – Nej, ikke nær så ofte som man kunne ønske.

billige undercover lamper – Tjek! Købte min hos lille lampepusher på Vesterbrogade, i hvert fald kr. 100,- billigere end Magasin/Illum.

kashmiruld – Tjek! Et yndlingsmateriale som jeg anbefaler helhjertet ved enhver anledning. Køb det, køb det. Lige så trøsterigt som modermælk, og meget nemmere at få fat på.

gudemåltid – Tjek! Et dagligt ønske, men dog ikke daglig realitet. Synes dog at der bydes på andet livsnyderi, så din søgen forhåbentlig ikke var forgæves.

find din indre skønhed – Se, nu nærmer vi os noget der interesserer mig meget, men som jeg næppe kan undervise i. Hvis du kom nærmere i din søgen, vil jeg betragte det som en stor succes for min blog. Men det er en svær en ...

en sekund är jag evig – Næh, endnu en poetisk sjæl? Velkommen.

profeten muhammad tegning – Ja, det er en lille perifer problematik, som jeg har taget op på min blog. Det var godt du fandt mig, da det ellers kan være svært at finde oplysninger om denne skæve sag.

john mogensen – Min gamle ven! Johns venner er mine venner!

suzy hang around – Jamen, ledte du ligefrem efter mig? Det varmer mit hjerte.

... så länge skutan kan gå
så länge hjärtat kan slå
så länge solen den glittrar på böljorna blå ...

Livsnyderi på farligt opadgående kurve?

Jeg nægter ikke mig selv noget. Alle slags lækkerier indtages taknemmeligt med alle sanser, når muligheden ellers er der. Jeg er bl.a. meget glad for varm kakao; det er da en ydmyg fornøjelse, som man kan lave uden partner eller andre svært tilgængelige ingredienser.

Problemet er bare livsnyderens kræsenhed. Når jeg nu jævnligt drikker varm kakao, sammenligner man uvægerligt kvalitet, og der er adskillige cafeer hvor jeg ikke kunne drømme om at bestille deres Scanomatfluidum. Eller opvarmet Cocio, bvadr. Næh, varm kakao nydes som ofte hjemme (dejligt beroligende efter sengelægningsritual med toårig), og det var ingen sag dengang jeg eksperimenterede mig igennem alle pulvermærker på markedet, og hvor luksusindslaget bestod i at udskifte halvdelen af vandet med mælk. Men der var ingen af dem der var gode, og i dag er jeg langt videre; varm kakao er desværre som resultat af min grundforskning blevet noget af et projekt (hvilket primært er Jeffrey Steingartens skyld): MAN TAGER først sin FOODPROCESSOR og kværner mørk chokolade af høj kvalitet til smulder. Man tager derefter 6 DL-MÅLET der hører til STAVBLENDEREN, fylder ca. 4 dl mælk i, og giver det 1½ minut i MIKROOVNEN. Man tilsætter derefter 3 spsk hakket chokolade, 2 spsk VALRHONA kakao og 1 spsk sukker. Endnu en gang 1½ minut i MIKROOVNEN, derefter en rum tid med STAVBLENDEREN (det er nu man bliver taknemmelig for ikke at have fyld dl-målet til randen). Vupti, varm kakao. Easy-peasy. Not. Selvom der rent faktisk er til to aftener. Værsgo at piske flødeskum hvis du har tålmodigheden og maskinparken til det. Ud over de nævnte køkkenmaskiner vil jeg mene at en opvaskemaskine er en nødvendighed, for denne lille aftensnack genererer lige så meget opvask som aftensmaden.

For øjeblikket giver jeg endnu et færdigprodukt en chance, Callebauts hundedyre chokoladeflager til opløsning i varm mælk (dvs. mikro er stadig nødvendig, kogekedel er ikke nok). Men det bliver altså grynet uden blender, så jeg bruger min bodumlignende mælkeskummer til at varme mælken i, og pumper derefter sien op og ned indtil chokoladen er splittet i atomer. Så selv om løsningen er mere low-tech end ovenfor beskrevet, er den stadig ikke helt frilandsmuseal.

Det plejer heldigvis at justere sig selv, at jeg kun MÅ HAVE min varme kakao sammenfaldende med min pms (sound familiar, anyone?), og så kan man leve med omstændeligheden, men jeg har åbenbart fået bændelorm. Er i hvert fald fuldstændig bundløs, trods overstået pms, og inhalerer alt sukkerholdigt jeg finder på min vej. Til det kunne man selvfølgelig sige ’Behersk dig, Suzy-Hang-Around!’, men læs så lige toppen igen. Jeg nægter ikke mig selv noget. Jeg forstår ikke askese og billiger ikke slankekure. Hm. Skal dette blive normalvægtige SHA’s famous last words?

... starfish and coffee
maple syrup and jam
butterscotch clouds, a tangerine
and a side order of ham ...

Hjemmearbejdsdag

Tillykke, Suzy-Hang-Around, for meget velvalgt hjemmearbejdsdag. Helt ideelt at sidde hjemme i velourdragt med taberhår en dag som i dag. Min eneste kontakt med elementernes rasen var den korte tur til min datters vuggestue i morges, men da var fygesneen bestemt heller ikke populær: ’AAAVVVV, Mor! Stikker øjnene!’ VRRÆÆÆLL *holder fortørnet knytnæverne op for ansigtet*. Mit ’Jamen, lille skat, vi er der om et øjeblik’ klingede for absolut døve øren. Som sædvanlig, fristes man til at tilføje.

Men lunt tilbage i hjemmesfæren benyttes lejligheden selvfølgelig til musik til arbejdet, dejlig afslappende Leonard Cohen til korrekturlæsningen. Hvilket fik mig til at tænke på det danske tribute-album ’På danske læber’, som jeg ikke har hørt længe. Og SÅ var det jeg blev inspireret til alle tiders spilleliste: Dubletter! Finde alle de numre jeg har i forskellige indspilninger, og lægge dem på spilleliste i rækkefølge, så jeg kan sammenligne, evaluere, finde forskelle, påskønne nytænkning. God ide, ikke? Værsgo, brug den bare, den er ikke copyrightet. Jeg har været lidt inklusiv, og fx taget Abbas Gimme, Gimme, Gimme med sammen med Madonnas Hung Up. Men de fleste er nu regulære genindspilninger af samme nummer, og som tak for inspirationen åbner den med Cohens Who By Fire, skarpt forfulgt af Olesen-Olesens Hvem i ilden. Jeg glæder mig til at sammenligne Simon & Garfunkel’s Sound of Silence med Anni-Frid Lyngstads En Ton av Tystnad. Jeg vidste heller ikke at Ray Charles havde indspillet S & G’s Bye Bye Love. Eller at Tom Jones havde indspillet Portishead’s All Mine. Jeg hører jævnligt Simply Red’s udgave af If You Don’t Know Me by Now, men det viser sig at jeg også har en med Harold Melvin & the Blue Notes – det er måske endda originalen? Og jeg skal grine lidt af Peter Belli og Dr. Hook der hulker sig igennem Sylvias Mor/Sylvia’s Mother, og nyde Prince’s gode, gamle When Doves Cry og derefter lade mig imponere af Quindon Tarvers udgave fra Baz Luhrmans Romeo & Juliet. Og høste net lille sidegevinst i form af genskabt kontakt til musik som jeg ved gennemlæsning af mit iTunes-bibliotek ikke aner hvad er – der er bare flere med samme titel. Måske får jeg helt nye favoritter?

... And who in her lonely slip?
Who by barbiturate?
Who in these realms of love?
Who by something blunt?
Who by avalanche?
Who by powder?
Who for his greed?
Who for his hunger?
And who shall I say is calling? ...

Der er ikke mere ingefær!

Uh, sjov bytur i går. Åh, hæslige tømmermænd i dag.

Jeg var ude med to venner i går, gamle venner som jeg har kendt i tilsammen 39 år. Vi spiste tapas på et skønt sted, og jeg var SÅ meget i stødet til det. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst var på restaurant, og jeg følte mig i den grad i luksusunderskud, og nød derfor helt uhæmmet bare at pege rundt på kortet: ’Sådan en ... og den ... og den ... og et lille glas ... og et stort glas ...’ Helt forrygende.

Vi stod senere på Leopolds, og jeg hørte min veninde spørge ham den slikkede fyr hun talte med: ’Rider du? Så du kan gøre sådan her med benene?’, mens hun skrævede som en anden John Wayne, og jeg nåede lige at tænke ’Helt ærligt! Tag dig sammen på charmefronten! Han gider sgu da ikke snakke om heste, og den der positur er altså ikke klædelig’ da han efterlignede hendes bevægelser, og fik hendes håndtaske svunget lige i tekstilerne. Av. Det viste sig at han havde været provokerende, og at min veninde havde svunget håndtasken på flere forurettede kvinders vegne, og de jublede taknemmeligt. Han overlevede – kun en lille taske, og hun ramte ikke rent.

Jeg talte først med flot fyr, siden med sød fyr, som fik mit telefonnummer, og det er hvad referat jeg orker. Jeg har det SÅ dårligt, og der er ikke mere ingefær! Så her sidder jeg med udulmet tømmermandskvalme, og prøver at tage mig sammen til at gå på gaden, dog foreløbigt uden held.

... love is like a bottle of gin
but a bottle of gin is not like love ...

Kan ikke holde fingrene fra hvepsereden

Debatten om Muhammedtegningerne er på mange måder træls, men jeg MÅ deltage. Bl.a. fordi at selvom debatten raser i blogland, har jeg ikke fundet nogen at tilslutte mig.

Lad os lige få begreberne sat lidt på plads: Der findes nedskrevne regler, som vi kalder love, og hvis man bryder dem, bliver man typisk straffet via det juridiske system, i Danmark domstolene. Der findes uskrevne regler, som kaldes mange forskellige ting, og hvis man bryder dem bliver man typisk straffet socialt, og det kan enhver gøre. Det står os alle frit for at undgå mennesker, hvis opførsel vi ikke billiger.

Vi er enige om at Jyllands-Posten ikke har brudt loven, ikke sandt? Det, de har gjort, er fuldt lovligt i Danmark. Fint nok at man ikke må afbilde Muhammed i fx Saudi-Arabien; et tilsvarende forbud findes ikke i Danmark. Hver enkel suveræn stat fastlægger selv sine love. Forlanger vi, at andre lægger 25 % moms på deres detailhandel? At de transporterer deres slagtedyr under ordnede forhold? At deres detailhandel holder lukket om søndagen? Næh. Det er regler vi har valgt at håndhæve, fordi vi synes de er vigtige. Andre lande har ret til at lægge vægt på andre ting. Jyllands-Postens handling har altså ingen juridisk konsekvens.

Jyllands-Posten har muligvis brudt en uskreven regel som man kunne formulere ’du skal ikke unødvendigt krænke det, som andre anser for dyrebart’. Og det springende punkt er jo, om publiceringen af tegningerne tjente andet formål end at krænke muslimer, eller at tækkes avisens evt. islamfjendtlige læsere. Og det ved jeg ikke. Jeg synes ikke tegningerne er specielt grove, og jeg synes at alle koryfæer og hellige køer må gøre sig fortjent til deres privilegerede position ved at kunne tåle en debat. Jeg vælger at lade tvivlen komme Jyllands-Posten til gode, og gå ud fra at de publicerede tegningerne fordi de ønskede debatten, og ikke blot provokationen. Jeg vender tilbage til den sociale konsekvens.

Der er jo meget der betragtes som helligt rundt omkring, lad mig bruge de kendte, og ofte symbolsk benyttede, hellige køer i Indien som eksempel. Hvis man er rettroende hindu, må køer ikke slås ihjel, de må ikke engang flyttes mod deres vilje. Det gør vi her i landet. Bliver vi lagt for had eller boykottet af verdens mange hinduer den grund? Nej. De accepterer andre menneskers ret til ikke alene at krænke, men ligefrem dræbe, hellige symboler på deres religion. Et land kan vælge, at abort skal være lovlig, og at man ikke vil have dødsstraf. Et andet land kan vælge, at abort skal være ulovlig, og indebære dødsstraf ved stening. Man kan mene om disse regler, hvad man vil: Den suveræne stat har et sæt love der gælder inden for grænserne, ikke udenfor.

Tilsvarende er de uskrevne regler bundet til den kontekst i hvilken de er alment accepterede. I mange muslimske lande er det åbenbart en uskreven regel at religiøse symboler altid – ALTID – behandles med respekt. I Danmark er det en uskreven regel, at selv det, vi normalt behandler respektfuldt, gerne må latterliggøres eller behandles ironisk, fx for at tjene en politisk dagsorden, eller bare for et billigt grin. Det er en uskreven regel som vi ikke deler med ret mange andre i verden, og i den globaliserede verden er vi muligvis for lille et fællesskab til at opretholde den i det lange løb, men det ændrer ikke ved det faktum, at den eksisterer NU. Andre lande må gerne mene, at det er en åndssvag regel, men bør de ikke respektere vores ret til at være anderledes end dem? Vi forventer jo ikke at alle ligner os. Forventer vi at alle lande tilbyder seksualundervisning i skolerne? Statsbetalt lægebehandling? Salg af alkohol i nærmest alle butikker? Gode kår for cyklister i trafikken? Næh. Vi ved godt, at vi her har at gøre med kulturspecifikke enheder, som har en helt anden vægt i Danmark end de har andre steder i verden.

Så for at vende tilbage til mit udgangspunkt: Når Jyllands-Posten ikke har brudt loven, har danske domstole, statens dømmende magt, ikke noget at komme efter. Det betyder, at når statsledere som fx Hamid Karzai udtaler, at ’dette må ikke få lov til at gentage sig’, krænker han faktisk den danske stats suverænitet, for det skal han ikke bestemme. Noget helt andet er befolkningerne rundt omkring i verden: De er i deres gode ret til at give udtryk for deres krænkelse ved fx ikke at købe danske varer – den føromtalte sociale konsekvens. Selvfølgelig skal de ikke spise vores hedenske smør hvis det byder dem imod, og det er et problem dansk handel og industri må løse – regeringen må ikke gå ind i det. For så er de med til at hæve sagen op på det mellemstatslige plan, hvor den, efter min mening, ikke hører hjemme. Anders, du må gerne mødes med ambassadørerne, det synes jeg faktisk de uskrevne gæstfrihedsregler kræver, men du må ikke begynde at lefle i panik over et par mistede eksportkroner. Så vil alle jo med god ret sige, at danskerne er urimeligt ømme over deres egen Hellige Malkeko, og vil give køb på deres helligste principper for at sikre profeten Lurpaks udbredelse over hele verden.

... man binder os på mund og hånd ...

Minimalistisk blogging

Fordi jeg har svinetravlt med mit m. vigtige arbejde, hvor jeg selvfølgelig er m. uundværlig. Samtidig er jeg m. ansvarligt familiemenneske, der samlede de nærmeste til middag, m. overskudsagtigt rystet sammen efter arbejde. Men dagen startede også med en vitaminindsprøjtning: min toårige datter lagde ud med at omtale sin kusine som ’min rosin’, hvilket jeg har fniset over lige siden.

Har ikke engang tid til at høre musik ...

MyHeritage får ny chance – og blower den

Jeg har endelig selv, som andre af mine blogvenner, været inde på MyHeritage.com. Jeg hørte om dem for nogle måneder siden, da min altid næstekærlige søster fortalte, at hun havde kørt et (udmærket, synes jeg) billede af mig gennem maskinen, og mit bedste match var en israelsk tv-skuespiller. Mandlig, selvfølgelig. Ha ha ha. Ih, hvor vi grinede :-( Skyndte mig at glemme alt om dem, indtil i går, hvor deres allestedsnærvær i Blogland fik mig til at føle mig udenfor. Ok, dyb vejrtrækning, vi prøver med et andet billede:

50 % Audrey Hepburn – Hey, det er da ikke så skidt! Hvem ligner jeg ellers?
49 % Bing Crosby – Aj, hva’? Det kan I gøre bedre!
43 % Rudi Völler – NU styrer I jer!

Prøver *¤£$@#*& med et andet billede. Igen. Men jeg har jo ikke nogen; jeg har derimod 7 millioner billeder af min datter. Hov, her er jeg også på, vi prøver:

63 % Andie McDowell – Now you’re talking!
60 % Courteney Cox – Jajaja, slet ikke så slemt.
46 % Benazir Bhutto – Nå, ok, er da at foretrække frem for Rudi Völler.

De matcher sørme også på min datter:

60 % Uma Thurman – Ja, hun har da lidt babyface; den er købt.
59 % Alec Baldwin – WTF?

MyHeritage, min bare! Næh, FreeInsults er hvad de skulle hedde.

... Baby face
you've got the cutest little baby face
there ain't nobody can ever take your place ...