søndag, april 30, 2006

’SHA’ står for Skal Hurtigt Afvises?

’Afvisning’ er, som nogle vil have opdaget, udgangspunktet for og et tilbagevendende tema på denne blog. I det nuværende Passionefterspil er mine tanker fløjet tilbage til en her ubeskrevet afvisning, Australieren, som jeg var smaskforelsket i og VIRKELIGT troede var forelsket i mig. Da det viste sig at han ikke var det, og fuldstændigt fralagde sig ansvaret for hvordan jeg dog kunne have fået det indtryk, gik jeg bag af dansen to the tune of næsten 2½ års cølibat. SÅ er man ramt. Og jeg troede selvfølgelig ALDRIG jeg skulle komme mig. Men det gjorde jeg, i dag ville jeg ikke gide ham hvis han dukkede op, og selvom der har været afvisninger siden, har ingen af dem kostet mig tilsvarende meget kostbart liv. Så trods nuværende (forbigående, jeg lover!) tudefjæs, er der fremgang i min afvisningshåndtering.

Men tro ikke at afvisningerne er forbeholdt partnersfæren i mit liv, nej, nej. Jeg har i mange år været bloddonor, fordi det gav mig sådan en rar fornemmelse af social ansvarlighed og gavmildhed over for mine medmennesker, samt den tilbagevendende mulighed for at prale med ikke at være bange for nåle. Ynkeligt, jeg ved det godt, men man må jo styrke sit ego hvor man kan. Nå, men efter flere års karantæne pga. nogle ture til Indien, fulgt af graviditet og amning, skulle den helgenagtige praksis genoptages via en ny blodbank. Jeg kommer derud og smider mig på en ’venstrebriks’ – det er åbenbart kun min venstre arm der er til at stikke i, har adskillige sygeplejersker let misbilligende fortalt mig, mens de masede og møvlede med nålene. Det var jo fint for mig, så kunne jeg være den seje og overskudsagtige: ’Pyt med det, du stikker bare et nyt sted; det gør ikke mig noget’. Men denne gang var SLET ikke god. Der blev stukket og vredet rundt adskillige gange, så da nålen endelig fandt sin åre, sad den, om ikke smertefuldt, så dog meget ukomfortabelt. Og, muligvis pga. den dårlige placering, løb blodet langsommere og langsommere, uanset hvor meget jeg venepumpede eller slappede af. Blodet løber direkte ned i en pose med kemikalier, så der SKAL en halv liter til, ellers er kemikaliekoncentrationen for stor. Til sidst mistede vi vist begge tålmodigheden, sygeplejersken og jeg, nålen blev (endelig!) fjernet, og hun gik hen for at tjekke om portionen kunne bruges. Nej. Den vejede 487g, 13g for lidt, og hun smed den i skraldespanden lige for næsen af mig. Med beklagelse, men alligevel. Vi talte lidt om mine dårlige årer og lovligt lave blodtryk mens vi ventede på resultatet af den rutinemæssige måling af blodprocent. Jeg ligger i den helt lave ende af normalen, og har altid gjort det, men det er uhyre sjældent jeg mærker noget til det: Ingen besvimelser, sjælden svimmelhed, så i stedet for at spise jern konstant har jeg bare ladet den @”£#§ procent passe sig selv. Men efter denne afgivelse af LIGE KNAP en halv liter blod, var den altså dykket helt ned i det anæmiske, og sygeplejersken sagde at jeg først skulle komme tilbage når den var oppe på 8 %. Jeg er vist aldrig blevet målt højere end 7,2 %, og det var før en tapning. Så summa summarum syntes hun ikke jeg skulle komme tilbage. Årer der er dumme at stikke i, lavt blodtryk og blodprocent – jeg var bare ikke bloddonormateriale. Kasseret. Af en BLODBANK! Det er altså ikke noget jeg bilder mig ind: Der er INGEN der vil have mig. Hulk.

Hov, nej, helt forkert og selvdestruktiv konklusion. Måske hænger det sammen? Mine røde blodlegemer fosser ud af systemet med alt det hjerteblod jeg spilder på mænd der ikke fortjener det? Måske ikke noget dårligt billede ... jeg mærker i hvert fald en spirende selverkendelse der gør det muligt for mig igen at se verden i øjnene med oprejst pande. Jeg vender tilbage hvis jeg bliver i stand til at formulere mere konkret hvad jeg har lært og kan bruge denne oplevelse til. Jeg vil benytte min forklarede og nyoptimistiske tilstand som anledning til at lukke på klassisk poesi uden underliggende poprytmer, nemlig W.H. Auden*:

... we shall not cease from exploration
and the end of all our exploring
will be to arrive where we started
and know the place for the first time ...


* som er lidt poppet alligevel: han er kendt fra Fire bryllupper og en begravelse med det tårepersende effektive Stop all the clocks. Mit citat er fra Little Gidding.

lørdag, april 29, 2006

Tilbagefald

NU er jeg ked af det. Jeg har været så vred ved tanken om at ’han dumpede mig pr. mail’, at det har fyldt det hele, men lige nu stopper tankerækken ved ’han dumpede mig’, og sorgen over savnet og den manglende afsked får mig næsten til at kæntre.

Når en mand begærer mig, føler jeg mig som den lækreste croissant i bagerens vindue. Ingen er så sprød, saftig og lækkert brun som mig. Og det bliver bekræftet af manden:
”Det er dén der jeg vil have. Nej, DEN der. Kun den.”
*ud ad butikken*
”Uhm, hvor du smager godt. Du er lige hvad jeg trængte til. Nej, hvor SKØNT! Jeg tror du er den bedste croissant jeg nogensinde har smagt ... men hov? Nu er der ikke mere. Nå, men jeg blev vel egentlig også mæt. Øv, mine fingre er fedtede.”
*tørrer fingre i posen og smider væk*

Og inden jeg ser mig om, er jeg blevet til den overflødige og lidt ulækre indpakning som han bare skal af med hurtigst muligt, og det er kun en gradsforskel om jeg uden videre bliver smidt på gaden eller båret til nærmeste skraldespand og kylet der.

Jeg kan næsten ikke holde det ud. Ja, ja, jeg kan godt selv læse det: Jeg skal finde ud af en måde hvor jeg kan blive nydt uden at blive fortæret, men jeg er helt blank på hvordan. Andre konkluderer at de ikke skal have en kæreste, eller slet ikke have noget med mænd at gøre, men det kan jeg ikke få mig selv til at sige. Jeg ville ØNSKE at jeg kunne undvære en mand, men det kan jeg ikke. Eller jo, på AA-måden, med ’en dag ad gangen’, så jeg behøver ikke finde ham i dag, men hvis jeg kigger frem på resten af mit liv, synes jeg der ser tomt ud uden en mand.

Så er det jo godt jeg har Dr. Phil, der har lovet at lære mig at ’love smart’, og en lang børnefri lørdag foran mig til at læse i. Forventer mirakel. Vender forbedret og oplyst tilbage.

... I don’t believe in the sun
how could it shine down on anyone
and never shine on me?
How could there be
such cruelty? ...

torsdag, april 27, 2006

Bogmeme

Søde Suzy Q aktiverer mig væk fra granskning af mit knuste hjerte og min ditto stolthed, for bøger! Det er en livslang kærlighedsaffære. Memet kommer fra Dana (som skal adviseres om det udførte meme) og skal afdække om mænd og kvinder påskønner forskellige bøger. Spændende.

Hvilken bog har betydet mest for dig?

The Magus af John Fowles. Den gav mig retning i livet på et tidspunkt hvor jeg ledte efter det: Jeg havde droppet et studium efter første år, og taget en au pair-plads i udlandet. Jeg pakkede supersparsomt, tog den med som min eneste bog og læste den uafbrudt i sløjfe, hvilket gav mig den aha-oplevelse at litteratur og engelsk – det bliver jeg ikke sådan liiiiiige træt af. Så jeg tog hjem, begyndte at læse engelsk, og havde nogle skønne og succesfulde år på universitetet. Derudover har den været to store læseoplevelser: Dengang, som nybagt student, identificerede jeg mig 100 % med hovedpersonen, der drager ud i verden for at lære og opleve, men ender med at sande at hans udlængsel i høj grad var en flugt fra ... jeg vil nødig reducere en stor og kompleks roman til trivialiteter, men bær over med det korte format ... en flugt fra kærlighed og selverkendelse. Da jeg genlæste den måske ti år senere, identificerede jeg mig med den centrale biperson, den kvinde han flygter fra, men ikke kan undvære. Hvor han i første omgang virkede romantisk, virkede han i anden omgang angst og umoden. Hun, der i første læsning slog mig som hysterisk og krævende, var i mine ældre øjne varm og sine følelser bekendt. Et skoleeksempel på en historie der udvikler sig med sin læser. Det er en fantastisk bog om dynamikken mænd og kvinder imellem, det der med at der altid er én der elsker og én der er elsket. Men det er en relation i bevægelse, rollerne byttes lejlighedsvist om, og man finder følelsesmæssigt potentiale i sig som man ikke vidste man havde. Jeg tror at denne fiktion har givet mig mere erkendelse end alt hvad jeg ellers har læst af psykologi og selvhjælpsbøger.

Hvilken genre læser du mest?

Romaner og populærvidenskab. Man kan vist ikke betvivle min kærlighed til romaner efter at have læst ovenstående, men efter at have fået min kandidatgrad var jeg RIGTIG fiktionstræt, og kastede mig over populærvidenskab. Jeg ville vide hvordan universet hænger sammen, kende de basale fysiske love, og snævrede mig med tiden til vores egen klode, mere specifikt: Livet. Biologi og evolution er altså det mest interessante i hele verden, og jeg anbefaler helhjertet Richard Dawkins' Climbing Mount Improbable, der på en nutidig og fængslende måde forklarer Darwins evolutionsteori så det simpelthen er mig en gåde at de der Intelligent Design-idioter overhovedet tør fremsætte deres latterlige påstande. Som det fremgår, mistede jeg i den læseproces troen på gud, da jeg konkluderede at mit verdensbillede hænger bedre sammen uden end med ham. Jeg ville ønske at der var retfærdighed til, men der er intet der tyder på det.

Hvilken bog læste du sidst?

Jeg er lige begyndt på en masse bøger, men det er da ikke så længe siden at jeg afsluttede Levitt & Dubners Freakonomics, Ben Eltons The First Casualty og mine genlæsninger af Jeffrey Steingartens The Man Who Ate Everything og It Must’ve Been Something I Ate – alle sammen gode, men ikke livsomvæltende, læseoplevelser. Jeg har sjældent andet end gode læseoplevelser, da jeg ikke læser bøger færdig af pligt – de ryger hvis de ikke siger mig noget efter 50-100 sider. Jeg underholder mig nu uforpligtende med Raymond Khourys The Last Templar, og får mine læsevitaminer fra Richard Dawkins' The Ancestor’s Tale – den virker RIGTIGT lovende. Som den naive tosse jeg er, tror jeg også at jeg kan blive bedre til at håndtere mit kærlighedsliv ved indlæring, så jeg læser Phil McGraws Love Smart, med den ubetalelige undertitel Find the One You Want, Fix the One You’ve Got. Ha! As if, tænker læsere af denne blog, men jeg kan ikke lade være. Hvad jeg mangler i tro, opvejer jeg i håb.

Hvilket køn er du?

Hun-. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Hvem vil tagges? Acq og Kimporator? Jeres lister kunne være sjove at sammenligne ...

... du kan se jeg er rippet og flået
men min sjæl har de ikke fået ...

tirsdag, april 25, 2006

Jeg burde have forudset det

Forholdet mellem kønnene er jo et spil, og uanset at mændene påstår at de ønsker ærlighed, skal man hellere spille spillet. De kan jo ikke tåle livets realiteter.

Som fx Passionen som efter eget udsagn var en TP-haj og ubesejret siden 2003. Det lyder skønt, svarede jeg, jeg elsker TP, men har for mange huller til at være RIGTIG god til det. I min vennekreds er jeg sådan en man gerne vil have på holdet, men på egen hånd vinder jeg sjældent. Nå, men sidste gang jeg besøgte ham, foreslog han at vi tog et spil; eller rettere, spurgte hinanden om hele kort, og den der havde flest rigtige svar på fem kort vandt. Jeg burde selvfølgelig have anet uråd da han fandt familieudgaven frem, og jeg tillod mig også at grine lidt af det, men han påstod hårdnakket at voksenspørgsmålene var af samme sværhedsgrad som i Genusudgaven. Fint nok, så kunne jeg i hvert fald ingen svar udenad, da jeg aldrig har spillet familieudgave. Det forhindrede mig dog ikke i at vinde – komfortabelt. Han ville have revanche. Samme resultat. Og igen. Og igen ... blev det otte gange i træk, tror jeg? Jeg var large med pointene og hjælpen (uden at det var påfaldende), men lige meget hjalp det. Han fik ikke hevet en eneste sejr hjem.

Da jeg efter dumpningen vendte diverse årsagsteorier med veninden, den mandeerfarne, blev hun helt tavs da hun hørte om denne episode, og svarede så, i så-har-du-næsten-selv-bedt-om-det-tonen:
’Det skulle du ikke have gjort. Det er kun universitetslektorer der tænder på
viden.’
Bemærk automatisk fælleskvindelig placering af ansvar hos mig – det er MIN opgave at beskytte det skrøbelige mandlige ego, ikke hans opgave at holde sig fra vande hvor han ikke kan bunde. Skulle jeg have passet eller svaret forkert med vilje? I min naivitet og ærlighed-frem-for-alt tænkte jeg at det ville være et udtryk for ringeagt. Og det er altså ikke et adgangskrav for mændene i mit liv at de skal kunne ryste mere unyttig paratviden ud af ærmerne end mig. Men det kan måske godt være et krav mændene stiller til sig selv.

Senere samme aften overtog min gode ven og ekskæreste, Vordende Universitetslektor, vagten med at holde mig fra selvmordets rand, og han fik samme historie, dog uden venindens kommentar, bare med mit eget spørgsmål om nederlaget var for meget at bære for Passionen og om mine sejre kompromitterede min femininitet? Han svarede, stødt på hankønnets vegne
’Der er altså mænd der tænder på viden.’
Min veninde rests her case.

... I’m all out of faith
this is how I feel
I’m cold and I am shamed
lying naked on the floor
illusion never changed
into something real ...

lørdag, april 22, 2006

Yderligere to versioner

Den iskolde

SHA’s telefon: Bippe-dippe-dip-diiiiip!

Hallo? Nå, er det dig, Passion? Hvorfor jeg ikke har svaret? Du skriver jo at du ikke tør tale med mig, og jeg synes at det er uværdigt at have den slags udvekslinger pr. mail, så jeg så ikke rigtigt nogen kommunikationsmuligheder. Hvordan jeg har det? Jamen, hvis du var interesseret i det, havde du vel ikke valgt envejskommunikation? Men siden du spørger, er jeg da chokeret over at du, der beskriver dig selv som ’ærlig og reel’ lyver lodret for mig i telefonen, og derefter dumper mig pr. mail. Jeg mener at alle voksne og ansvarlige mennesker er enige om, at det medie ikke egner sig til overbringelse af følelsesladede eller dårlige nyheder, og er da skuffet over at måtte erkende at du åbenbart hverken er voksen eller ansvarlig. Så nej, jeg hverken forstår eller respekterer din beslutning. Jeg forstår ikke hvordan en veluddannet, fyrreårig mand kan tage fejl af reel interesse for et andet menneske og midtvejskriseliderlighed, og selvom jeg anerkender din ret til selv at beslutte om du vil være sammen med mig eller ej, kan jeg ikke respektere en fremgangsmåde der alene prioriterer at gøre det så let og smertefrit som muligt for dig selv, og fuldstændigt tilsidesætter almindelig anstændighed og min ret til en ordentlig behandling. Men efter at have oplevet denne side af dig, er jeg ganske enig i konklusionen: Vi skal ikke være sammen, og det er da rart at sidde tilbage med en klippefast overbevisning om at du ikke er noget tab. Så fortsat god scoring, jeg håber du render ind i en kvinde af samme støbning som dig selv. Hej-hej!

Den klynkende

Kære Passion
Tænk, at du vil være bekendt at lege med mine følelser på den måde! Du lovede at passe på mig da jeg fortalte om min utilbøjelighed til at give mig hen til noget så nyt, og forsikrede mig om at jeg rørte dit hjerte, og at du ikke kunne drømme om at sige noget du ikke mente. Du tæppebombede mig med mails og komplimenter, og da jeg indrømmede at jeg nød din opmærksomhed, men syntes at den var bekymrende afhængighedsskabende, svarede du, på skrift, og jeg citerer: ’Det er IKKE bekymrende’. Er det ikke at påtage sig et ansvar, som du nu ikke har kunnet skille dig af med hurtigt nok? Det var DIG der udnævnte os til kærester. Det var DIG der gerne ville møde mine venner – og så dumper du mig fem dage senere. Er det ikke nok at jorde mig? SKULLE det gøres nærmest lige for næsen af tolv andre mennesker? Hvad har jeg gjort for at fortjene den ydmygelse? Og hvordan kan du, der selv har børn, nænne at køre charmeoffensiv på min datter, der dagligt spørger om du kommer og leger gemme med hende, og så forsvinde uden et eneste blik tilbage? Hvornår var det du nævnte at jeg ikke behøvede bekymre mig om Vesterbros dårlige skoler, for når hun kom i den skolesøgende alder, ville vi jo nok bo i din kommune? Ti dage før du dumpede mig? Det er mig ubegribeligt at man kan svinge fra SÅ brændende varm til SÅ isnende kold på SÅ kort tid uden grund. Mit indre krøller sig sammen som et forsvarsløst dyr der bliver slået når jeg tænker på dine varme blå øjne, og alle de løgne de fik mig til at tro. For jeg troede jo på dig, både på dine ord og på at du var et godt og varmt menneske. Og nu, hvor du er afsløret som en koldhjertet løgner og kujon, er det hele ødelagt og fordærvet. Jeg kan ikke tænke tilbage på vores gode stunder, og påskønne dem for hvad de var, for jeg har aldrig kendt det menneske jeg delte dem med. Al din opmærksomhed, al din bekræftelse er med et slag ikke bare værdiløs, men en decideret krænkelse i al sin forløjethed.

Jeg kan simpelthen ikke se hvad det ville have kostet dig (ud over en smule mod) at sige farvel på en ordentlig måde. Ja, jeg var sikkert blevet vred, og helt sikkert ked af det, men det er vel heller ikke umuligt at rumme? Du er jo i overskudssituationen, det er dig der har taget beslutningen og får det som du vil have det. Er det så urimeligt at forvente at du omsætter en smule af det overskud til omsorg for hvordan jeg får og tager nyheden? Din forelskelse er fordampet, det accepterer jeg, men din manglende omsorg er en bitter, bitter skuffelse.

... tainted love ...

torsdag, april 20, 2006

Den bitre

Han skriver at han er ked af ikke at turde gøre det forbi ansigt til ansigt. Vel er han ej. Hvis han var ked af det, og havde bare en brøkdel af de følelser for mig som han har påstået, havde han ikke dumpet mig pr. mail. Jeg spurgte til hans distance i telefonen tirsdag aften, hvor han forsikrede mig om at der ikke var noget at være bekymret for, han ’havde jo lovet at sige til hvis der var noget, ikke?’. Men ikke engang et døgn senere kom mailen. Så han forpassede en oplagt mulighed for at TALE med mig om sine følelser, når jeg ligefrem spurgte til dem – hvilket igen beviser at han intet har følt for mig, hverken omsorg eller respekt, følelserne har været selvskabt oppisket stemning, foranlediget af hans behov for romantik og lidenskab. Jeg har været en værdiløs statist, hvis input har skullet holdes på et minimum.

Jeg er vidunderlig, skriver han, og ramte ham hårdt, han har bare ikke længere den rigtige følelse i maven, og den er han nødt til at være ærlig over for, og det håber han jeg forstår og respekterer – men han er rigtig ked af det. Han er ’rigtig ked’ af det? Tror han det forslår, efter at jeg så mindeligt bad ham om at gå varsomt frem, fordi jeg nødig ville tro, at det var mere end det var? Hvilken del af ’spark mig ikke, jeg ligger allerede ned’ forstod han ikke? Og han tillader sig at forvente respekt og forståelse? Har han ingen skam? Det kan godt være at følelserne føltes ægte for ham mens de stod på, men det er mit klare indtryk at jeg intet har rørt i ham som enhver anden kvinde ikke ville kunne tænde. Han VILLE være forelsket, og bildte sig ind at han var det uden at kende mig.

Han sender gode ønsker og undskylder igen den upersonlige kommunikationsform. Og ja, en mail er upersonlig, som vores relation også viser sig at have været. Han kan prøve at gøre det lidt nuttet ved at kalde det ’tøsedrengeagtigt’; det forslår heller ikke. I mine øjne er han en kujon og et egoistisk, kynisk løgnagtigt svin.

Dette er de bitre svar på hans brev som jeg ikke sender, på adskilliges anbefaling. Min veninde synes det er for bittert, og at jeg skal skrive noget mere overskudsagtigt og selvværdsstøttende, á la ’det er dit store tab’. Min søster synes ikke det er bittert og hårdt nok til hans store forbrydelse – og han er jo nok alligevel så afstumpet at det ikke bider på ham. Så indtil videre hedder min konklusion at den bedste straf er, at han ikke får nogen respons og aldrig hører fra mig igen, og al min læssen af kommer til at gå ud over jer. Jeg er langt mere vred end ked af det, og ønsker kun at gøre ham ondt. Så hvad siger I, er tavshed mere sårende end skældsord?

Kender I den med at man ikke skal bekymre sig om fremtiden? Der sker alligevel aldrig det man frygter – der sker noget meget værre. Det er vist trods alt ikke tilfældet her – der skete præcis det jeg frygtede, trods mine og jeres forsøg på at dysse bekymringen ned. Men det VAR lovende, og jeg er udmærket tilfreds med min egen opførsel i forløbet. Jeg har i hvert fald for en gangs skyld lyst til at give ham ret i at det ikke er mig - det er ham. Så ingen selvpineri.

... as I live and breathe
you have killed me
yes I walk around somehow
but you have killed me ...

onsdag, april 19, 2006

Gode Blogvenner

Kære BusterLiguster og Morfar, jeg forlader mig på jeres større blogerfaring, og har slettet det hjerteblødende brev. Kære Acq, tak for støtte, jeg tager dig op på den kop te ved førstkommende lejlighed. Til alle jer andre kan jeg oplyse at Passionen har dumpet mig pr. mail. Han skulle skamme sig.

mandag, april 17, 2006

Påske farvel

Leto spørger hvor vi hænger i disse dage og om der er sjovt. For mit vedkommende er svaret at jeg hænger dovent i min bombede lejlighed for slukket computer, og forsøgsvis holder mig opretstående og til husbehov smilende i min datters vågne timer, og klasker sammen som en klud når hun er kommet i seng. Jeg er vist ikke kommet mig helt over min bacille, og kan næsten tude ved tanken om at jeg skal på arbejde i morgen. Elleve dage væk fra kontoret og jeg føler mig ikke spor frisk og opladet. Og i overmorgen starter en barselsvikar, og pga. alle mulige andres planlægning der er skredet, skal jeg stå for den mest informationstunge og teknisk mest utilgængelige del af hendes oplæring. Jaja, jeg var smigret nok over at blive spurgt (”Du er så pædagogisk og god til det, SHA!”), men lige nu kan jeg dårligt overskue teknikken selv, og da slet ikke sætte andre ind i det. Og jeg skal £#@%&§½ lave mad til endnu en fest næste weekend. På Lolland. Jeg får kvalme af at tænke på mad, og jeg GIDER ikke logistikhelvedet.

Så er det et svar, Leto? Jeg er vist sur, sur, sur, og må hellere slukke computeren igen. Vil udarbejde mantra om hvor glad jeg er for mit krævende arbejdes mange udfordringer, for ellers ville jeg kede mig ihjel og føle jeg gik til spilde, og synge min påskønnelse for mit talent for livsnyderi og madlavning der har givet mig så mange gode og bekræftende oplevelser. For jeg er jo ikke uheldig og elendig. Bare SUR!

... I don’t like Mondays ...

onsdag, april 12, 2006

Mælkesyrebakterier regerer!

Takket være Paraghurt er jeg tilbage i de levendes land efter maveondet fra helvede. Ååååhhhh, jeg har haft det så skidt. Grundet ondets udelikate natur vil jeg ikke gå nærmere ind på detaljerne, men jeg har lidt, har jeg, så jeg ville jeg ønske jeg var en mand og skamløst kunne søge ynk. Heldigvis skulle min datter på påskeferie hos sin far – en toårig er ingen Florence Nightingale:

”Op at stå, Mor! Ikke ligge ned!”
Min mor er til gengæld en mor af rette støbning når det drejer sig om sygdom, og kom galopperende med Paraghurt, bananer og ufiltreret æblejuice fra Meyer da jeg fik åndsnærværelse nok til at bede om det. At hun så med vanlig takt ledsager overbringelsen af de helsebringende varer med

”Du ser ... bedre ... ud. For i søndags så du da herrens ud. Mindst ti år ældre end du er.”
må jeg leve med. Min mors manglende sproglige finesse er mit kors.

Det er også i yderste øjeblik at blive rask, for i morgen er der brunch for hele vennekredsen, hvilket jeg ville hade at gå glip af. Og Passionen og jeg havde også aftalt at ses i helligdagene. Og i et overmodigt øjeblik inviterede jeg ham henkastet med til brunch, og han sagde ja. Så fra at være totalt Mr. X, uset af alle, på nær min datter, skal han i morgen møde 12 mennesker som jeg har kendt i gennemsnitligt 15 år. Nå, vil ikke piske en stemning op: De er søde og han er sød og alle er overmåde socialt kompetente og får en dejlig dag. Og alt det der metaanalyse med ”ER vi nu et par fordi andre SER os som et par?” vil jeg slet ikke begynde på. Han er dejlig, jeg nyder hans selskab, og satser på at han føler noget i samme boldgade.

... I’ve looked at love from both sides now
from give and take and still somehow
it’s love’s illusions I recall
I really don’t know love at all ...

søndag, april 09, 2006

Opdatering fra smertensleje

Hvor uheldigt er det at få et omgangssyge slash influenzalignende onde når man skal lave mad til et bryllup? Jeg VED godt at ingen er uundværlig, men de her cateringarrangementer er det tætteste jeg kommer på at være det (sådan akut-akut. Tillader mig at gå ud fra at min datter også har brug for mig sådan på lidt længere sigt). Brudeparret blev i hvert fald blege om næbbet da de så mit blege næb dagen før brylluppet. Men dagen blev gennemført på adrenalin, og i dag er jeg syg igen. Sløj, sløj, sløj ...

torsdag, april 06, 2006

Bryllupsreception

Små frikadeller af 4 kg kød?
Rosmarinmarinerede tern af 2½ kg kyllingebryst?
Canapeer af 2 kg røget laks?
Snegle af 1 kg butterdej?

Læg hertil bundter af kogte bønner (2 kg) omviklet med serranoskinke (½ kg), lune sandwiches med mexicansk ostefyld (1½ kg), cocktailpølser med bacon (4 kg), gedeostehapser med grillet peberfrugt og pesto (2 kg). Og bryllupskage.

Skulle det ikke være nok til rustikke pindemadder til 100 mennesker? 195 g pr. mand lyder måske umiddelbart af lidt lidt, men ud over det her opremsede kommer jo også bjerge af krydderurter, brød, dressing og den slags.

Som de hurtige måske har opfattet, skal jeg lave mad til en bryllupsreception på lørdag. Jeg har et lille hobbycateringfirma for venner og bekendte, og banal madlavning kan ikke længere hyle mig ud af den. Men det her på lørdag er pindemadder der skal omdeles (og spises) inden for et bestemt tidsrum, og ikke bare min sædvanlige afslappede buffet hvor folk forsyner sig selv. Dvs. at mit fokus er på logistik og militærisk præcis afvikling (15 minutter til hver servering og ikke et SEKUND mere!) mere end på selve madlavningen. Så selvom ovennævnte mængder er lidt usle efter min målestok (aldrig forsætligt underforsynet, det er mig), kan gæsterne simpelthen ikke NÅ at spise mere. Og de stakkels tre små serveringspiger der skal bene rundt med bakkerne og formelig HÆLDE mad i hænderne (munden?) på folk – jeg frygter for ulykker med løsrevne pinde fløjtende i alle retninger hvis de skal løbe hurtigere.

Jeg er jo hyret til at løse netop disse problemer, så selvfølgelig er de løst. Der er nok mad, og det kommer til at glide. Men kryds gerne lidt fingre alligevel ...

... det er så øøøøndigt
at fø-hølges ad ...

mandag, april 03, 2006

Lille politisk hik

Hvor svært kan det være at adskille PROBLEMET fra dets SYMPTOMER? Nu er der igen en masse ballade om et hovedtørklæde – DR2’s nye værtinde Asmaa Abdol-Hamids – og jeg synes det er lidt træls at høre på.

Alle mulige kvindeorganisationer flyver i harnisk over det kvindeundertrykkende signal, og det kan de jo godt have en petite pointe i, men har Asmaa Abdol-Hamid ikke sin personlige frihed til at gå med på hovedet hvad hun vil? Jo. Og er hun forpligtet til at stille op som rollemodel efter andres, altså diverse kvindelige interesseorganisationers, dagsorden? Nej. Er DR2 i deres gode ret til at efterstræbe forskelligartethed på værtssiden, frem for homogen enshed og forudsigelighed? Ja. Næh, dem der skal være krænkede er de mænd Asmaa Abdol-Hamid ikke vil trykke i hånden. Det er nemlig kønsdiskriminering, og det er ulovligt. Så lad mandeorganisationerne råbe op – de har mere at komme efter.

Problemet er jo ikke det skide tørklæde. Det er bare et symptom på den forskelsbehandling af kønnene som mange religioner excellerer i. Hvad folk gør med hår, skæg, hovedbeklædning og andre former for personlig kropsudsmykning (eller mangel på samme) er bedøvende ligegyldigt, hvis de bare behandler mænd og kvinder ens. Men hvis de ikke gør det, har vi ret og pligt til at brokke os. Det undrer mig ikke at DR2 accepterer at studieværterne selv vælger deres påklædning. Men det undrer mig en smule, at de ikke forlanger at studieværterne hilser lige pænt på alle deres gæster.

Som en personlig parentes vil jeg da gerne tilføje, at jeg er opdraget småborgerligt til at det er uopdragent at gå med hovedbeklædning inden døre, og at jeg derfor selv stejler over hovedtørklæder. Men det gør jeg også over strikhuer, hæklede skull caps, kasketter, etc. – og ungdommen er bedøvende ligeglad med mine præferencer. Jeg er slet ikke blevet spurgt, men sidder her med min helt overflødige alvidenhed om korrekt personlig fremtræden.

Hvis nogen ønsker yderligere personlig opdatering, kan jeg fortælle at jeg havde endnu en skøn lørdag med Passionen, det var hedt og fedt og vi grinede af Mick Øgendahl så vi fik ondt i kinderne.

... when the lights go out
there’s just the three of us
you and me and all that stuff
we’re so scared of
come on, ride down, baby
into this tunnel of love ...