torsdag, december 28, 2006

Københavnersnude – og stolt af det!

Jeg er blevet snigløbet af den fynske mafia. Man troede ikke at de landsbytossede fynboer havde det i sig, men fandeme jo! Kan I huske det trafikuheld jeg var i i sommer? Som nummer to af fire biller i et harmonikasammenstød hvor vi forreste tre blev smasket sammen af et fedladent kvaj i en ældgammel BMW, åbenbart indeholdende de originale bremser? Ham politimanden fra Middelfart Politi virkede ikke som den stiveste pik i saunaen, men mente dog at sagen var klar: Ansvaret var bagestkørendes, vi andre lod til at have holdt stille da det skete. Ja, det var også min oplevelse.

Men så bliver jeg ringet op af Avis i dag (det var jo deres bil jeg kørte i) af en noget fortørnet mand der fortæller at sagen nu er afsluttet, og jeg, dvs. Avis, er blevet tildelt halvdelen af ansvaret. Vi har altså med to sammenstød at gøre: Jeg rammer bil nummer et, og nummer fire rammer nummer tre (der så rammer mig EFTER jeg har ramt nummer et). Det er de to bagvedkørendes forklaring. Hverken han eller jeg kan forstå at jeg ikke er blevet spurgt, når min egen forklaring bliver modsagt.

Først forstod jeg ikke en bjælde. Hvordan fanden skulle de kunne vide det? Det gik simpelthen så stærkt, og jeg kunne ikke selv høre om det forreste eller bageste bump lød først – jeg nåede bare at se at vi holdt stille beskæmmende tæt på forankørende før bumpene lød. Så det kan de ikke vide, er konklusionen – men hvorfor fanden skulle de så påstå det? Det vidste hverken Avismanden eller jeg. Nå, han ville gå videre med sagen, og jeg stillede mig til rådighed til evt. gentagelse af forklaring.

Det var først da jeg havde lagt på at det slog mig: De har sgu da lavet en studehandel! Jeg kan lige høre dem, de selvretfærdige fynboer i deres Frøkjær-tøj. Nummer fire til nummer tre: "Henge den højrøvete køvenhavnersnu'e der ha'e så travlt mæ a'varselstrekant å det deer ... hun har sgu da forsikring påå! Å det var ikk' engang henges biil. Men hvis jæ ska' hænge på det heel – det bli'r dælme hårdt!! Hva' si'r du te å si' a' hung ramte dem foran inden jæ ramte jer? Det kåster itt' dig nå'et, og så kigger jæ forbi mæ et par kasser øl?"

Dengang tænkte jeg bare at han var en sølle uvasket stakkel med en kone der hørte hjemme i skånejob (og hos Vægtvogterne), og jeg løftede blikket i et stumt "Herregud!" da det viste sig at han ikke havde autohjælp, men mente at han kunne skubbe bilen til nærmeste frakørsel hvor en kammerat kunne hente bilen med sin traktor. Men man skal ikke lade sig narre af den tilsyneladende enfoldighed – den type nærighed kan dække over en krejler af snedigste slags. Jeg hader provinsen, og benytter lejligheden til at hilse 2007 velkomment: Det bliver året hvor jeg har boet længere i København end jeg har boet i provinsen, og fremover vil tidsregnskabet KUN komme til at stå i Københavns favør.

... happy birthday, SHA's blog
happy birthday, SHA's blog ...

lørdag, december 23, 2006

Nu glædes gamle og unge ...

Min mor er jordens mest barnligt begejstrede og derfor hysterisk kontrolfikserede julegris. Og det plejer at være ret hyggeligt at holde jule med hende, fordi hun 1. gør så meget ud af det, 2. insisterer på at have en god jul, og derfor damptromler alle ansatser til problemer. Hun har desværre også fødselsdag i juledagene – en tragedie for en barnlig sjæl, selvom hun insisterer på at have affundet sig med det efter godt tres år. Men jeg ved bedre. Og min søster og jeg har forsøgt at planlægge noget hyggeligt og luksusagtigt for hende, hvilket ikke er nemt når ALT er lukket. Nå, en smule madlavning skal da ikke skille os ad, så selvfølgelig melder jeg mig til at lave forsøgsvis lækker mad til hende (så snart hun fik tilbuddet begyndte fruen af remse sine forlangender, nå nej, ønsker op). Det var altså lidt af et logistikhelvede at få planlagt og købt ind til d. 22-23 oven i de andre forpligtelser. Og min yndige lille datter kom hjem fra børnehavens juleafslutning med skoldkopper: væmmelige røde knopper og blærer overalt. Hun er oppegående, men godt utidig og pjevset.

Har I scenariet? PISSEtravlt har jeg haft, og nået indkøb, gaver og sygepleje ved at køre fuld damp fra 7 til 24. Jeg lavede risengrød til risalamande inden min egen morgente og stadig iklædt nattøj i morges, og ælemosen bobler i køkkenet as we speak. Mine egne julegaver har jeg ikke nået at pakke ind endnu. Men i dag kl. 16 skulle familien samles til træpyntning og afslappet hygge. Jeg kom DRØNENDE fra byen, belæsset med mine forskellige bidrag, og mærkede bare skuldrene sænke sig da jeg tog overtøjet af: Aaahhhh!! NU var jeg landet! Fire-fem timers ikke-skemalagt tid foran mig. SÅ skønt! SÅ tiltrængt! Min datter og mor er i gang ved træet og er nogenlunde lige barnlige, og jeg slutter mig til dem og hjælper til. Men grundet juleentusiasme har min mor MEGET julepynt, så på et tidspunkt holder jeg pause, og spiser noget juleguf – jeg havde heller ikke nået frokost. "Skal du slet ikke pynte, SHA?" spørger min mor, men hun sammenbidt sætter snor i den trehundredesyttende kugle. Fint nok, jeg forstår, og slutter mig til arbejdslejren igen. ENDELIG er alle de §@#£¤€! kugler hængt op, hunden sover, og datteren har ikke fat i noget farligt eller skrøbeligt, så jeg benytter lejligheden til at smide mig i sofaens bedste hjørne med et fremlagt juledameblad. Åh, afslappelse, der hyggesnakkes omkring mig og jeg mærker mig selv duve ind i en verden af perfekt julepyntede hjem og meget seriøs tilgang til hudpleje ... indtil min mors hævede og nu knapt så hyggelig stemmeleje annoncerer "Det er du altså den eneste der kan, SHA, og du har gjort det hele dit liv. Sådan husker jeg dig fra SAMTLIGE familiesammenkomster: lukket inde bag et blad."

Tuuuuuuuuuuuuuusind tak. Jeg ved godt at jeg var en tvær teenager, men jeg troede vi var kommet videre, og at mine bidrag til familiesamværet efterhånden havde betalt en evt. gæld, men nej. Åh SUK!!!!! Jeg bliver så SUR over den slags bemærkninger med glat overflade ("Jeg mente jo bare at det er hyggeligt at alt er ved det gamle") men med indlagt barberblad. Eller i hvert fald sur når jeg er så overtræt, overstresset og tydeligvis underpåskønnet som jeg er lige nu. Det går nok over. Men hvis ikke hedder den edderbroderme jul på Gran Canaria, bare datter og mig, næste år.

Hav en dejlig jul, Blogland, og tak for tålmodig læsning, og tålmodighed med min aflæsning. Jeg har det allerede bedre og har fyldt tanken op med juletolerance.

... synger og danser og klapper i eders småhænder ...

onsdag, december 20, 2006

Den rene Storm P.

Der var engang mit liv var så problemfrit. Mit hår var mellem 2 og tre centimeter langt og så godt som vedligeholdelsesfrit; det var skønt. Jeg syntes faktisk også at det var pænt, og at jeg var pæn med det, og jeg fik også komplimenter for det – fra kvinder. Der var nok lidt for meget lesbisk håndboldpige over det, hvilket forklarer både de mange komplimenter fra kvinder og de manglende komplimenter fra mænd. Så det kunne ikke blive ved, jeg blev alvorligt bekræftelsessyg, og håret er nu langt igen.

Det er ikke til at åbne et skab på badeværelset uden at hårprodukterne vælter ud. Jeg skal skrive hårvask ind i kalenderen fordi det tager så lang tid – og alligevel kom jeg for sent til morgenmøde i morges af den grund. Der findes intet som lange hår der kan samle en smule nus i krogene til ENORME nullermænd. Min søster tog for nylig en hjælpsom tur over mine gulve med Swifferen, og kaldte efter et minut: "Hvor er den henne? Den collie du gemmer?". Og min sorte kontorstol – jeg siger jer! Den ligner et monster af lange flagrende hår der stritter i alle retninger. Godt kontoret er velforsynet med klisterbånd af den brede slags: 20 cm klistres sammen i enderne med klistersiden udad, og fungerer fortrinligt som improviseret fnugrulle. HA! Tag den, hår!

... let it fly in the breeze
and get caught in the trees
give a home to the fleas in my hair ...

mandag, december 18, 2006

Betyder det mon ...













... at Kimporator og jeg skal giftes?

... det er så hyggeligt allen steds,
hvor små og store har eet i sinde ...


Test dig selv.

søndag, december 17, 2006

Intet er så galt ...

Denne weekend har jeg været med på sidelinjen hos vennepar der diskuterede gaveindkøb, juleaftaler, nytårsaftensønsker og den slags. Det er altså den slags samtaler der kan gøre en glad for ikke at være et halvt parforhold. Jeg er da ikke så håbløst barnlig at jeg tror jeg altid kan få tingene præcis på min måde, men nogle gange virker de der endeløse diskussioner hen mod et kompromis som den sikre vej til at ingen får det som de vil have det. Opnået resultat: to misfornøjede parter.

Jeg har også set en god venindes hus første gang. Hun er en fantastisk værtinde, juletræet stod yndigt i karnappen, de tilstedeværende børn pyntede samdrægtigt, og der var en stemning af afslappet gæstfrihed som blev hjulpet godt på vej af de rummelige rammer. Og alligevel. Hvor ER jeg bare glad for jeg ikke har et hus!! Det er verdens mest belastende bekymringsgenerator og mest pålideligt tilbagevendende pengeblødning. Nyt tag, nyt badeværelse, opretning af facade ... udgravning af dræn, svigtende håndværkere, inkompetente håndværkere ... Veninden indrømmede at hun og hendes mand brugte mere tid på at tale (og skændes) om huset end de gjorde på at tale om børnene. The stuff that nightmares are made of.

Næh, single i lejlighed, det er sgu til at overskue.

Og er hjemmesfæren lidt kedelig, kan jeg trøste mig med at der er mere spændende her i mit virtuelle hjem. Det er ikke længere på mode at rapportere hvilke fårked-op søgninger folk er kommet ind på, men denne er for langt ude: Hår i skridtet!! Hvordan fanden ved de det, spørger jeg bare? Men dårligt er søgningen udført, før Politiken præsenterer løsningen. I min uskyld troede jeg faktisk ikke at man kunne få udført brasiliansk hårfjerning i København, medmindre man havde en privat kontakt til en lyssky filippiner i en kælder i Sydhavnen. Men nu er der ingen undskyldning længere. Satans også.

Jeg har med sprognørdede venner diskuteret hvad man kunne udnævne til Årets Ord, altså et ord man næppe havde hørt 1. januar 2006, og som man nu tager fuldstændigt for givet. Der er oplagte kandidater inden for kulturordene, fx muhammedkrise, men min stemme går alligevel til wellness. Det vil blive brugt til alt muligt i fremtiden, hvor muhammedkrise altid bare vil signalere 2006. Og det er garanteret wellnessbølgens skyld at man nu kan få brasiliansk hårfjerning på ethvert gadehjørne. Massage, detox, aromabehandling, ansigtsmaske, ja tak til det hele, men den der brasilianer er altså lidt af en gøgeunge i wellnessreden, synes jeg. Den må have et wellnessindeks på minus 10.

... I'm hairy noon and night
hair that's a fright
I'm hairy high and low
don't ask me why - don't know ...

onsdag, december 13, 2006

Fornuftig eller fornægtende?

Gad vide om jeg nu har gjort det rigtige. Jeg har fremprovokeret en krise, en afsked, med ireren. Selvom jeg lige har annonceret at jeg ikke har moralske skrupler ved at være sammen med en gift mand, må jeg alligevel konkludere at det ikke huer mig at være Kone Nummer To.

Manden har et fuldt møbleret liv der ikke inkluderer mig. Det kan godt være at jeg visse dage er prikken over i'et, men i realiteten er jeg jo overflødig i hans liv; og jeg kan ikke bære tanken om at han ikke har brug for mig. Og et eller andet sted bliver jeg også kynisk af det. Han siger "Jeg elsker dig", jeg hører "Du er den kvinde jeg næstbedst kan lide" - handling taler som bekendt højere end ord.

Det helt konkrete forløb: Vi havde talt om at mødes i London i den forløbne weekend, men blev enige om at droppe det pga. arbejdstravlhed for hans vedkommende, juletravlhed for mit. Jeg synes det er helt ok at vælge romantisk rendezvous fra når man ved man bliver stresset. Men ville en enkelt sms ikke have været på sin plads? "Jeg er i London, wish you were here"? "Godt du ikke kom, jeg har simpelthen så travlt, men savner dig alligevel"? Faktum er at jeg fik en fortravlet mail torsdag eftermiddag, og derefter ikke et pip før mandag aften, hvor jeg selv sms'ede og rigtigt tøsefornærmet skrev at jeg kunne regne ud at vi var forbi, men ville han ikke lige lade mig vide at han var ok, så jeg slap for at bekymre mig om ham? Fordi det havde jeg faktisk gjort. (En enkelt gang før er der gået lidt over et døgn hvor jeg ikke hørte fra ham, men derefter kom der undskyldende og forklarende mail, så fire dage uden kontakt er altså uden sidestykke i vores forhistorie.) Han svarede med et stort spørgsmålstegn, og jeg fastholdt at fire døgns tavshed = manglende interesse (jaja, jeg ved det godt – ret tvært), hvortil han kort svarede at han ikke kunne forhindre mig i at tro hvad jeg ville. Hvortil jeg mopset svarede "Fint nok, Alfahan, man skulle nødig sige undskyld." Og har forudsigeligt nok ikke hørt noget siden.

"Jamen, SHA, hvorfor sms'ede du ikke bare selv inden du blev så sur?" spørger I. Det gjorde jeg også. Lørdag morgen. Og da han ikke svarede på den, tænkte jeg at han havde brug for lidt plads. Og det fik han, indtil jeg ikke kunne holde ud at give ham mere. Hvis han har brug for SÅ megen afstand, kan jeg lige så godt ikke være der. Kald mig bare krævende, men på 100 timer, dvs. 6.000 minutter, heraf ca. 4.000 vågne, burde han kunne have fundet ét minut (en kvart promille af hans kostbare London-tid) til at sende mig en sms. Og når han ikke gjorde det, er det fordi han ikke havde lyst. Det er bare ikke godt nok. Min (over)reaktion vidner om den vrede over situationen jeg ikke har villet indrømme: han flirtede længe og intenst med mig inden det kom frem at han var i fast parforhold. Og jeg var vild med ham, men følte mig også ført bag lyset. Først af ham, siden af mine egne følelser, for hvorfor blev jeg forelsket når jeg nu kendte situationen?

Den her forelskelse er et dynd, som jeg skal vikle mig ud af. Man er som bekendt ikke herre over hvad man føler, men uanset hvad jeg føler af kærlighed og savn, er jeg stadig herre over mine handlinger, og lader være med at tage kontakt. Tanken om at han enten er ligeglad eller vred på mig kan forhåbentlig hjælpe mig videre på lidt længere sigt.

Så mit hoved siger at jeg fornuftigt har gjort ende på noget udsigtsløst. Mit hjerte føles tomt og græder blodige tårer. Igen. Jeg er så NEM! Så letpåvirkelig at man skulle tro jeg var 17 somre eller deromkring. Så har jeg været fornuftig? Eller har jeg været livsfornægtende? Jeg hælder lidt til det sidste, men kan jeg andet? Passionsforløbet kom til at koste mig langt mere end jeg havde råd til, og det er nok i lidt for frisk erindring til at jeg tør risikere noget som helst. Men tro mig, han var sød, ham ireren.

... goodbye to romance
that might have been ...

mandag, december 11, 2006

Tro på den gode måde

Min irske ven har ondt af mig fordi jeg ikke har en tro. Mangler en tro, i hans optik. Så han har givet mig en bog, The Blinding Absence of Light, der handler om en mand der holdes som politisk fange i mørklagt isolation i 18 år. Og overlever, muligvis pga. sin tro. Hans forhold til hans gud er i hvert fald nok det enkelttema der fylder mest i bogen.

Bogens trosbegreb er dog præcis af den slags jeg slet ikke har problemer med: det er rent personligt, individuelt, ikke-dømmende, ikke-missionerende. Den slags tro som, set udefra, ene og alene bor i individdet, og ikke kræver noget ydre gudsbegreb. Indefra, i den troendes hoved, er det nok en anden sag, der er det afgørende at have gudsbegrebet, følelsen af Gud hos sig, men for mig at se kan bogen sagtens læses som en mands atten år lange rejse gennem helvede, hjulpet af stor indre styrke og abstraktionsevne. Hør fx hvad der bliver sagt om det omsonste i hævnfølelse:
I had no enemies. I was not giving in to my worst impulses anymore. I understood how draining it was to spend my time chopping into pieces those who had done me so much harm. I had decided not to bother, and that is how I got rid of them, which amounted to killing them without dirtying my hands or stewing forever in the desire to repay them with the same misery they had inflicted on me.

I had to move beyond that idea of revenge once and for all, become impervious to its torments, because revenge smelled strongly of death and did not solve any problems. Search as I might, I found no one to detest. This meant I had returned to a state of mind I loved above all others: I was a free man.
Og om hans konkrete udbytte af sin kommunikation med Gud:

I had resigned myself to enduring our ordeal without complaint. I never reproached anybody but myself, in the silence between two prayers. I had prayed to God without thinking about what might happen or what those prayers might bring me. I expected nothing from them.
Dette sidste udsagn er for mig nøglen – ingen forventning om at Gud skal gengælde hans tro med belønning, eller for den sags skyld afstraffelse af andre syndere. Han fortsætter
Thanks to prayer, I was reaching the best part of myself with he humility of someone who is gradually leaving his body behind to escape the slavery of suffering, appetite, and delirium. My actions were entirely gratuitous, unlike those representing a calculated accountability established with God and his prophets.

Forholdet til Gud er altså ikke til gensidigt udbytte, á la "hvis jeg gør sådan og sådan, beviser Gud sin eksistens ved at belønne mig sådan og sådan", hvilket placerer Gud eftertrykkeligt uden for det naturvidenskabeliges rækkevidde: hans eksistens kan hverken bevises eller modbevises. Og vores mand afslutter tankerækken

Believing in God, praising His mercy, saying His name, glorifying His spirituality – all that was a natural necessity for me and I expected nothing in return, absolutely nothing. I had reached a state of renunciation and inner ascesis that greatly comforted me. [...] I was naked, and that was my victory.

Jeg anerkender fuldt og helt betydningen og den oplevede virkning af denne slags bøn. Jeg vil bare fastholde at selv ikke-troende kan opleve den. Jeg siger ikke at jeg ville have kunnet overleve hans prøvelser, slet ikke, men at jeg mener mig selv lige så godt udrustet til det. Min overlevelsestese kan formuleres "Mit liv er det eneste jeg har, og andre kan kun ødelægge det hvis jeg lader dem gøre det". Andre mennesker kan gøre en ende på mit liv, og ud fra den betragtning må en dårlig dag siges at være bedre end ingen dag. Jeg taler principielt – jeg forklejner på ingen måde den styrke det må kræve at gennemleve og overleve fornedrelse, tortur, forkrøbling og alle ens elskedes død. Men især for mig, der ikke tror på en udødelig sjæl eller liv efter døden, er hver eneste dag man vågner dyrebar, fordi det betyder at man stadig har det kosteligste og mest uerstattelige af alt: ens liv. Det skal hurtigt nok være forbi.

... Vem skulle känna min ånger och sedan förlåta?
Friden i själen, ja, vem skulle skänka mej den?
Vem skulle så ta emot mej till slut efter döden?
Om Du inte fanns till … vem tog hand om mej sen?...

søndag, december 10, 2006

Julefrokost

Min arbejdsjulefrokost var i denne weekend, og jeg fik for første gang tilbud om (hvad jeg tror må være) uforfalsket julefrokostsex: Ingen snaven på dansegulvet, ingen forløjede kærlighedserklæringer, bare de mest nødtørftige 'du er lækker'-signaler, efterfulgt at spørgsmålet: "Skal jeg ikke give en taxa hjem til dig?". Jeg var smigret, men ikke tændt, og svarede "Nej tak, jeg har allerede en gift elsker, jeg har ikke brug for en til"*, hvortil Erektionen replicerede "Jeg behøver heller ikke blive din elsker, vi skal bare have noget sex i aften". Kom så ikke og sig at man aldrig får en ærlig udmelding – hvilket jeg jo til stadighed efterlyser. Og jeg blev da heller ikke Jessica-Lange-i-Tootsie-tøsefornærmet og smed drinken i hovedet på ham, men sagde mange tak for tilbuddet, men nej tak i denne omgang. Og så tog jeg hjem. Bekræftelse scoret, dårlig fuldemandssex efterfulgt af akavede øjeblikke på kontoret undgået. Mine beskedne succeskriterier for aftenen opfyldt.

Men det fik mig til at tænke over utroskab, som jeg bl.a. har diskuteret lidt med Lene, så lad mig benytte lejligheden til at docere om rette, dvs. min, holdning: Jeg har som udgangspunkt intet problem med at være sammen med gifte mænd. Jeg gør ikke deres koner noget, det gør de selv. Jeg tager aldrig initiativer over for gifte mænd, og siger som oftest nej tak, fordi deres egen uærlighed får mig til at tænde af, men HVIS jeg synes vi har en ægte kemi der tigger om forløsning, og de er 100% på uden optakt til bondeanger, så springer jeg til, og lader dem selv rode med deres evt. brudte løfter. Jeg husker så tydeligt Albert Finney i The Browning Version: "Never presume to know the secrets of a marriage". Hvad ved man om hvad der foregår hjemme i deres parforhold, hvad de har indgået af studehandler og stiltiende aftaler om lukkede øjne? Ergo passer jeg min egen etiske biks, og lader dem passe deres.

Og mænd der bliver sure på mænd der har været sammen med deres kærester, og kvinder der bliver sure på den anden kvinde fatter jeg ikke. Tredjeparten skylder jo ikke dem noget, det er deres partner de skal være vrede på. Og det er en ynkelig overførsel og konfliktangst på hjemmefronten der får dem til at udvælge en prügelknabe, fordi de i deres hjerte ikke kan bære at være vrede på den de elsker, eller i deres gustne overlæg ikke tør risikere deres ellers komfortable dagligdag.

... your cheating heart will pine some day
and crave the love you threw away
the time will come when you'll be blue
your cheating heart will tell on you ...

*Det er ham ireren jeg mener. Ganske vist har vi aldrig dyrket sex og derudover sidder han i et andet land, men vi har en diskurs om et udenomsægteskabeligt forhold - det er så tæt på jeg kommer og åbenbart alt hvad jeg kan administrere for tiden.

onsdag, december 06, 2006

Almindelig høflighed?

Prøv lige at høre: For nylig var det et år siden jeg rendte ind i kursusemne nr. 4, hvilket dødssyge forløb blev startskuddet til denne blog. Dengang mødte jeg ham til et arbejdsarrangement, hvor han forudsigeligt nok kom igen i år. Vi så hinanden kort i vrimlen, men han havde diverse pligter til festen, og jeg gik inden han var færdig, så vi fik ikke hilst på hinanden. Ikke fordi jeg partout ikke ville hilse – jeg gad bare heller ikke hænge i timevis og vente; hvem siger han gad snakke med mig? Og jeg havde travlt. Så fint, jeg gik, ikke mere der.

Så kom jeg cyklende hjem for et par dage siden med masser af indkøb på cyklen, iPod i ørerne, og koncentrerede mig foran min bygning om ikke at ramme en fodgænger på fortovet. Der så sød ud med et lidt forsigtigt smil. Og som jeg for sent genkendte som nr. 4. Og pga. fart, indkøb og dimser i ørerne var det ikke lige til at få vendt og råbt ham op. Og det var jeg faktisk lidt flad over. Jeg ligger ikke søvnløs over ham længere, og ville gerne hilse og for den sags skyld sludre, og nu virkede det bare som om jeg stadig var så indebrændt og knust at jeg ikke engang kunne hilse.

I bevidsthed om egen svage viljestyrke slettede jeg hans nummer dengang, så jeg gik og overvejede om jeg skulle finde det på en eller anden måde for at sende en sms, da jeg modtog en fra ham med nogenlunde den ordlyd jeg havde tænkt mig selv at bruge: "Ville gerne have sagt hej, men ... håber du har det godt ...bla bla ... knus". Jeg skrev tak og forklarede, han skrev at det gjorde skam ikke noget, jeg takkede for initiativet, nu jeg havde slettet hans nummer, han svarede "at nu havde jeg jo hans nummer igen". Jeg skrev at vi ville få at se om jeg kunne administrere det, ha ha, hvortil han svarede at "han kunne tåle meget". Hvad betyder det? At jeg skal efterstræbe og plage ham op og ned ad stolper igen, hvorefter han kan sige nej tak? Han ved godt jeg var vild med ham; ville det ikke være lidt ufint at pudse ego med mig? Og jeg tror ærligt talt ikke han har brug for en større fanklub. Nå, jeg har hans nummer, men hvis han sidder og venter på booty calls fra mig, har han nogle skuffede nætter foran sig. Men han kender selvfølgelig heller ikke nye-SHA der er FÆRDIG med at være udfarende i forhold til mænd; han mødte jo i sin tid varmhjertede gamle-SHA, der ikke kunne møde en knude uden at ville ae ham glat.

Eller kan det virkelig være flinke sms'er uden bagtanker, sendt af almindelig høflighed? Findes det stadig?

... now I'm not saying that I want to go
you're not saying that you want me to stay
and this moment doesn't come easy or often ...

mandag, december 04, 2006

Alle tilbeder åbenbart noget II

Kommentatorerne var ikke begejstrede for David Foster Wallaces tanker. Eller måske ikke for min oversættelse. For det tilfælde at jeg ikke har ydet ham retfærdighed i mit udvalg, får I lige hans fortsættelse og konklusion, så vidt det er muligt uden at skulle oversætte hele skidtet:
Den virkeligt vigtige slags frihed involverer opmærksomhed og nærvær og disciplin og umage og det at være i stand til reelt at tage sig af andre mennesker, og ofre noget for dem, igen og igen, på massevis af små usexede måder, hver dag. Det er virkelig frihed. Alternativet er ubevidsthed, "rotteræset" – den konstant lurende fornemmelse af at have haft og mistet en eller anden uendelig ting.

Jeg er klar over at dette nok ikke lyder særligt sjovt eller nemt eller opløftende og inspirerende. Hvad det er, så vidt jeg kan se, er sandheden med en masse retorisk pis barberet væk. Man kan selvfølgelig mene om dette præcis hvad man vil. Men afvis det venligst ikke som en eller anden Dr. Laura-gardinprædiken med løftede pegefingre. Det handler hverken om moral eller religion eller dogmer eller store forkromede spørgsmål om livet efter døden. Sandheden med stort 'S' handler om livet før døden. Handler om at blive 30, måske 50, uden at have lyst til at skyde sig. Det handler om bevidsthed – bevidsthed om det der er så konkret og essentielt, gemt lige for øjnene af os, at vi skal minde os selv om at dét er livet.


Jeg var heller ikke meget begejstret for konklusionen (som var elegantere i artiklen, og hang sammen med en anekdote som han startede med). Den er jo netop, som han selv påpeger, lidt i den kedelige og slid-og-slæb-med-tingene-ende. Så jeg vil ikke gøre mere ud af at forsvare ham, når jeg nu knapt nok selv er enig eller kan påstå at jeg forstår ham fuldt ud.

Det jeg syntes var interessant, var tesen om at ALLE tror på noget. Alle har kerneværdier. Alle har et indre kompas som de orienterer sig i verden efter. Jeg vil, som kloge Z og AnetQ, heller ikke umiddelbart udnævne materiel vanetænkning til at være farligere end åndelig ditto, men godt tilslutte mig bekymringen over det UBEVIDSTE. Det er jo netop det der ligger i vanetænkning: at man ikke forholder sig kritisk, ikke stiller spørgsmål, ikke revurderer. Og den næste konsekvens er at man glemmer at sondre mellem a) hvad der er ens opfattelse af verden og b) hvad der er den virkelige verden. Man kan ikke se andet end at a) = b).

Så for at lynkonkludere på min egen læsning af ham: Man kan ikke undgå at have visse holdninger og reaktioner på rygraden, men det er vigtigt at anerkende dem som dette, altså som aspekter af én selv, og ikke som et naturligt og uundgåeligt resultat af verdens tilstand. Den er man, i sin egen subjektive og nære virkelighed, selv med til at forme, netop i sit valg af værdier og prioriteter.

... life is short and grief can tear a heart apart
life is short, life is sweet
this much I know ...

søndag, december 03, 2006

Alle tilbeder åbenbart noget

Siger David Foster Wallace i sidste nummer af Oprah. Jeg har oversat en, synes jeg, interessant passage:
Det kan ikke lade sig gøre ikke at tilbede noget. Alle tilbeder noget. Vores eneste valg er HVAD vi tilbeder. Og en fremragende grund til at vælge en slags gud eller åndelig værdi at tilbede – det være sig J.C., Allah, Yahweh, Den Store Moder, de fire ædle sandheder eller et ubrydeligt sæt etiske principper – er, at snart sagt alt andet man tilbeder vil æde én levende. Hvis man tilbeder penge og
ting – hvis det er her man tanker indhold i livet – vil man aldrig få nok. Aldrig føle at man har fået nok. Det er sandheden. Tilbed din egen krop og skønhed og seksuelle tiltrækningskraft, og du vil altid føle dig grim; og når tid og alder begynder at sætte sine spor, vil du dø en million gange inden du rent faktisk bliver kulet ned. På et niveau ved vi alle dette i forvejen – det er blevet kodificeret som myter, ordsprog, klichéer, floskler, epigrammer, lignelser: skelettet i enhver god historie. Tricket er at holde sig denne sandhed for øje i hverdagen. Tilbed magt, og du vil føle dig svag og bange, og vil have brug for stadig mere magt over andre for at holde frygten stangen. Tilbed dit intellekt, at blive opfattet som klog, og du vil ende med at føle dig dum og som en bedrager, der nok skal blive afsløret en dag. Og så videre. Det lumske ved disse former for tilbedelse er ikke at de er onde eller syndige; det er at de er UBEVIDSTE. De er default-indstillinger, som man lige så stille glider ind i, dag efter dag, hvor man bliver mere og mere kræsen med hvad man ser eller hvordan man måler værdi, uden at man gør sig rigtigt klart at det er det man er i gang med.

Hmmm. Siger han at jeg ikke er så fri og ateistisk som jeg gik og troede? At min afvisning af dogmer bare gør mig sårbar for alle mulige andre, potentielt langt skadeligere, typer vanetænkning? Jeg skal vist lige finde mig et ubrydeligt sæt etiske principper at tilbede. Som en slags religiøs vaccination.

... I've looked at life from both sides now
from win and lose and still somehow
it's life's illusions I recall
I really don't know life at all ...