onsdag, september 27, 2006

Turpas

Jeg har vist tidligere udbredt mig om min fisefornemme foragt for Cinemaxx, men i går måtte jeg vende cyklen derhen igen. Vennerne fra Pixar havde begået en ny animation, og dem VIL jeg bare så gerne se med de originale stemmer.

Så efter utallige reklamer for Bratz, magnetisk legetøj og underlige bip-bip-spil (eller hvad det nu ellers er, de unge kalder dem), så jeg endelig Cars, og den var skøøøøn! Owen Wilson, Paul Newman, Katherine Helmond (Jessica fra Skum, et herligt genhør) og alle de andre gjorde det fantastisk, og animationen var den bedste jeg nogensinde har set. Der er scener hvor hovedpersonerne, æh, hovedbilerne, kører gennem skove og vandpytter, og jeg LOVER: det lignede at det var animerede biler klippet ind i rigtigt landskab. Hvert eneste blad på træerne bevægede sig livagtigt. Og når jeg ikke sad med kæben imponeret hængende i skødet, sad jeg med et flækket-træsko-grin, og det holdt længe efter jeg var kommet hjem.

I er tilgivet for jeres grimme interiør og kritisable filmvalg, Cinemaxx. Oplevelser som den i går kan man kun ønske sig turpas til.

... Life is a highway
I wanna ride it all night long
if you're going my way
I wanna drive it all night long ...

lørdag, september 23, 2006

Mit dramapakkede liv

Efter aldrig at have ringet 1-1-2, havde jeg i morges brug for det for anden gang på to måneder.

Jeg havde en superhyggelig aften med AnetQ i går (tak! :-)), vi fik en del drinks og fortalte hinanden mange morderligt kloge sandheder og guldkorn. Jeg lagde mit let øre hoved på puden kl. 03.00, og vågnede meget mere ør kl. 05.59 ved febrilsk banken-ringen-banken-ringen på døren. Jeg nåede at tænke urimelige og ukærlige tanker om amatøragtige avisbude, inden jeg blev klar nok til at fatte at det sandsynligvis IKKE var et avisbud. På trappen stod en opkørt andelsfælle: ”Det brænder! Der hænger en masse røg på bagtrappen!!” I har hørt om ham før, han er en af kamphanerne, nu omdøbt til Tweedle-dee og Tweedle-dum.

Jeg løber ud på bagtrappen, der ganske rigtigt lugter forfærdeligt af røg, ned i kælderen, hvor lugten ikke er, og opad, hvor lugten bliver kraftigere, men jeg kan ikke finde kilden – ingen varme, ingen sivende røg. Men øverst bor en lidt skæv eksistens, som har et alkoholproblem og en nyligt overstået alvorlig sygdom, og jeg kan ikke banke hende op – hvis hun da overhovedet er i lejligheden, så NU er jeg bekymret. Jeg løber nedad, møder Tweedle-dum der kommer nedefra, og beder mig ringe til brandvæsenet, hvilket jeg gør. Jeg hopper i noget tøj, og er på vej ned for at tage imod brandvæsenet, da han kalder efter mig: ”Jeg har ikke ringet på hos Tweedle-dee”. Jeg når lige at tænke at det godt nok er et åndssvagt udtryk for deres fejde inden jeg ringer på hos Tweedle-dee, der kommer helt groggy til døren. ”Vi tror det brænder, brandvæsenet er på vej!” siger jeg, og fortsætter ned for at hjælpe brandvæsenet med mit store overblik. Han mumler grødet efter mig: ”Hrajj ... hvadøh ... dææhh ... naajj ... det brænder ik’. Det’ mig der har haft ild i min papirkurv!”

I det samme hører jeg udrykninger, og ser genskin af blå blink på loftet. En brandmand i fuldt udstyr kommer løbende fra en mindre brandbil der holder midt på gaden ”Er det her det brænder?” ”Æh, ja. Dvs. at vi vist nok har fundet ud af hvad det er. En beboer har haft ild i en papirkurv”. Jeg giver ham anvisninger på hvor, og følger ham halvt op, og da jeg kommer ned på gaden igen, holder der FIRE KÆMPE brandbiler på kryds og tværs, og det vælter ud med store sorte mænd. Rustningslignende udstyr. Hjelme med nakkekappe. Hårde, hærgede rygsække. Gudhjælpemig én der løber hen imod mig med en brandslange i hånden. Jeg tror der er gået seks minutter siden mit opkald. Nej, nej, nej. Falsk alarm. Tusind tak fordi I kom så hurtigt, men der er vist ikke noget at komme efter. Beklager meget. I mellemtiden er lægeambulancen kommet, også under udrykning, og jeg håber virkelig ikke at der ligger en med hjertestop i den anden ende af distriktet. Politiet tropper op, og alle disse ordensmagter giver sig til at briefe hinanden.

Brandmændene trak sig tilbage som en sort bølge, og virkede ikke en gang sure, og politiet gik med Tweedle-dee (som får en bøde for ’uagtsom opførsel’ el.lign.). Jeg lå i min seng igen kl. 06.21. Held og lykke med at prøve at sove.

Tweedle-dee er selvfølgelig et fjols når han bruger sin papirkurv som askebæger, men han håndterede det udmærket: slukkede branden, og bar papirkurven ned i gården (derfor røglugten på bagtrappen). Det var midt om natten, så jeg kan godt forstå at han ikke vækkede alle for at fortælle om det. Jeg er faktisk væsentlig mere sur på Tweedle-dum. Hvad FANDEN ligner det ikke at banke på hos alle, hvis man virkelig tror det brænder? Hvad FANDEN ligner det at spilde brandvæsenets tid fordi han ikke vil veksle to ord med én han ikke bryder sig om? Jeg tjekkede folk opad, og gik ud fra at han tjekkede nedad – ellers havde jeg aldrig ringet; hvad FANDEN ligner det at få mig til at fremstå som en uansvarlig hystade?

... my house
s'out of the ordinary
that's might
don't want to hurt nobody
something sure can sweep me off my feet
burning down the house ...

torsdag, september 21, 2006

SHA rystet i sin grundvold

Jeg er lige blevet færdig med The End of Faith, der som forventet var vand på min mølle: Der er ingen forskel på tro og overtro, og jo hurtigere vi får skilt os af med religion, jo bedre. Faktisk mener forfatteren at vi er dømt til undergang hvis vi IKKE gør det, fordi en dybt forankret tro ALTID falder sammen med en dybt forankret overbevisning om at man selv (og ens trosfæller) er tilstrækkeligt meget bedre end andre til, at deres blod er billigt at spilde. Eller endnu værre: at den næste verden er så forjættende skøn at man ikke kan komme dertil hurtigt nok, og man derfor gerne spilder sit eget blod og giver sit liv, hvis man bare kan trække 10-20 vantro med sig.

Han skriver også udmærket om hvordan man sagtens kan have spirituelle værdier i et rationelt liv, men det er fremtidsmusik, så for øjeblikket er der tre af hans pointer der roterer i mit hoved.

Ud med kulturrelativismen
Tolerance er en overvurderet dyd. Den bruges til at vende det blinde øje til forfærdelige tilstande, og er måske som sådan ofte et udtryk for dovenskab. Det er besnærende nemt at sige at alle må leve som de vil, men man kan jo måle på hvilke samfundsværdier der korrelerer med fx høj levealder og rapporteret livskvalitet; det drejer sig fx om lav analfabetisme, mulighed for deltagelse i landets styre, og lav tabuisering af sex og samliv. Og fra dette synspunkt er en høj grad af analfabetisme ikke et tegn på en anden holdning til uddannelse, men tegn på mislykket uddannelse. Og tolerance over for æresdrab af fx voldtagne døtre og søstre er ikke en alternativ etik, det er en mislykket etik.

Ind med de hårde metoder
Pacifisme holder ikke, selvom det utvivlsomt kræver mod og selvdiscplin ikke at løfte hånden mod en angriber. Men det betyder at en enkelt person bevæbnet med kniv kan udrydde en hel by af pacifister. Pacifisme kan godt ses som et udtryk for moralsk integritet, men virker kun hvis modstanderne også har moralsk integritet – ikke hvis de anser liv for at være billigt. Det er en forfærdelig trist sandhed at hvis ens modstander er skrupelløs, bliver ens egne skrupler til et våben i hans hånd. Forfatteren går så langt som til at forsvare tortur, for hvorfor være berøringsangst over for at forvolde en enkelt, måske uskyldig, krigsfange smerte? Vi smider jo uden at blinke bomber der bevisligt dræber, forkrøbler og piner utvivlsomt uskyldige børn og voksne – de neutralt benævnte ’følgeskadevirkninger’. Det ligner måske at der er forskel på tortur og følgeskader, men den oplevede realitet er den samme.

Etik som skak
Hvorfor er det så svært at enes? Er det helt umuligt at finde frem til hvad der er godt og hvad der er ondt? Nej. Ifølge Sam Harris er det lige så nemt og lige så svært som skak: man kan lynhurtigt lære hvordan brikkerne må bevæges, eller hvad der er god opførsel, men derfra og så til altid foretage det optimale træk efter omstændighederne, opføre sig etisk efter omstændighederne, er der et stykke vej. Og det falder nogle mere naturligt end andre. Hvilket selvfølgelig er ærgerligt. Men jeg hæfter mig ved håbet: at det ER muligt at formulere en verdslig etik. Meget gerne snart for mig skyld.

... den som med høyre arm
bærer en byrde
dyr og umistelig
kan ikke myrde ...

mandag, september 18, 2006

Sikke en børnehave!

Jeg bor i Københavns måske mindste andelsforening, så alle beboere kender hinanden. Her er alle muligheder for at have et godt og nært forhold. Og det har nogle af os. Men der er også to der ikke kan døje hinanden. Man kan dårligt tale med den ene i fem minutter før han begynder at bagtale den anden. Da den ene meldte sig til bestyrelsen, skyndte den anden sig også at springe ind, hvorefter de skændtes i det forum i halvandet år, og lagde alt arbejde fuldstændigt ned, med det resultat at vi risikerer at miste den erhvervslejer der står for halvdelen af foreningens årlige indtægt, fordi den forkrøblede bestyrelse ikke har udført den vedligeholdelse der påhviler foreningen. Godt så! Ud af bestyrelsen med dem, ind med nye ildsjæle. Og mig, der ikke kan holde ud at mit tag over hovedet bringes i fare af sådan et par brushoveder.

Bestyrelsen har derfor selvfølgelig tusind ting at tage fat på, men får vi arbejdsro? Næh nej. Ud over hidsige er de åbenbart også opmærksomhedshungrende, fordi de er begyndt at sende klager over hinanden til bestyrelsen. Og de har begge meldt den anden til politiet for vold. Politiet vil ikke røre sagen med en ildtang, og siger bare at nabostridigheder hvor ord står mod ord er umulige at løse. Jeg forstår det simpelthen ikke, for trods det her nævnte vil jeg betegne dem begge som ok fyre – hver for sig. Og man tror bare det er løgn når man ser deres store forurettede øjne, når de beskriver den sidste urimelighed de – ganske uskyldigt – er blevet udsat for fra den andens side. Den ene ryger hash en sjælden gang imellem, og bliver konsekvent omtalt som ’narkomanen’. Den anden er født i Jylland, og nyder derfor betegnelsen ’den bonderøv’.

Det er en falliterklæring, men vi er i gang med at skrive ny husorden hvor det ekspliciteres at beboerne skal holde en urban tone over for hinanden. Og her gik man naivt og troede at det, omend implicit, var klart for enhver. Med henblik på den fremtidige fred i foreningen har bestyrelsen tilbudt at mægle imellem dem. Og fordi jeg altid er så diplomatisk og konsensussøgende, er det mig der skal mægle. Det skal nok gå godt.

... imagine all the people
sharing all the world ...

onsdag, september 13, 2006

Sendt til tælling af toårig

Jeg får FLIP over aldrig at have et sekunds fred! Er det for meget forlangt at ens toårige accepterer en sengetid omkring kl. 20? Så man har et par timers voksentid, til at læse lidt, høre musik, se nyheder, tage en enkelt telefonsamtale? Hvordan kan SÅ lille et menneske have SÅ meget energi til at skrige? Og jeg mener SKRIGE. Jeg sidder fuldstændigt udmattet efter 2½ times kamp. Altså, hun skreg ikke konstant; hun taler fint, og benyttede sig af både angreb og manipulation som
”Det er mig der bestemmer!”
”Dumme, dumme Mor!”
”Du skal bare synge to sange for mig, er det en aftale?”
”Jeg savner dig, Mor”
”Du skal bare lige have et knus”
”Jeg er bange”
”Jeg vil ligge i din seng”
”Jeg vil have vand/mad/pude/ny bog/ legetøj ...”
Ledsaget af en idel kravlen ud af sengen, tagen nattøj og ble af, forsøg på at tage andet tøj på, kommen ind til mig med noget over hovedet i et forsøg på at klovne mig medgørlig, etc., etc., etc. UUUAARRGGGHHH!! Jeg håber ikke det lyder lidt nuttet, for det var det ikke. Jeg havde lyst til at holde hende for munden og brøle ”Så tier du stille!”, men satte mig til at tude i stedet.

Og der er ingen aflastning i sigte, for hele miseren kommer af at hendes andre voksne, hendes far og mormor, lader hende bestemme alt, og bl.a. lader hende sove i deres respektive senge. Mormor gider ikke konflikterne, og jeg kan ikke bede hende tage dem, når hun passer utysket for at gøre mig en tjeneste. Fars forældreskab blander jeg mig ikke i medmindre jeg frygter for barnets sikkerhed, hvilket vil sige aldrig. Selvom jeg GÅTNOK er indebrændt over de lave gærder jeg synes de hopper over.

There never was child so lovely but his mother was glad to get him asleep
Ralph Waldo Emerson

fredag, september 08, 2006

Venter med mine 15 minutter

Grundet mit p.t. udenlandske arbejdsliv har jeg helt glemt at fortaelle at jeg skam ogsaa, ligesom Sille, er blevet kontaktet af Q TV med tilbud om at deltage i deres datingprogram:
På Q TV søger vi en kvinde med erfaring med netdating, der med en god portion humor kan videregive gode råd og advarsler til vores seere. Eks. "Når en mand skriver sådan og sådan, mener han i virkeligheden sådan eller er sådan". Er det noget du vil kunne levere?
Nej. Det burde fremgaa med al oenskelig tydelighed af denne blog at jeg er rundt regnet Nordeuropas daarligste til at gennemskue maends intentioner og til at afkode deres signaler korrekt. Det er rigtigt at jeg har daarlige erfaringer at dele ude af, men har jeg laert noget? Foeler jeg mig godt klaedt paa til at undgaa lignende oplevelser i fremtiden, eller hjaelpe andre til samme? Nej. Jeg lader bare vaere med at netdate. Det er en falliterklaering, og jeg tvivler meget paa at min afmagt ville kunne omsaettes til knaldunderholdende fjernsyn.

Men det er underordnet om jeg kan eller ej, for jeg vil ikke. Sikke en traels platform at komme i fjernsynet paa: "Mislykket netdater med paataget ekspertstatus" - der maa vaere andre der er bedre egnede. Hvis jeg engang skal have mine 15 minutter, haaber jeg det bliver for noget jeg er god til.

... Rolling Stone - wanna see my picture on the cover
Rolling Stone - wanna buy five copies for my mother
Rolling Stone - wanna see my smilin' face
On the cover of the Rolling Stone ...

torsdag, september 07, 2006

Stadig i live

Selvom jeg netop har overlevet et ondsindet forsoeg paa at kede mig ihjel, og det bliver muligvis ikke det sidste. Jeg er paa konference i Italien med det mere noerdede segment af min profession, og trods det, at vi alle arbejder med en eller anden form for sprog og formidling af viden, er der nogle MEGET ringe kommunikatorer imellem.

Her er baade repraesentanter for det private erhvervsliv og for den offentligt finansierede forskning, og vi er ikke altid HELT enige om hvor fokus skal ligge. Og derudover er der som saedvanligt folk fra diverse bananstater der stolt praesenterer en dyb tallerken: "SE!! Den har vi fundet paa! Helt selv!"

Oh well. Min koncentration er muligvis heller ikke den bedste; jeg sidder her, tung og dvask, af alt for meget alt for laekker mad. Italien har bestemt sin formildende indflydelse paa denne konference, vintergarderoben er i hus til baade datter og mig, og Visakortet er blevet til mozzarella. Hvis jeg bare omformulerer succeskriterierne, kan denne konference sagtens blive en succes.

Hov, skal til naeste session, jeg flyver - uden lyrik i anledning af hast.