Jeg var også i biografen i weekenden hvor jeg så X-Men: The Last Stand. Jeg nåede lige at fortælle en ven at jeg havde været i biografen, før han afbrød: ”Så du Match Point?” Æhm, nej. De sidste tre weekender er gået med hhv. Ice Age 2, Da Vincimysteriet og X-Men. Hans ansigt krøllede sig sammen i lede: ”Nå, du kører rigtigt den brune mainstream, hva’?” Og det må jeg jo indrømme. Fakta overdøver min påståede intellektualisme og ditto forkærlighed for finkultur. Jeg VIL virkeligt gerne se Match Point, muligheden har bare ikke lige været der (Yeah, right!!). Ej heller det villige selskab, og jeg får mig altså ikke nosset i biografen alene.
Men nu hvor vi har fastslået at jeg er en uforbederlig poptøs hvad film angår, kan jeg kun sige: ”Heldigvis! Ellers var jeg da faldet helt igennem.” For hvis jeg følte mig ude af segmentet i Imperial, følte jeg mig da helt i etnologskoene i Cinemaxx. Ikke at klientellet var utåleligt (jeg skulle nødig snakke – jeg var selv i træningsbukser og udstyret med kæmpe popcorn), men forfilmene! Er der nogen der har hørt om Tokyo Drift, eller om nogen der skulle have lyst til at se den? For jeg nægter at tro at nogen af jer kunne have lyst. Det er noget med noget bilræs i Japan, biler med flammer malet hen ad siderne og åndsfattige bemærkninger af lev-stærkt-dø-ung-typen, udtalt med stenansigt af unge, kedelige mænd, med unge, kedelige, bekymret udseende duller på armen. Jeg kan slet ikke beskrive hvor ringe den så ud.
Nå, harme fortager sig, men forsvinder ikke helt: Næppe er Christopher Reeve kold i sin grav, før de laver en ny Superman, en prequel, ser det ud til. Kedelig Clark, kedelig Lois, de lignede bipersoner fra Days of Our Lives. Men den kunne man måske finde på at se for ikonets skyld. Måske i kombi med en lille Christopher Reeve-memorial. Snøft. Stakkels Christopher. Du er den eneste rigtige Superman.
Og for lige at afslutte mit lille biotema vil jeg gerne bringe en rettelse: Pia forsøgte ikke at sælge Dansk Folkeparti som en amagerhylde, men på ’Morten Korch-mentaliteten’. Beklager hukommelsessvigt.
Hvis det undrer nogen hvorfor jeg først poster om weekenden nu, kan jeg fortælle at jeg har fået slebet knive, og det kan jeg tydeligvis ikke administrere. Jeg har haft så mange plastre på mine tastefingre at man skulle tro at jeg havde håndfodret et helt akvarium piranhaer.
... Well, you don't know me,
but I know you.
And I've got a message to give to you.
Here come the planes.
So you better get ready. Ready to go.
You can come as you are, but pay as you go ...
tirsdag, maj 30, 2006
søndag, maj 28, 2006
Havesyge SHA
Jeg har tidligere skrevet hvor glad jeg var for min iPod og min Shuffle, og bedyret at med dem var alle mine musikalske lyster tilfredsstillet. Og det er faktisk ikke så mange måneder siden. Men får man nogensinde nok? Nej. Nej.
For nu vil jeg gerne have en iPod TIL. Som tidligere beskrevet er min iPod mit stereoanlæg, og jeg har ikke så meget som en ghettoblaster at spille cd’er på, så ALT ligger på iPod’en. Julemusik, børnemusik, MIN musik, klassisk musik samt øvelserne til Den Velfungerende Bækkenbund. ”Ja tak, SHA, too much information, hvad rager det os? Du kan da bare lade være med at høre det, ikke?” Joooooh. Det ku’ jeg vel. Jeg er bare så glad for funktionen ’Bland sange’ der spiller alle 5.500 numre i vilkårlig rækkefølge. Så har man et lydtapet til når der ikke er noget ved DR X og de andre radioflader, uden irriterende P3-værter og deres endnu mere irriterende lyttere der altid skal ringe ind om et eller andet. Et lydtapet der er udvalgt af en selv, men hvor man alligevel bliver overrasket og hører musik man fuldstændig har glemt. Men så kommer Sigurd Barrett og alle de andre Åh Abe-terrorister og forstyrrer. Og Dolly Sings Christmas. Og ”Læg dig på måtten med benene bøjet”. Øv, altså!! Jeg tror jeg har fået et let tilfælde af seneskedehindebetændelse af at tampe på ’Næste nummer’-knappen. Og ud over den fysiske anstrengelse forstyrrer det mit FLOW. Min hyggelige, børnefri, meditative læseeftermiddag.
Jeg vil have en iPod TIL, og på den vil jeg lægge al den hæslige børnemusik. Jeg har tidligere syntes at Kaj og Andrea var meget hyggelige, men efter 3 trilliarder gentagelser er jeg parat til at klippe de lortedukker i stykker live on tv, hvis jeg bare må slippe for at høre dem igen. Og af al børnemusikken er det dem jeg BEDST kan lide. Væk med bækkenbunden; den kan jeg finde frem når jeg er i det pligtopfyldende hjørne. Der er alligevel INGEN chance for at jeg sådan lige laver et par øvelser, bare fordi iPod’en siger at jeg skal bøje benene. Ud med det klassiske; der er alt for mange kedelige mellemsatser og skingre operasopraner. Og selvfølgelig ud med julemusikken, som jeg ganske vist elsker, men har rationeret til én måned om året. Jeg ville således have en Pligt- og Lager-iPod og en Populærmusikhimmel-iPod, og sidstnævnte kunne køre ’Bland sange’ så der ikke var et øje tørt. Hos mig, i hvert fald.
Det ville dog ikke være uden omkostninger: Da jeg sidst lå og var småutilfreds med alt det uønskede der sneg sig ind i de blandede sange, blev jeg pludselig forstenet af den skønneste lyd. Hvis mit liv var en film, var det den musik der ville spille når min himmels porte åbnes. Det er hjerteskærende smukt, og dog så fredfyldt: Brahms’ Ein Deutsches Requiem, nærmere bestemt 4. sats, Wie lieblich sind deine Wohnungen. Den musik kan stoppe mig, uanset hvad jeg laver. Den udtrykker det ypperste, og det, at den er en del af en grundfæstet religiøs tradition, skal ikke forhindre en ateist som mig i at nyde den. Jeg kan godt fornemme det ypperste, selvom jeg ikke kan fornemme gud.
Wie lieblich sind deine Wohnungen, Herr Zebaoth!
Meine Seele verlanget und sehnet sich nach den Vorhöfen des Herrn;
mein Leib und Seele freuen sich in dem lebendigen Gott.
For nu vil jeg gerne have en iPod TIL. Som tidligere beskrevet er min iPod mit stereoanlæg, og jeg har ikke så meget som en ghettoblaster at spille cd’er på, så ALT ligger på iPod’en. Julemusik, børnemusik, MIN musik, klassisk musik samt øvelserne til Den Velfungerende Bækkenbund. ”Ja tak, SHA, too much information, hvad rager det os? Du kan da bare lade være med at høre det, ikke?” Joooooh. Det ku’ jeg vel. Jeg er bare så glad for funktionen ’Bland sange’ der spiller alle 5.500 numre i vilkårlig rækkefølge. Så har man et lydtapet til når der ikke er noget ved DR X og de andre radioflader, uden irriterende P3-værter og deres endnu mere irriterende lyttere der altid skal ringe ind om et eller andet. Et lydtapet der er udvalgt af en selv, men hvor man alligevel bliver overrasket og hører musik man fuldstændig har glemt. Men så kommer Sigurd Barrett og alle de andre Åh Abe-terrorister og forstyrrer. Og Dolly Sings Christmas. Og ”Læg dig på måtten med benene bøjet”. Øv, altså!! Jeg tror jeg har fået et let tilfælde af seneskedehindebetændelse af at tampe på ’Næste nummer’-knappen. Og ud over den fysiske anstrengelse forstyrrer det mit FLOW. Min hyggelige, børnefri, meditative læseeftermiddag.
Jeg vil have en iPod TIL, og på den vil jeg lægge al den hæslige børnemusik. Jeg har tidligere syntes at Kaj og Andrea var meget hyggelige, men efter 3 trilliarder gentagelser er jeg parat til at klippe de lortedukker i stykker live on tv, hvis jeg bare må slippe for at høre dem igen. Og af al børnemusikken er det dem jeg BEDST kan lide. Væk med bækkenbunden; den kan jeg finde frem når jeg er i det pligtopfyldende hjørne. Der er alligevel INGEN chance for at jeg sådan lige laver et par øvelser, bare fordi iPod’en siger at jeg skal bøje benene. Ud med det klassiske; der er alt for mange kedelige mellemsatser og skingre operasopraner. Og selvfølgelig ud med julemusikken, som jeg ganske vist elsker, men har rationeret til én måned om året. Jeg ville således have en Pligt- og Lager-iPod og en Populærmusikhimmel-iPod, og sidstnævnte kunne køre ’Bland sange’ så der ikke var et øje tørt. Hos mig, i hvert fald.
Det ville dog ikke være uden omkostninger: Da jeg sidst lå og var småutilfreds med alt det uønskede der sneg sig ind i de blandede sange, blev jeg pludselig forstenet af den skønneste lyd. Hvis mit liv var en film, var det den musik der ville spille når min himmels porte åbnes. Det er hjerteskærende smukt, og dog så fredfyldt: Brahms’ Ein Deutsches Requiem, nærmere bestemt 4. sats, Wie lieblich sind deine Wohnungen. Den musik kan stoppe mig, uanset hvad jeg laver. Den udtrykker det ypperste, og det, at den er en del af en grundfæstet religiøs tradition, skal ikke forhindre en ateist som mig i at nyde den. Jeg kan godt fornemme det ypperste, selvom jeg ikke kan fornemme gud.
Wie lieblich sind deine Wohnungen, Herr Zebaoth!
Meine Seele verlanget und sehnet sich nach den Vorhöfen des Herrn;
mein Leib und Seele freuen sich in dem lebendigen Gott.
torsdag, maj 25, 2006
Om at have en blog
Dengang mobiltelefoner var nye og grænseoverskridende, var der en af mine vittige og velformulerede venner der brokkede sig over at turen hjem med kystbanen var blevet en plage af uønskede intime detaljer fra fremmede menneskers liv: ”Så skal jeg sidde der og høre på at pigerne krænger fissen ud til en sommerhat!” Ah yes. Quite. Og det samme er blevet antydet i spørgsmålet om hvad jeg dog vil med en blog? Hvorfor udlevere sig selv sådan? Hvorfor belaste andre mennesker med mine irrelevante følelser og overvejelser? Hvad vil folk dog ikke tænke om mig hvis de genkender mig?
Det er vel et spørgsmål om blufærdighed, hvis kropslige variant jeg har behandlet tidligere. For mig at se er den følelsesmæssige blufærdighed parallel: Det at have en blog er ikke mere selvudleverende end at have en krop. I det offentlige rum er jeg påklædt, kropsligt tildækket, mere eller mindre velovervejet, for at tjene det ene eller det andet praktiske formål, men selvom dem jeg omgås vel ikke tænker på det, er der jo en nøgen krop indenunder. Fuldstændig som man udmærket godt kender den tildækkede sandhed når ens ligblege, skilsmisseramte kollega svarer ”Fint” på ens spørgsmål om hvordan det går. Svaret er både et udtryk for blufærdighed: ”Jeg vil ikke vise mig frem i al min nøgne sårbarhed” og hensynsfuldhed: ”Du skal ikke belastes med al denne elendighed”. Er det ikke af de samme to grunde vi tager tøj på? Ud over Danmarks temperaturmæssigt menneskefjendske beliggenhed, altså?
Vi har alle private følelser og overvejelser, vores private virkelighed, men vi har det meget forskelligt med at dele den med andre, igen parallelt til den kropslige blufærdighed:
- Der findes mennesker som bare ikke vil vise sig nøgne; ikke i omklædningsrum, hverken over for det modsatte eller deres eget køn, og i helt ekstreme tilfælde ikke over for egne sexpartnere. Lad os kalde dem de generte.
- Så er der en midtergruppe der er ok med nøgenhed på rette tid og sted, fx omklædningsrum, lægeundersøgelser, i eget hjem, måske endda natlig nøgenbadning på rustur? Lad os kalde dem de afslappede.
- Og så er der en gruppe der nyder at være nøgne, jo mere offentligt, jo bedre, og lykkeligt smider al tøjet i Kgs. Have ved første solstrejf og til fester efter indtagelse af beskedne mængder alkohol. Lad os kalde dem de ekshibitionistiske.
Jeg tillader mig at være nøgen her på bloggen på mine egne enemærker, og ikke lige op i synet på folk. ’Lige op i synet’ ville, for mig at se, være at rulle ud med mine hjerteblødende afvisningshistorier på foranledning af høflighedsforespørgsler til hvordan det går. Det jeg gør her, hører for mig hjemme i ovennævnte ’afslappede’ kategori. Folk der synes jeg krænger fissen ud til en sommerhat, har jo rig mulighed for at undgå disse sider (selvom en læser lige er endt her efter søgningen ’klidboller’; undskyld, sunde og dydige læser, hvis du mistede appetitten). Jeg vil bestemt ikke udelukke at fx kolleger vil kunne genkende mig hvis deres vej falder forbi, men jeg er ligeglad. De er forhåbentlig udmærket klar over at jeg har mere virkelighed end den velklædte professionalisme (sådan da) de normalt ser. Jeg synes egentlig at det mest oplagte er at respektere mit privatliv og klikke sig videre, men hvis de har glæde af at læse med, har jeg intet problem med det. Jeg er nøgen i min egen lejlighed, sådan virtuelt, og hvis nogen synes det er spændende at holde øje med, kan jeg ikke tage mig af det. Jeg føler ikke at jeg udstiller noget, jeg er bare mig selv. Afslappet, ikke ekshibitionistisk. Men vi sætter nok grænserne forskelligt på kontinuummet Genert-Afslappet-Ekshibitionistisk, og nogle af dem jeg kalder generte, ville vel kalde mig ekshibitionistisk. Hvad siger I, medbloggere? Er vi ekshibitionister hele bundtet?
... I'll be worthy, right?
Only when you realize the gem I am? ...
tirsdag, maj 23, 2006
Optændt af den hellige projektstyringsild
Jeg læste en interessant kronik af Torsten Jansen i Politiken forleden. Den handlede i superkorte træk om hvor barokt det er at vi alle hylder ægteskabet og kernefamilien, eller om ikke hylder, så dog kaster os ud i det, og uden at blinke accepterer en astronomisk fiaskoprocent. 40 % går fra hinanden, og hvad er reaktionen? Skuldertræk, oh tempora, oh mores, ja, sådan bliver vi slynget fra hinanden af hverdagens centrifuge.
Men han spørger meget rammende om vi ville acceptere det samme på andre områder: 40 % af virksomheder går konkurs? 40 % gennemfører ikke deres uddannelse? 40 % af boliger ender på tvangsauktion? Mon ikke vi ville iværksætte lidt undersøgelser? Evt. afprøve andre måder at gøre tingene på? Nye samlivsmønstre? Hvor vi kun bor sammen noget af tiden? Hvor generationerne bor integreret, men på hver sin etage? Klyngehuskollektiv? Naboeneboere? Jeg er sådan set åben over for det hele. Måske virker det søgt på nogle at opstille ’kunstige’ familiemønstre, men hvad har vi at tabe? Intet af dette skulle være tvang, selvsagt, men mon ikke man kan finde kandidater der har lyst til at ryste posen lidt i deres liv? Som en af mine venner kynisk svarede: ”Jo, bare de bliver filmet.” Det var ikke min tanke, men nuvel. Der bliver alligevel brugt masser af skattekroner på at reparere den begrædelige tingenes tilstand via mægling, ekstra tilskud til enlige forsørgere, støtteforanstaltninger til de udsatte børn, etc., så hvorfor ikke kanalisere lidt midler hen til noget proaktivt?
Hvis jeg var projektleder på Familien Danmark, ville jeg ikke være i tvivl om at der skulle handles. Med en fiaskoprocent på 40 står jeg jo til lodret fyring. Der skulle brainstormes om Mål: Hvad vil vi med Familien Danmark? Der skulle udarbejdes ordentlige Interessantanalyser: Hvad er Fars succeskriterier? Mors? Børnenes? Samfundets? Der skulle Risikovurderes: Hvor kommer truslerne fra? Der skulle estimeres Budget: Hvad må det koste? Ud fra dette ville jeg udforme nogle scenarier der så vidt muligt tog hensyn til det afdækkede, og så ville jeg se at få dem afprøvet med Faser, Milepæle, Evaluering, hele svineriet, for at opnå ny Viden.
Ja ja, jeg ved godt at vi som individer danner par og familier for at få dækket følelsesmæssige og biologiske behov, men er det ikke lidt interessant at anskue institutionen Familien fra projektvinklen? For der er jo unægteligt mønstre der går igen, uanset hvor meget vores individuelle familie føles unik, så måske findes der også værktøjer der kan hjælpe Familien på mere ret køl? Eller også ender vi måske med at konkludere at det er Forventningsafstemningen der har været helt gal? Måske er det slet ikke meningen at vi alle skal leve i Familien?
... if I had a hammer
I’d a-hammer in the mo-orning ...
Men han spørger meget rammende om vi ville acceptere det samme på andre områder: 40 % af virksomheder går konkurs? 40 % gennemfører ikke deres uddannelse? 40 % af boliger ender på tvangsauktion? Mon ikke vi ville iværksætte lidt undersøgelser? Evt. afprøve andre måder at gøre tingene på? Nye samlivsmønstre? Hvor vi kun bor sammen noget af tiden? Hvor generationerne bor integreret, men på hver sin etage? Klyngehuskollektiv? Naboeneboere? Jeg er sådan set åben over for det hele. Måske virker det søgt på nogle at opstille ’kunstige’ familiemønstre, men hvad har vi at tabe? Intet af dette skulle være tvang, selvsagt, men mon ikke man kan finde kandidater der har lyst til at ryste posen lidt i deres liv? Som en af mine venner kynisk svarede: ”Jo, bare de bliver filmet.” Det var ikke min tanke, men nuvel. Der bliver alligevel brugt masser af skattekroner på at reparere den begrædelige tingenes tilstand via mægling, ekstra tilskud til enlige forsørgere, støtteforanstaltninger til de udsatte børn, etc., så hvorfor ikke kanalisere lidt midler hen til noget proaktivt?
Hvis jeg var projektleder på Familien Danmark, ville jeg ikke være i tvivl om at der skulle handles. Med en fiaskoprocent på 40 står jeg jo til lodret fyring. Der skulle brainstormes om Mål: Hvad vil vi med Familien Danmark? Der skulle udarbejdes ordentlige Interessantanalyser: Hvad er Fars succeskriterier? Mors? Børnenes? Samfundets? Der skulle Risikovurderes: Hvor kommer truslerne fra? Der skulle estimeres Budget: Hvad må det koste? Ud fra dette ville jeg udforme nogle scenarier der så vidt muligt tog hensyn til det afdækkede, og så ville jeg se at få dem afprøvet med Faser, Milepæle, Evaluering, hele svineriet, for at opnå ny Viden.
Ja ja, jeg ved godt at vi som individer danner par og familier for at få dækket følelsesmæssige og biologiske behov, men er det ikke lidt interessant at anskue institutionen Familien fra projektvinklen? For der er jo unægteligt mønstre der går igen, uanset hvor meget vores individuelle familie føles unik, så måske findes der også værktøjer der kan hjælpe Familien på mere ret køl? Eller også ender vi måske med at konkludere at det er Forventningsafstemningen der har været helt gal? Måske er det slet ikke meningen at vi alle skal leve i Familien?
... if I had a hammer
I’d a-hammer in the mo-orning ...
søndag, maj 21, 2006
To overraskelser og en påmindelse
Jeg er som bekendt tjekket, cool og trendsettende, hvilket bl.a. giver sig udtryk i at jeg går i biografen på coole tidspunkter – altså om aftenen. Ikke om dagen sammen med de arbejdsløse og indenlandsturisterne. Men det glippede med Da Vincimysteriet; jeg var ikke helt så avantgarde som vanligt, ergo var alle billetterne til fredag aften væk, den ene og den anden aftale var i vejen, og summa summarum satte jeg mig til rette i det røde plyssæde lørdag kl. 12 middag.
Og så var det jeg blev mindet om at klientellet er et andet på det tidspunkt: Coole, trendsettende biografgæster ignorerer som bekendt reklamerne, men sådan en lørdag middag bliver der altså grinet højt og hjerteligt af selv den allerældste ’sluk mobilen’-spot, den hvor Laus Højbye, tidligere Krumme, nu reklameskuespiller, løber gennem regnen på flugt fra truende hætteklædt mand, der viser sig at være harmløs bureaukrattype, som med fistelstemme gør opmærksom på at ekskrumme havde glemt at slukke mobilen i biffen. HA HA HAAA! Min søster og jeg kiggede hårdt prøvet på hinanden: ”Godt det ikke er en komedie,” sagde søster, og vi fortsatte vores begavede og tidsfordrivende samtale hen over de dræbende kedsommelige og gammelkendte reklamer. Men hvad?! Hvad var det for en kendt skærebrænderstemme jeg aldrig tidligere har hørt i Imperial? Pia Kjærsgaards! Hun har simpelthen indtalt en hvervespot for Dansk Folkeparti. Konceptet er tyvstjålet fra Politiken, men det er også godt: det der med at citere hvad ens kritikere siger om en (’flæbende pladderhumanisme’, ’feministisk bøsseævl’), derved signalerende humoristisk overskud, og måske i forbifarten udstillende ens kritikeres manglende saglighed. DF’s var lavet som et slagtilbud hvor man kunne få hele TRE ting dødbilligt:
Dagens anden overraskelse stod selve filmen for: den fortjener overhovedet ikke den sviner den har fået af anmelderne. Den anmelder der kritiserede Tom Hanks for at ’drukne i alt for lang og kompleks dialog’ skulle gå hjem og forsøge at få sit lix-tal op over pixibog. Muligvis ikke hæsblæsende spændende, men ikke ueffent skruet sammen, synes jeg. Det forekommer mig brandurimeligt at lægge filmen til last at vi alle har læst bogen; nye måder at se verden på, fiktive så vel som faktuelle, er nu engang kun livsgrundlagsomvæltende første gang man hører dem, så selvfølgelig bliver man ikke rystet i sit sinds grundvold over filmen når man har læst bogen. Og de anmeldere der har haft den forventning, og derfor nu føler sig berettigede til at sidde og sige ’Øøøøøvvvvv! En tiger ...’ virker barnlige i deres urimelighed. Måske genbruger Ron Howard de visuelle effekter fra A Beautiful Mind, men jeg synes stadig de er flotte. Hvis jeg endelig skal kritisere den for noget, er det ikke at den kæntrer i sit forsøg på at få hele bogen med, snarere det modsatte: jeg tror den vil være svær at følge hvis man IKKE har læst bogen, fordi en del nøglepersoner, især på skurkesiden, kun lige bliver hastigt skitseret, og deres bevæggrunde står mildest talt tågede. Nå, jeg vil ikke udnævne den til årets film (den er fx heller ikke helt fri for gud-er-god-morale), men synes bestemt den er seværdig og underholdende.
... what part of our history's reinvented and under rug swept?
what part of your memory is selective and tends to forget? ...
Og så var det jeg blev mindet om at klientellet er et andet på det tidspunkt: Coole, trendsettende biografgæster ignorerer som bekendt reklamerne, men sådan en lørdag middag bliver der altså grinet højt og hjerteligt af selv den allerældste ’sluk mobilen’-spot, den hvor Laus Højbye, tidligere Krumme, nu reklameskuespiller, løber gennem regnen på flugt fra truende hætteklædt mand, der viser sig at være harmløs bureaukrattype, som med fistelstemme gør opmærksom på at ekskrumme havde glemt at slukke mobilen i biffen. HA HA HAAA! Min søster og jeg kiggede hårdt prøvet på hinanden: ”Godt det ikke er en komedie,” sagde søster, og vi fortsatte vores begavede og tidsfordrivende samtale hen over de dræbende kedsommelige og gammelkendte reklamer. Men hvad?! Hvad var det for en kendt skærebrænderstemme jeg aldrig tidligere har hørt i Imperial? Pia Kjærsgaards! Hun har simpelthen indtalt en hvervespot for Dansk Folkeparti. Konceptet er tyvstjålet fra Politiken, men det er også godt: det der med at citere hvad ens kritikere siger om en (’flæbende pladderhumanisme’, ’feministisk bøsseævl’), derved signalerende humoristisk overskud, og måske i forbifarten udstillende ens kritikeres manglende saglighed. DF’s var lavet som et slagtilbud hvor man kunne få hele TRE ting dødbilligt:
"Kakkelbord + amagerhylde(?) + kolonihavementalitet i et helt år, kun kr. 150,-.Altså, nu var jeg jo trendsettende uopmærksom, så jeg er ikke sikker på amagerhylden, men de to andre er gode nok. Og så indtalt af Pia selv! Ganske vist også kopieret fra Politikens reklamer, indtalt af Thøger selv, men det er sgu da humor! Hvilket ærligt talt ikke er det jeg kender DF for – yderst overraskende.
Meld dig ind i Dansk Folkeparti."
Dagens anden overraskelse stod selve filmen for: den fortjener overhovedet ikke den sviner den har fået af anmelderne. Den anmelder der kritiserede Tom Hanks for at ’drukne i alt for lang og kompleks dialog’ skulle gå hjem og forsøge at få sit lix-tal op over pixibog. Muligvis ikke hæsblæsende spændende, men ikke ueffent skruet sammen, synes jeg. Det forekommer mig brandurimeligt at lægge filmen til last at vi alle har læst bogen; nye måder at se verden på, fiktive så vel som faktuelle, er nu engang kun livsgrundlagsomvæltende første gang man hører dem, så selvfølgelig bliver man ikke rystet i sit sinds grundvold over filmen når man har læst bogen. Og de anmeldere der har haft den forventning, og derfor nu føler sig berettigede til at sidde og sige ’Øøøøøvvvvv! En tiger ...’ virker barnlige i deres urimelighed. Måske genbruger Ron Howard de visuelle effekter fra A Beautiful Mind, men jeg synes stadig de er flotte. Hvis jeg endelig skal kritisere den for noget, er det ikke at den kæntrer i sit forsøg på at få hele bogen med, snarere det modsatte: jeg tror den vil være svær at følge hvis man IKKE har læst bogen, fordi en del nøglepersoner, især på skurkesiden, kun lige bliver hastigt skitseret, og deres bevæggrunde står mildest talt tågede. Nå, jeg vil ikke udnævne den til årets film (den er fx heller ikke helt fri for gud-er-god-morale), men synes bestemt den er seværdig og underholdende.
... what part of our history's reinvented and under rug swept?
what part of your memory is selective and tends to forget? ...
fredag, maj 19, 2006
Stavningsservice
Jeg LOVER at jeg ikke sad og granskede mine følelser. Det gjorde jeg virkelig ikke. Og selvom jeg gjorde, ved jeg godt at det er på tide at blogge om noget andet. Men altså, jeg FORSØGTE at arbejde, og ud fra mine papirer springer ordet ’hårknude’, samtidig med at mit ukoncentrerede sind konstaterer at mine følelser er gået i hårdknude. Hvor tarveligt er det lige af det danske sprog? Kan man VÆRE mere spidsfindig? Så lad mig, serviceminded som altid, klargøre at ’hårdknude’ kun bruges billedligt, når noget er så sammenfiltret at situationen er umulig at rede ud. ’Hårknude’, derimod, bruges kun bogstaveligt om langt hår der bindes op på en eller anden måde på hovedet.
'Sproglig spidsfindighed' fik mig til at tænke på en god bog jeg læste sidste år. Og jeg er jo netop kommet med i en bogklub, hurra! Det glæder jeg mig meget til. Gad vide om jeg kan lokke dem til at læse Jonathan Strange & Mr. Norrell? Det er en skøn og helt unik bog, men ubestrideligt lang. Og måske også lidt lang tid om at komme i gang. Man skal som regel give en bog en 50 siders tid før man tænker ’Det her er fedt. Den vil jeg læse færdig. Jeg må vide hvad der sker.’ Som jeg husker det, skulle denne have 300 sider før jeg tænkte sådan. Og det var bestemt ikke fordi jeg kedede mig de første 300 sider, jeg kunne bare ikke lure hvor bogen var på vej hen. Det lyder sikkert utåleligt, at en bog på 800 sider væver de første 300, men jeg synes at den var en meget belønnende læseoplevelse. Unik historie, unik sprogbehandling, unikke karakterer. I den grad Harry Potter for voksne intellektuelle. Jeg fik den danske udgave forærende, og gav den videre da jeg allerede havde den engelske, men fra de små punkttjek jeg lavede, virkede oversættelsen rigtig god. Og jeg misunder bestemt ikke den oversætter der fik den tjans. Så jeg ville dødgerne citere fra den danske, men den er altså nået et trin højere op i fødekæden. Men en smagsprøve skal I have; vi møder Stephen, vores helt, og ’the gentleman’, en værre skurk:
'Sproglig spidsfindighed' fik mig til at tænke på en god bog jeg læste sidste år. Og jeg er jo netop kommet med i en bogklub, hurra! Det glæder jeg mig meget til. Gad vide om jeg kan lokke dem til at læse Jonathan Strange & Mr. Norrell? Det er en skøn og helt unik bog, men ubestrideligt lang. Og måske også lidt lang tid om at komme i gang. Man skal som regel give en bog en 50 siders tid før man tænker ’Det her er fedt. Den vil jeg læse færdig. Jeg må vide hvad der sker.’ Som jeg husker det, skulle denne have 300 sider før jeg tænkte sådan. Og det var bestemt ikke fordi jeg kedede mig de første 300 sider, jeg kunne bare ikke lure hvor bogen var på vej hen. Det lyder sikkert utåleligt, at en bog på 800 sider væver de første 300, men jeg synes at den var en meget belønnende læseoplevelse. Unik historie, unik sprogbehandling, unikke karakterer. I den grad Harry Potter for voksne intellektuelle. Jeg fik den danske udgave forærende, og gav den videre da jeg allerede havde den engelske, men fra de små punkttjek jeg lavede, virkede oversættelsen rigtig god. Og jeg misunder bestemt ikke den oversætter der fik den tjans. Så jeg ville dødgerne citere fra den danske, men den er altså nået et trin højere op i fødekæden. Men en smagsprøve skal I have; vi møder Stephen, vores helt, og ’the gentleman’, en værre skurk:
... Stephen made some admiring remark about the colour which was not exactly pale blue and not exactly grey, not precisely lavender and not precisely lilac.
- ”Yes, indeed! It is beautiful,” agreed the gentleman enthusiastically. ”And very hard to make. The pigment must be mixed with the tears of spinsters of good family, who must live long lives of impeccable virtue and die without ever having had a day of true happiness!”
- ”Poor ladies!” said Stephen. ”I am glad it is so rare.”
- ”Oh! It is not the tears that make it rare – I have bottles full of those – it is the skill to mix the colour.”
onsdag, maj 17, 2006
Hjerne er grød – igen
Tak for kærlig henstilling, Leto – jeg har hyggemailet for meget og blogget for lidt. Men jeg har bare fortvivlende lidt at byde på for tiden. Fx har jeg siddet på arbejde og stirret på frasen Abstand zwischen Bäumen de sidste fem minutter til ingen verdens nytte. Don’t ask. Eller jo, lad mig prøve at forklare: Jeg skal gøre et eller andet lækkert XML’et ved den, men fandme om jeg kan huske hvad det er. Eller rettere, ved opbydelsen af al koncentration kan jeg have processerne presente i hovedet, men når jeg så bøjer hovedet (kan ikke blindskrift) over tastaturet for at GØRE det, bruger hjernen så meget energi på mine hænders motorik at processerne bliver til tåge. Hvis min hjerne var en computer (HA! As if!) ville jeg konstant have det den der meddelelse stående om at oprydning på C:/ er påkrævet, da man er ved at løbe tør for hukommelse.
Jeg har før mukket over at man ikke selv kan bestemme hvad man husker. Alt muligt overflødigt bras, Matadorcitater, morgensange, barndommens slikpriser, norske melodigramprisanges point, sladder om samtlige ABBA-medlemmer, navne på og særtræk ved hunderacer jeg aldrig bliver ejer af, etc., etc., etc., ligger og fylder det hele, og blokerer for alt det jeg gerne vil lære og huske i dag. Jeg ville gerne være skarp i afkodningen af et XSLT, kunne ryste Unicode-værdier ud af ærmet, programmere min blog i WordPress og kunne forstå min selvangivelse, men nej. Til gengæld kan jeg alle 11 vers af Danmark, nu blunder den lyse nat udenad. Duh. Et typisk eksempel på fejldisponeret begavelse, ifølge Piet Hein: Det er meget kvikkere at bruge hovedet som et stort værksted og et lille lager end omvendt. Ja tak, but how?
Og nu vi er ved konstruktionsfejl: hvorfor fanden kan man ikke lukke ørerne? Åh, det ville være så fredfyldt. Hvad siger du? Savanne ... rovdyr ... altid på vagt ... overlevelse. Ja ja, meget vel, men er det ikke det vi har evolutionen til? Skal vi ikke se at komme videre?
... I can feel so unsexy for someone so beautiful
so unloved for someone so fine
I can feel so boring for someone so interesting
so ignorant for someone of sound mind ...
Jeg har før mukket over at man ikke selv kan bestemme hvad man husker. Alt muligt overflødigt bras, Matadorcitater, morgensange, barndommens slikpriser, norske melodigramprisanges point, sladder om samtlige ABBA-medlemmer, navne på og særtræk ved hunderacer jeg aldrig bliver ejer af, etc., etc., etc., ligger og fylder det hele, og blokerer for alt det jeg gerne vil lære og huske i dag. Jeg ville gerne være skarp i afkodningen af et XSLT, kunne ryste Unicode-værdier ud af ærmet, programmere min blog i WordPress og kunne forstå min selvangivelse, men nej. Til gengæld kan jeg alle 11 vers af Danmark, nu blunder den lyse nat udenad. Duh. Et typisk eksempel på fejldisponeret begavelse, ifølge Piet Hein: Det er meget kvikkere at bruge hovedet som et stort værksted og et lille lager end omvendt. Ja tak, but how?
Og nu vi er ved konstruktionsfejl: hvorfor fanden kan man ikke lukke ørerne? Åh, det ville være så fredfyldt. Hvad siger du? Savanne ... rovdyr ... altid på vagt ... overlevelse. Ja ja, meget vel, men er det ikke det vi har evolutionen til? Skal vi ikke se at komme videre?
... I can feel so unsexy for someone so beautiful
so unloved for someone so fine
I can feel so boring for someone so interesting
so ignorant for someone of sound mind ...
onsdag, maj 10, 2006
Læsning er noget skidt
Det er i hvert fald tesen blandt nogle sunde meditations- og yogatyper jeg med mellemrum har hængt ud med. ”Ah, den læsende leddiggænger”, som en af dem patroniserende sagde til mig med bogen, hvorefter han selvfedt satte sig i lotus med linealryg og indstillede sit blik på uendeligt. Jeg kan ikke meditere, so sue me. Og min lotus er faktisk heller ikke langtidsholdbar, hvis sandheden skal frem. Men når jeg læser, forsvinder verden for mig, og er det ikke pointen?
Det er muligvis mit stof, min krykke, men mellem os sagt har jeg også brug for en krykke for tiden. Alting kører som i sirup – tungt og langsomt. Så eskapisme, kom og tag mig. Jeg kan rapportere at Khourys The Last Templar var ret fængende, men havde en helt gnistfri kærlighedshistorie og en TOPirriterende slutning. Selv i fiktionsform kan jeg næsten ikke HA’ de der gud-er-god-moraler. Næh, må jeg så bede om ærlig hedenskab, fx Saylors Roman Blood. Se, det er spænding, oplysning, underholdning ... der er intet som et godt periodedrama der i den grad kan løfte én ud af hverdagen. Og det bedste er at jeg også købte den næste i serien i samme hug – jeg VIDSTE bare de ville være gode. Så den venter på mig, indbydende på en smagfuld, matcacheret måde. Ikke noget lufthavnslitteraturlir, præg og forgyldning og den slags. Næh, det er ramasjang med goooooood smag.
Jeg fortsætter nu også mit udviklende arbejde med Dr. Phil der bl.a. påstår at det er en fordom at all mænd er liderkarle på bunden - og det lyder jo lovende. Han siger til gengæld også at det er et faktum at a. mænd primært tænder på det de ikke kan få, og b. bliver hylet ud af den af stærke kvinder. Hrrrmmmmpfff. Hvis de skal være så trekantede og ude af stand til at se hvad der er til deres fordel, så gider jeg dem da heldigvis slet ikke. De er jo heller ikke ufarlige, for iflg. Anders Lund Madsen er mænd grævlinger, og derfor nødt til at bide til det knaser. Av.
... look into his angeleyes
you'll think you're in paradise
and one day you'll find out he wears a disguise
don't look too deep into those angeleyes ...
Det er muligvis mit stof, min krykke, men mellem os sagt har jeg også brug for en krykke for tiden. Alting kører som i sirup – tungt og langsomt. Så eskapisme, kom og tag mig. Jeg kan rapportere at Khourys The Last Templar var ret fængende, men havde en helt gnistfri kærlighedshistorie og en TOPirriterende slutning. Selv i fiktionsform kan jeg næsten ikke HA’ de der gud-er-god-moraler. Næh, må jeg så bede om ærlig hedenskab, fx Saylors Roman Blood. Se, det er spænding, oplysning, underholdning ... der er intet som et godt periodedrama der i den grad kan løfte én ud af hverdagen. Og det bedste er at jeg også købte den næste i serien i samme hug – jeg VIDSTE bare de ville være gode. Så den venter på mig, indbydende på en smagfuld, matcacheret måde. Ikke noget lufthavnslitteraturlir, præg og forgyldning og den slags. Næh, det er ramasjang med goooooood smag.
Jeg fortsætter nu også mit udviklende arbejde med Dr. Phil der bl.a. påstår at det er en fordom at all mænd er liderkarle på bunden - og det lyder jo lovende. Han siger til gengæld også at det er et faktum at a. mænd primært tænder på det de ikke kan få, og b. bliver hylet ud af den af stærke kvinder. Hrrrmmmmpfff. Hvis de skal være så trekantede og ude af stand til at se hvad der er til deres fordel, så gider jeg dem da heldigvis slet ikke. De er jo heller ikke ufarlige, for iflg. Anders Lund Madsen er mænd grævlinger, og derfor nødt til at bide til det knaser. Av.
... look into his angeleyes
you'll think you're in paradise
and one day you'll find out he wears a disguise
don't look too deep into those angeleyes ...
lørdag, maj 06, 2006
Hvem er du – i fem ord?
Boris Planteskægs post om kærestekrav på listeform fik det til at klø i mine tastefingre for at kommentere, og inden jeg så mig om blev det enormt langt og enormt meget min egen dagsorden, så jeg rykkede det hertil. Men læs hans post og kommentarerne først.
For selvfølgelig er det dødsdømt at have en tjekliste som potentielle kærester skal stemme overens med. I hvert fald hvis listen er lang som et ondt år og bugner af overfladehejs som ’egen bolig’, ’stor bil’, ’dygtig bowlingspiller’ og den slags. Men jeg vil stadig vove at forsvare listen, eller i det mindste én permutation af Listen; ideen er vist oprindeligt Joan Ørtings, men jeg har fået den refereret af en veninde:
Man skal granske sit inderste, og finde frem til sine kerneværdier eller mest skattede træk. De ting ved én selv som man holder klippefast i, de ting som man aldrig vil gå på kompromis med, fordi man rent faktisk er meget stolt af at have netop disse træk. Det kan være ’sandfærdig’, ’rationel’, ’intuitiv’, ’kreativ’, ’intelligent’ – hvad man nu end mener er det mest karakteristiske OG beundringsværdige ved en selv som person. Jeg syntes det var en svær, men også interessant øvelse, og efter længere tids brainstorming/grovsortering/finsortering endte jeg med en liste hvis indhold egentlig overraskede mig, selvom den burde have stået med flammeskrift for mit indre øje hele tiden – den var jo MIG. Og da jeg havde formuleret mine træk, stod det mig fx meget klarere hvad der var gået galt i mit ægteskab. Jeg opnåede altså en indsigt ved denne øvelse som månedsvis af diskussioner og parterapi ikke havde givet mig.
Man skal finde FEM træk, og så skal man lede efter en partner med DE SAMME træk. Og det er ikke urimeligt, iflg. Joan Ørting, fordi man beder jo ikke om en million ting, men kun fem. Og selvfølgelig er vi alle langt mere end hvad der kan beskrives med fem ord, men de fem, den klangbung, SKAL altså være der. Så har man et fundament hvorpå man kan forhandle og kompromisse om resten. På mig virker det troværdigt. I min parterapi kom det frem at min eks og jeg havde valgt hinanden på den helt klassiske måde, med traumerne. Sådan at forstå at man ubevidst leder efter sin modsætning, den der kan fylde alle hullerne og gøre én hel. Men når forelskelsens brusen lægger sig, kan man ikke forlige sig med den andens anderledeshed, og selv de ting man mente at have til fælles, kan vise sig at mangle soliditet; for hvad hjælper det at man har noget til fælles, hvis man tillægger det helt forskellig vægt? At det der er livet om at gøre for den ene, er ret ligegyldigt for den anden, selvom man på overfladen ser ens på det?
Som det fremgår af nærværende blog, har min fine fempunktsliste ikke skaffet mig en match-made-in-heaven-partner, men jeg tillader mig at anbefale fremgangsmåden alligevel. Det er en meget selvtillidsløftende proces at fokusere på sine stærke sider og bedste træk, og en velkommen afveksling fra selvhjælpsvinklen hvor man ’arbejder med sig selv’ og afdækker sine ’issues’ i et omfang så man føler sig helt fejlbehæftet. Find de fem ord, så ser du ikke kun hullerne i osten.
... so for a while we conducted experiments
in an apartment by the river run
and we found out that the two things we put together
had a bad tendency to explode ...
For selvfølgelig er det dødsdømt at have en tjekliste som potentielle kærester skal stemme overens med. I hvert fald hvis listen er lang som et ondt år og bugner af overfladehejs som ’egen bolig’, ’stor bil’, ’dygtig bowlingspiller’ og den slags. Men jeg vil stadig vove at forsvare listen, eller i det mindste én permutation af Listen; ideen er vist oprindeligt Joan Ørtings, men jeg har fået den refereret af en veninde:
Man skal granske sit inderste, og finde frem til sine kerneværdier eller mest skattede træk. De ting ved én selv som man holder klippefast i, de ting som man aldrig vil gå på kompromis med, fordi man rent faktisk er meget stolt af at have netop disse træk. Det kan være ’sandfærdig’, ’rationel’, ’intuitiv’, ’kreativ’, ’intelligent’ – hvad man nu end mener er det mest karakteristiske OG beundringsværdige ved en selv som person. Jeg syntes det var en svær, men også interessant øvelse, og efter længere tids brainstorming/grovsortering/finsortering endte jeg med en liste hvis indhold egentlig overraskede mig, selvom den burde have stået med flammeskrift for mit indre øje hele tiden – den var jo MIG. Og da jeg havde formuleret mine træk, stod det mig fx meget klarere hvad der var gået galt i mit ægteskab. Jeg opnåede altså en indsigt ved denne øvelse som månedsvis af diskussioner og parterapi ikke havde givet mig.
Man skal finde FEM træk, og så skal man lede efter en partner med DE SAMME træk. Og det er ikke urimeligt, iflg. Joan Ørting, fordi man beder jo ikke om en million ting, men kun fem. Og selvfølgelig er vi alle langt mere end hvad der kan beskrives med fem ord, men de fem, den klangbung, SKAL altså være der. Så har man et fundament hvorpå man kan forhandle og kompromisse om resten. På mig virker det troværdigt. I min parterapi kom det frem at min eks og jeg havde valgt hinanden på den helt klassiske måde, med traumerne. Sådan at forstå at man ubevidst leder efter sin modsætning, den der kan fylde alle hullerne og gøre én hel. Men når forelskelsens brusen lægger sig, kan man ikke forlige sig med den andens anderledeshed, og selv de ting man mente at have til fælles, kan vise sig at mangle soliditet; for hvad hjælper det at man har noget til fælles, hvis man tillægger det helt forskellig vægt? At det der er livet om at gøre for den ene, er ret ligegyldigt for den anden, selvom man på overfladen ser ens på det?
Som det fremgår af nærværende blog, har min fine fempunktsliste ikke skaffet mig en match-made-in-heaven-partner, men jeg tillader mig at anbefale fremgangsmåden alligevel. Det er en meget selvtillidsløftende proces at fokusere på sine stærke sider og bedste træk, og en velkommen afveksling fra selvhjælpsvinklen hvor man ’arbejder med sig selv’ og afdækker sine ’issues’ i et omfang så man føler sig helt fejlbehæftet. Find de fem ord, så ser du ikke kun hullerne i osten.
... so for a while we conducted experiments
in an apartment by the river run
and we found out that the two things we put together
had a bad tendency to explode ...
torsdag, maj 04, 2006
Kort nyt
Min søster har haft periskopet ude i de fjernere kredse af sin omgangskreds for at finde en date til mig, og et lovende emne blev lokaliseret. Ifølge den fælles bekendt er han ’klog som en bog’, og dette skønne udtryk bliver bestemt ikke mindre latterfremkaldende af at hun taler klingende bornholmsk. Aldersforskellen er lige stor nok, så der er ingen date på bedding, men ovenstående udtryk er gevinst nok.
På mit kontor står nu en frodig plante smækfuld af flammelyserøde blomster, en opmuntringsgave fra kollega og kontornabo efter han havde luret Passionskrisen. Han var behørigt fortørnet, men er ellers ikke den store for følelser i det offentlige rum, så han satte hurtigt et optimistisk smil på: ”Schwamm darüber, SHA! Du skal bare sætte en blomst i håret, tage danseskoene på og gå på bar!” Hvilket sikkert er et fint råd, og supercharmerende i hans formulering, der minder om noget en ung Henning Mouritzen ville sige i en gammel dansk film. Så det vil jeg gøre.
... sånt är livet, sånt är livet
så mycket falskhet bor det här
den man förlorar vinner en annan
så håll i vännen som du har kär ...
På mit kontor står nu en frodig plante smækfuld af flammelyserøde blomster, en opmuntringsgave fra kollega og kontornabo efter han havde luret Passionskrisen. Han var behørigt fortørnet, men er ellers ikke den store for følelser i det offentlige rum, så han satte hurtigt et optimistisk smil på: ”Schwamm darüber, SHA! Du skal bare sætte en blomst i håret, tage danseskoene på og gå på bar!” Hvilket sikkert er et fint råd, og supercharmerende i hans formulering, der minder om noget en ung Henning Mouritzen ville sige i en gammel dansk film. Så det vil jeg gøre.
... sånt är livet, sånt är livet
så mycket falskhet bor det här
den man förlorar vinner en annan
så håll i vännen som du har kär ...
tirsdag, maj 02, 2006
Ukuelig – eller bare nem?
Jeg burde sidde og surmule i århundredets penisembargo, men synes pludselig at mandekønnet gnistrer af formildende træk! Nogle af dem er bare så hylende grinagtige (Kærlige Peanut møder Stodderoliven – jeg elsker det!) at jeg frydes, og andre er så (æhm, belært af nylig erfaring må jeg hellere skrive ’virker så’) ærlige og direkte og varme at jeg bliver helt afvæbnet. Og det vel at mærke på et tidspunkt hvor jeg ellers troede at jeg havde væbnet mig til tænderne og hevet paraderne op til DEFCON 1.
Mænd har det jo bare slet ikke nemt. Det bevidnes af Norah Vincent, der i Self-Made Man har beskrevet sine oplevelser som undercover mand. Hun er selv en kvinde, gift med en kvinde, og derfor på ingen måde uvidende om kvinders opførsel generelt. Men hun konkluderer på sin interaktion med kvinder som mand at hun er ” ... forbløffet over hvor megen afvisning og arrogance heteroseksuelle mænd må finde sig i ...”
Jeg er ikke blind for kønnets fejl, men det er ligegyldigt om jeg render ind i idiot efter idiot: mandehader bliver jeg aldrig.
... they say a restless body can hide a peaceful soul
a voyager and a settler, both have a distant goal
if I explore the heavens, or if I search inside
it really doesn’t matter
as long as I can tell myself
that I have always tried ...
Mænd har det jo bare slet ikke nemt. Det bevidnes af Norah Vincent, der i Self-Made Man har beskrevet sine oplevelser som undercover mand. Hun er selv en kvinde, gift med en kvinde, og derfor på ingen måde uvidende om kvinders opførsel generelt. Men hun konkluderer på sin interaktion med kvinder som mand at hun er ” ... forbløffet over hvor megen afvisning og arrogance heteroseksuelle mænd må finde sig i ...”
Jeg er ikke blind for kønnets fejl, men det er ligegyldigt om jeg render ind i idiot efter idiot: mandehader bliver jeg aldrig.
... they say a restless body can hide a peaceful soul
a voyager and a settler, both have a distant goal
if I explore the heavens, or if I search inside
it really doesn’t matter
as long as I can tell myself
that I have always tried ...
Abonner på:
Opslag (Atom)
