Det kommer jo an på hvem der kigger

En ven refererede at Google Earth åbenbart har fået problemer med krænkelse af privatlivets fred, idet kvaliteten af de satellitbilleder de viser er så god, at man faktisk kan genkende mennesker på dem hvis man zoomer tilstrækkeligt ind. Hvilket var sket for en kvinde, som lå på en mennesketom strand langt fra alting, og derfor havde benyttet lejligheden til at solbade nøgen.

Sidst vi havde en lignende debat var det noget med overvågningskameraer på offentlige pladser, i offentlig transport og den slags, for at forebygge kriminalitet samt hjælpe med opklaring af begået kriminalitet. Men der blev fremført i mine ører underlødige argumenter der gik på at man ikke måtte fotografere mennesker der ikke begik ulovligheder, men som bare ikke var der hvor de burde være – hvor deres arbejdsplads eller ægtefælle måske troede de var.

Det holder da slet ikke. Voksne mennesker skal da være deres handlinger bekendt. At vi så ikke altid er det, er en anden sag, men det bør da ikke stå i vejen for ellers fornuftige tiltag. Lad mig indskyde at jeg ikke ved om det med overvågningskameraerne virkeligt er en god ide – de blev bare præsenteret som bevisligt kriminalitetsnedbringende. Og modargumenterne var så irriterende, at jeg næsten blev tilhænger lige på stedet. Helt ærligt, hvor tungt skal hensynet til utro ægtemænd og luderkunder veje?

Men så kom hende kvinden på stranden, og fik mig til at tænke at det sgu da også er deprimerende at der ikke er en eneste plet hvor man kan onanere i fred – eller hvad man nu har lyst til – uden at blive foreviget. Principielt synes jeg også der er forskel på optagelser som kun visse personer har adgang til, og som kun bliver brugt med gyldig grund, og så billeder som enhver kan se på nettet, som man ikke aner er blevet taget; man har jo i hvert fald ikke skyggen af chance for at se kameraet.

Men i praksis er forskellen ikke så stor. Begge slags optagelser kan bruges til både godt og skidt, af de rigtige eller forkerte mennesker, med reelle eller ødelæggende hensigter. Suk. SUK!! Verden er kompliceret.

... I always feel that somebody's watchin' me
And I have no privacy
I always feel that somebody's watchin' me
Is it just a dream? ...

Forstyrret

Er der andre end mig der læste Sybil som teenager? Om et ekstremt tilfælde af personlighedsspaltning – 16 helt adskilte personligheder i én krop. Har aldrig glemt min skræk og fascination ved tanken om ikke at være alene i sit eget sind. Og der er åbenbart noget personlighedsspaltet ved det her blogskriveri.

Jeg drømte at jeg lagde en kommentar hos en af jer, og idet jeg klikkede 'publish' så jeg, at jeg ikke var logget ind som Suzy-Hang-Around, men som IRL-mig. Mit fulde, rigtige navn som afsender. Og jeg lover jer: det var ikke bare pinligt eller afslørende, i drømmen var det UHYGGELIGT. Da jeg vågnede var det ikke længere uhyggeligt, men underligt: det var Suzy-Hang-Around der var den krænkede part, og mit IRL-selv der havde møvet sig til at taste sit navn hvor det ikke hørte hjemme. Jeg påstår slet ikke at kunne konkurrere med Sybil, men jeg følte mig lidt skizofren.

Og måske virker analogien søgt, men følelsen var den samme: selvom jeg ikke er spor bange for at være alene, kan jeg panikke på et kvart sekund hvis jeg pludselig bliver i tvivl om jeg er det. Som forleden tidlige morgen hvor jeg forsøgte at falde i søvn igen efter at være blevet vækket af et eller andet. Og pludselig lyder der en RINGETONE i lejligheden. Ikke min ringetone – en fremmed mobils. Jeg DØDE bare af skræk. Det tog mig adskillige stivfrosne minutter at tage mig sammen til at stå op og tjekke lejligheden, hvor der selvfølgelig ikke var nogen eller noget at finde. Det skete igen nogle nætter senere (med knap så panisk reaktion) og har gentaget sig flere gange siden, så jeg har helt forliget mig med mit elektroniske spøgelse. Det sker på nogenlunde samme tidspunkt, så det er noget helt banalt, men alle batterier og Fisher Price-dimser er tjekket – kan fandeme ikke finde ud af hvor det kommer fra. Hader at få min søvn forstyrret. De tanker jeg tænker i søvnløse timer er slet ikke værd at samle på.

... I hear in my mind
All these voices
I hear in my mind all these words
I hear in my mind all this music
And it breaks my heart ...

Kom nu, op på vakolerne!

I disse dage hvor man kunne gå i selvsving over dødsstraf, selvtægt og andre alvorlige spørgsmål, er det så det, der får SHA til at harcellere? Næh. Men UNGDOMMENS SPROG!! Sprogforandring er en realitet, det prøver vi sprogets stoute støtter at resignere overfor, vi prøver måske endda at smile skævt og sige at vi bestemt ikke synes det er nederen, så langt fra, ungdommens kreative nerve løfter jo sproget!! Vi bruger gerne selv alle de nye najs udtryk!!

Men pøj, hvor jeg synes det er tudegrimt (og lavsocialt, siden min indre sprogsnob alligevel har taget magten) når ret udtales rat og kræft som kraft. Man kunne fristes til at sige at det er de unge dovenlarser der ikke kan finde ud af at lukke munden, men bare står der med hængende kæbe og tomme blikke, og derfor udtaler deres vokaler for åbent. Men der er skam også lydforskydninger der går den anden vej: Hvad har penge gjort, at de skal udtales pinge? Chauffør (='sjåfør', hvis nogen spørger mig – hvilket sker alt for sjældent) maltrakteres til sjafør, og partout (='partu') til patu.

Disse sidste eksempler vedrører vokallydene i sig selv, men hvis lydforskydningen skal skrives med almindelige bogstaver, er det nærmest at skrive at 'ar' og 'år' indsnævres i retning af det flade 'a'. Hvilket leder os videre til næste sæt eksempler der har at gøre med den såkaldte 'r-påvirkning'. Eller mangel på samme i de unges sprog: ærgerligt udtales æverligt, færge som fæve og bjerge som bjæve.

Det er selvfølgelig trist at være sådan en sur gammel kost, og jeg PLEJER at mobilisere mere overskud og overbærenhed, men i dag er jeg muggen. Jeg har PMS. So sue me. Jeg hysser i det mindste ikke over pendulordene.

... Jihad! I'm getting mad
and there's no fuel left for the pilgrims ...

Tror sgu ikke jeg orker det

Lav dit eget kort.

Hadeord

Jeg køber ikke de ugentlige dameblade, men jeg læser som regel min mors aflagte AfD (selvfølgelig først EFTER min søster. Skal ikke være i tvivl om hvor i hierarkiet jeg befinder mig. Snøft.) Dvs. læser og læser, jeg nøjes tit med at kigge billeder, fordi der er nogle ord jeg bare ikke kan TYRE!! Så sent som i morges faldt jeg lidt i staver over nogle mad- og sundhedssider, og mine øjne fangede derfor sagesløst det hæslige ord 'fedende'.

Jeg HADER det. Der er sgu ikke noget der i sig selv er fedende. Formuleringen var noget á la "ti skiver roastbeef er lige så fedende som en stor pære". Det rette ord er 'nærende'. Eller 'har samme kalorieindhold som'. Men der er ikke noget der er fedende FØR man spiser det oven i ens normale kaloriebehov. Man kan spise lige hvad man vil indtil ens daglige/ugentlige/månedlige kaloriebehov er opfyldt, og intet vil være fedende, det være sig klidkiks, frugt, ostemadder, colaer eller snickers. Derefter feder alting, det være sig klidkiks, frugt, ostemadder, colaer eller snickers*.

Jeg er jo ellers imødekommenheden, tolerancen og afbalanceretheden selv, men jeg bliver HYSTERISK MOPSET af at blive talt eller skrevet til som om jeg er debil. Eller når mennesker og kommunikationsorganer, der burde vide bedre, formulerer sig så sjusket. Så derfor læser jeg ikke dameblade.

... do you really want to hurt me?
do you really want to make me cry? ...

*Der er vist enkelte fødeemner der aldrig feder, idet de er så svært fordøjelige at de kræver flere kalorier at forbrænde end de selv indeholder, men det vil jeg ikke udtale mig yderligere om; jeg er ikke bromatolog ... undskyld, levnedsmiddelkandidat, hedder det nu. Bromatolog var ellers et fedt ord.

Havde man dog bare en FLIG

af den energi ens datter lægger for dagen HVER morgen for at undgå at komme i overtøj og støvler. Jeg siger "så er det nu"; så starter sirenen og ungen løber til det fjerneste hjørne af lejligheden, skrigende og viftende med armene i protest. Derefter smider hun sig på maven på gulvet i et utilgængeligt hjørne, og gør sig tung og blød som en gople. Derefter følger et uværdigt optrin hvor jeg forsøger at få fat i hende på en eller anden led, som regel et håndled, hvilket selvfølgelig gør ondt i hendes skulder, fordi hun nægter at spænde en eneste muskel. Mere hyl, evt. ledsaget af næse eller pande skrabet hen ad gulvet. Så bærer eller slæber jeg hende ud i gangen, og volder hende, temmelig ublidt og skældende og smældende, ned i hendes flyverdragt.

I morges tænkte jeg "For tre år siden lå jeg og fødte, og jeg gad godt bytte plads med mig selv. Jeg vil fandeme hellere føde hende igen end have det evindelige hyr med den LORTEFLYVERDRAGT HVER ENESTE MORGEN!!" Så sur kan man altså også være på sin datters fødselsdag.

... Sur, sur, sur
lille SHA omkring ...

PS: Vi blev selvfølgelig gode venner igen og fik en udmærket fødselsdag ud af det ...

Baby steps

Fremskridtene er så få og bittesmå her på bloggen at jeg næsten skammer mig over at rapportere om dem. På den anden side: når jeg nu synes at jeg har gjort noget rigtigt, omend med forsinkelse, på et område hvor jeg notorisk opfører mig forkert, har lidt vel også ret.

Sagen er at jeg lod mig friste af julefrokostkollegaen. Han fulgte op på det upersonlige julefrokosttilbud men en noget mere intens og smigrende bagekampagne, og summa summarum faldt jeg for fristelsen til en uforpligtende kontakt. Og næppe har man påbegyndt 'uforpligtende kontakt' (når man er mig) før man overvejer alle mulige og umulige scenarier og hypoteser for hvad det her dog er for noget og kan blive til; jeg gik kort sagt i overtænding. Hvilket ikke burde have overrasket mig, og sikkert ikke overrasker jer. Men hvad kan jeg gøre? Hvad mænd angår har jeg åbenbart en til blindhed grænsende selektiv selvindsigt.

Efter et par venindesamtaler kom jeg dog til fornuft, og sendte ham følgende:

Kære Julefrokostkollega
Jeg har fået væmmeligt kolde fødder mht. vores aftale, og vil gerne aflyse.

Vores udgangspunkter er for forskellige. Jeg opfatter dig som tilfreds ægtemand, dog seksuelt frustreret. Så for at matche det skulle jeg være tilfreds singlekvinde, dog seksuelt frustreret. Og det er kun det sidste der passer: Jeg vil gerne have en kæreste, og hvis vi får noget tilfredsstillende sex stablet på benene, vil det kun være et spørgsmål om (kort) tid før jeg vil længes efter mere og andre typer samvær. Det kan du ikke levere, og det vil jeg ikke være uvenner med dig over.
...
Jeg ved godt at det bliver superuforløst, men jeg synes vi skal stoppe her. Jeg ved også godt at jeg har lovet dig noget som jeg ikke leverer; det piner mig og du er i din gode ret til at blive sur på mig. Men jeg håber du forstår.
SHA

Han svarede nydeligt: "Den havde jeg ikke lige set komme, men jeg har fuld forståelse for at du får kolde fødder. Det er helt rigtig set at stoppe det før det griber om sig rent følelsesmæssigt, så jeg synes kun det er godt du melder fra. Og jeg bliver ikke sur selvom du ikke indfrier dine løfter."

Så hurra. Potentiel hjertesorg undgået, professionalisme bevaret, ansvar taget, ingen krænket, alle er glade. Sådan da. Men jeg hæfter mig ved hans første sætning: nej, han kan ikke forudse mine reaktioner, for han kender mig slet ikke. Men jeg må åbenbart udstråle noget hårdkogt/selvtilstrækkeligt/overskudsagtigt, siden det overrasker ham at såkaldt uforpligtende sex kan være problematisk for mig. Gode egenskaber på mange områder, men ikke i tråd med min egen selvopfattelse. Så det giver da lidt at tænke over. For hvis jeg ikke udstråler et ærligt billede af hvem jeg er, kan det jo ikke overraske at jeg bestandigt render ind i de forkerte mænd.

... der var en vi kaldte for Taber-Otto
han vandt en million i Lotto
lykken rammer hvem lykken vil
hvem ved hvad der skal til?...

Øjenlørdagsslik

Inspireret af Nelliken måtte jeg lige finde billeder af mænd på hvis glatte ansigt jeg ville gå i biografen; det er måske ikke så mange, men uuuuuuuhhh, de er lækre - eller også kan de bare spille lækre:
Edward Norton Luke Wilson

James Caan

Michael Caine

Craig Bierko

Og hvis I så vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og tage en kold dusche.

... what a man, what a man, what a man

what a mighty fine man ...

Op på yndlingskæphesten!

Vi har alle brug for noget at være stolte af; at føle at vi er gode til noget. Og hvis man ikke kan synge som Julie Andrews eller løbe som Carl Lewis, finder man noget mere ydmygt at være god til. Jeg er fx ret stolt af at være god til at stave (selvom stavefejl også forefindes på denne blog, pinagtigt nok). Så ingen er gladere for Dansk Sprognævn end jeg – hvem skulle ellers bakke mig op når jeg siger, at jeg har ret?

Men, men, men ...

Ufejlbarlige, det er de altså ikke. Tillad mig at eksemplificere: der findes et sjældent brugt alternativ til kontanter der hedder en check – udtales nogenlunde sjæk. Det kan sættes sammen til beslægtede ord som checkkonto, checkrytteri, mv. Men hov! Hvad ser vi der i retskrivningsordbogens alfabetiske rækkefølge? Andre sammensætninger, nemlig check-in, check-in-skranke, mv. – her udtales samme bogstavrække nogenlunde tjæk. Det er selvfølgelig ikke sprognævnets skyld, slet ikke, men mit spørgsmål er hvad man foretager sig ved en check-in-skranke? Man tjekker ind – verbet må ikke længere staves *checke. Man kan ligeledes spørge hvad man foretager sig ved et checkpoint? Et tjek. For sørme ja, substantivet check (uden for sammensætninger) henviser nu kun til før-Dankort-kontant-alternativet, og skal altså altid udtales nogenlunde sjæk.

Så grin bare af mit lave ambitionsniveau, og nej, der uddeles ikke Nobelpris i dansk retskrivning, men helt uden udfordringer og faldgruber er det altså ikke.

... Æslet spiste æg og ærter
og fik slemme mavesmærter ...

Åh lide

Tænk at starte året med så gevaldige tømmermænd. Aaaaaaaavvvvvvvvvvvvv!! Men det betyder til gengæld at nytårsaften var sjov. Den blev holdt med singlekvinder og homomænd, hvilket der jo ikke er meget potentiale i, sådan vis a vis nulstilling, men så bebruset som jeg blev, er det også godt det samme. Der dukkede faktisk en sød hetero op senere på aften, så jeg fik danset og tørret noget af mit glimmer af på ham, men derudover ingen hanky panky, hvilket nok var skæbnens lidt sadistiske måde at gøre mig en tjeneste på. Det var ikke blevet kønt, så fulde vi var.

Ihærdigt krydsede fingre for os alle sammen og for 2007. Trods stor lidelse er det præcis sådan her et år skal starte.

Av!
Hvad skete der i går?
Min pude er så hård
at hjernen tror
den ligger på et bord ...