Emigration nødvendig?

Tænk at MIN kommune vil gå i brechen for en så tumpedum sag! Københavns kommune vil gøre virksomheders ’imødekommenhed og rummelighed over for religion’ til en betingelse for at kunne udføre opgaver for kommunen. Jeg vælger at kalde det positiv særbehandling af dumhed og irrationalitet.

De tænker sig vist sådan noget som madordninger der tager hensyn til visse religioners kosttabuer, eller bederum på arbejdspladsen og tilladelse til at bede i arbejdstiden, hvilket i sin realitet ikke kan hidse mig op. Om folk vil spise vegetarisk eller kødeligt, ryge eller bede, må de selv om. Virksomheder må gerne give plads til forskellighed, men bare, bare, bare ikke med henvisning til religion. Skal man have lov til at afvise en opgave fordi ens kollega er Vædder, og man selv er Løve, og man derfor SELVSAGT ikke kan samarbejde konstruktivt? Skal man kunne kræve oplysninger om kvindelige kollegers cyklus, hvis ens religion siger at kvinder er urene under menstruation? Skal man have lov til at afvise samarbejde med medlemmer af det modsatte køn med henvisning til ens religions påbud om ærbarhed? Skal man have fri med løn til 30 dages begravelsesfest fordi ens religion ærer de døde?

Hvad er religion? Religion er skyld. Den samme skyld verden rundt, bare med forskellige helligdage. Jeg synes ærligt talt ikke det er noget at opmuntre til. Denne skabelon har ikke fontstørrelser store nok til at udtrykke hvor meget JEG GRÆMMES.

... you look like an angel
walk like an angel
talk like an angel
but I got wise
you're the devil in disguise ...

Ateistens bøn

Må fornuften sejre over overtroen, må vores intelligens bremse vore fejlforestillinger og må vi alle holde stand mod troens og godtroenhedens fristelse.

Når selv ateister beder, må det være et udtryk for at nok kan vi klare os uden tro, men ikke uden håb. Og sikkert heller ikke uden kærlighed, når det kommer til stykket.

... two out of three ain't bad ...

Så længe vi bare kan snakke om tingene ...

... skal det nok gå helt galt. Der er en gruppe parterapeuter i USA der ved kliniske undersøgelser har påvist at hvad parforholdsproblemer angår, hjælper det IKKE at tale om tingene. Og det er ikke kun fordi stadig gentagelse har det med at forstørre problemerne og holde dem i live længere, men fordi kønnene har biologisk forskellige reaktioner på kriser og konflikter.

Jeg simplificerer lige: En kvinde (generelt) føler lettelse ved at verbalisere sine behov og søge forståelse for sin frygt. En mand (generelt) føler sig anklaget og utilstrækkelig når hans partner siger at hun er bange eller vred – mænd har fysiske, målbare 'slås eller flygt'-reaktioner. Og kvinderne opnår ikke den forståelse de søger, snarere det modsatte.

Undersøgelsens ophavsmænd anbefalede følgende kommunikationsmåde som den bedst egnede på tværs af kønnene: Fysisk kontakt (berøring eller sex) eller i det mindste non-verbal kontakt (fx at gå en tur sammen). Den opnåede intimitet øgede mænds lyst til at tale, og sænkede kvinders behov for at tale, mao. gjorde kønnenes behov mere synkrone, og derfor potentielt mindre konfliktfyldte.

Lyder det ikke rigtigt? Jeg har desværre ikke noget parforhold at prøve det af på, men andres erfaringer modtages gerne.

... try to see it my way
do I have to keep on talking till I can't go on?
while you see it your way
run the risk of knowing that our love may soon be gone
we can work it out ...

Jeg vil vide hvem du er

Du ved jo så meget om mig, ikke? Så klik ind og glæd mig. Det tager max. ét minut.

Gå til spørgeskema

God start på dagen

Ikke alene skinner solen, min vejrudsigt er også enig i at det bør den. Vejrudsigten præsenterer stolt sig selv i mine Bloglines feeds (i jeres gode, og derfor forpligtende, selskab) som Copenhagen, Denmark, men jeg har den lidt mistænkt for at være Copenhagen, Denmark som defineret i Kansas eller deromkring: "Copenhagen? Ain't that around Belgium?", hvorefter de bruger en måler der i forvejen er hængt op i Köln. I hvert fald plejer vejrudsigten at være underholdende i sin spektakulært manglende præcision.

Men altså ikke i dag. Sol IRL og på Bloglines. "Hvorfor fanden sidder du så inden døre, din friskluftsforskrækkede, hængeskuldrede computernarkoman?" hører jeg jer spørge. Jo, altså: jeg har i min griskhed påtaget mig ekstra oversættelsesopgaver til noget naturdokumentar. Og ud over detaljer om de harmløse strandtudser og øglesnoge skal jeg også oversætte diverse ulækriteter om taranteller og netedderkopper. Jeg har så galopperende araknofobi at jeg ikke engang kan lide at se ordene, og jeg HÅBER virkeligt ikke at vi skal dvæle for længe ved deres jagtteknikker og måde at spise på. Kan lige så godt få dem overstået, og håbe at solen er der til at blæse spindet ud af min hjerne i eftermiddag.

... little darling, I feel the ice is slowly melting
little darling, it seems like years since it's been clear
here comes the sun ...

Positiv indre dialog

Hvordan får man sådan én? Hvad stiller man op når ens sind er selvhadsk, uanset hvad ens fornuftige tanker forsøger at overbevise det om? Der er intet ubehageligt jeg kan føle som mit sind ikke kan gøre værre med et overbevisende "det var du selv ude om!"

Der har været lidt yderlige krøller på sagen med julefrokostkollegaen: Der kom flere tilnærmelser og et enkelt hurtigt møde, hvorefter han trak sig med henvisning til at hans kone havde spurgt direkte til om han havde været sammen med en anden, fordi han opførte sig 'underligt'. Jeg synes at jeg har kunnet stå inde for hvad jeg har gjort og ikke gjort hele vejen igennem. Jeg har virkelig tænkt mig om og prøvet at 'mærke efter' min upålidelige mavefornemmelse. Men ganske uden resultat.

Efter indledningsvis at have svaret overskudsagtigt "Selvfølgelig skal du passe dit ægteskab, det forstår jeg, tak for denne gang" begyndte tankerne at rotere. Og nu ved jeg virkelig ikke om det, der roterer, er en vis kvindes livserfarne konklusioner, eller mit selvhadske sinds troldspejls fortegninger: Vi har mødtes 2 x ½ time i arbejdstiden; det kan hans kone intet vide om, og han har ikke skullet lave dækhistorier. Ergo, hvis han har 'været underlig', er det fordi han gerne har villet opdages – hans fling med mig har været et forsøg på at råbe hende op.

Jeg gider ikke være katalysator i en eller anden ægteskabelig krise – jeg er sgu da ikke et enzym, men et helt skiftevis tænkende og følende menneske – desværre aldrig begge dele på samme tid, lader det til. Den anden udlægning er den klassiske med at jeg kun var spændende så længe jeg strittede imod; da jeg først havde indrømmet at jeg gerne ville have ham, var udfordringen væk, og konen derhjemme blev trukket ind i manegen som undskyldning for at trække sig.

Så den historie han har fortalt og som jeg har spillet med på, at jeg bare var så lækker at han har villet have mig siden første gang han så mig, og at hver eneste mail og hede blik var ærligt ment? Ja, det er den jeg har sværest ved at tro, og i stedet kører den indre monolog: "du praler jo af at være så klog, og alligevel har du endnu en gang lukket en mand ind som ikke vil have dig, for hvem du bare var et redskab eller en scoring."

Jeg ved godt at det SLET ikke hjælper. At han INTET har gjort mig i sammenligning med hvad jeg gør ved mig selv. Og jeg kan sagtens køre lidt positiv selvsuggestion med at jeg var ærlig, voksen, ansvarlig etc., men det føles bare som en indre sagsbehandlers pep-talk. På et tidspunkt går sagsbehandleren hjem, mens troldspejlet spejler døgnet rundt. Så er det bare det og mig. Eller mig og mig. Eller bare mig. Jeg ved ikke hvilken udlægning der er mest træls.

... the Crown will plainly show
the prisoner who now stands before you
was caught redhanded showing feeling
showing feeling of an almost human nature ...

Hvis mennesker var som de burde være

var lov ikke nødvendig. Således indledes Jyske Lov fra 1241*, blev jeg indprentet da jeg læste jura for hundrede år siden. Det var et af mit livs aha-øjeblikke, erkendelsen af at alle gode og rigtige tanker måske allerede er tænkt? Jeg var i hvert fald næsegrus imponeret over at nogen kunne finde på at indlede en lovsamling med disse verdensvise ord i det langt fra oplyste trettende århundrede.

Mennesker er ikke som de burde være. Og derfor spørger jeg mig selv hvad fanden de tænker på i Folketinget med deres nye Lov om Forældreansvar? Ulla Nørtoft Thomsen har allerede blogget om det (disclaimer: jeg er ikke enig med hende om islam), og hos hende er der masser af links til diverse involverede parter og tekster for de seriøst interesserede. Så lad mig bare skyde genvej til det, der chokerer mig dybt: Retten skal nu kunne idømme forældre fælles forældremyndighed. Tidligere har fælles forældremyndighed kun været en mulighed når parterne var enige om det. Devisen er noget med 'at når de har kunnet få barnet sammen, skal de pinedød også kunne finde ud af at enes om barnets opvækst.' Og ja, det synes jeg da også at voksne mennesker burde kunne, men virkeligheden viser jo med al ønskelig sørgelighed at det kan de ikke. Mennesker er ikke som de burde være, og det at man har fået et barn betyder ikke at man behandler den anden forælder med respekt for evigt derefter.

Jeg synes denne lov, med alle sine smukke ord om barnets ret til begge sine forældre, er udtryk for ønsketænkning af værste skuffe. SELVFØLGELIG er samarbejde bedst, men det kræver at parterne er enige om at samarbejde – den enighed skal føles, den kan retten ikke idømme. Jeg kender kun min egen elendige skilsmisse indefra, men på et tidspunkt i dens skæve gang for små to år siden, var jeg i kontakt med Mødrehjælpens advokatbistand, og de nævnte allerede dengang at denne lov var undervejs, og at de aldrig havde hørt om noget så sindssygt. De så jo dagligt de sager hvor parterne nærmest var livsfarlige for hinanden. De sagde lige ud at hvis jeg var utryg ved at have fælles forældremyndighed, skulle jeg søge om at få den med det samme, inden denne lov blev vedtaget.

Jeg gjorde det nu ikke, fordi jeg principielt er enig i det med samarbejdet – min eksmand var bare på krigsstien, og jeg var bekymret for om han ville kunne få forældremyndigheden hvis han søgte. Det har han til dato ikke gjort, vores samarbejde fandt et fornuftigt leje igen, og jeg lader være med at bekymre mig om fremtiden. Jeg stoler ikke på ham (i forhold til mig – han er en god far), men hver dag der er gået godt kommer ikke skidt igen. Jeg oplevede min skilsmisse som et helvede, men udefra ser den ret civiliseret ud, og vores forældresamarbejde er ikke en overraskelse. Men jeg kender til så mange andre skilsmisser hvor det ALDRIG var gået. Det var blevet én lang hverdagsskyttegrav med grovmanipulation af børnene til følge.

Nå. Der er jo intet i skilsmissesituationen der er ideelt, og måske er løsningerne i den nye lov som helhed ikke værre end de eksisterende. Den opdelte forældremyndighed løser bestemt heller ikke altid alle problemer, det ved jeg godt. Den klarlægger bare magtforholdet mellem to mennesker der har bevist at de ikke kan forhandle magtforholdet på plads mellem sig. Så systemet virker kun efter hensigten når retten giver magten til den, der mest fortjener den. Måske er det i virkeligheden dette ansvar de vil af med, i erkendelse af egen manglende evne til at træffe afgørelsen? Derfor skal den bare hedde fælles forældremyndighed over hele linjen, så hvis der ryger nogle barneskæbner på den konto, er det forældrenes og ikke retssystemets skyld?

... love hurts, love scars
love wounds and marks
any heart not tough
or strong enough
to take a lot of pain ...

*Det er nu ikke helt præcist. Læs den rigtige tekst her.