torsdag, februar 01, 2007

Hvis mennesker var som de burde være

var lov ikke nødvendig. Således indledes Jyske Lov fra 1241*, blev jeg indprentet da jeg læste jura for hundrede år siden. Det var et af mit livs aha-øjeblikke, erkendelsen af at alle gode og rigtige tanker måske allerede er tænkt? Jeg var i hvert fald næsegrus imponeret over at nogen kunne finde på at indlede en lovsamling med disse verdensvise ord i det langt fra oplyste trettende århundrede.

Mennesker er ikke som de burde være. Og derfor spørger jeg mig selv hvad fanden de tænker på i Folketinget med deres nye Lov om Forældreansvar? Ulla Nørtoft Thomsen har allerede blogget om det (disclaimer: jeg er ikke enig med hende om islam), og hos hende er der masser af links til diverse involverede parter og tekster for de seriøst interesserede. Så lad mig bare skyde genvej til det, der chokerer mig dybt: Retten skal nu kunne idømme forældre fælles forældremyndighed. Tidligere har fælles forældremyndighed kun været en mulighed når parterne var enige om det. Devisen er noget med 'at når de har kunnet få barnet sammen, skal de pinedød også kunne finde ud af at enes om barnets opvækst.' Og ja, det synes jeg da også at voksne mennesker burde kunne, men virkeligheden viser jo med al ønskelig sørgelighed at det kan de ikke. Mennesker er ikke som de burde være, og det at man har fået et barn betyder ikke at man behandler den anden forælder med respekt for evigt derefter.

Jeg synes denne lov, med alle sine smukke ord om barnets ret til begge sine forældre, er udtryk for ønsketænkning af værste skuffe. SELVFØLGELIG er samarbejde bedst, men det kræver at parterne er enige om at samarbejde – den enighed skal føles, den kan retten ikke idømme. Jeg kender kun min egen elendige skilsmisse indefra, men på et tidspunkt i dens skæve gang for små to år siden, var jeg i kontakt med Mødrehjælpens advokatbistand, og de nævnte allerede dengang at denne lov var undervejs, og at de aldrig havde hørt om noget så sindssygt. De så jo dagligt de sager hvor parterne nærmest var livsfarlige for hinanden. De sagde lige ud at hvis jeg var utryg ved at have fælles forældremyndighed, skulle jeg søge om at få den med det samme, inden denne lov blev vedtaget.

Jeg gjorde det nu ikke, fordi jeg principielt er enig i det med samarbejdet – min eksmand var bare på krigsstien, og jeg var bekymret for om han ville kunne få forældremyndigheden hvis han søgte. Det har han til dato ikke gjort, vores samarbejde fandt et fornuftigt leje igen, og jeg lader være med at bekymre mig om fremtiden. Jeg stoler ikke på ham (i forhold til mig – han er en god far), men hver dag der er gået godt kommer ikke skidt igen. Jeg oplevede min skilsmisse som et helvede, men udefra ser den ret civiliseret ud, og vores forældresamarbejde er ikke en overraskelse. Men jeg kender til så mange andre skilsmisser hvor det ALDRIG var gået. Det var blevet én lang hverdagsskyttegrav med grovmanipulation af børnene til følge.

Nå. Der er jo intet i skilsmissesituationen der er ideelt, og måske er løsningerne i den nye lov som helhed ikke værre end de eksisterende. Den opdelte forældremyndighed løser bestemt heller ikke altid alle problemer, det ved jeg godt. Den klarlægger bare magtforholdet mellem to mennesker der har bevist at de ikke kan forhandle magtforholdet på plads mellem sig. Så systemet virker kun efter hensigten når retten giver magten til den, der mest fortjener den. Måske er det i virkeligheden dette ansvar de vil af med, i erkendelse af egen manglende evne til at træffe afgørelsen? Derfor skal den bare hedde fælles forældremyndighed over hele linjen, så hvis der ryger nogle barneskæbner på den konto, er det forældrenes og ikke retssystemets skyld?

... love hurts, love scars
love wounds and marks
any heart not tough
or strong enough
to take a lot of pain ...

*Det er nu ikke helt præcist. Læs den rigtige tekst her.

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ingen lov hjælper ved skilsmisse.

Man vil aldrig kunne lovgive sig ud af at nogle voksne mennesker smider enhver reflektion og hæmning over bord ved en skilsmisse, og at børnene efterfølgende risikerer at blive klemt og manipuleret med.

Omvendt har jeg de sidste 4 år, mødt endog rigtigt mange mænd, der betaler fulde børnepenge til børn de selv har halvdelen af tiden, og i øvrigt herudover (for et par stykkers vedkommende) halvdelen af hvad ekskonen havde af udgifter, når børnene var hos hende.

Når jeg har spurgt hvorfor de gør det, var svaret blandt andet at de ikke havde fælles forældremyndighed, og at de var bange for at konen tog børnene igen, så deres samvær blev reduceret til hvar anden weekend.

En slags løsepenge.

Det ville være første gang i verdenshistorien, hvis konflikter kunne løses med lov. Men i "normalsituationen" skader det ikke med lidt mere lighed.

Kimpo sagde ...

Det er et praktisk spørgsmål som jeg ikke ved en kæft om, men på idéplanet er det rigtigt at det er dumt. Det virker som om systemet skal af med ansvaret, og kan altså ses som et udtryk for den almindelige ansvarsforflygtigelse i samfundet. Her bliver jeg i princippet uenig med mine kammersjukker på HansSide.dk.

På den anden side, HansSide måske, hvorfor skal staten bestemme hvem der er den bedste forælder? Hvilken instans kan i vore dage påberåbe sig saglighed og kønspolitisk upartiskhed? Næppe standen af psykologer - eller for den sags skyld nogensomhelst anden akademikerstand. Dertil er samfundet alt for styret af feminazismen.

Jeg står af overfor tvangstanken om at begge automatisk er lige egnede (en underlig ligestillingstankegang fra organer som hævder at forsvare mænds interesser), men jeg må samtidig konstaere at manden pt er retsløs i tidens matriarkat.

Svaret må hænge på større konkret viden, hvorfor jeg som totalt marginaliseret "rigtig mand" (kimposaurus-fossil whatever) uden forbindelse til børnefamilierne efter disse indledende almindeligheder må melde pas.

Gittes mono- og dialoger sagde ...

Hvis alle mennesker var, som de burde være, ville juraen være komplet overflødig.

For præcis der, hvor moralen er forsvundet, begynder juraen.

Ulla Nørtoft Thomsen sagde ...

Bemærk at ALLE, der gerne vil have deres forældremyndighedssag bedømt efter den nye lov kan få den taget op igen. Hermed er der ribbet op i alle gamle forældremyndighedssager, hvor genial kan man være (se bemærkningerne til lovens §42).

Der er tid frem til midt i marts til at skrive til journalister, aviser og politikere, hvis man mener, at der skal luges lidt ud i forslagene.

Jeg sendte mit indlæg til samtlige politikere i folketinget. Nu har de taget det med i lovbehandlingen:

http://www.ft.dk/?search=ulla+n%F8rtoft+thomsen&l=Samling=20061&l=Samling=%2D

Så der er ingen grund til at tøve. problemet er, at det er de mest engagerede, der får indflydelse på loven. I dette tilfælde en flok målrettede, fraskilte mænd. De er enormt engagerede i dette her. Imens sidder mødrene intetanende og diskuterer trøske og indkøring og godnatritualer inde på Netdoktor (det gjorde de i hvert fald sidst jeg kiggede, og mon ikke de sidder der endnu :-)

Kimpo sagde ...

Ulla NT argumenterer ynkeligt og anbefaler kvinder at tage en sæddonor fremfor en mand med besværlige rettigheder, http://ullanoertoftthomsen.blogspot.com/2007_01_01_archive.html#4616053428376089148 og https://www2.blogger.com/comment.g?blogID=21991166&postID=4616053428376089148&isPopup=true .

Ulla NT kæmper feminazismens sag som vil gøre mænd til retsløse arbejdermyrer som via staten leverer kvinden et liv i evig luksus og alle tænkelige ansvarsfrie valgmuligheder.

Hun burde smides ud af Venstre. Jeg har før undret mig over om det virkelig var en mand hun havde derhjemme eller blot en gulvmåtte. Nu ved jeg næsten med sikkerhed at det er en kvinde.

Ulla Nørtoft Thomsen sagde ...

Vor Herre bevares, Kim Poulsen.

Kimpo sagde ...

I lige måde, Ulla NT. Men det er svært at tolke dig anderledes end som en mandehader. Desuden har du vist et uærligt forhold til debat, når du sådan ignorerer input der kan skabe lidt dissens. Sådan en "mor opdrager ubekvemme børn ved at tie dem ihjel"-attitude. Og rendyrket personhetz mod de ubekvemme har du i mindst et stort tilfælde ladet klare paragrafferne. Du har så vidt jeg kan se en rådden debatetik, og de idealer du prædiker stemmer meget dårligt overens med din adfærd. Det er selvfølgelig med stor skuffelse jeg må registrere disse ting, jeg var jo cirka den første til at give dig en hjertelig velkomst på polit-blogs.

Jeg har pga disse nedslående erfaringer med "kvinders demokratiske sans" holdt mig væk fra din blog i månedsvis, men Suzys link fristede. Lad det aldrig ske igen.

Anonym sagde ...

Naja, det samme gælder i mit tilfælde. Har børnene 6/8. Normalt er der ikke de store problemer om samarbejdet, men hvis jeg blot siger noget så kommer hun med den sædvanlige "Skal vi tage en retssag?" Bemærk hvordan Ulla Nørtoft Thomsen indleder sit indlæg - "Opråb til kvinderne" ikke noget med forældre, mødre eller fædre.

Efter de gamle regler kunne FFM ophæves blot hvis BF ønskede det. Der skulle ingen saglige grunde til.

Disse regler bliver ændret nu - endelig.

Jeg betaler hver måned 4000 kr. selvom hun har overskud på børnene og de facto ikke forsøger dem.

FFM under den gamle lov er ikke var ikek noget værd, da moderen blot kunen anlægge en FM sag og fik betalt sagen af det offentlige.

Ulla Nørtoft Thomsen synes at hade fædre og mænd. Hun går åbenbart også ind for fædreløse børn - blot en en singelmor af egoistiske grunde ønsker at få et barn.

Under de gamle regler kunne BF flytte frit med børnene, uandet om det ville gå ud over samværet.

For at gøre ondt værre skulle SF også betale transportomkostningerne.

Dette problem har næsten aldrig været dækket af medierne, der til gengæld har været fyldt med historier om børn der bliver bortført til mellemøsten.

Anonym sagde ...

Ligestilling betyder netop dette - lige stilling.

Vi kvinder kan på den ene side ikke bede mændene komme på banen i forbindelse med børnene, for så efter en skilsmisse at mene at de intet har at skaffe med deres egne børn.

Jeg har ikke læst det nye lovforslag, og noget af det Ulla refererer til lyder også helt ude i skoven.

Men, lov eller ikke lov. Vælger man at få børn sammen har man også en forbandet pligt til at få det til at fungere bagefter. Og jeg fatter ganske enkelt ikke de forældre der kaster deres børn ind i sådan en kamp.
Forestiller de sig bare for et enkelt øjeblik at den slags svinestreger vil gå ustraffet hen? Regner de ikke med at ungerne vokser op engang, og stiller det aldeles rimelige spørgsmål: "Hvorfor?"

Anonym sagde ...

Spørgsmål til Suzy:

Mener du at man uden skal kunne ophæve FFM uden nogen som helst saglig begrundelse.

Dette uanset om forældrerne har været gift, at begge forældre har deltaget i barnets opvækst, at begge forældre er gode forældre?

Mener du at samvær kun skal aftales frivilligt og under godkendelse af BF?

Mener du at den nuværende ordning hvor Statsforvaltningen bestemmer samværets omfang hvis der er uenighed om dette skal fjernes?

Mener du at BF uden videre kan flytte bopæl - enten til den anden ende af landet eller ud af landet, uanset om der er FFM eller ej. Uanset SF's tilknytning til barnet.

Mener du at i tilfælde af BF's flytning, skal omkostningerne til transport ikke dækkes af BF uanset at det er denne der flytter?

Suzy-Hang-Around sagde ...

Sikke en masse der er sket mens jeg kiggede den anden vej. Jeg springer med på bageste vogn:
@ anon: Det kommer an på hvad du mener med 'saglig' - 'gemytternes uoverensstemmelse' lyder fx ikke sagligt i mine ører, men er gyldig grund til at begære separation, hvilket jo gerne er det, der ligger til grund for et forældremyndighedsslagsmål. Så gu' synes jeg at det er for dårligt at forlade sit ægteskab og nægte at samarbejde om børnene af mopsethed, men HVIS det er det, man vil, kan jeg ikke se at nogen lov kan lave om på det.
Nej, samvær skal ikke kun aftales frivilligt når magtfordelingen er skævvreden; rette instans skal fortsat have myndighed til at beskytte SF's interesser.
Ved FFM må BF ikke rejse. Hvis BF har forældremyndigheden, må BF godt (igen, jeg synes man er et usselt menneske hvis man nægter sit barn adgangen til den anden forælder uden VIRKELIG god grund. Jeg kender bare også nok hadefulde skilsmisser til at anerkende at geografisk afstand kan være en positiv ting. En enkelt ligevægtig forælder kan være at foretrække frem for to sindssyge).
Jeg mener at forældrene må deles om rejseomkostningerne ved samvær, under hensyntagen til deres respektive indkomst.