Hvis mennesker var som de burde være

var lov ikke nødvendig. Således indledes Jyske Lov fra 1241*, blev jeg indprentet da jeg læste jura for hundrede år siden. Det var et af mit livs aha-øjeblikke, erkendelsen af at alle gode og rigtige tanker måske allerede er tænkt? Jeg var i hvert fald næsegrus imponeret over at nogen kunne finde på at indlede en lovsamling med disse verdensvise ord i det langt fra oplyste trettende århundrede.

Mennesker er ikke som de burde være. Og derfor spørger jeg mig selv hvad fanden de tænker på i Folketinget med deres nye Lov om Forældreansvar? Ulla Nørtoft Thomsen har allerede blogget om det (disclaimer: jeg er ikke enig med hende om islam), og hos hende er der masser af links til diverse involverede parter og tekster for de seriøst interesserede. Så lad mig bare skyde genvej til det, der chokerer mig dybt: Retten skal nu kunne idømme forældre fælles forældremyndighed. Tidligere har fælles forældremyndighed kun været en mulighed når parterne var enige om det. Devisen er noget med 'at når de har kunnet få barnet sammen, skal de pinedød også kunne finde ud af at enes om barnets opvækst.' Og ja, det synes jeg da også at voksne mennesker burde kunne, men virkeligheden viser jo med al ønskelig sørgelighed at det kan de ikke. Mennesker er ikke som de burde være, og det at man har fået et barn betyder ikke at man behandler den anden forælder med respekt for evigt derefter.

Jeg synes denne lov, med alle sine smukke ord om barnets ret til begge sine forældre, er udtryk for ønsketænkning af værste skuffe. SELVFØLGELIG er samarbejde bedst, men det kræver at parterne er enige om at samarbejde – den enighed skal føles, den kan retten ikke idømme. Jeg kender kun min egen elendige skilsmisse indefra, men på et tidspunkt i dens skæve gang for små to år siden, var jeg i kontakt med Mødrehjælpens advokatbistand, og de nævnte allerede dengang at denne lov var undervejs, og at de aldrig havde hørt om noget så sindssygt. De så jo dagligt de sager hvor parterne nærmest var livsfarlige for hinanden. De sagde lige ud at hvis jeg var utryg ved at have fælles forældremyndighed, skulle jeg søge om at få den med det samme, inden denne lov blev vedtaget.

Jeg gjorde det nu ikke, fordi jeg principielt er enig i det med samarbejdet – min eksmand var bare på krigsstien, og jeg var bekymret for om han ville kunne få forældremyndigheden hvis han søgte. Det har han til dato ikke gjort, vores samarbejde fandt et fornuftigt leje igen, og jeg lader være med at bekymre mig om fremtiden. Jeg stoler ikke på ham (i forhold til mig – han er en god far), men hver dag der er gået godt kommer ikke skidt igen. Jeg oplevede min skilsmisse som et helvede, men udefra ser den ret civiliseret ud, og vores forældresamarbejde er ikke en overraskelse. Men jeg kender til så mange andre skilsmisser hvor det ALDRIG var gået. Det var blevet én lang hverdagsskyttegrav med grovmanipulation af børnene til følge.

Nå. Der er jo intet i skilsmissesituationen der er ideelt, og måske er løsningerne i den nye lov som helhed ikke værre end de eksisterende. Den opdelte forældremyndighed løser bestemt heller ikke altid alle problemer, det ved jeg godt. Den klarlægger bare magtforholdet mellem to mennesker der har bevist at de ikke kan forhandle magtforholdet på plads mellem sig. Så systemet virker kun efter hensigten når retten giver magten til den, der mest fortjener den. Måske er det i virkeligheden dette ansvar de vil af med, i erkendelse af egen manglende evne til at træffe afgørelsen? Derfor skal den bare hedde fælles forældremyndighed over hele linjen, så hvis der ryger nogle barneskæbner på den konto, er det forældrenes og ikke retssystemets skyld?

... love hurts, love scars
love wounds and marks
any heart not tough
or strong enough
to take a lot of pain ...

*Det er nu ikke helt præcist. Læs den rigtige tekst her.