Tænder et lys

For Alexander og hans familie.

... som et strejf af en dråbe
fik vi lov til at håbe
på de ting som skal komme
førend livet er omme ...

Dates? DATES?!

AnetQ efterlyser dates for at sætte underholdningsværdien af min hensygnende blog i vejret. Hvor selvhadsk og selvpinerisk tror hun jeg er? Jeg er, om ikke færdig med mænd, så med dating, især netdating og byture på kødmarkedet. Det er trælse aktiviteter.

Næh, jeg har tanket tålmodighed, og indstillet mig på at jeg ikke nødvendigvis får en mand, og at jeg i hvert fald ikke kan stampe ham op af jorden når det passer i min tidsplan. I mellemtiden nyder jeg mine mandlige venner, som jeg pludselig har masser af tid til, nu jeg ikke jerner rundt med alle mulige fremmede. Så jeg får godt med mandigt og mandligt input, som er en del mere udbytterigt end dating. Fra hele tre eksemplarer af slagsen. Alle relationer er platoniske, hvilket måske ikke er helt ideelt. Men det er der jo ikke så meget der er.

Min Høje Ven har jeg kendt i 17 år, og vi har aldrig lavet noget på tomandshånd før flinke Suzy Q lånte ham sin første sæson af Lost, som jeg også gerne ville låne. Hvad var mere naturligt end at se den sammen? Og den er superspændende, vi så den til langt ud på natten, og hvad var mere naturligt end at tilbyde overnatning? Nødvendigvis i min halve seng, da han er alt for høj til at kunne være på min sofa. Nå, jeg skal ikke kede jer med detaljerne, faktum er at han har overnattet her en håndfuld gange siden, vi snakker fanden et øre af og hygger os fint med at lave morgenmad og dele avisen. Vennekredsen synes det er lidt suspekt, og fisker efter slibrige detaljer, men der er ingen at dele. Han er bare klog, sjov og godt selskab, og fortæller mig sandheden. Tror jeg. Jeg har tidligere beklaget mig over ikke at kunne lure hvornår mænd løj for mig, og jeg må nok bare lære at leve med at min løgnradar ikke er pålidelig. Til gengæld har jeg efter denne indsigt opdaget at jeg faktisk har et udmærket sandhedsradar: jeg får en bestemt følelse når nogen fortæller mig den blotte/beske/beskidte sandhed, en følelse af usvigelig sikkerhed. Sandhedsradaren er bare ikke så praktisk anvendelig som en løgnradar ville være, fordi den sjældnere har anledning til at slå ud, men bedre en ingenting. Og Min Høje Ven giver mig tit den følelse. Vi taler jo heller ikke om Os og Være Kærester, hvilket nok gør det lettere at være sandfærdig, men derfor elsker jeg alligevel at føle mig fri for bullshit. Vi er enige om at det er rart at have en ven til uforpligtende hudkontakt. Ganz platonisch. Det er faktisk også lidt sødt: Han er min ekskærestes gode ven, hvilket gør mig til no-go - selvom bemeldte kæreste og jeg ikke har været sammen i 14 år.

Min Skotske Ven bor i Sverige, jeg har kendt ham i fem år, men kun set ham ganske få gange pga. afstanden og vores respektive livsforløb. Jeg har altid haft en svaghed for ham, men han har været i fast forhold og tilfreds med det. Indtil for nylig, hvor han forlod kæresten, og pludselig meldte sig på banen med forslag om at ses, og besøgte mig en weekend. Det ER intimt at have weekendgæster, men denne gang var jeg forberedt og havde sørget for gæsteseng; han skulle jo nødig tro at jeg forventede at han betalte mig for gæstfriheden i naturalier. Vi havde en skøn weekend og snakkede hinanden sønder og sammen. Ganz platonisch. Han er lækker og klog, men stadig ikke rigtigt ude af sit forhold, så vi holder os til kloge og analytiske emails.

Min Arbejdskontakt bor i Irland, og er det nærmeste vi kommer Hot Stuff i denne ellers så blodfattige beretning. Han startede som en professionel emailhenvendelse, vi arrangerede et møde, og i udvekslingerne op til mødet var han faktisk lidt flirtende – uden at kende hverken min alder, vægt, ægteskabelige status, ingenting. Da han kom til mødet havde han gaver med, var superbegejstret over for mit job, mit projekt, min person, og gjorde alt muligt for at lære mig bedre at kende. Han endte med at se fodbold (Man U-FCK som han skulle have set i Parken, hans billet var ikke kommet frem) hos mig og lægge kraftigt an, men accepterede uden muggenhed at jeg ikke ville noget med en vildtfremmed, og bestemt ikke turde tilbyde platonisk overnatning. Vi nåede at se hinanden endnu en aften inden han skulle hjem, efterfølgende har han sms'et og mailet diverse kyske og knapt så kyske kærlighedserklæringer, og jeg kan faktisk rigtig godt lide ham. Meget mere end jeg har lyst til – han har kone og børn i Irland, det kan aldrig blive noget seriøst, så selvom vores kemi er fantastisk burde jeg nok bare cut my losses. Vi får se. Han kommer tidligst til Danmark i starten af næste år, så kan vi se hvor jeg er.

Måske er det i virkeligheden disse tres skyld at jeg ikke har blogget? Måske har jeg været helt talt ud pga. al min kontakt med dem? Eller bare syntes at situationen var for usexet og svær at referere? Hvoromaltinger er I nu opdaterede.

... I ought to say no, no, no, sir
at least I'm gonna say that I tried
I really can't stay
ahh, but it's cold outside ...

Hilsen fra gulvet

Jeg har nemlig sat mig mellem to stole: Der er pludselig intet fra mit privatliv jeg gider blogge om; det der tænder mig blogwise i disse dage er de STORE spørgsmål: Liv, død, rigtigt, forkert, sandt, falsk - I kender skuffen. Men kan jeg få det nedfældet? Nej. Fordi det er så SVÆRT. Og TUNGT. Hver gang jeg finder en interessant problemstilling, viser den sig ved nærmere undersøgelse at være superkompleks og at overstige mine evner som blogskribent. Ikke at jeg skriver for at undervise og docere - nå ja, så lidt da - men når jeg ikke selv kan få fat i et håndtag, er der jo ikke noget at skrive.

Så jeg skriver ikke. Men jeg tænker. Og har alle intentioner om at vende tilbage.

... everything under the sun is in tune
but the sun is eclipsed by the moon ...

B(l)ogklub vel overstået

Fredagens møde i b(l)ogklubben var i mine øjne en udelt triumf: jeg styrede min brandert og holdt mig oprejst til det sidste. "Det manglede vel også bare, du var jo værtinde," ville nogle måske sige, men efter forrige b(l)ogklubsaften er jeg færdig med at tage imod væddemål om min opførsel under indflydelse af spirituosa.

Vi var i det hele taget eksemplariske i vores fornuft, og aftalte næste møde inden aftenen gik over gevind: Kryddernelliken har tilbudt at lægge hus til, A er bogværtinde der åbner med en forelæsning, og den foreslåede dato er lørdag 13. januar. Læs mere hos Kryddernelliken når tiden nærmer sig.

Og ud af en perifer tangent kan jeg tilføje at jeg faktisk også havde læst Gilead, som ikke alle havde været lige hypnotiserede af. Og det var jeg vel heller ikke selv, men jeg havde foreslået den til bogklubben fordi den netop virkede som den type lidt tungere bog man køber af pligt, men aldrig får læst. Den handler meget om tro, som jeg som tidligere nævnt har et ret samspilsramt forhold til, så jeg tænkte at jeg kunne lære noget. Og den formår da at fremstille et troende menneske meget positivt.

I får lige et par citater. Først om forholdet mellem denne verden og den næste:

And I can’t believe that, when we have all been changed and put on incorruptibility, we will forget our fantastic condition of mortality and impermanence, the great bright dream of procreating and perishing that meant the whole world to us.

Om at fortælle andre om ens synder, eller lade præsten fortælle menigheden om dem:

I think sometimes there might be an advantage in making people aware how worn and stale these old transgressions are. It might take some of the shine off them, for those who are tempted.

Om havesyge:

I believe the sin of covetise is that pang of resentment you may feel when even the people you love best have what you want and don’t have.

Om forskellige slags syndere:

Sinners are not all dishonorable people, not by any means. But those who are dishonorable never really repent and never really reform. Now, I may be wrong here. No such distinction occurs in Scripture.

Om at tvivle på sin tro:

I’m not saying never doubt or question. The Lord gave you a mind so that you would make honest use of it. I’m saying you must be sure that the doubts and questions are your own, not, so to speak, the mustache and walking stick that happen to be in the fashion of any particular moment.

Om alles fejlbarlighed:

And the fact is, it is seldom indeed that any wrong one suffers is not thoroughly foreshadowed by wrongs one has done.

Jeg skal ikke udtale mig om udsagnenes sandhedsværdi. Indtil videre tænker jeg bare over dem.

... and somewhere lies the answer
to all the questions why
what really makes the difference
between all dead and living things, the will to stay alive ...

Og nu til noget helt andet

Det er dagen før dagen!! I morgen mødes b(l)ogklubben hos mig! Er I klar, alle sammen? Har I læst Gilead, og er I klar med sylespidse analyser?

... and you read your Emily Dickinson
and I, my Robert Frost ...

Tilbage på hesten

Jeg gik lidt død i utilitarisme-debatten, men det nytter jo ikke at stå som en struds med hovedet i busken i al evighed. Og jeg kan ikke rigtigt poste om noget andet, så længe der hænger ubesvarede, valide spørgsmål i kommentarboksen, så nu smøger jeg pligtskyldigst ærmerne op.

MariaHønen stiller nogle gode spørgsmål og udpeger nogle grimme scenarier, som jeg bestemt heller ikke selv ville bryde mig om at se blive til realitet. Når jeg siger at jeg foretrækker utilitarismen, nytteprincippet, frem for fx Kants kategoriske imperativ, er det fordi det kategoriske imperativ er uladsiggørligt for mig. For dem der ikke har det helt præsent, er det påbuddet om at ens handlinger ALTID skal være dikteret af uselviske hensyn.

Scenarie A: Terrorist holder pistol mod mit hoved og beder mig slå et andet uskyldigt gidsel ihjel, eller han vil slå mig ihjel. Jeg håber – og tror, i al beskedenhed – at jeg vil nægte, og blive slået ihjel.

Scenarie B: Som før, men terroristens pistol er rettet mod min datters hoved, og det er hende der dør hvis jeg ikke slår det andet uskyldige gidsel ihjel. Jeg skyder ham øjeblikkeligt.

Der kan brygges videre på disse historier, og jeg gider ikke svare på Bruce Willis-forslag á la ’hvorfor skyder du ikke terroristen?’, eller høre på anklager om at jeg er åndssvag, for han skyder selvfølgelig både datter og mig alligevel: Hvis forholdene var som beskrevet, altså hvis vi skærer ind til benet, ville jeg handle som skitseret.

Og jeg kan ikke synes det er forkert. Det kategoriske imperativ forekommer mig iskoldt. Det sætter kærligheden ud af spil, i sin forhippethed på at sikre at vi alle er lige, lige, lige meget værd. Ergo er det lige meget hvem der lever og hvem der dør. Og det er det måske også i det store kosmiske regnestykke, men ikke i mit liv.

Så jeg synes faktisk ikke at det er smukt. Hvad det er, er nemt. Intet er da nemmere end at tage et dogme til sig, og derfra aldrig behøve tage afvejet stilling til et komplekst spørgsmål – man kan bare holde sig til sit dogme. Og jeg vil VIRKELIGT gerne se nogen leve det ud. Det forekommer mig at det er en holdning det er ulige nemmere at have, så længe ens liv ikke er truet.

Jeg har ikke svarene på hvis liv der skal ofres for hvilke andres. Jeg går ikke ind for dødsstraf, netop fordi vi er fejlbarlige, og det uskyldigt mistede liv er så ubærligt at tænke på. Jeg siger BARE – for syttenmillionte gang, føles det – at non-intervention og pacifisme også kan koste liv. Som i fx Rwanda. Er det dydigt at forholde sig passiv mens andre bliver slået ihjel? Er det ikke bare en sart og forkælet egoisme, der ikke kan tåle tanken om at få blod på hænderne?

... Nor knowest thou what argument
Thy life to thy neighbor’s creed has lent.
All are needed by each one;
Nothing is fair or good alone ...