tirsdag, november 28, 2006

Dates? DATES?!

AnetQ efterlyser dates for at sætte underholdningsværdien af min hensygnende blog i vejret. Hvor selvhadsk og selvpinerisk tror hun jeg er? Jeg er, om ikke færdig med mænd, så med dating, især netdating og byture på kødmarkedet. Det er trælse aktiviteter.

Næh, jeg har tanket tålmodighed, og indstillet mig på at jeg ikke nødvendigvis får en mand, og at jeg i hvert fald ikke kan stampe ham op af jorden når det passer i min tidsplan. I mellemtiden nyder jeg mine mandlige venner, som jeg pludselig har masser af tid til, nu jeg ikke jerner rundt med alle mulige fremmede. Så jeg får godt med mandigt og mandligt input, som er en del mere udbytterigt end dating. Fra hele tre eksemplarer af slagsen. Alle relationer er platoniske, hvilket måske ikke er helt ideelt. Men det er der jo ikke så meget der er.

Min Høje Ven har jeg kendt i 17 år, og vi har aldrig lavet noget på tomandshånd før flinke Suzy Q lånte ham sin første sæson af Lost, som jeg også gerne ville låne. Hvad var mere naturligt end at se den sammen? Og den er superspændende, vi så den til langt ud på natten, og hvad var mere naturligt end at tilbyde overnatning? Nødvendigvis i min halve seng, da han er alt for høj til at kunne være på min sofa. Nå, jeg skal ikke kede jer med detaljerne, faktum er at han har overnattet her en håndfuld gange siden, vi snakker fanden et øre af og hygger os fint med at lave morgenmad og dele avisen. Vennekredsen synes det er lidt suspekt, og fisker efter slibrige detaljer, men der er ingen at dele. Han er bare klog, sjov og godt selskab, og fortæller mig sandheden. Tror jeg. Jeg har tidligere beklaget mig over ikke at kunne lure hvornår mænd løj for mig, og jeg må nok bare lære at leve med at min løgnradar ikke er pålidelig. Til gengæld har jeg efter denne indsigt opdaget at jeg faktisk har et udmærket sandhedsradar: jeg får en bestemt følelse når nogen fortæller mig den blotte/beske/beskidte sandhed, en følelse af usvigelig sikkerhed. Sandhedsradaren er bare ikke så praktisk anvendelig som en løgnradar ville være, fordi den sjældnere har anledning til at slå ud, men bedre en ingenting. Og Min Høje Ven giver mig tit den følelse. Vi taler jo heller ikke om Os og Være Kærester, hvilket nok gør det lettere at være sandfærdig, men derfor elsker jeg alligevel at føle mig fri for bullshit. Vi er enige om at det er rart at have en ven til uforpligtende hudkontakt. Ganz platonisch. Det er faktisk også lidt sødt: Han er min ekskærestes gode ven, hvilket gør mig til no-go - selvom bemeldte kæreste og jeg ikke har været sammen i 14 år.

Min Skotske Ven bor i Sverige, jeg har kendt ham i fem år, men kun set ham ganske få gange pga. afstanden og vores respektive livsforløb. Jeg har altid haft en svaghed for ham, men han har været i fast forhold og tilfreds med det. Indtil for nylig, hvor han forlod kæresten, og pludselig meldte sig på banen med forslag om at ses, og besøgte mig en weekend. Det ER intimt at have weekendgæster, men denne gang var jeg forberedt og havde sørget for gæsteseng; han skulle jo nødig tro at jeg forventede at han betalte mig for gæstfriheden i naturalier. Vi havde en skøn weekend og snakkede hinanden sønder og sammen. Ganz platonisch. Han er lækker og klog, men stadig ikke rigtigt ude af sit forhold, så vi holder os til kloge og analytiske emails.

Min Arbejdskontakt bor i Irland, og er det nærmeste vi kommer Hot Stuff i denne ellers så blodfattige beretning. Han startede som en professionel emailhenvendelse, vi arrangerede et møde, og i udvekslingerne op til mødet var han faktisk lidt flirtende – uden at kende hverken min alder, vægt, ægteskabelige status, ingenting. Da han kom til mødet havde han gaver med, var superbegejstret over for mit job, mit projekt, min person, og gjorde alt muligt for at lære mig bedre at kende. Han endte med at se fodbold (Man U-FCK som han skulle have set i Parken, hans billet var ikke kommet frem) hos mig og lægge kraftigt an, men accepterede uden muggenhed at jeg ikke ville noget med en vildtfremmed, og bestemt ikke turde tilbyde platonisk overnatning. Vi nåede at se hinanden endnu en aften inden han skulle hjem, efterfølgende har han sms'et og mailet diverse kyske og knapt så kyske kærlighedserklæringer, og jeg kan faktisk rigtig godt lide ham. Meget mere end jeg har lyst til – han har kone og børn i Irland, det kan aldrig blive noget seriøst, så selvom vores kemi er fantastisk burde jeg nok bare cut my losses. Vi får se. Han kommer tidligst til Danmark i starten af næste år, så kan vi se hvor jeg er.

Måske er det i virkeligheden disse tres skyld at jeg ikke har blogget? Måske har jeg været helt talt ud pga. al min kontakt med dem? Eller bare syntes at situationen var for usexet og svær at referere? Hvoromaltinger er I nu opdaterede.

... I ought to say no, no, no, sir
at least I'm gonna say that I tried
I really can't stay
ahh, but it's cold outside ...

21 kommentarer:

Uden Relevans sagde ...

Yeah Power og gajolshots!

Anonym sagde ...

Ska' jeg invitere til nytårsfest med en håndfuld lækre mænd til rådighed, så du kan få noget (endnu) mere tilfredsstillende?
(Undskyld, Nogen skulle jo lægge den platte bemærkning (...det var så undertegnede))
I øvrigt mener jeg at huske, at det med datesne (hmmm) ikke var mit første forslag, men kun en nødløsning, hvis dit liv var for kedeligt, og det lyder det jo absolut ikke til at være.

Anonym sagde ...

Suzy, Suzy, suzy.. Du kan muligvis narre dig selv og Borisdrengen med, men med os andre går den altså ikke. I mine øjne og ører er de alle tre rigtig gode bud på noget potentielt rigtig godt. Og du ved det.. Imidlertid har den kloge, fornuftige og erfaringsrige kvinde med maks kontrol skyndt sig at opstille alle tænkelige rationelle forbehold for, hvorfor det ikke kan blive. Men det lille, romantiske og håbefulde pigebarn taler ligeså tydeligt i din post.. Det er da intet mindre end fantastisk, glæd dig over at være ombejlet, nyd det, hold det uforpligtende, lad dem komme, dyrk lidt sex og lur mig så om ikke du på et tidspunkt i nær fremtid befinder dig i den ønskede situation. Jeg er villig til at vædde!

Anonym sagde ...

Hey, jeg tilslutter mig Z's kommentar! Og hvorfor er det, at mænd altid kommer i stimer? Enten sker der ikke en skid, eller også er man næsten nødt til at indføre nummersystem "Du er nu nummer... ...3... i køen" ??

Suzy-Hang-Around sagde ...

Du tager mig på kornet, Z. Det er næsten bekymrende at du kan være tavs i månedsvis, og derefter gennemskue mig SÅ hurtigt. Men tak. Det er det, der gør det fedt at have en blog. (Men vil du virkelig vædde? Jeg husker pludseligt at du har spået mig held på kærlighedsmarkedet lige siden dine første kommentarer for snart et år siden. Ak ja, tiden flyver.)

Og tak for thumbs up, alle sammen. Jeg bliver dog nødt til at pointere at den eneste der giver udtryk for at ville have mig er ireren, der ikke er fri til at få mig, så 'ombejlet' er måske så meget sagt. Men håbefuld og romantisk holder jeg nok aldrig op med at være.

AnetQ, nu hænger du på at holde nytårsaften. Ydermere en tilfredsstillende en!

Anonym sagde ...

Hehe. Det var nu ikke videre svært; som sagt talte "I" jo nogenlunde lige højt.. Og som man siger: "it takes one, to know one". Tavsheden skyldes bl.a. at der jo først og fremmest lissom skal være noget at kommentere på, hvis du forstår? Og naturligvis vil jeg vædde og står fortsat bag mine tidligere spådomme. Et år?! Really..? Getouttahere.. men godt selskab og alt det der. Husker tydeligt da du stod der med rottehaler og flade sko.. Spørgsmålet er om DU tør vædde? Og mht. ham ireren, så siger jeg igen: Alle TRE lyder som rigtigt gode bud..

Suzy-Hang-Around sagde ...

Åh grine, Zorro - 'rottehaler og flade sko'! Men du har ret; tak for godt selskab.

Nå ja, du er selvfølgelig ikke den eneste der har været lidt tavs ... jeg synes bare heller ikke jeg har set dig i de andre kommentarbokse hvor vores veje plejer at krydses.

Jeg vil ikke vædde, for når du påstår at jeg nok skal finde kærligheden, skal jeg jo tage positionen 'Gu' gør jeg ej', og det er et væddemål jeg ikke har lyst til at vinde. Der findes ikke en gevinst der vil være et plaster på det sår. Næh, jeg vil bare blive siddende med drømmende øjne, romantisk håbende at du har ret.

Suzy Q sagde ...

Nå det er dér den Lost-box er.. Jamen så gør den da gavn på mere end een måde.. Du siger bare til hvis du får BRUG for sæson 2 *hædr*

Anonym sagde ...

Du har helt ret; ingen grund til at jinxe det. Og jo, har givetvis været lidt tavs også. Hvilket, når vi nu er i det nostalgiske hjørne, får mig til at tænke på..jeg tør næsten ikke sige det..men (det er lige før), jeg savner kimporatoren..

PS: Er det nogen der ved, hvornår "Lost sæson III" starter?

kkk sagde ...

Suzy, hvis vi gifter os på Reno-manér, så kan vi springe alt det fis over med dates og tællen på fingre.

Hva' si'r du t' det?

susling sagde ...

3 på en gang! Og så holdt ud i stiv arm....kors mand en ordentlig gang mentalarbejde....jeg ville nok have givet efter for minimum en......om ikke andet så på den diskrete lagenmåde.....Man behøver jo ikke at høre bryllupsklokker på en studs, bare fordi man har løsnet bh-dimserne (hvad er det nu de hedder, de der sataner?)Man ku' jo også bare starte fra en ende af og se, hvor det hele bærer hen......

PS. Og ja....irere.....*suk* har haft en lille hæftig passion med en engang. Der er et eller andet med deres kombi: revolutionsromantik og katolisisme....

Men det er der jo også i kombien New Yorker-jøde med europæiske aner eller rock'n roller dansker eller galskabsfinne.....Så længe de kan åbne en bh på den sensitive måde....og man tænder...
Go girl!

Suzy-Hang-Around sagde ...

@ Boris: Ja, det ville garantrisse klæ' mig, ikke?
@ Z: Jeg er blank. Suzy Q, hjælp Z!
@ kkk: Hurra, en handlekraftig mand! Hvor og hvornår?
@ Susling: Det må være samme irer: glødende revolutionær, glødende katolik. Lille verden, hva'?

kkk sagde ...

Det skal helst være inden for de næste 14 dage, ellers må vi vente til januar. Jeg foreslår rådhuset. Det skal bare være noget diskret, ikk?

Suzy-Hang-Around sagde ...

@ kkk: 'Diskret' er mit mellemnavn. Men jeg er alligevel i tvivl: skal vi rykke hurtigt, så jeg kan lære min nye svigerfamilie at kende hen over jul, eller skal vi vente til januar og tage til Las Vegas?

kkk sagde ...

Altså, jeg skal faktisk til Sydcalifornien i julen, det er ikke langt fra Reno og heller ikke langt fra Las Vegas ... Du kan jo tage med? Vi skal bo på en båd med "master bedroom".

Suzy-Hang-Around sagde ...

@ kkk: Båd? Sydcalifornien? Og her gik man og troede at dit tilbud ikke kunne blive bedre!

Bliver dog nødt til at spørge: Er det dig der har fundet min blog via søgningen 'modne kvinder og yngre mænd'?

kkk sagde ...

suz: nah, den søgning har jeg vist ikke foretaget ... men jeg ku' godt have fundet på det :p

Suzy-Hang-Around sagde ...

@ kkk: Jamen, så er alt jo i skønneste orden ;-)

Anonym sagde ...

Hvor er det dog let at opsamle selvtillid. Tøseblogs er og bliver redskaber til afstivning af kvinders ego.

/Il K

kkk sagde ...

Og har du et problem med det, sure løg?

Anonym sagde ...

Der var han! Go'e gamle altid mugne Kimporator - som trold af en æske. Man skal passe på, hvad man ønsker..