Jeg har netop modtaget en nydelig gave: en fotobog om Island. Mange smukke billeder af blå is, nordlys, vidtstrakte vulkanske vidder, grønsvær med hvide bæhlam, klipper changerende fra rust til sort og mineralholdige muddergejsere i svovlgult og violet. Jeg vil gerne hermed bevidne at et billede kan lyve mere end tusind ord: disse billeder er hver og ét taget på et heldigt 1/400 sekund hvor forholdene var så ideelle som de kun er hver 500. år.
Mine sidste fem dage er blevet tilbragt (i embeds medfør) på et Island hvor det sneede de tre af dagene, og skyerne derudover hang konstant ca. 12 cm over mit hoved. Vi lå og rodede svagt over frysepunktet alle dagene, men deres wind chill factor må være -54 eller deromkring. Der lå bjerge omkring byen jeg besøgte, men deres toppe dukkede aldrig frem af disen. Der er 'lyst' døgnet rundt, men hvad fanden kan man bruge det til, når 'lyst' betyder tåge, sigtbarhed ca. 100 m?
Jeg insisterede dog på et par arketypiske oplevelser, nemlig badeturen i deres varme gryder, hvilket var ok. Man føler sig som en helvedes karlepige når man løber fra omklædningsrummets varme bruser direkte ud i snevejr, og man kommer guddødemig hurtigt i vandet. Vandrutsjebanen mister dog lidt af sin charme pga. opstigningen af væmmelige kolde metaltrin: uanset hvor varmt et bassin man kommer fra, er man frostsitrende på fire trin.
Jeg skulle også prøve at ride på de berømte islandske heste – tølte, I ved. Og det var SUPERsjovt, selvom jeg aldrig har lært at ride, og ikke har siddet på en hest siden jeg var tolv eller yngre. Det vil sige: sjovt når vi tøltede, travede eller galopperede – skridtgang og pauser forstenede én af kulde. Alt foregik i strid snestorm på den ubetinget koldeste dag, så når vi skulle af hestene for at strække benene og hvile, måtte vi stå med ryggen i vindretningen, ligesom hestene automatisk stiller sig. Nogle af os synes det er lidt uværdigt at stå og glane som umælende kvæg. Og føj, hvor bliver man beskidt af at pleje omgang med en hest der har gået ude i lortedårligt vejr hele dagen.
Mit medbragte varme og praktiske tøj var slet ikke varmt og praktisk nok, så nu er jeg den lykkelige (sådan da) ejer af state-of-the-art-fleece og –hue (HUE!! I maj!!), hvilke beskedne indkøb kun kostede ca. en fantasillion på Island. Jeg bliver nødt til at citere en amerikansk turist jeg mødte: "I keep asking myself, when they came over on their viking ships all those many years ago – whatever made them STAY?" My words exactly.
... du gamla, du fria,
du fjällhöga, kolde
klamme, dunkle
møgirriterende nord ...
mandag, maj 28, 2007
søndag, maj 20, 2007
Et rigtigt dårligt råd
Prøv lige at høre hvordan man underholder de unge mennesker: i biografen viste de en forfilm til en eventyrfilm bygget over quest-læsten, hvor hovedpersonerne går en masse udfordringer igennem for at finde skatten/løse gåden/redde landet. Konceptet er der intet galt i, men hvordan sluttede forfilmen? Med en formanende, insisterede stemme der opfordrede: "Close your eyes. And keep your mind WIDE open".
Kan man BLIVE dårligere klædt på til at håndtere verden? Ja ja, det er bare en film, og hvis man ikke skulle kunne få lidt fantasi og ramasjang der, hvor så? Jeg synes bare det er så himmelråbende idiotisk at jeg frygter konsekvenserne ved at lade påvirkelige børn lytte til det. Den der selvsmagende patos i "alt er muligt, bare du tror på det" og semireligiøse "du skal ikke se verden med øjnene, men med hjertet" forekommer mig at være den direkte vej til tumpeland.
Jeg er så træt af budskabet "du definerer selv din virkelighed." Ja, lad os endelig lukke øjnene og lave vores egen ønskeverden inde i hovedet, og så få et forkælet hissyfit den dag Ønskeland slår sig på den virkelige verden.
Carl Sagan har sagt det bedre, men tillad mig at opsummere: Det er i stigende grad moderne at påstå at alle synspunkter er lige arbitrære, at 'sandt' og 'falsk' er illusioner. Det er måske humanisters forsøg på at få skovlen under naturvidenskabsfolk der længe har argumenteret at litteraturkritik, religion, æstetik, og meget filosofi og etik blot er subjektive holdninger fordi de ikke kan demonstreres som et af Euklids teoremer eller afprøves gennem eksperimenter. Vi vil gerne have at ALT skal være muligt. Hvem fanden påstår at vi ikke kan bevæge os hurtigere end lyset? Sagde de ikke det om lydens hastighed før i tiden? Hvorfor skulle vi ikke, når vi en gang har lært tilstrækkeligt, kunne bygge en evighedsmaskine? Hvorfor skal videnskabsfolk altid være så reduktionistiske? Hvem vover at sætte disse grænser for menneskets udfoldelser?
Det gør naturen. Naturlovene kan formuleres ret dækkende og kortfattet i netop sådan en række umulige handlinger. Pseudovidenskab og overtro anerkender ikke disse. Nej, "alt er muligt!" Der udstedes den ene dækningsløse check efter den anden lydende på 'lykke', 'rigdom', 'evigt liv' osv., uanset hvor mange gange de er gået konkurs med lignende projekter før.
Alt er muligt - på film. Det hedder underholdning. Det har ingen brugsværdi uden for fiktionen. Don't try this at home, kids.
... Would you like to swing on a star?
Carry moonbeams home in a jar?
And be better off than you are? ...
Kan man BLIVE dårligere klædt på til at håndtere verden? Ja ja, det er bare en film, og hvis man ikke skulle kunne få lidt fantasi og ramasjang der, hvor så? Jeg synes bare det er så himmelråbende idiotisk at jeg frygter konsekvenserne ved at lade påvirkelige børn lytte til det. Den der selvsmagende patos i "alt er muligt, bare du tror på det" og semireligiøse "du skal ikke se verden med øjnene, men med hjertet" forekommer mig at være den direkte vej til tumpeland.
Jeg er så træt af budskabet "du definerer selv din virkelighed." Ja, lad os endelig lukke øjnene og lave vores egen ønskeverden inde i hovedet, og så få et forkælet hissyfit den dag Ønskeland slår sig på den virkelige verden.
Carl Sagan har sagt det bedre, men tillad mig at opsummere: Det er i stigende grad moderne at påstå at alle synspunkter er lige arbitrære, at 'sandt' og 'falsk' er illusioner. Det er måske humanisters forsøg på at få skovlen under naturvidenskabsfolk der længe har argumenteret at litteraturkritik, religion, æstetik, og meget filosofi og etik blot er subjektive holdninger fordi de ikke kan demonstreres som et af Euklids teoremer eller afprøves gennem eksperimenter. Vi vil gerne have at ALT skal være muligt. Hvem fanden påstår at vi ikke kan bevæge os hurtigere end lyset? Sagde de ikke det om lydens hastighed før i tiden? Hvorfor skulle vi ikke, når vi en gang har lært tilstrækkeligt, kunne bygge en evighedsmaskine? Hvorfor skal videnskabsfolk altid være så reduktionistiske? Hvem vover at sætte disse grænser for menneskets udfoldelser?
Det gør naturen. Naturlovene kan formuleres ret dækkende og kortfattet i netop sådan en række umulige handlinger. Pseudovidenskab og overtro anerkender ikke disse. Nej, "alt er muligt!" Der udstedes den ene dækningsløse check efter den anden lydende på 'lykke', 'rigdom', 'evigt liv' osv., uanset hvor mange gange de er gået konkurs med lignende projekter før.
Alt er muligt - på film. Det hedder underholdning. Det har ingen brugsværdi uden for fiktionen. Don't try this at home, kids.
... Would you like to swing on a star?
Carry moonbeams home in a jar?
And be better off than you are? ...
søndag, april 01, 2007
Skal historien være autentisk for at være god?
En underholdende ven fortalte om en bekendts polterabend der var tilrettelagt med pirattema. Dagen startede med at den kommende gom blev iklædt trekantet hat, klap for øjet og teaterskæg og i den mundering kastede de sig så ud i diverse gængse polterabendaktiviteter. Inden aftenens bytur var der indlagt et stop i DGI-byen med fodboldkamp og mulighed for bad og skift til almindeligt tøj – about bloody time, tænker man; SÅ sjovt er det jo heller ikke at rende rundt en hel dag i varm filthat og kradsende kunstigt skæg.
Idet dagens hovedperson træder ind i omklædningsrummet efter fodboldkampen, står alle hans venner nøgne på en række uden et kønshår i sigte; alle er intimbarberet helt glatte. Og en af dem spørger: "Hvadøh ... er du glad for dit skæg?"
Jeg DØDE bare af grin. Men da jeg begyndte at fortælle den videre næste dag, fik jeg lidt livstræt at vide at det bare var en vandrehistorie. Er det? Hvor mange har hørt den? Og er den ikke LIDT sjov?
God påske, for øvrigt. Jeg skal til den evige stad. Italien for tredje gang på et år. I like.
... Arriverderci, Roma
goodbye, goodbye to Rome
city of a million moonlit faces
city of a million warm embraces ...
Idet dagens hovedperson træder ind i omklædningsrummet efter fodboldkampen, står alle hans venner nøgne på en række uden et kønshår i sigte; alle er intimbarberet helt glatte. Og en af dem spørger: "Hvadøh ... er du glad for dit skæg?"
Jeg DØDE bare af grin. Men da jeg begyndte at fortælle den videre næste dag, fik jeg lidt livstræt at vide at det bare var en vandrehistorie. Er det? Hvor mange har hørt den? Og er den ikke LIDT sjov?
God påske, for øvrigt. Jeg skal til den evige stad. Italien for tredje gang på et år. I like.
... Arriverderci, Roma
goodbye, goodbye to Rome
city of a million moonlit faces
city of a million warm embraces ...
fredag, marts 23, 2007
Noget med beduintelt?
Jeg skal til en fest i anledning af det iranske nytår i aften, og jeg har store forventninger om kæmpestore overskæg, funklende snabelsko, kogt ged og flyvende tæpper. Mindst. Det er selvfølgelig lidt bekymrende at værten er totalt assimileret, det kunne godt få en til at frygte for blegfede danskere som mig over hele linjen. Ikke så meget som en ærlig vandpibe ... Men nu ikke så defaitistisk, det bliver skønt. Kryds fingre.
... I can open your eyes
take you wonder by wonder
over, sideways and under
on a magic carpet ride ...
... I can open your eyes
take you wonder by wonder
over, sideways and under
on a magic carpet ride ...
mandag, marts 19, 2007
Kold tyrker overstået
Jeg så Pans Labyrint i weekenden. Meget smuk, meget grum, meget sørgelig. Hvis nogen tror at det er en film for børn fordi hovedpersonen er et barn, fordi universet er magisk og fordi den går i Palads, tager de grueligt fejl. Jeg vil ikke komme med nogen plotspoilere, men bare sige at Guillermo Del Toro har fået pakket materiale til utallige mareridt ind i filmen. Alt hvad der er helligt for børn bliver smadret. De onde ler og de gode græder ikke bare – de dør.Jeg var alene i biografen og kunne derfor græde uhæmmet. Hvilket jeg gjorde igen om aftenen da der kom en sms fra vennen fra sidste weekend om at han glad var på vej hjem til familien. Godt for ham men svært at rumme for mig. Det er et forfærdeligt smertefuldt ryk når længselstrådene bliver revet over, men det var det billede der skulle til: Mig der savnede ham, og ham der savnede familien. Efter en uges intens længsel tror jeg det værste er overstået og jeg er landet i mit eget liv igen.
... while my heart is a shield and I won't let it down
while I am so afraid to fail so I won't even try
well how can I say I'm alive ...
fredag, marts 16, 2007
Måske er jeg poikiloterm?
Sløv som et firben i skyggen har jeg slæbt mig rundt hele ugen og nærmest ikke fået noget fra hånden. Og apropos 'hånd' har min datter dagligt beklaget sig over mine: "Uuh, Mor, kolde fingre!!" Og så er det jeg tænker at jeg måske slet ikke er varmblodet?
Ikke varmblodig, altså, der (ligesom koldblodig) betegner holdning eller opførsel, og typisk bruges om mennesker. Nej, varmblodet, som betegner et biologisk, fysiologisk træk, og som bruges om os, de andre pattedyr og fugle. Disse danske termer er misvisende, fagfolk kalder os homoterme = ensvarme, dvs. vi holder en konstant temperatur; vi er vores egen radiator. De såkaldt koldblodede dyr, som jeg altså muligvis ligner ved mutation, kaldes poikiloterme = vekselvarme, dvs. at deres temperatur svinger med omgivelserne, og de er afhængige af ydre varmekilder for at komme op på en temperatur hvor de kan fungere. De trives altså ikke med at være kolde, de kan bare ikke komme ud af tilstanden ved egen hjælp.
Tell me about it, siger jeg bare. Jeg frøs et halvt år efter min skilsmisse. Og efter sidste weekends varme har jeg denne uge fungeret med gletsjeragtig hastighed. Og hvad der føles som samme indre temperatur. Jeg fristes til at tro at jeg er en biologisk afvigelse, at jeg simpelthen mangler den indre radiator som alle andre mennesker har, og det gør mig prisgivet afhængig af andre mennesker der for en kortere eller længere bemærkning vil dele deres varme med mig. Det er supernederen.
... stab a sorry heart
with your favorite finger
paint the whole world blue
stop your tears from stinging ...
Ikke varmblodig, altså, der (ligesom koldblodig) betegner holdning eller opførsel, og typisk bruges om mennesker. Nej, varmblodet, som betegner et biologisk, fysiologisk træk, og som bruges om os, de andre pattedyr og fugle. Disse danske termer er misvisende, fagfolk kalder os homoterme = ensvarme, dvs. vi holder en konstant temperatur; vi er vores egen radiator. De såkaldt koldblodede dyr, som jeg altså muligvis ligner ved mutation, kaldes poikiloterme = vekselvarme, dvs. at deres temperatur svinger med omgivelserne, og de er afhængige af ydre varmekilder for at komme op på en temperatur hvor de kan fungere. De trives altså ikke med at være kolde, de kan bare ikke komme ud af tilstanden ved egen hjælp.
Tell me about it, siger jeg bare. Jeg frøs et halvt år efter min skilsmisse. Og efter sidste weekends varme har jeg denne uge fungeret med gletsjeragtig hastighed. Og hvad der føles som samme indre temperatur. Jeg fristes til at tro at jeg er en biologisk afvigelse, at jeg simpelthen mangler den indre radiator som alle andre mennesker har, og det gør mig prisgivet afhængig af andre mennesker der for en kortere eller længere bemærkning vil dele deres varme med mig. Det er supernederen.
... stab a sorry heart
with your favorite finger
paint the whole world blue
stop your tears from stinging ...
søndag, marts 11, 2007
Hjemme fra føjtning
Jeg har været på weekend i Belgien - vidste I at der er byer der hedder Nossegem og Erps-Kwerps? Jeg har været sammen med en af mændene i mit liv, altså en af de mænd som figurerer i mit liv, men ikke rigtigt har plads til mig i sit.
Så hvad skal man tænke om en weekend sammen med en mand man holder meget af, men ikke kan få? Tiden sammen er skøn, men det er ganske simpelt hæsligt at sige farvel. Det er dejligt at komme tættere på hinanden, men hver eneste nu er man bevidst om at man ikke bygger noget fælles op: hvert nu nydes lidt desperat, fordi det SKAL være nok i sig selv.
Planen var bare at tage på weekend med en god ven og få lidt hotelluksus og gode voksensamtaler. Det fik jeg også, men også rigtig ondt i maven over hvordan den midlertidige tosomhed sætter min alenehed i relief. Det burde jeg have forudset, siger I. Og det gjorde jeg også, men nægtede at lytte til indre advarsler, fordi jeg ikke kunne nægte mig selv oplevelsen, uanset dens omkostningsfyldte natur. En weekend med en sød og kærlig mand MÅ være bedre end en weekend uden en sød og kærlig mand. Ugen foran mig er jo ikke mere mandeløs end den plejer at være. Det føles bare sådan.
... Yet I should kill thee with much cherishing.
Good night, good night! parting is such sweet sorrow
That I shall say good night till it be morrow ...
Så hvad skal man tænke om en weekend sammen med en mand man holder meget af, men ikke kan få? Tiden sammen er skøn, men det er ganske simpelt hæsligt at sige farvel. Det er dejligt at komme tættere på hinanden, men hver eneste nu er man bevidst om at man ikke bygger noget fælles op: hvert nu nydes lidt desperat, fordi det SKAL være nok i sig selv.
Planen var bare at tage på weekend med en god ven og få lidt hotelluksus og gode voksensamtaler. Det fik jeg også, men også rigtig ondt i maven over hvordan den midlertidige tosomhed sætter min alenehed i relief. Det burde jeg have forudset, siger I. Og det gjorde jeg også, men nægtede at lytte til indre advarsler, fordi jeg ikke kunne nægte mig selv oplevelsen, uanset dens omkostningsfyldte natur. En weekend med en sød og kærlig mand MÅ være bedre end en weekend uden en sød og kærlig mand. Ugen foran mig er jo ikke mere mandeløs end den plejer at være. Det føles bare sådan.
... Yet I should kill thee with much cherishing.
Good night, good night! parting is such sweet sorrow
That I shall say good night till it be morrow ...
søndag, marts 04, 2007
Religiøse overgreb
Jeg læser en af mine store og tidligere nævnte helte, Richard Dawkins, der er ateist på en meget velartikuleret måde. Han refererer en hjerteskærende anekdote fra en katolsk opdraget kvinde der fortæller hvordan der skete to ubehagelige ting da hun var syv år gammel: Hendes præst pillede ved hende og en elsket legekammerat døde – hvorefter hun fik at vide at veninden desværre var kommet i helvede fordi hun var protestant.
Præstens befamlinger huskede hun som klart ulækre, men de havde ikke kostet hende nattesøvn. Det havde til gengæld tanken om venindens skæbne – rædselsslagne, søvnløse nætter.
Børn er evolutionært forprogrammerede til at tro på hvad autoriteter fortæller dem, fordi vi med vores højt udviklede hjerne og komplekse samfund har så utroligt meget at lære mens vi vokser til. Det er derfor uansvarligt at fylde deres påvirkelige hjerner med bavl, og et regulært overgreb at fylde deres hjerner med løgne der skal skræmme dem til at rette ind til højre, aldrig stille spørgsmål, og til at tro at det kun er deres 'egen slags' der dur.
Børn skal lære at tænke – ikke hvad de skal tænke.
Så er I med på aldrig mere at tale om fx 'kristne børn' og 'muslimske børn', ligesom vi aldrig ville tale om 'radikale børn' eller 'venstrebørn'? Det er de ikke gamle eller modne nok til at have taget stilling til, så lad os hjælpes ad med at give dem plads og tid til det.
Her i huset sættes rummeligheden også på prøve i disse dage: min datter påstår hårdnakket at hun er 'det lille jesusbarn'. Det er helt sikkert kombinationen af at være baby + tilbedt der tænder hende, snarere end nogen ambition om guddommelighed, men alligevel. Jeg har måske været lovligt langt fremme i skoene med krav til 'mors store pige', og nu betaler jeg regningen. Man fristes næsten til at udbryde "Herre, giv mig styrke!"
... that it will never come again
is what makes life so sweet ...
Emily Dickinson
Præstens befamlinger huskede hun som klart ulækre, men de havde ikke kostet hende nattesøvn. Det havde til gengæld tanken om venindens skæbne – rædselsslagne, søvnløse nætter.
Børn er evolutionært forprogrammerede til at tro på hvad autoriteter fortæller dem, fordi vi med vores højt udviklede hjerne og komplekse samfund har så utroligt meget at lære mens vi vokser til. Det er derfor uansvarligt at fylde deres påvirkelige hjerner med bavl, og et regulært overgreb at fylde deres hjerner med løgne der skal skræmme dem til at rette ind til højre, aldrig stille spørgsmål, og til at tro at det kun er deres 'egen slags' der dur.
Børn skal lære at tænke – ikke hvad de skal tænke.
Så er I med på aldrig mere at tale om fx 'kristne børn' og 'muslimske børn', ligesom vi aldrig ville tale om 'radikale børn' eller 'venstrebørn'? Det er de ikke gamle eller modne nok til at have taget stilling til, så lad os hjælpes ad med at give dem plads og tid til det.
Her i huset sættes rummeligheden også på prøve i disse dage: min datter påstår hårdnakket at hun er 'det lille jesusbarn'. Det er helt sikkert kombinationen af at være baby + tilbedt der tænder hende, snarere end nogen ambition om guddommelighed, men alligevel. Jeg har måske været lovligt langt fremme i skoene med krav til 'mors store pige', og nu betaler jeg regningen. Man fristes næsten til at udbryde "Herre, giv mig styrke!"
... that it will never come again
is what makes life so sweet ...
Emily Dickinson
tirsdag, februar 27, 2007
Emigration nødvendig?
Tænk at MIN kommune vil gå i brechen for en så tumpedum sag! Københavns kommune vil gøre virksomheders ’imødekommenhed og rummelighed over for religion’ til en betingelse for at kunne udføre opgaver for kommunen. Jeg vælger at kalde det positiv særbehandling af dumhed og irrationalitet.
De tænker sig vist sådan noget som madordninger der tager hensyn til visse religioners kosttabuer, eller bederum på arbejdspladsen og tilladelse til at bede i arbejdstiden, hvilket i sin realitet ikke kan hidse mig op. Om folk vil spise vegetarisk eller kødeligt, ryge eller bede, må de selv om. Virksomheder må gerne give plads til forskellighed, men bare, bare, bare ikke med henvisning til religion. Skal man have lov til at afvise en opgave fordi ens kollega er Vædder, og man selv er Løve, og man derfor SELVSAGT ikke kan samarbejde konstruktivt? Skal man kunne kræve oplysninger om kvindelige kollegers cyklus, hvis ens religion siger at kvinder er urene under menstruation? Skal man have lov til at afvise samarbejde med medlemmer af det modsatte køn med henvisning til ens religions påbud om ærbarhed? Skal man have fri med løn til 30 dages begravelsesfest fordi ens religion ærer de døde?
Hvad er religion? Religion er skyld. Den samme skyld verden rundt, bare med forskellige helligdage. Jeg synes ærligt talt ikke det er noget at opmuntre til. Denne skabelon har ikke fontstørrelser store nok til at udtrykke hvor meget JEG GRÆMMES.
... you look like an angel
walk like an angel
talk like an angel
but I got wise
you're the devil in disguise ...
De tænker sig vist sådan noget som madordninger der tager hensyn til visse religioners kosttabuer, eller bederum på arbejdspladsen og tilladelse til at bede i arbejdstiden, hvilket i sin realitet ikke kan hidse mig op. Om folk vil spise vegetarisk eller kødeligt, ryge eller bede, må de selv om. Virksomheder må gerne give plads til forskellighed, men bare, bare, bare ikke med henvisning til religion. Skal man have lov til at afvise en opgave fordi ens kollega er Vædder, og man selv er Løve, og man derfor SELVSAGT ikke kan samarbejde konstruktivt? Skal man kunne kræve oplysninger om kvindelige kollegers cyklus, hvis ens religion siger at kvinder er urene under menstruation? Skal man have lov til at afvise samarbejde med medlemmer af det modsatte køn med henvisning til ens religions påbud om ærbarhed? Skal man have fri med løn til 30 dages begravelsesfest fordi ens religion ærer de døde?
Hvad er religion? Religion er skyld. Den samme skyld verden rundt, bare med forskellige helligdage. Jeg synes ærligt talt ikke det er noget at opmuntre til. Denne skabelon har ikke fontstørrelser store nok til at udtrykke hvor meget JEG GRÆMMES.
... you look like an angel
walk like an angel
talk like an angel
but I got wise
you're the devil in disguise ...
søndag, februar 18, 2007
Ateistens bøn
Må fornuften sejre over overtroen, må vores intelligens bremse vore fejlforestillinger og må vi alle holde stand mod troens og godtroenhedens fristelse.Når selv ateister beder, må det være et udtryk for at nok kan vi klare os uden tro, men ikke uden håb. Og sikkert heller ikke uden kærlighed, når det kommer til stykket.
... two out of three ain't bad ...
tirsdag, februar 13, 2007
Så længe vi bare kan snakke om tingene ...
... skal det nok gå helt galt. Der er en gruppe parterapeuter i USA der ved kliniske undersøgelser har påvist at hvad parforholdsproblemer angår, hjælper det IKKE at tale om tingene. Og det er ikke kun fordi stadig gentagelse har det med at forstørre problemerne og holde dem i live længere, men fordi kønnene har biologisk forskellige reaktioner på kriser og konflikter.
Jeg simplificerer lige: En kvinde (generelt) føler lettelse ved at verbalisere sine behov og søge forståelse for sin frygt. En mand (generelt) føler sig anklaget og utilstrækkelig når hans partner siger at hun er bange eller vred – mænd har fysiske, målbare 'slås eller flygt'-reaktioner. Og kvinderne opnår ikke den forståelse de søger, snarere det modsatte.
Undersøgelsens ophavsmænd anbefalede følgende kommunikationsmåde som den bedst egnede på tværs af kønnene: Fysisk kontakt (berøring eller sex) eller i det mindste non-verbal kontakt (fx at gå en tur sammen). Den opnåede intimitet øgede mænds lyst til at tale, og sænkede kvinders behov for at tale, mao. gjorde kønnenes behov mere synkrone, og derfor potentielt mindre konfliktfyldte.
Lyder det ikke rigtigt? Jeg har desværre ikke noget parforhold at prøve det af på, men andres erfaringer modtages gerne.
... try to see it my way
do I have to keep on talking till I can't go on?
while you see it your way
run the risk of knowing that our love may soon be gone
we can work it out ...
Jeg simplificerer lige: En kvinde (generelt) føler lettelse ved at verbalisere sine behov og søge forståelse for sin frygt. En mand (generelt) føler sig anklaget og utilstrækkelig når hans partner siger at hun er bange eller vred – mænd har fysiske, målbare 'slås eller flygt'-reaktioner. Og kvinderne opnår ikke den forståelse de søger, snarere det modsatte.
Undersøgelsens ophavsmænd anbefalede følgende kommunikationsmåde som den bedst egnede på tværs af kønnene: Fysisk kontakt (berøring eller sex) eller i det mindste non-verbal kontakt (fx at gå en tur sammen). Den opnåede intimitet øgede mænds lyst til at tale, og sænkede kvinders behov for at tale, mao. gjorde kønnenes behov mere synkrone, og derfor potentielt mindre konfliktfyldte.
Lyder det ikke rigtigt? Jeg har desværre ikke noget parforhold at prøve det af på, men andres erfaringer modtages gerne.
... try to see it my way
do I have to keep on talking till I can't go on?
while you see it your way
run the risk of knowing that our love may soon be gone
we can work it out ...
Jeg vil vide hvem du er
Du ved jo så meget om mig, ikke? Så klik ind og glæd mig. Det tager max. ét minut.
Gå til spørgeskema
Gå til spørgeskema
lørdag, februar 10, 2007
God start på dagen
Ikke alene skinner solen, min vejrudsigt er også enig i at det bør den. Vejrudsigten præsenterer stolt sig selv i mine Bloglines feeds (i jeres gode, og derfor forpligtende, selskab) som Copenhagen, Denmark, men jeg har den lidt mistænkt for at være Copenhagen, Denmark som defineret i Kansas eller deromkring: "Copenhagen? Ain't that around Belgium?", hvorefter de bruger en måler der i forvejen er hængt op i Köln. I hvert fald plejer vejrudsigten at være underholdende i sin spektakulært manglende præcision.
Men altså ikke i dag. Sol IRL og på Bloglines. "Hvorfor fanden sidder du så inden døre, din friskluftsforskrækkede, hængeskuldrede computernarkoman?" hører jeg jer spørge. Jo, altså: jeg har i min griskhed påtaget mig ekstra oversættelsesopgaver til noget naturdokumentar. Og ud over detaljer om de harmløse strandtudser og øglesnoge skal jeg også oversætte diverse ulækriteter om taranteller og netedderkopper. Jeg har så galopperende araknofobi at jeg ikke engang kan lide at se ordene, og jeg HÅBER virkeligt ikke at vi skal dvæle for længe ved deres jagtteknikker og måde at spise på. Kan lige så godt få dem overstået, og håbe at solen er der til at blæse spindet ud af min hjerne i eftermiddag.
... little darling, I feel the ice is slowly melting
little darling, it seems like years since it's been clear
here comes the sun ...
Men altså ikke i dag. Sol IRL og på Bloglines. "Hvorfor fanden sidder du så inden døre, din friskluftsforskrækkede, hængeskuldrede computernarkoman?" hører jeg jer spørge. Jo, altså: jeg har i min griskhed påtaget mig ekstra oversættelsesopgaver til noget naturdokumentar. Og ud over detaljer om de harmløse strandtudser og øglesnoge skal jeg også oversætte diverse ulækriteter om taranteller og netedderkopper. Jeg har så galopperende araknofobi at jeg ikke engang kan lide at se ordene, og jeg HÅBER virkeligt ikke at vi skal dvæle for længe ved deres jagtteknikker og måde at spise på. Kan lige så godt få dem overstået, og håbe at solen er der til at blæse spindet ud af min hjerne i eftermiddag.
... little darling, I feel the ice is slowly melting
little darling, it seems like years since it's been clear
here comes the sun ...
tirsdag, februar 06, 2007
Positiv indre dialog
Hvordan får man sådan én? Hvad stiller man op når ens sind er selvhadsk, uanset hvad ens fornuftige tanker forsøger at overbevise det om? Der er intet ubehageligt jeg kan føle som mit sind ikke kan gøre værre med et overbevisende "det var du selv ude om!"
Der har været lidt yderlige krøller på sagen med julefrokostkollegaen: Der kom flere tilnærmelser og et enkelt hurtigt møde, hvorefter han trak sig med henvisning til at hans kone havde spurgt direkte til om han havde været sammen med en anden, fordi han opførte sig 'underligt'. Jeg synes at jeg har kunnet stå inde for hvad jeg har gjort og ikke gjort hele vejen igennem. Jeg har virkelig tænkt mig om og prøvet at 'mærke efter' min upålidelige mavefornemmelse. Men ganske uden resultat.
Efter indledningsvis at have svaret overskudsagtigt "Selvfølgelig skal du passe dit ægteskab, det forstår jeg, tak for denne gang" begyndte tankerne at rotere. Og nu ved jeg virkelig ikke om det, der roterer, er en vis kvindes livserfarne konklusioner, eller mit selvhadske sinds troldspejls fortegninger: Vi har mødtes 2 x ½ time i arbejdstiden; det kan hans kone intet vide om, og han har ikke skullet lave dækhistorier. Ergo, hvis han har 'været underlig', er det fordi han gerne har villet opdages – hans fling med mig har været et forsøg på at råbe hende op.
Jeg gider ikke være katalysator i en eller anden ægteskabelig krise – jeg er sgu da ikke et enzym, men et helt skiftevis tænkende og følende menneske – desværre aldrig begge dele på samme tid, lader det til. Den anden udlægning er den klassiske med at jeg kun var spændende så længe jeg strittede imod; da jeg først havde indrømmet at jeg gerne ville have ham, var udfordringen væk, og konen derhjemme blev trukket ind i manegen som undskyldning for at trække sig.
Så den historie han har fortalt og som jeg har spillet med på, at jeg bare var så lækker at han har villet have mig siden første gang han så mig, og at hver eneste mail og hede blik var ærligt ment? Ja, det er den jeg har sværest ved at tro, og i stedet kører den indre monolog: "du praler jo af at være så klog, og alligevel har du endnu en gang lukket en mand ind som ikke vil have dig, for hvem du bare var et redskab eller en scoring."
Jeg ved godt at det SLET ikke hjælper. At han INTET har gjort mig i sammenligning med hvad jeg gør ved mig selv. Og jeg kan sagtens køre lidt positiv selvsuggestion med at jeg var ærlig, voksen, ansvarlig etc., men det føles bare som en indre sagsbehandlers pep-talk. På et tidspunkt går sagsbehandleren hjem, mens troldspejlet spejler døgnet rundt. Så er det bare det og mig. Eller mig og mig. Eller bare mig. Jeg ved ikke hvilken udlægning der er mest træls.
... the Crown will plainly show
the prisoner who now stands before you
was caught redhanded showing feeling
showing feeling of an almost human nature ...
Der har været lidt yderlige krøller på sagen med julefrokostkollegaen: Der kom flere tilnærmelser og et enkelt hurtigt møde, hvorefter han trak sig med henvisning til at hans kone havde spurgt direkte til om han havde været sammen med en anden, fordi han opførte sig 'underligt'. Jeg synes at jeg har kunnet stå inde for hvad jeg har gjort og ikke gjort hele vejen igennem. Jeg har virkelig tænkt mig om og prøvet at 'mærke efter' min upålidelige mavefornemmelse. Men ganske uden resultat.
Efter indledningsvis at have svaret overskudsagtigt "Selvfølgelig skal du passe dit ægteskab, det forstår jeg, tak for denne gang" begyndte tankerne at rotere. Og nu ved jeg virkelig ikke om det, der roterer, er en vis kvindes livserfarne konklusioner, eller mit selvhadske sinds troldspejls fortegninger: Vi har mødtes 2 x ½ time i arbejdstiden; det kan hans kone intet vide om, og han har ikke skullet lave dækhistorier. Ergo, hvis han har 'været underlig', er det fordi han gerne har villet opdages – hans fling med mig har været et forsøg på at råbe hende op.
Jeg gider ikke være katalysator i en eller anden ægteskabelig krise – jeg er sgu da ikke et enzym, men et helt skiftevis tænkende og følende menneske – desværre aldrig begge dele på samme tid, lader det til. Den anden udlægning er den klassiske med at jeg kun var spændende så længe jeg strittede imod; da jeg først havde indrømmet at jeg gerne ville have ham, var udfordringen væk, og konen derhjemme blev trukket ind i manegen som undskyldning for at trække sig.
Så den historie han har fortalt og som jeg har spillet med på, at jeg bare var så lækker at han har villet have mig siden første gang han så mig, og at hver eneste mail og hede blik var ærligt ment? Ja, det er den jeg har sværest ved at tro, og i stedet kører den indre monolog: "du praler jo af at være så klog, og alligevel har du endnu en gang lukket en mand ind som ikke vil have dig, for hvem du bare var et redskab eller en scoring."
Jeg ved godt at det SLET ikke hjælper. At han INTET har gjort mig i sammenligning med hvad jeg gør ved mig selv. Og jeg kan sagtens køre lidt positiv selvsuggestion med at jeg var ærlig, voksen, ansvarlig etc., men det føles bare som en indre sagsbehandlers pep-talk. På et tidspunkt går sagsbehandleren hjem, mens troldspejlet spejler døgnet rundt. Så er det bare det og mig. Eller mig og mig. Eller bare mig. Jeg ved ikke hvilken udlægning der er mest træls.
... the Crown will plainly show
the prisoner who now stands before you
was caught redhanded showing feeling
showing feeling of an almost human nature ...
torsdag, februar 01, 2007
Hvis mennesker var som de burde være
var lov ikke nødvendig. Således indledes Jyske Lov fra 1241*, blev jeg indprentet da jeg læste jura for hundrede år siden. Det var et af mit livs aha-øjeblikke, erkendelsen af at alle gode og rigtige tanker måske allerede er tænkt? Jeg var i hvert fald næsegrus imponeret over at nogen kunne finde på at indlede en lovsamling med disse verdensvise ord i det langt fra oplyste trettende århundrede.
Mennesker er ikke som de burde være. Og derfor spørger jeg mig selv hvad fanden de tænker på i Folketinget med deres nye Lov om Forældreansvar? Ulla Nørtoft Thomsen har allerede blogget om det (disclaimer: jeg er ikke enig med hende om islam), og hos hende er der masser af links til diverse involverede parter og tekster for de seriøst interesserede. Så lad mig bare skyde genvej til det, der chokerer mig dybt: Retten skal nu kunne idømme forældre fælles forældremyndighed. Tidligere har fælles forældremyndighed kun været en mulighed når parterne var enige om det. Devisen er noget med 'at når de har kunnet få barnet sammen, skal de pinedød også kunne finde ud af at enes om barnets opvækst.' Og ja, det synes jeg da også at voksne mennesker burde kunne, men virkeligheden viser jo med al ønskelig sørgelighed at det kan de ikke. Mennesker er ikke som de burde være, og det at man har fået et barn betyder ikke at man behandler den anden forælder med respekt for evigt derefter.
Jeg synes denne lov, med alle sine smukke ord om barnets ret til begge sine forældre, er udtryk for ønsketænkning af værste skuffe. SELVFØLGELIG er samarbejde bedst, men det kræver at parterne er enige om at samarbejde – den enighed skal føles, den kan retten ikke idømme. Jeg kender kun min egen elendige skilsmisse indefra, men på et tidspunkt i dens skæve gang for små to år siden, var jeg i kontakt med Mødrehjælpens advokatbistand, og de nævnte allerede dengang at denne lov var undervejs, og at de aldrig havde hørt om noget så sindssygt. De så jo dagligt de sager hvor parterne nærmest var livsfarlige for hinanden. De sagde lige ud at hvis jeg var utryg ved at have fælles forældremyndighed, skulle jeg søge om at få den med det samme, inden denne lov blev vedtaget.
Jeg gjorde det nu ikke, fordi jeg principielt er enig i det med samarbejdet – min eksmand var bare på krigsstien, og jeg var bekymret for om han ville kunne få forældremyndigheden hvis han søgte. Det har han til dato ikke gjort, vores samarbejde fandt et fornuftigt leje igen, og jeg lader være med at bekymre mig om fremtiden. Jeg stoler ikke på ham (i forhold til mig – han er en god far), men hver dag der er gået godt kommer ikke skidt igen. Jeg oplevede min skilsmisse som et helvede, men udefra ser den ret civiliseret ud, og vores forældresamarbejde er ikke en overraskelse. Men jeg kender til så mange andre skilsmisser hvor det ALDRIG var gået. Det var blevet én lang hverdagsskyttegrav med grovmanipulation af børnene til følge.
Nå. Der er jo intet i skilsmissesituationen der er ideelt, og måske er løsningerne i den nye lov som helhed ikke værre end de eksisterende. Den opdelte forældremyndighed løser bestemt heller ikke altid alle problemer, det ved jeg godt. Den klarlægger bare magtforholdet mellem to mennesker der har bevist at de ikke kan forhandle magtforholdet på plads mellem sig. Så systemet virker kun efter hensigten når retten giver magten til den, der mest fortjener den. Måske er det i virkeligheden dette ansvar de vil af med, i erkendelse af egen manglende evne til at træffe afgørelsen? Derfor skal den bare hedde fælles forældremyndighed over hele linjen, så hvis der ryger nogle barneskæbner på den konto, er det forældrenes og ikke retssystemets skyld?
... love hurts, love scars
love wounds and marks
any heart not tough
or strong enough
to take a lot of pain ...
*Det er nu ikke helt præcist. Læs den rigtige tekst her.
Mennesker er ikke som de burde være. Og derfor spørger jeg mig selv hvad fanden de tænker på i Folketinget med deres nye Lov om Forældreansvar? Ulla Nørtoft Thomsen har allerede blogget om det (disclaimer: jeg er ikke enig med hende om islam), og hos hende er der masser af links til diverse involverede parter og tekster for de seriøst interesserede. Så lad mig bare skyde genvej til det, der chokerer mig dybt: Retten skal nu kunne idømme forældre fælles forældremyndighed. Tidligere har fælles forældremyndighed kun været en mulighed når parterne var enige om det. Devisen er noget med 'at når de har kunnet få barnet sammen, skal de pinedød også kunne finde ud af at enes om barnets opvækst.' Og ja, det synes jeg da også at voksne mennesker burde kunne, men virkeligheden viser jo med al ønskelig sørgelighed at det kan de ikke. Mennesker er ikke som de burde være, og det at man har fået et barn betyder ikke at man behandler den anden forælder med respekt for evigt derefter.
Jeg synes denne lov, med alle sine smukke ord om barnets ret til begge sine forældre, er udtryk for ønsketænkning af værste skuffe. SELVFØLGELIG er samarbejde bedst, men det kræver at parterne er enige om at samarbejde – den enighed skal føles, den kan retten ikke idømme. Jeg kender kun min egen elendige skilsmisse indefra, men på et tidspunkt i dens skæve gang for små to år siden, var jeg i kontakt med Mødrehjælpens advokatbistand, og de nævnte allerede dengang at denne lov var undervejs, og at de aldrig havde hørt om noget så sindssygt. De så jo dagligt de sager hvor parterne nærmest var livsfarlige for hinanden. De sagde lige ud at hvis jeg var utryg ved at have fælles forældremyndighed, skulle jeg søge om at få den med det samme, inden denne lov blev vedtaget.
Jeg gjorde det nu ikke, fordi jeg principielt er enig i det med samarbejdet – min eksmand var bare på krigsstien, og jeg var bekymret for om han ville kunne få forældremyndigheden hvis han søgte. Det har han til dato ikke gjort, vores samarbejde fandt et fornuftigt leje igen, og jeg lader være med at bekymre mig om fremtiden. Jeg stoler ikke på ham (i forhold til mig – han er en god far), men hver dag der er gået godt kommer ikke skidt igen. Jeg oplevede min skilsmisse som et helvede, men udefra ser den ret civiliseret ud, og vores forældresamarbejde er ikke en overraskelse. Men jeg kender til så mange andre skilsmisser hvor det ALDRIG var gået. Det var blevet én lang hverdagsskyttegrav med grovmanipulation af børnene til følge.
Nå. Der er jo intet i skilsmissesituationen der er ideelt, og måske er løsningerne i den nye lov som helhed ikke værre end de eksisterende. Den opdelte forældremyndighed løser bestemt heller ikke altid alle problemer, det ved jeg godt. Den klarlægger bare magtforholdet mellem to mennesker der har bevist at de ikke kan forhandle magtforholdet på plads mellem sig. Så systemet virker kun efter hensigten når retten giver magten til den, der mest fortjener den. Måske er det i virkeligheden dette ansvar de vil af med, i erkendelse af egen manglende evne til at træffe afgørelsen? Derfor skal den bare hedde fælles forældremyndighed over hele linjen, så hvis der ryger nogle barneskæbner på den konto, er det forældrenes og ikke retssystemets skyld?
... love hurts, love scars
love wounds and marks
any heart not tough
or strong enough
to take a lot of pain ...
*Det er nu ikke helt præcist. Læs den rigtige tekst her.
søndag, januar 28, 2007
Det kommer jo an på hvem der kigger
En ven refererede at Google Earth åbenbart har fået problemer med krænkelse af privatlivets fred, idet kvaliteten af de satellitbilleder de viser er så god, at man faktisk kan genkende mennesker på dem hvis man zoomer tilstrækkeligt ind. Hvilket var sket for en kvinde, som lå på en mennesketom strand langt fra alting, og derfor havde benyttet lejligheden til at solbade nøgen.
Sidst vi havde en lignende debat var det noget med overvågningskameraer på offentlige pladser, i offentlig transport og den slags, for at forebygge kriminalitet samt hjælpe med opklaring af begået kriminalitet. Men der blev fremført i mine ører underlødige argumenter der gik på at man ikke måtte fotografere mennesker der ikke begik ulovligheder, men som bare ikke var der hvor de burde være – hvor deres arbejdsplads eller ægtefælle måske troede de var.
Det holder da slet ikke. Voksne mennesker skal da være deres handlinger bekendt. At vi så ikke altid er det, er en anden sag, men det bør da ikke stå i vejen for ellers fornuftige tiltag. Lad mig indskyde at jeg ikke ved om det med overvågningskameraerne virkeligt er en god ide – de blev bare præsenteret som bevisligt kriminalitetsnedbringende. Og modargumenterne var så irriterende, at jeg næsten blev tilhænger lige på stedet. Helt ærligt, hvor tungt skal hensynet til utro ægtemænd og luderkunder veje?
Men så kom hende kvinden på stranden, og fik mig til at tænke at det sgu da også er deprimerende at der ikke er en eneste plet hvor man kan onanere i fred – eller hvad man nu har lyst til – uden at blive foreviget. Principielt synes jeg også der er forskel på optagelser som kun visse personer har adgang til, og som kun bliver brugt med gyldig grund, og så billeder som enhver kan se på nettet, som man ikke aner er blevet taget; man har jo i hvert fald ikke skyggen af chance for at se kameraet.
Men i praksis er forskellen ikke så stor. Begge slags optagelser kan bruges til både godt og skidt, af de rigtige eller forkerte mennesker, med reelle eller ødelæggende hensigter. Suk. SUK!! Verden er kompliceret.
... I always feel that somebody's watchin' me
And I have no privacy
I always feel that somebody's watchin' me
Is it just a dream? ...
Sidst vi havde en lignende debat var det noget med overvågningskameraer på offentlige pladser, i offentlig transport og den slags, for at forebygge kriminalitet samt hjælpe med opklaring af begået kriminalitet. Men der blev fremført i mine ører underlødige argumenter der gik på at man ikke måtte fotografere mennesker der ikke begik ulovligheder, men som bare ikke var der hvor de burde være – hvor deres arbejdsplads eller ægtefælle måske troede de var.
Det holder da slet ikke. Voksne mennesker skal da være deres handlinger bekendt. At vi så ikke altid er det, er en anden sag, men det bør da ikke stå i vejen for ellers fornuftige tiltag. Lad mig indskyde at jeg ikke ved om det med overvågningskameraerne virkeligt er en god ide – de blev bare præsenteret som bevisligt kriminalitetsnedbringende. Og modargumenterne var så irriterende, at jeg næsten blev tilhænger lige på stedet. Helt ærligt, hvor tungt skal hensynet til utro ægtemænd og luderkunder veje?
Men så kom hende kvinden på stranden, og fik mig til at tænke at det sgu da også er deprimerende at der ikke er en eneste plet hvor man kan onanere i fred – eller hvad man nu har lyst til – uden at blive foreviget. Principielt synes jeg også der er forskel på optagelser som kun visse personer har adgang til, og som kun bliver brugt med gyldig grund, og så billeder som enhver kan se på nettet, som man ikke aner er blevet taget; man har jo i hvert fald ikke skyggen af chance for at se kameraet.
Men i praksis er forskellen ikke så stor. Begge slags optagelser kan bruges til både godt og skidt, af de rigtige eller forkerte mennesker, med reelle eller ødelæggende hensigter. Suk. SUK!! Verden er kompliceret.
... I always feel that somebody's watchin' me
And I have no privacy
I always feel that somebody's watchin' me
Is it just a dream? ...
torsdag, januar 25, 2007
Forstyrret
Er der andre end mig der læste Sybil som teenager? Om et ekstremt tilfælde af personlighedsspaltning – 16 helt adskilte personligheder i én krop. Har aldrig glemt min skræk og fascination ved tanken om ikke at være alene i sit eget sind. Og der er åbenbart noget personlighedsspaltet ved det her blogskriveri.
Jeg drømte at jeg lagde en kommentar hos en af jer, og idet jeg klikkede 'publish' så jeg, at jeg ikke var logget ind som Suzy-Hang-Around, men som IRL-mig. Mit fulde, rigtige navn som afsender. Og jeg lover jer: det var ikke bare pinligt eller afslørende, i drømmen var det UHYGGELIGT. Da jeg vågnede var det ikke længere uhyggeligt, men underligt: det var Suzy-Hang-Around der var den krænkede part, og mit IRL-selv der havde møvet sig til at taste sit navn hvor det ikke hørte hjemme. Jeg påstår slet ikke at kunne konkurrere med Sybil, men jeg følte mig lidt skizofren.
Og måske virker analogien søgt, men følelsen var den samme: selvom jeg ikke er spor bange for at være alene, kan jeg panikke på et kvart sekund hvis jeg pludselig bliver i tvivl om jeg er det. Som forleden tidlige morgen hvor jeg forsøgte at falde i søvn igen efter at være blevet vækket af et eller andet. Og pludselig lyder der en RINGETONE i lejligheden. Ikke min ringetone – en fremmed mobils. Jeg DØDE bare af skræk. Det tog mig adskillige stivfrosne minutter at tage mig sammen til at stå op og tjekke lejligheden, hvor der selvfølgelig ikke var nogen eller noget at finde. Det skete igen nogle nætter senere (med knap så panisk reaktion) og har gentaget sig flere gange siden, så jeg har helt forliget mig med mit elektroniske spøgelse. Det sker på nogenlunde samme tidspunkt, så det er noget helt banalt, men alle batterier og Fisher Price-dimser er tjekket – kan fandeme ikke finde ud af hvor det kommer fra. Hader at få min søvn forstyrret. De tanker jeg tænker i søvnløse timer er slet ikke værd at samle på.
... I hear in my mind
All these voices
I hear in my mind all these words
I hear in my mind all this music
And it breaks my heart ...
Jeg drømte at jeg lagde en kommentar hos en af jer, og idet jeg klikkede 'publish' så jeg, at jeg ikke var logget ind som Suzy-Hang-Around, men som IRL-mig. Mit fulde, rigtige navn som afsender. Og jeg lover jer: det var ikke bare pinligt eller afslørende, i drømmen var det UHYGGELIGT. Da jeg vågnede var det ikke længere uhyggeligt, men underligt: det var Suzy-Hang-Around der var den krænkede part, og mit IRL-selv der havde møvet sig til at taste sit navn hvor det ikke hørte hjemme. Jeg påstår slet ikke at kunne konkurrere med Sybil, men jeg følte mig lidt skizofren.
Og måske virker analogien søgt, men følelsen var den samme: selvom jeg ikke er spor bange for at være alene, kan jeg panikke på et kvart sekund hvis jeg pludselig bliver i tvivl om jeg er det. Som forleden tidlige morgen hvor jeg forsøgte at falde i søvn igen efter at være blevet vækket af et eller andet. Og pludselig lyder der en RINGETONE i lejligheden. Ikke min ringetone – en fremmed mobils. Jeg DØDE bare af skræk. Det tog mig adskillige stivfrosne minutter at tage mig sammen til at stå op og tjekke lejligheden, hvor der selvfølgelig ikke var nogen eller noget at finde. Det skete igen nogle nætter senere (med knap så panisk reaktion) og har gentaget sig flere gange siden, så jeg har helt forliget mig med mit elektroniske spøgelse. Det sker på nogenlunde samme tidspunkt, så det er noget helt banalt, men alle batterier og Fisher Price-dimser er tjekket – kan fandeme ikke finde ud af hvor det kommer fra. Hader at få min søvn forstyrret. De tanker jeg tænker i søvnløse timer er slet ikke værd at samle på.
... I hear in my mind
All these voices
I hear in my mind all these words
I hear in my mind all this music
And it breaks my heart ...
tirsdag, januar 23, 2007
Kom nu, op på vakolerne!
I disse dage hvor man kunne gå i selvsving over dødsstraf, selvtægt og andre alvorlige spørgsmål, er det så det, der får SHA til at harcellere? Næh. Men UNGDOMMENS SPROG!! Sprogforandring er en realitet, det prøver vi sprogets stoute støtter at resignere overfor, vi prøver måske endda at smile skævt og sige at vi bestemt ikke synes det er nederen, så langt fra, ungdommens kreative nerve løfter jo sproget!! Vi bruger gerne selv alle de nye najs udtryk!!
Men pøj, hvor jeg synes det er tudegrimt (og lavsocialt, siden min indre sprogsnob alligevel har taget magten) når ret udtales rat og kræft som kraft. Man kunne fristes til at sige at det er de unge dovenlarser der ikke kan finde ud af at lukke munden, men bare står der med hængende kæbe og tomme blikke, og derfor udtaler deres vokaler for åbent. Men der er skam også lydforskydninger der går den anden vej: Hvad har penge gjort, at de skal udtales pinge? Chauffør (='sjåfør', hvis nogen spørger mig – hvilket sker alt for sjældent) maltrakteres til sjafør, og partout (='partu') til patu.
Disse sidste eksempler vedrører vokallydene i sig selv, men hvis lydforskydningen skal skrives med almindelige bogstaver, er det nærmest at skrive at 'ar' og 'år' indsnævres i retning af det flade 'a'. Hvilket leder os videre til næste sæt eksempler der har at gøre med den såkaldte 'r-påvirkning'. Eller mangel på samme i de unges sprog: ærgerligt udtales æverligt, færge som fæve og bjerge som bjæve.
Det er selvfølgelig trist at være sådan en sur gammel kost, og jeg PLEJER at mobilisere mere overskud og overbærenhed, men i dag er jeg muggen. Jeg har PMS. So sue me. Jeg hysser i det mindste ikke over pendulordene.
... Jihad! I'm getting mad
and there's no fuel left for the pilgrims ...
Men pøj, hvor jeg synes det er tudegrimt (og lavsocialt, siden min indre sprogsnob alligevel har taget magten) når ret udtales rat og kræft som kraft. Man kunne fristes til at sige at det er de unge dovenlarser der ikke kan finde ud af at lukke munden, men bare står der med hængende kæbe og tomme blikke, og derfor udtaler deres vokaler for åbent. Men der er skam også lydforskydninger der går den anden vej: Hvad har penge gjort, at de skal udtales pinge? Chauffør (='sjåfør', hvis nogen spørger mig – hvilket sker alt for sjældent) maltrakteres til sjafør, og partout (='partu') til patu.
Disse sidste eksempler vedrører vokallydene i sig selv, men hvis lydforskydningen skal skrives med almindelige bogstaver, er det nærmest at skrive at 'ar' og 'år' indsnævres i retning af det flade 'a'. Hvilket leder os videre til næste sæt eksempler der har at gøre med den såkaldte 'r-påvirkning'. Eller mangel på samme i de unges sprog: ærgerligt udtales æverligt, færge som fæve og bjerge som bjæve.
Det er selvfølgelig trist at være sådan en sur gammel kost, og jeg PLEJER at mobilisere mere overskud og overbærenhed, men i dag er jeg muggen. Jeg har PMS. So sue me. Jeg hysser i det mindste ikke over pendulordene.
... Jihad! I'm getting mad
and there's no fuel left for the pilgrims ...
fredag, januar 19, 2007
onsdag, januar 17, 2007
Hadeord
Jeg køber ikke de ugentlige dameblade, men jeg læser som regel min mors aflagte AfD (selvfølgelig først EFTER min søster. Skal ikke være i tvivl om hvor i hierarkiet jeg befinder mig. Snøft.) Dvs. læser og læser, jeg nøjes tit med at kigge billeder, fordi der er nogle ord jeg bare ikke kan TYRE!! Så sent som i morges faldt jeg lidt i staver over nogle mad- og sundhedssider, og mine øjne fangede derfor sagesløst det hæslige ord 'fedende'.
Jeg HADER det. Der er sgu ikke noget der i sig selv er fedende. Formuleringen var noget á la "ti skiver roastbeef er lige så fedende som en stor pære". Det rette ord er 'nærende'. Eller 'har samme kalorieindhold som'. Men der er ikke noget der er fedende FØR man spiser det oven i ens normale kaloriebehov. Man kan spise lige hvad man vil indtil ens daglige/ugentlige/månedlige kaloriebehov er opfyldt, og intet vil være fedende, det være sig klidkiks, frugt, ostemadder, colaer eller snickers. Derefter feder alting, det være sig klidkiks, frugt, ostemadder, colaer eller snickers*.
Jeg er jo ellers imødekommenheden, tolerancen og afbalanceretheden selv, men jeg bliver HYSTERISK MOPSET af at blive talt eller skrevet til som om jeg er debil. Eller når mennesker og kommunikationsorganer, der burde vide bedre, formulerer sig så sjusket. Så derfor læser jeg ikke dameblade.
... do you really want to hurt me?
do you really want to make me cry? ...
*Der er vist enkelte fødeemner der aldrig feder, idet de er så svært fordøjelige at de kræver flere kalorier at forbrænde end de selv indeholder, men det vil jeg ikke udtale mig yderligere om; jeg er ikke bromatolog ... undskyld, levnedsmiddelkandidat, hedder det nu. Bromatolog var ellers et fedt ord.
Jeg HADER det. Der er sgu ikke noget der i sig selv er fedende. Formuleringen var noget á la "ti skiver roastbeef er lige så fedende som en stor pære". Det rette ord er 'nærende'. Eller 'har samme kalorieindhold som'. Men der er ikke noget der er fedende FØR man spiser det oven i ens normale kaloriebehov. Man kan spise lige hvad man vil indtil ens daglige/ugentlige/månedlige kaloriebehov er opfyldt, og intet vil være fedende, det være sig klidkiks, frugt, ostemadder, colaer eller snickers. Derefter feder alting, det være sig klidkiks, frugt, ostemadder, colaer eller snickers*.
Jeg er jo ellers imødekommenheden, tolerancen og afbalanceretheden selv, men jeg bliver HYSTERISK MOPSET af at blive talt eller skrevet til som om jeg er debil. Eller når mennesker og kommunikationsorganer, der burde vide bedre, formulerer sig så sjusket. Så derfor læser jeg ikke dameblade.
... do you really want to hurt me?
do you really want to make me cry? ...
*Der er vist enkelte fødeemner der aldrig feder, idet de er så svært fordøjelige at de kræver flere kalorier at forbrænde end de selv indeholder, men det vil jeg ikke udtale mig yderligere om; jeg er ikke bromatolog ... undskyld, levnedsmiddelkandidat, hedder det nu. Bromatolog var ellers et fedt ord.
tirsdag, januar 16, 2007
Havde man dog bare en FLIG
af den energi ens datter lægger for dagen HVER morgen for at undgå at komme i overtøj og støvler. Jeg siger "så er det nu"; så starter sirenen og ungen løber til det fjerneste hjørne af lejligheden, skrigende og viftende med armene i protest. Derefter smider hun sig på maven på gulvet i et utilgængeligt hjørne, og gør sig tung og blød som en gople. Derefter følger et uværdigt optrin hvor jeg forsøger at få fat i hende på en eller anden led, som regel et håndled, hvilket selvfølgelig gør ondt i hendes skulder, fordi hun nægter at spænde en eneste muskel. Mere hyl, evt. ledsaget af næse eller pande skrabet hen ad gulvet. Så bærer eller slæber jeg hende ud i gangen, og volder hende, temmelig ublidt og skældende og smældende, ned i hendes flyverdragt.
I morges tænkte jeg "For tre år siden lå jeg og fødte, og jeg gad godt bytte plads med mig selv. Jeg vil fandeme hellere føde hende igen end have det evindelige hyr med den LORTEFLYVERDRAGT HVER ENESTE MORGEN!!" Så sur kan man altså også være på sin datters fødselsdag.
... Sur, sur, sur
lille SHA omkring ...
PS: Vi blev selvfølgelig gode venner igen og fik en udmærket fødselsdag ud af det ...
I morges tænkte jeg "For tre år siden lå jeg og fødte, og jeg gad godt bytte plads med mig selv. Jeg vil fandeme hellere føde hende igen end have det evindelige hyr med den LORTEFLYVERDRAGT HVER ENESTE MORGEN!!" Så sur kan man altså også være på sin datters fødselsdag.
... Sur, sur, sur
lille SHA omkring ...
PS: Vi blev selvfølgelig gode venner igen og fik en udmærket fødselsdag ud af det ...
torsdag, januar 11, 2007
Baby steps
Fremskridtene er så få og bittesmå her på bloggen at jeg næsten skammer mig over at rapportere om dem. På den anden side: når jeg nu synes at jeg har gjort noget rigtigt, omend med forsinkelse, på et område hvor jeg notorisk opfører mig forkert, har lidt vel også ret.
Sagen er at jeg lod mig friste af julefrokostkollegaen. Han fulgte op på det upersonlige julefrokosttilbud men en noget mere intens og smigrende bagekampagne, og summa summarum faldt jeg for fristelsen til en uforpligtende kontakt. Og næppe har man påbegyndt 'uforpligtende kontakt' (når man er mig) før man overvejer alle mulige og umulige scenarier og hypoteser for hvad det her dog er for noget og kan blive til; jeg gik kort sagt i overtænding. Hvilket ikke burde have overrasket mig, og sikkert ikke overrasker jer. Men hvad kan jeg gøre? Hvad mænd angår har jeg åbenbart en til blindhed grænsende selektiv selvindsigt.
Efter et par venindesamtaler kom jeg dog til fornuft, og sendte ham følgende:
Så hurra. Potentiel hjertesorg undgået, professionalisme bevaret, ansvar taget, ingen krænket, alle er glade. Sådan da. Men jeg hæfter mig ved hans første sætning: nej, han kan ikke forudse mine reaktioner, for han kender mig slet ikke. Men jeg må åbenbart udstråle noget hårdkogt/selvtilstrækkeligt/overskudsagtigt, siden det overrasker ham at såkaldt uforpligtende sex kan være problematisk for mig. Gode egenskaber på mange områder, men ikke i tråd med min egen selvopfattelse. Så det giver da lidt at tænke over. For hvis jeg ikke udstråler et ærligt billede af hvem jeg er, kan det jo ikke overraske at jeg bestandigt render ind i de forkerte mænd.
... der var en vi kaldte for Taber-Otto
han vandt en million i Lotto
lykken rammer hvem lykken vil
hvem ved hvad der skal til?...
Sagen er at jeg lod mig friste af julefrokostkollegaen. Han fulgte op på det upersonlige julefrokosttilbud men en noget mere intens og smigrende bagekampagne, og summa summarum faldt jeg for fristelsen til en uforpligtende kontakt. Og næppe har man påbegyndt 'uforpligtende kontakt' (når man er mig) før man overvejer alle mulige og umulige scenarier og hypoteser for hvad det her dog er for noget og kan blive til; jeg gik kort sagt i overtænding. Hvilket ikke burde have overrasket mig, og sikkert ikke overrasker jer. Men hvad kan jeg gøre? Hvad mænd angår har jeg åbenbart en til blindhed grænsende selektiv selvindsigt.
Efter et par venindesamtaler kom jeg dog til fornuft, og sendte ham følgende:
Kære JulefrokostkollegaHan svarede nydeligt: "Den havde jeg ikke lige set komme, men jeg har fuld forståelse for at du får kolde fødder. Det er helt rigtig set at stoppe det før det griber om sig rent følelsesmæssigt, så jeg synes kun det er godt du melder fra. Og jeg bliver ikke sur selvom du ikke indfrier dine løfter."
Jeg har fået væmmeligt kolde fødder mht. vores aftale, og vil gerne aflyse.
Vores udgangspunkter er for forskellige. Jeg opfatter dig som tilfreds ægtemand, dog seksuelt frustreret. Så for at matche det skulle jeg være tilfreds singlekvinde, dog seksuelt frustreret. Og det er kun det sidste der passer: Jeg vil gerne have en kæreste, og hvis vi får noget tilfredsstillende sex stablet på benene, vil det kun være et spørgsmål om (kort) tid før jeg vil længes efter mere og andre typer samvær. Det kan du ikke levere, og det vil jeg ikke være uvenner med dig over.
...
Jeg ved godt at det bliver superuforløst, men jeg synes vi skal stoppe her. Jeg ved også godt at jeg har lovet dig noget som jeg ikke leverer; det piner mig og du er i din gode ret til at blive sur på mig. Men jeg håber du forstår.
SHA
Så hurra. Potentiel hjertesorg undgået, professionalisme bevaret, ansvar taget, ingen krænket, alle er glade. Sådan da. Men jeg hæfter mig ved hans første sætning: nej, han kan ikke forudse mine reaktioner, for han kender mig slet ikke. Men jeg må åbenbart udstråle noget hårdkogt/selvtilstrækkeligt/overskudsagtigt, siden det overrasker ham at såkaldt uforpligtende sex kan være problematisk for mig. Gode egenskaber på mange områder, men ikke i tråd med min egen selvopfattelse. Så det giver da lidt at tænke over. For hvis jeg ikke udstråler et ærligt billede af hvem jeg er, kan det jo ikke overraske at jeg bestandigt render ind i de forkerte mænd.
... der var en vi kaldte for Taber-Otto
han vandt en million i Lotto
lykken rammer hvem lykken vil
hvem ved hvad der skal til?...
lørdag, januar 06, 2007
Øjenlørdagsslik
Inspireret af Nelliken måtte jeg lige finde billeder af mænd på hvis glatte ansigt jeg ville gå i biografen; det er måske ikke så mange, men uuuuuuuhhh, de er lækre - eller også kan de bare spille lækre:
Edward Norton
Luke Wilson
James Caan
Michael Caine
Craig Bierko
Og hvis I så vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og tage en kold dusche.
Edward Norton
Luke Wilson
James Caan
Michael Caine
Craig Bierko
Og hvis I så vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud og tage en kold dusche.... what a man, what a man, what a man
what a mighty fine man ...
onsdag, januar 03, 2007
Op på yndlingskæphesten!
Vi har alle brug for noget at være stolte af; at føle at vi er gode til noget. Og hvis man ikke kan synge som Julie Andrews eller løbe som Carl Lewis, finder man noget mere ydmygt at være god til. Jeg er fx ret stolt af at være god til at stave (selvom stavefejl også forefindes på denne blog, pinagtigt nok). Så ingen er gladere for Dansk Sprognævn end jeg – hvem skulle ellers bakke mig op når jeg siger, at jeg har ret?
Men, men, men ...
Ufejlbarlige, det er de altså ikke. Tillad mig at eksemplificere: der findes et sjældent brugt alternativ til kontanter der hedder en check – udtales nogenlunde sjæk. Det kan sættes sammen til beslægtede ord som checkkonto, checkrytteri, mv. Men hov! Hvad ser vi der i retskrivningsordbogens alfabetiske rækkefølge? Andre sammensætninger, nemlig check-in, check-in-skranke, mv. – her udtales samme bogstavrække nogenlunde tjæk. Det er selvfølgelig ikke sprognævnets skyld, slet ikke, men mit spørgsmål er hvad man foretager sig ved en check-in-skranke? Man tjekker ind – verbet må ikke længere staves *checke. Man kan ligeledes spørge hvad man foretager sig ved et checkpoint? Et tjek. For sørme ja, substantivet check (uden for sammensætninger) henviser nu kun til før-Dankort-kontant-alternativet, og skal altså altid udtales nogenlunde sjæk.
Så grin bare af mit lave ambitionsniveau, og nej, der uddeles ikke Nobelpris i dansk retskrivning, men helt uden udfordringer og faldgruber er det altså ikke.
... Æslet spiste æg og ærter
og fik slemme mavesmærter ...
Men, men, men ...
Ufejlbarlige, det er de altså ikke. Tillad mig at eksemplificere: der findes et sjældent brugt alternativ til kontanter der hedder en check – udtales nogenlunde sjæk. Det kan sættes sammen til beslægtede ord som checkkonto, checkrytteri, mv. Men hov! Hvad ser vi der i retskrivningsordbogens alfabetiske rækkefølge? Andre sammensætninger, nemlig check-in, check-in-skranke, mv. – her udtales samme bogstavrække nogenlunde tjæk. Det er selvfølgelig ikke sprognævnets skyld, slet ikke, men mit spørgsmål er hvad man foretager sig ved en check-in-skranke? Man tjekker ind – verbet må ikke længere staves *checke. Man kan ligeledes spørge hvad man foretager sig ved et checkpoint? Et tjek. For sørme ja, substantivet check (uden for sammensætninger) henviser nu kun til før-Dankort-kontant-alternativet, og skal altså altid udtales nogenlunde sjæk.
Så grin bare af mit lave ambitionsniveau, og nej, der uddeles ikke Nobelpris i dansk retskrivning, men helt uden udfordringer og faldgruber er det altså ikke.
... Æslet spiste æg og ærter
og fik slemme mavesmærter ...
mandag, januar 01, 2007
Åh lide
Tænk at starte året med så gevaldige tømmermænd. Aaaaaaaavvvvvvvvvvvvv!! Men det betyder til gengæld at nytårsaften var sjov. Den blev holdt med singlekvinder og homomænd, hvilket der jo ikke er meget potentiale i, sådan vis a vis nulstilling, men så bebruset som jeg blev, er det også godt det samme. Der dukkede faktisk en sød hetero op senere på aften, så jeg fik danset og tørret noget af mit glimmer af på ham, men derudover ingen hanky panky, hvilket nok var skæbnens lidt sadistiske måde at gøre mig en tjeneste på. Det var ikke blevet kønt, så fulde vi var.
Ihærdigt krydsede fingre for os alle sammen og for 2007. Trods stor lidelse er det præcis sådan her et år skal starte.
Av!
Hvad skete der i går?
Min pude er så hård
at hjernen tror
den ligger på et bord ...
Ihærdigt krydsede fingre for os alle sammen og for 2007. Trods stor lidelse er det præcis sådan her et år skal starte.
Av!
Hvad skete der i går?
Min pude er så hård
at hjernen tror
den ligger på et bord ...
Abonner på:
Opslag (Atom)
