Hvem er du – i fem ord?

Boris Planteskægs post om kærestekrav på listeform fik det til at klø i mine tastefingre for at kommentere, og inden jeg så mig om blev det enormt langt og enormt meget min egen dagsorden, så jeg rykkede det hertil. Men læs hans post og kommentarerne først.

For selvfølgelig er det dødsdømt at have en tjekliste som potentielle kærester skal stemme overens med. I hvert fald hvis listen er lang som et ondt år og bugner af overfladehejs som ’egen bolig’, ’stor bil’, ’dygtig bowlingspiller’ og den slags. Men jeg vil stadig vove at forsvare listen, eller i det mindste én permutation af Listen; ideen er vist oprindeligt Joan Ørtings, men jeg har fået den refereret af en veninde:

Man skal granske sit inderste, og finde frem til sine kerneværdier eller mest skattede træk. De ting ved én selv som man holder klippefast i, de ting som man aldrig vil gå på kompromis med, fordi man rent faktisk er meget stolt af at have netop disse træk. Det kan være ’sandfærdig’, ’rationel’, ’intuitiv’, ’kreativ’, ’intelligent’ – hvad man nu end mener er det mest karakteristiske OG beundringsværdige ved en selv som person. Jeg syntes det var en svær, men også interessant øvelse, og efter længere tids brainstorming/grovsortering/finsortering endte jeg med en liste hvis indhold egentlig overraskede mig, selvom den burde have stået med flammeskrift for mit indre øje hele tiden – den var jo MIG. Og da jeg havde formuleret mine træk, stod det mig fx meget klarere hvad der var gået galt i mit ægteskab. Jeg opnåede altså en indsigt ved denne øvelse som månedsvis af diskussioner og parterapi ikke havde givet mig.

Man skal finde FEM træk, og så skal man lede efter en partner med DE SAMME træk. Og det er ikke urimeligt, iflg. Joan Ørting, fordi man beder jo ikke om en million ting, men kun fem. Og selvfølgelig er vi alle langt mere end hvad der kan beskrives med fem ord, men de fem, den klangbung, SKAL altså være der. Så har man et fundament hvorpå man kan forhandle og kompromisse om resten. På mig virker det troværdigt. I min parterapi kom det frem at min eks og jeg havde valgt hinanden på den helt klassiske måde, med traumerne. Sådan at forstå at man ubevidst leder efter sin modsætning, den der kan fylde alle hullerne og gøre én hel. Men når forelskelsens brusen lægger sig, kan man ikke forlige sig med den andens anderledeshed, og selv de ting man mente at have til fælles, kan vise sig at mangle soliditet; for hvad hjælper det at man har noget til fælles, hvis man tillægger det helt forskellig vægt? At det der er livet om at gøre for den ene, er ret ligegyldigt for den anden, selvom man på overfladen ser ens på det?

Som det fremgår af nærværende blog, har min fine fempunktsliste ikke skaffet mig en match-made-in-heaven-partner, men jeg tillader mig at anbefale fremgangsmåden alligevel. Det er en meget selvtillidsløftende proces at fokusere på sine stærke sider og bedste træk, og en velkommen afveksling fra selvhjælpsvinklen hvor man ’arbejder med sig selv’ og afdækker sine ’issues’ i et omfang så man føler sig helt fejlbehæftet. Find de fem ord, så ser du ikke kun hullerne i osten.

... so for a while we conducted experiments
in an apartment by the river run
and we found out that the two things we put together
had a bad tendency to explode ...