Den virkeligt vigtige slags frihed involverer opmærksomhed og nærvær og disciplin og umage og det at være i stand til reelt at tage sig af andre mennesker, og ofre noget for dem, igen og igen, på massevis af små usexede måder, hver dag. Det er virkelig frihed. Alternativet er ubevidsthed, "rotteræset" – den konstant lurende fornemmelse af at have haft og mistet en eller anden uendelig ting.
Jeg er klar over at dette nok ikke lyder særligt sjovt eller nemt eller opløftende og inspirerende. Hvad det er, så vidt jeg kan se, er sandheden med en masse retorisk pis barberet væk. Man kan selvfølgelig mene om dette præcis hvad man vil. Men afvis det venligst ikke som en eller anden Dr. Laura-gardinprædiken med løftede pegefingre. Det handler hverken om moral eller religion eller dogmer eller store forkromede spørgsmål om livet efter døden. Sandheden med stort 'S' handler om livet før døden. Handler om at blive 30, måske 50, uden at have lyst til at skyde sig. Det handler om bevidsthed – bevidsthed om det der er så konkret og essentielt, gemt lige for øjnene af os, at vi skal minde os selv om at dét er livet.
Jeg var heller ikke meget begejstret for konklusionen (som var elegantere i artiklen, og hang sammen med en anekdote som han startede med). Den er jo netop, som han selv påpeger, lidt i den kedelige og slid-og-slæb-med-tingene-ende. Så jeg vil ikke gøre mere ud af at forsvare ham, når jeg nu knapt nok selv er enig eller kan påstå at jeg forstår ham fuldt ud.
Det jeg syntes var interessant, var tesen om at ALLE tror på noget. Alle har kerneværdier. Alle har et indre kompas som de orienterer sig i verden efter. Jeg vil, som kloge Z og AnetQ, heller ikke umiddelbart udnævne materiel vanetænkning til at være farligere end åndelig ditto, men godt tilslutte mig bekymringen over det UBEVIDSTE. Det er jo netop det der ligger i vanetænkning: at man ikke forholder sig kritisk, ikke stiller spørgsmål, ikke revurderer. Og den næste konsekvens er at man glemmer at sondre mellem a) hvad der er ens opfattelse af verden og b) hvad der er den virkelige verden. Man kan ikke se andet end at a) = b).
Så for at lynkonkludere på min egen læsning af ham: Man kan ikke undgå at have visse holdninger og reaktioner på rygraden, men det er vigtigt at anerkende dem som dette, altså som aspekter af én selv, og ikke som et naturligt og uundgåeligt resultat af verdens tilstand. Den er man, i sin egen subjektive og nære virkelighed, selv med til at forme, netop i sit valg af værdier og prioriteter.
... life is short and grief can tear a heart apart
life is short, life is sweet
this much I know ...
11 kommentarer:
Se, nu forstår jeg ham lidt bedre. Og må samtidig trække lidt på smilebåndet af min egen tidligere rygrads-reaktion som et ufrivilligt eksempel på hans pointe. Forstår dog stadig ikke helt, hvorfor det netop er "frihed", man opnår. Med mindre det er frihed fra een selv, der er målet. Og for mig er det endnu fuldstændig modsigende i samme åndedrag at nævne religion, UBRYDELIGE principper på den ene side, og på den anden side bevidsthed om dogmer og opgør med vanetænkning. Men lad nu det ligge; manden har en god pointe, omend den i mine øjne er ret så banal - på den gode måde: Tag udgangspunkt i det nære, det menneske- og næstekærlige, anerkend andres meninger og værdier, bestem din egen fart i rotteræset, tænk selv, vær noget for andre; og du bliver et helt, godt og fornuftigt menneske. Det tragikomiske ved det er, at det nok er de færreste der ikke vil påstå, at de lever netop ud fra de principper. Og alligevel er det hele jo ved at gå ad helvede til. Men vanetænkning ER sgu også svær at løbe fra; bedst som man troede, at man havde undgået den, erkender man, at det var via vanetænkning, man undgik den. At man undgik den, at man undgik den. Teoretisk kan resultatet i yderste potens blive et "værdiløst" menneske og den slags er ikke i høj kurs (fnis) for tiden, idet de jo nemt forveksles med reflekterende mennesker. Min egen konklusion kan vist kun blive denne: Gode venner og rødvin er i sidste ende det eneste, der kan få folk til at tænke sig om. Men det er måske også det, DFW i virkeligheden mener? PS: Hans øvrige udgivelser lyder en del sjovere, er du ikke sød at læse dem?
Haha SHAs læseservice: Du læser, vi får referatet og brokker os over forfatterens konklusioner. Det er en okay deal synes jeg!
Det lyder for mig som den klaasike Kierkegard sondring imellem en aestetiker/etiker = tilbede det forgaengelige/tilbede det evige, dvs. vaerdier, principper, tro.
Det giver jo fin mening, naar man kan se desperationen i en gammel beauty queens ansigts loeftede oejene og har moedt en og anden Citizen Kane etc etc.
Som du siger, enkel og god pointe.
Ligesom dig stejler jeg nu ogsaa over formodningen om at alle tilbeder noget - og saa alligevel ikke - hvis man definerer "tro" som at tilbede/beundre/vaerdsaette noget hoejere end resten af verdens befolkning kan vaere enig i at det er vaerd, saa har alle en tro.
Det finder jeg egentlig oploeftende og faktisk - ja netop -befriende!
Saa kan man jo tro paa naturen,Gud/Alla/Buddha/Jave/djaevlen, kaerligheden, slaegten, kunsten, musikken, en ideologi, ja selv nihilisme - saa laenge man tror paa noget som er "evigt".
Meget postmodernistisk. (postmodernismen kan i saa fald ogsaa vaere en religion)
Frit valg paa alle hylder, saa kan vi alle vaere glade.
Saa drejer udfordringen maaske sig om at blive ved med at udfordre sin tro, at afproeve den og taenke over den, og goere sig helt klart, hvad man mener med den, og hvad den indebaerer.
Maaske er lakmus proeven paa, om det er en aegte tro, og ikke blot et dogme eller vanetaenkning, om ens valgte tro kan taale at blive udfrodret og afproevet.
Og til den ende kan gode evnenr og roedvin jo vaere meget godt.
Pyha, alle sammen, så er vi venner igen? Og ja, Z, læser ham gerne, er der noget særligt du vil anbefale? Har læst Consider the Lobster, som jeg måske ved lejlighed kan vende tilbage til som SHAs Læseservice. Ved dog ikke om jeg tør - han fik mig fx til at føle beundring for John McCain.
1) Det er ikke klart hvor vaner holder op og tilbedelse begynder. Det er 2 meget forskellige ting. Vaner og fordomme er nødvendige redskaber for at fungere. Tilbedelse er noget andet. Standardindstillinger har ikke meget med tilbedelse at gøre.
2) Kvinder har kraftigere religiøs tendens end mænd. Jeg synes ikke jeg har særligt stort behov for at tilbede noget. Jeg er heller ikke engang mit eget idol længere ;o)
3) SHA skriver "Og den næste konsekvens er at man glemmer at sondre mellem a) hvad der er ens opfattelse af verden og b) hvad der er den virkelige verden"
Jeg opponerer. Den virkelige verden er en idé. Ens egne idéer udgør den virkelighed man arbejder med. Sondringen mellem a) og b) er ikke særlig interessant. Det er sådan en metasløjfe der fascinerer åndeligt mindrebemidlede høns, hvis jeg må være så fri. Og man bliver netop fri, når man glemmer det navlebeskuende metafims og tager fat på virkelighedens verden som man nu ser den.
@ Kimporator: 1. Nej, det kunne måske godt være tydeligere. Jeg vil nu gerne sondre mellem 'vaner' og 'vanetænkning'. Jeg giver dig ret i at førstnævnte kan danne et trygt fundament for en hverdag, hvorimod sidstnævnte for mig at se er mental dovenskab og konfliktskyhed. Og jeg ville mene at fordomme er det samme. Og er blind tilbedelse ikke bare en fordom med omvendt fortegn? Mao., jeg kan godt se koblingen vanetænkning - standardindstillinger - tilbedelse.
2. Skal jeg ikke kunne sige. Som sædvanlig siger et vue ud i verden at kvinder muligvis er velrepræsenterede i fodsoldat-laget, men at de højprofilerede tilbedere er mænd.
3. Jeg forstår godt besværet med at adskille 'den virkelige verden' fra 'den man opfatter', men til forskel fra dig synes jeg netop at forsøget er dødinteressant. For nu at tage et velkendt eksempel: Hvis et kæmpe grantræ falder om i en skov i Alaska, tusindvis af kilometer fra nogens ører, larmer det så? Og jeg vil helst fastholde at det gør det. Det kan godt være at de omgivende træer ikke 'hører' larmen, men det lufttryk, de svingninger, der sættes i gang, er en realitet, uanset om vores ører er der til at opfatte dem. Vil jeg mene. Med de åndelige midler jeg nu engang har til min rådighed.
Arh, hvis vi skal tage snakken op på dét plan, bliver det først rigtigt svært at overskue. Kimpo er enig med DFW så langt, at friheden kommer af at skue væk fra navlen (selvom vi nok er nogle stykker der tvivler på, at han selv er i stand til netop det, høh) og tage fat på den nære virkelighed. Han erkender, at der findes flere end hans egen virkelighed, men anerkender samtidig im- og eksplicit ikke, at de er værd at samle på. Marian har ret i, at der er frit valg på alle hylder og SHA giver naturvidenskaben ret i, at et væltende træ forårsager svinger (er det en lyd af den grund?) og at træer ikke kan høre ;-) Alle ret på mange forskellige planer. Hvilket vel også må være konklusionen. Tilbage står til evig tid spørgsmålet om, hvorvidt man vælger at være åben for andres virkelighed og dermed for flere af ens egne ditto. Er der nogen der har set "What the Bleep Do We Know"?
@SHA:
1)Forskellen på vaner og vanetænkning er vel kun om vanen foregår inde i hovedet eller udenfor. Også vaner i hovedet er nødvendige for at kunne fungere. Vi kan ikke starte forfra med definitionerne, hver gang vi skal bearbejde input.
Der ligger ingen tilbedelse i vanetænkning, selvom vanetænkningens overdrivelse måske er en af de ting der fører til tilbedelse (religiøsitet er dog så meget andet vil jeg mene).
2)Er præster fodsoldater? Præster er idag kvinder. Jeg ville mene de var officerer, bisperne er så generaler og paven er præsident. Kirkegængerne er fodsoldater, og de almindelige folk er desertører ;-)
3)Så længe man ikke mener det er af væsentlig betydning for at fatte verden. Al debat sættes jo jævnligt i stå med meta-snik-snak. Betydningen af denne skelnen er først og fremmest en anliggende for kvantefysikken og filosofien. I politik er det dræbende for demokratierne, fordi det præger folk til at tro at det ene kan være lige så sandt som det andet. Et (næsten religiøst) dogme, der reducerer politik til ligegyldig snak og hævder værdirelativismen til universel lov, deraf vestens sammenbrud i disse år.
@Z:
Du lægger mig vist noget i munden - jeg har ikke antydet at andres virkelighed ikke er værd at samle på; den udlægning siger mest om dine fordomme.
/Kimpo
Du har ret, Kimpo. Jeg forvekslede dig med Kimpo. Undskyld.
@ Z: Nej. Hvad er den bleep-ting for noget?
@ Kimpo: Du skal have lov til at mene hvad du gør i 1 og 3, men 2? Det er altså kun i Danmark, evt. også Sverige, at teologi er blevet et kvindefag. Alle andre steder i verden er sjælehyrderne mænd. Og med 'højprofilerede' sigtede jeg måske nok til paven, men også til Osama, Ariel Sharon, amerikanske tv-prædikanter, etc. Ikke mange kvinder i det lag.
I din udlægning er jeg desertør; jeg foretrækker nu at tænke på mig selv som 'nægter af samvittighedsgrunde' ;-)
@SHA:
Så fik du lige associeret USAs religiøse og Israels ditto med terrorisme. En understregning af at dit køn ikke har fortjent stemmeretten. For du jo er absolut en af de bedre kvinder - og alligevel så uendeligt meget ringere end en typisk maskulin debattør.
@Z:
Din argumentationskraft er lammende. Jeg overgiver mig.
Send en kommentar