Mit kursusforløb III

Fjerde kursus
Knude for viderekomne: Kærlig i tale, knude i handling
Jeg kan godt sige jer, at den her svider, og det er kun med opbydelsen af al min resignation, at jeg kan betragte forløbet som et kursus, som jeg er kommet klogere ud af. For ham her ville jeg bare VIRKELIGT gerne have. Jeg har kendt ham meget perifert i flere år, så perifert at ’kende til ham’ nok er mere præcist. I ved hvordan nogle i dagdrømmende stunder bygger luftkasteller om sig selv og kronprinsen/Mike fra Desperate Housewives/ham den lækre fra Lost? Jeg har bygget luftkasteller om ham her og mig. Alt hvad jeg selv ved om ham og har hørt om ham er SÅ sympatisk, han er dødklog, dødsjov ... ja, alt ville være perfekt hvis han 1. gad mig og 2. ikke var sådan en knude.

Vi ridser lige forløbet op:

Møder ham til reception på mit arbejde, han får mit nummer, sender en ’tak for sidst’-sms. Efter en uge sms’er jeg og efter lang sms-korrespondance aftaler vi at mødes. Der går en rum tid før det kan lade sig gøre. Først ses vi hurtigt til endnu et arbejdsarrangement, 10 dage senere mødes vi på cafe, drikker øl, og ender med at kysse på hans initiativ. Aftaler nyt møde, hvor han dog bliver syg. Ses derefter hjemme hos mig (hvor han er hæs – sygdommen var vist ikke opdigtet), kysser og forspiller, men han bryder af med henvisning til min datter, der ligger og sover i værelset ved siden af. Skilles igen uden aftale, og aftaler efter en del pres fra min side en dato næsten to uger senere. Han når dog at blive tavs i mellemtiden, og efter tre dages tavshed taler vi sammen på mit initiativ. Jeg gider ikke ’hvis det skal være på denne måde’ og han gider ikke punktum. Jeg får en hel ’det er ikke dig, det er mig’-symfoni, med kontrapunktiske ’jeg tror slet ikke jeg kan føle noget for nogen for tiden’-, ’min ekskæreste sårede mig forfærdeligt’-, og ’jeg forstår det ikke for du er så sød og dejlig’-temaer.

Det er alt sammen hans skyld/Det er alt sammen min skyld

• Han virkede interesseret til receptionen
• Jeg gjorde mig til til receptionen
• Han sms’ede med det samme han havde fået mit nummer
• Da han ikke foreslog at mødes, gjorde jeg det
• Han sendte fine komplimenter pr. sms
• Jeg troede på dem, selvom de ikke blev bakket op af handling
• Da han ikke umiddelbart havde tid til at mødes, lod jeg være med at foreslå det igen, hvorefter han gjorde, og vores første rigtige date var på hans initiativ
• Vores første kys var på hans initiativ og uden anledning – altså hverken et goddag- eller farvelkys, men et rigtigt ’vi er ude sammen og du er lækker’-kys
• Jeg gik ud fra at den slags kys signalerede interesse
• Han sagde ’lad os ses snart’ da vi skiltes
• Jeg troede på det, selvom den halve aftale vi havde lavet på daten blev forbigået i tavshed
• Da jeg syntes der gik for lang tid uden aftaler, sagde jeg fra med henvisning til hans lunkenhed, hvorefter han prompte ringede og forsikrede mig om at han meget gerne ville ses
• Jeg troede på det. Jeg gjorde ham dog opmærksom på at selvom det var helt i orden ikke at have tid til at ses, var det langt fra i orden ikke at have lyst til at ses, og hvis sidstnævnte var tilfældet, skulle han sige til med det samme. Det lovede han
• Da han blev syg til vores aftale, undskyldte han mange gange, og sms’ede intensivt gennem de næste dage med rapporter om helbredet
• Jeg troede at det signalerede respekt og et ønske om at jeg ikke skulle føle mig forbigået
• Han kyssede mig og lagde op til sex, men afbrød seancen og tog hjem
• Jeg troede på hans forklaring, og tænkte at han vel ville sige det hvis han ikke havde lyst til mig
• Da jeg igen satte ham stolen for døren mht. en aftale og mindede ham om hans løfte om at sige fra, roste han mig igen for mine klare udmeldinger, og sagde at han glædede sig

Men inden vi nåede til den aftale, var der de tre dages tavshed, efterfulgt at adskillige opkald og sms’er fra mig, før jeg endelig fik fat i ham, og det ganske rigtigt viste sig at han hele vejen igennem havde haft de forbehold jeg havde fornemmet, men ikke handlet på fordi jeg BARE SÅ GERNE VILLE HAVE HAM.

Derfor dvæler jeg nu ved det ringe i hans opførsel, i håbet om at jeg vil gå død på ham, og holde op med at håbe at han ringer. Hvis det må være mig at tilladt at fremhæve min egen opførsel, vil jeg gerne pointere at jeg hele vejen igennem kun bad ham om EN ting, nemlig at være ærlig om sin lyst, eller mangel på samme, til at være sammen med mig. Selvfølgelig skal man have lov til at se et andet menneske lidt an, men to måneder? Tre dages tavshed? Et døgns belejring? Vores aftale var 27. december, og jeg fik endelig fat på ham den 22. Gad vide hvad han havde tænkt sig? At lade mig stege hele vejen gennem julen? Ringe den 27. og plædere travlhed igen? Ja, jeg ved ikke med jer, eller om jeg lider af galopperende hensynsbetændelse, men jeg synes det er hensynsløst. Og selvfølgelig vil jeg ikke have en mand der behandler sine medmennesker med en sådan mangel på respekt. Nej jeg vil ej. Overhovedet ikke.

I tilfælde af at min stålsathed skulle vakle, har jeg slettet hans nummer, så jeg ikke forfalder til fuldemandssentimentale ’giv mig en chance til’-sms’er. Og alle hans sms’er blev øjeblikkeligt slettet. UDEN at blive genlæst en sidste tårevædet gang. Hvad siger I så? Jeg er selv brandimponeret over mig selv, og min afvisning af hult egokæleri.

Og så er vi tilbage hvor bloggen startede, jeg har lært noget, og skeen er eftertrykkeligt taget over i den anden hånd i 2006. Ikke flere knuder. Hurtigt op igen som en ninja.

Godt Nytår!

... I could never make you stay
not for all the tea in China
not if I could sing like a bird
not for all of North Carolina
not for all my little words
not if I could write for you
the sweetest song you’ve ever heard
it doesn’t matter what I do
not for all my little words ...

Mit kursusforløb II

Tredje kursus
Knude for øvede: Tilbedelse med efterfølgende tallerkenvending

Jeg har en veninde der holder et killercocktailparty hver sommer, og sidste år bemærkede jeg at hendes kollega betragtede mig hele aftenen, og til sidst tog kontakt, virkede meget interesseret, og foreslog at ses igen. Jeg sagde pænt nej tak, da jeg 1. havde forladt mit ægteskab for ganske nylig og var alt for tyndhudet til at være sammen med nogen, og 2. ikke syntes at han var min type. Sød, ja bestemt, men ikke min type. Derefter går der sørme et år(!!) hvor der nærmest intet sker på mandefronten, og pludselig nærmer cocktailpartyet sig igen, og min veninde fyrer godt op under mig med hvor vild hendes kollega er med mig, og altid omtaler mig som ’din smukke veninde’. Jamen, jeg er jo ikke gjort af sten, vel? For at cut to the chase oprinder festen, han er dødcharmerende, taler mig blød med sin vidunderlige stemme, og vi ender med at være sammen hjemme hos ham. Meget fint, og han beder indstændigt om mit telefonnummer inden jeg går, og han sms’er samme dag med tak for sidst, og håber vi kan ses igen. Han ringer derefter næste dag, vi mødes senere samme uge, han tager med hjem til mig og sover, og kører total charmeoffensiv på både mig om min datter næste morgen. Han kommer igen et par dage senere, hvor vi dog ender i en ret knudret ’hvad vil vi med hinanden’-samtale, og efter at have udtalt at ’han har det underligt’ går han hjem. Jeg sms’er om han har brug for en pause eller om vi skal opretholde vores biografaftale et par dage senere, og han svarer med humor og komplimenter, at selvfølgelig skal vi det. Ha ha, lave sjov med sit eget behov for afstand. Vi sms’er igen aftenen før, hvor jeg igen åbner døren for at lave om på aftalen hvis den ikke passer ham, men næh nej, vi skal i biografen. Det er vi så (hvor han ikke tager mig i hånden), vi går på cafe bagefter, hvor han spørger til alt muligt intimt om min datter og følgerne af min skilsmisse, og jeg svarer frit og åbent, som jeg synes det passer sig i vores intime forhold. Hvorefter jeg spørger hvordan hans uge har været, og han siger at den ikke har været så god, og han synes ikke vi skal ses mere. Jamen, altså?? Jeg er ked af at være så lang i spyttet med det, men jeg ville gerne prøve at gengive noget af stemningen, så I (forhåbentlig) kunne følge min følelse af chok. Altså helt ærligt, er vi ikke enige om at det er upassende? Jeg ville klart have foretrukket ikke at have haft en date-aftale, når dagsordnen nu var en dumpning. Det må da også have været hæsligt at sidde i biografen og bare vente på samtalen? Men det var selvfølgelig knude for øvede, og et af kursuselementerne må jo så nødvendigvis være at lulle mig ind i falsk tryghedsfornemmelse ved ikke at virke som en knude overhovedet. Før til selve dumpningen, der var en helt klassisk Johnny Logan-værdig afsyngelse af ’jeg er ikke klar’ med det særligt tårepersende ’jeg er i den grad brændt af min ekskæreste’-omkvæd.

(Og hvad er så forskellen på dette og Suzy-Hang-Arounds ovennævnte blødende sår efter sin skilsmisse, som hun selv brugte som undskyldning for ikke at ses? Spørger den opmærksomme læser. Bemærk at jeg var klar over min tilstand, og derfor afviste ham inden der havde været nogen kontakt, eller nået at udvikle sig et forhold. Jeg er da ikke så hårdhjertet at jeg ikke anerkender eksistensen af knudrede følelser. Jeg synes bare man skylder andre mennesker at løse knuderne op så godt man kan, inden man vikler andres liv ind i sit eget.)

Så langt, så godt. Indtil her var kurset vel egentlig bestået, men kunne jeg lade det hvile der? Nix! Jeg sendte ham da et dødbittert brev, gjorde jeg. Brevet var i en forstand et forsøg på at lukke døren fra min side, men den sprang prompte op igen, for jeg kunne ikke lade være med at spejde gennem den efter svar fra ham - det kunne jo være at han kom til fornuft og indså sin fejltagelse. HA! As if! Næh, han var helt afklaret med ikke at gide mig, fortalte han i en sms, og i mellemtiden var jeg faktisk blevet lidt småforelsket, i hvert fald i tanken om at have en mand i mit liv igen.

Jeg bliver dog også nødt til at være ærlig og erkende at det drejede sig mere om såret stolthed end knust hjerte: Jeg havde aldrig drømt om at han ville vrage og afvise mig med den forhistorie af tilbedelse. Troede han ville være taknemmelig for chancen (JA, jeg ved det godt!! Vildt opblæst af mig! Men synes dette forum lægger op til nådesløs ærlighed), og derfor kunne være en balsam på mine sårede følelser og mit skrammede selvværd. Så et eller andet sted må jeg også tage det ansvar at det ikke er ok at gå ind til noget med den udnyttende attitude. SUK!

Så DUMPET på ikke at løbe min vej uden at se mig tilbage ved første tegn på knudrethed, og beviste endnu en gang min grænseløse naivitet ved at insistere på at han gned salt i såret i et ganske unødvendigt og pinagtigt efterspil.

Kursuselementer for øvede: Fingeret tilbedelse og fingeret varme efterfulgt at ’lyn fra klar himmel’-knudeopførsel. I ser snedigheden, ikke? Jeg havde egentlig værktøjerne til at håndtere selve knudeopførslen fra første og andet kursus, men jeg var slet ikke klar til at bruge dem, da han tog mig med paraderne nede. Et gammelt trick, som kun en amatør som jeg ikke gennemskuer.

Jeg vender tilbage med fjerde og sidste kursus, og lukker og slukker for i aften med Paul Simons hulkende, men stålsatte, ord:

I am a rock, I am an island
and the rock feels no pain
and an island never cries ...

Mit kursusforløb

Lad mig med det samme slå fast, at ikke alle mine erfaringer med det modsatte køn har været negative. Der har været søde mænd som har givet mig en masse, og de bedste af dem figurerer heldigvis stadig i mit liv. Jeg er dog bare lige sendt til tælling af en knude, og måden det skete på, gjorde mønsteret blændende tydeligt: For fjerde gang på fire år fik jeg ’det er ikke dig der er noget galt med, det er mig’-talen. Og som alle ved (især dem af os der ser Friends), betyder det det modsatte af hvad der bliver sagt, altså ’der er noget helt galt med dig, men jeg er for konfliktsky slash hensynsfuld til at slynge det lige i synet på dig’.

Første kursus:
Knude for begyndere: Blind date og udskilningsløb

En kollega gav min mail til en mandlig bekendt, som hun mente ville svinge med mig, han mailede (hyggeligt), vi var ude at spise (hyggeligt), og han inviterede mig derefter på middag hjemme (hyggeligt med farvelkys). Tredje date skulle have været hos mig, men han aflyste inden. På telefonsvareren, den skammelige tølper.

Dumpet: På at foreslå en nr. 2 date, og ikke ane uråd da den ikke førte til sex, trods det at vi var hjemme hos ham.

Bevis på grænseløs naivitet: Jeg tog imod hans tilbud om at ’mødes over en kop kaffe og snakke om det’, hvor jeg bare fik et extended combination remix af ’det er ikke dig’ og ’jeg er ikke klar’.

Epilog: To uger senere mødte en af mine venner ham til en fest med hans nye kæreste, som han var åbenlyst forelsket i. Han havde altså kørt et udskilningsløb, set os sideløbende, valgt den anden (hvilket er ok), men ikke kunnet bære at fortælle mig sandheden (hvilket er skvattet). Han mente sikkert, at han skånede mig, men jeg mener, at han undlod at påtage sig sit ansvar. Men som det begynderkursus det var, sad jeg kun i ’hvad fanden er der galt med mig?’-dyndet i to uger; så blev det jo heldigvis bevist, at det var ham der var handicappet på integritetsfronten.

Andet kursus:
Knude for let øvede: Byløve og booty calls

Mødte en fyr i byen som bagte temmelig hårdt, og som blev ved med at køre på, selvom jeg var afvisende. Jeg syntes ikke han var rigtig lækker i første omgang, men hans selvsikkerhed var alligevel charmerende, så vi endte med at være sammen. Han bad om mit telefonnummer, men nåede ikke at ringe før jeg havde mailet til ham på hans arbejde (JA, jeg ved det godt!! Selvfølgelig dumpede jeg allerede her). Men han ringede da, vi lavede nogle småting sammen, men han var ikke rigtigt på, hvilket han faktisk også indrømmede med, you guessed it, den sædvanlige sang, denne gang i ’der er ingen jeg taler så godt med som dig, men jeg duer ikke til at have en kæreste’-variationen. Der gik et par måneder uden kontakt, hvorefter han begyndte at booty call’e mig i weekenderne. I første omgang med ’jeg har lyst til at spise brunch med dig i morgen, så skal jeg ikke bare komme og sove?’, dernæst booty calls uden omsvøb, og til sidst en nat hvor han rasende kom stormende, bad om at låne min telefon, og derfra ringede til sin ekskærestes telefonsvarer og overfusede hende (hun havde vist lagt an på en af hans brødre), og åbenbart forsøgte at gøre hende jaloux ved at fortælle at han lige nu var ’hos en anden dejlig dame’. Addddrrr! Dejlig dame, må jeg være fri. Han faldt bevidstløs om og var umulig at vække, men jeg smed ham ud så snart han vågnede næste dag, og bad ham lade være med at ringe - hvilket han også gjorde.

Dumpet: På ovennævnte mail før han selv ringede, på at gå tilbage til en fuser, og på ikke lure den store forskel i han intensitet før og efter sex: Før sex var jeg en gudinde, og blev hyldet med komplimenter, efter sex var han tavs og mut, og hvis vi talte om noget, var det gerne hans mislykkede forhold til ekskæresten.

Mere krævende kursusindhold: Indledende træning i blandede signaler, i dette tilfælde afvisende udmelding i ord, interesse (omend kun seksuel) i handlinger.

Fremskridt: Jeg fik selv sagt stop.

Herefter tog jeg en knudepause. Ja, dvs. det gjorde jeg måske ikke helt, da jeg mødte og giftede mig med min datters far, og det forhold var galt på så mange niveauer, at jeg slet ikke kan bryde det ned i blog-venlige bidder. Derudover har jeg også svoret at tale ordentligt om ham (qua hans far-position), så ham springer vi legende let henover, og fortsætter med gennemgangen af kursusforløbet (som jeg masochistisk genoptog efter skilsmissen) i morgen.

Vi fader med en heavyballade der tidsfæster mig knivskarpt som gymnasieelev i firserne:

... here I go again on my own
going down the only road I've ever known
like a drifter I was born to walk alone ...

Hvad jeg har lært
Jeg har lært hvordan jeg skal håndtere mig selv omkring mænd. Eller rettere: Hvordan jeg ikke skal håndtere mig selv omkring mænd. Og det har taget pinligt lang tid. Heldigvis har der været knuder nok der har været villige til at demonstrere, hvor lidt interesserede de var i mig. Kurset ’Du er sød, men jeg er ikke klar til et forhold for øjeblikket’ udbydes jo gudskelov mange steder, så jeg har i min tungnemhed kunnet tage det igen og igen.

Men NU har jeg fattet det. Hvis en mand ikke er på, og interesseret i en grad så han foreslår samvær hele tiden, er der ikke noget at komme efter. Man skal bare sige farvel med det samme. Selvom man har tonsvis af skønne kvaliteter som man gerne vil have lejlighed til at vise ham, nytter det ikke noget. Konklusionen på alt mit feltarbejde i forbindelse med ovennævnte kurser er, at hvis en mand ikke er smaskforelsket fra starten, bliver han det heller ikke. Det er der andre der har påstået før mig, men jeg har aldrig villet se sandheden i øjnene. Mere om det en anden gang.

Jeg betragter ikke mig selv som tungnem i andre af livets forhold, og vil derfor gerne liiiiige fremføre mit forsvar: Jeg er selv helt anderledes indrettet. Jeg kan sagtens møde en mand, og bevidst beslutte, at han er noget for mig på baggrund af hans gode egenskaber. Og som regel kan forelskelse og lyst vokse ud af at lære ham at kende. Not so the human male. Mit feltarbejde indikerer, at de bliver betagede af et enkelt aspekt eller et stykke overflade af en kvinde, og den betagelse holder de stædigt fast i, uanset hvor ringe hun behandler dem, eller hvor sørgelige hendes menneskelige egenskaber er. Jeg tillader mig at springe direkte til den overordnede konklusion: Mænd vil forelskelsen og kvinder vil kærligheden. Der er måske en vovet ekstrapolation på et – trods alt – begrænset empirisk materiale, men det er den tese jeg vil arbejde videre ud fra.

Regel nr. 1:
Lad manden tage initiativet, bede om telefonnummeret, ringe først. Du hjælper ham ikke ved at gøre noget af dette; du snyder ham for jagtens glæde.

Hilsen den for tiden temmeligt bitre Suzy-Hang-Around

... you'd better look for a friend of your own, Suzy-Hang-Around
maybe come back when you're grown, Suzy-Hang-Around
nobody wants you around here and that's for sure ...

NU har jeg lært det. Efter at have fulgt kurser hos diverse kapaciteter på området mestrer jeg endelig den svært tilgængelige viden. Som et led i mit nye og forbedrede liv skal jeg have en blog. Velkommen!