Mit kursusforløb II

Tredje kursus
Knude for øvede: Tilbedelse med efterfølgende tallerkenvending

Jeg har en veninde der holder et killercocktailparty hver sommer, og sidste år bemærkede jeg at hendes kollega betragtede mig hele aftenen, og til sidst tog kontakt, virkede meget interesseret, og foreslog at ses igen. Jeg sagde pænt nej tak, da jeg 1. havde forladt mit ægteskab for ganske nylig og var alt for tyndhudet til at være sammen med nogen, og 2. ikke syntes at han var min type. Sød, ja bestemt, men ikke min type. Derefter går der sørme et år(!!) hvor der nærmest intet sker på mandefronten, og pludselig nærmer cocktailpartyet sig igen, og min veninde fyrer godt op under mig med hvor vild hendes kollega er med mig, og altid omtaler mig som ’din smukke veninde’. Jamen, jeg er jo ikke gjort af sten, vel? For at cut to the chase oprinder festen, han er dødcharmerende, taler mig blød med sin vidunderlige stemme, og vi ender med at være sammen hjemme hos ham. Meget fint, og han beder indstændigt om mit telefonnummer inden jeg går, og han sms’er samme dag med tak for sidst, og håber vi kan ses igen. Han ringer derefter næste dag, vi mødes senere samme uge, han tager med hjem til mig og sover, og kører total charmeoffensiv på både mig om min datter næste morgen. Han kommer igen et par dage senere, hvor vi dog ender i en ret knudret ’hvad vil vi med hinanden’-samtale, og efter at have udtalt at ’han har det underligt’ går han hjem. Jeg sms’er om han har brug for en pause eller om vi skal opretholde vores biografaftale et par dage senere, og han svarer med humor og komplimenter, at selvfølgelig skal vi det. Ha ha, lave sjov med sit eget behov for afstand. Vi sms’er igen aftenen før, hvor jeg igen åbner døren for at lave om på aftalen hvis den ikke passer ham, men næh nej, vi skal i biografen. Det er vi så (hvor han ikke tager mig i hånden), vi går på cafe bagefter, hvor han spørger til alt muligt intimt om min datter og følgerne af min skilsmisse, og jeg svarer frit og åbent, som jeg synes det passer sig i vores intime forhold. Hvorefter jeg spørger hvordan hans uge har været, og han siger at den ikke har været så god, og han synes ikke vi skal ses mere. Jamen, altså?? Jeg er ked af at være så lang i spyttet med det, men jeg ville gerne prøve at gengive noget af stemningen, så I (forhåbentlig) kunne følge min følelse af chok. Altså helt ærligt, er vi ikke enige om at det er upassende? Jeg ville klart have foretrukket ikke at have haft en date-aftale, når dagsordnen nu var en dumpning. Det må da også have været hæsligt at sidde i biografen og bare vente på samtalen? Men det var selvfølgelig knude for øvede, og et af kursuselementerne må jo så nødvendigvis være at lulle mig ind i falsk tryghedsfornemmelse ved ikke at virke som en knude overhovedet. Før til selve dumpningen, der var en helt klassisk Johnny Logan-værdig afsyngelse af ’jeg er ikke klar’ med det særligt tårepersende ’jeg er i den grad brændt af min ekskæreste’-omkvæd.

(Og hvad er så forskellen på dette og Suzy-Hang-Arounds ovennævnte blødende sår efter sin skilsmisse, som hun selv brugte som undskyldning for ikke at ses? Spørger den opmærksomme læser. Bemærk at jeg var klar over min tilstand, og derfor afviste ham inden der havde været nogen kontakt, eller nået at udvikle sig et forhold. Jeg er da ikke så hårdhjertet at jeg ikke anerkender eksistensen af knudrede følelser. Jeg synes bare man skylder andre mennesker at løse knuderne op så godt man kan, inden man vikler andres liv ind i sit eget.)

Så langt, så godt. Indtil her var kurset vel egentlig bestået, men kunne jeg lade det hvile der? Nix! Jeg sendte ham da et dødbittert brev, gjorde jeg. Brevet var i en forstand et forsøg på at lukke døren fra min side, men den sprang prompte op igen, for jeg kunne ikke lade være med at spejde gennem den efter svar fra ham - det kunne jo være at han kom til fornuft og indså sin fejltagelse. HA! As if! Næh, han var helt afklaret med ikke at gide mig, fortalte han i en sms, og i mellemtiden var jeg faktisk blevet lidt småforelsket, i hvert fald i tanken om at have en mand i mit liv igen.

Jeg bliver dog også nødt til at være ærlig og erkende at det drejede sig mere om såret stolthed end knust hjerte: Jeg havde aldrig drømt om at han ville vrage og afvise mig med den forhistorie af tilbedelse. Troede han ville være taknemmelig for chancen (JA, jeg ved det godt!! Vildt opblæst af mig! Men synes dette forum lægger op til nådesløs ærlighed), og derfor kunne være en balsam på mine sårede følelser og mit skrammede selvværd. Så et eller andet sted må jeg også tage det ansvar at det ikke er ok at gå ind til noget med den udnyttende attitude. SUK!

Så DUMPET på ikke at løbe min vej uden at se mig tilbage ved første tegn på knudrethed, og beviste endnu en gang min grænseløse naivitet ved at insistere på at han gned salt i såret i et ganske unødvendigt og pinagtigt efterspil.

Kursuselementer for øvede: Fingeret tilbedelse og fingeret varme efterfulgt at ’lyn fra klar himmel’-knudeopførsel. I ser snedigheden, ikke? Jeg havde egentlig værktøjerne til at håndtere selve knudeopførslen fra første og andet kursus, men jeg var slet ikke klar til at bruge dem, da han tog mig med paraderne nede. Et gammelt trick, som kun en amatør som jeg ikke gennemskuer.

Jeg vender tilbage med fjerde og sidste kursus, og lukker og slukker for i aften med Paul Simons hulkende, men stålsatte, ord:

I am a rock, I am an island
and the rock feels no pain
and an island never cries ...