Mælkesyrebakterier regerer!

Takket være Paraghurt er jeg tilbage i de levendes land efter maveondet fra helvede. Ååååhhhh, jeg har haft det så skidt. Grundet ondets udelikate natur vil jeg ikke gå nærmere ind på detaljerne, men jeg har lidt, har jeg, så jeg ville jeg ønske jeg var en mand og skamløst kunne søge ynk. Heldigvis skulle min datter på påskeferie hos sin far – en toårig er ingen Florence Nightingale:

”Op at stå, Mor! Ikke ligge ned!”

Min mor er til gengæld en mor af rette støbning når det drejer sig om sygdom, og kom galopperende med Paraghurt, bananer og ufiltreret æblejuice fra Meyer da jeg fik åndsnærværelse nok til at bede om det. At hun så med vanlig takt ledsager overbringelsen af de helsebringende varer med

”Du ser ... bedre ... ud. For i søndags så du da herrens ud. Mindst ti år ældre end du er.”

må jeg leve med. Min mors manglende sproglige finesse er mit kors.

Det er også i yderste øjeblik at blive rask, for i morgen er der brunch for hele vennekredsen, hvilket jeg ville hade at gå glip af. Og Passionen og jeg havde også aftalt at ses i helligdagene. Og i et overmodigt øjeblik inviterede jeg ham henkastet med til brunch, og han sagde ja. Så fra at være totalt Mr. X, uset af alle, på nær min datter, skal han i morgen møde 12 mennesker som jeg har kendt i gennemsnitligt 15 år. Nå, vil ikke piske en stemning op: De er søde og han er sød og alle er overmåde socialt kompetente og får en dejlig dag. Og alt det der metaanalyse med ”ER vi nu et par fordi andre SER os som et par?” vil jeg slet ikke begynde på. Han er dejlig, jeg nyder hans selskab, og satser på at han føler noget i samme boldgade.

... I’ve looked at love from both sides now
from give and take and still somehow
it’s love’s illusions I recall
I really don’t know love at all ...