Jeg kyllingede ud

Jeg havde sat mig for at gå alene i byen nytårsaften, mørk og mystisk, og iklædt mit slør af sofistikerethed ville jeg drage fra sted til sted og tage hvad natten bød på. Men hvad gjorde jeg? Da det kom til stykket, havde jeg simpelthen ikke gejsten, og blev hjemme. Jeg gik ind i det nye år med tæppe om mig i min gode stol, hørende god musik, læsende en knap så god bog (Hanne Vibeke Holsts Kongemordet – jeg forstår ikke helt dens succes).

Jeg har gået alene ud når jeg har været ude at rejse, men har faktisk, min høje alder til trods, ikke gjort det herhjemme. Og selvom det har givet mig mange gode oplevelser, er der er altså noget med at det kræver et panser; man skal kunne gå ind fremmede steder, hvor man ikke kender sin modtagelse, man skal kunne tåle at blive ignoreret, og man skal kunne tåle at få alt for meget ubehagelig opmærksomhed. Det panser har man automatisk på når man rejser alene, og hele tiden er klar over at man skal passe på sig selv, men jeg kunne altså ikke rigtig finde det frem i går.

Jeg var sgu lidt deprimeret. Men det skal man være når man sidder alene på de der mærkedatoer, ikke? 2005 har ikke været noget kanonår, så afslutningen var egentlig passende. Og man skal jo heller ikke glemme alternativet: en tur i natten hvor jeg risikerede raketter i hovedet, lukkede døre til lukkede arrangementer, og alt for fulde, alt for overgearede mennesker. Nej, jeg er helt tilfreds med at jeg gav mig selv lov til at blive hjemme. Jeg havde egentlig sat mig selv som opgave at gå ud og have det sjovt, for fanden, men nogle gange må man give sig selv et break, og lov til at klappe sammen. Jeg går ud en anden aften hvor jeg har den rette indstilling.

På sådan en grå 1. januar trænger man til et langt, varmt knus, men da villige mandearme ikke forefandtes på matriklen, får I her de erstatninger der kan købes for menneskepenge:

Kropsolie:
Efter badet smører man sig ind i noget der gør en velduftende og blød, og lægger en beskyttende hinde om hele kroppen der kan holde den rå verden ude. Jeg anbefaler for tiden Laveras vanilje-kokosolie, der ganske vist dufter ret sødt, men ikke spor babyagtigt. Så slapper man af og er blevet aet, omend kun af sig selv.

Kashmiruld:
Efter indsmøring iklæder man sig kashmiruld, og jeg anbefaler i særlig grad sweater eller cardigan. Der er intet galt med et kashmirtørklæde, men det giver ikke den optimale komfortfaktor. En kashmirsweater virker måske dyr ved første øjekast, men det er slet ikke beklædning man køber. Det er den eneste varme man kan købe sig til, som kan sammenlignes med den varme, man opnår ved kropskontakt. Det må være noget med kombinationen af varmen og sanseligheden i uldens struktur. Og i forhold til hvad forhold til det modsatte køn har det med at koste, er kashmir FUNDET for de penge.

Lancômes Fluide Illuminateur:
Når varmen således er etableret i kroppen, mangler der kun lidt glød i kinderne, og Lancôme hjælper når man nu må undvære den postcoitale slags. Produktet er ikke en creme, ikke en pudder, ikke en foundation. Det er vel nærmest en såkaldt bronzer, men lad os ikke hænge os i kategorierne. Det er gylden magi på flaske der fjerner det grå fra ansigtet, og giver en lyst til at smile til sig selv i spejlet. Kan sagtens bruges uden anden makeup, fx i dag som skal tilbringes inden døre i joggingtøj.

Og så kan jeg passende også være taknemmelig for ikke at have tømmermænd, så jeg slipper for at stene skihop fra Garmisch-Partenkirchen, mens jeg mærker hjernecellerne rasle ud af ørerne.

... tak for lån af de der var med
og tak til dem der stod af et sted ...