HULK!
Hvor er det trist! For mig altså, sikkert ikke for ham. Kapster lukker og slukker. Manden der åbnede mine øjne for blogland forlader det.
Jeg tændte for computeren med nogle halvbagte planer om en post om bøger, børn og bloglir, men jeg er alt for nedbrudt til at skrive om noget så prosaisk i dag. Åh Kasper, jeg vil sådan savne dig *snøft*. Men godt for dig at du mærker efter, handler, og rykker dit liv i den retning du vil have det. Alle de bedste ønsker herfra.
Kasper er den eneste jeg nogensinde har skrevet en fanmail til, og som hommage bringer jeg den i stedet.
---
5. september 2005
Åh Kasper, Kasper, Kasper
Sikke en weekend jeg har haft sammen med dig, siden du som en raket strøg op i kendis-firmamentet i Lørdagsliv. Jeg har set Kapster.dk på mine Googlesøgninger før (det kan undre hvad søgningen har været), men har aldrig klikket mig ind. Fejl. Stor fejl.
Du er jo alt for sød, og min nye bedste ven! Mit alter ego af modsat køn! Jeg kan ikke konkurrere med dine fuldskabsudskejelser, men ellers kan jeg give dig kamp til stregen i kikset desperation. Fluffe puder og seng før bytur? Købe kondomer i (fuldstændig ugrundet) forventning til at dem kunne jeg snart få brug for? Dating.dk? Piske en stemning op om ethvert eksemplar af det modsatte køn der smilede til mig? Been there, done that. Og jeg pointerer igen at jeg er et medlem af det man normalt antager er det begærede køn. Som om, citerer jeg dig bare, SOM OM!
Jeg ser i kommentarerne at du allerede har fået at vide adskillige gange at tynd og bleg er lige meget, bare du har humor, og det fremgår også tydeligt at du ikke tror på det – eller at det i hvert fald ikke svarer til din erfaring. Fair nok. Mine to øres visdom (og som det fremgår af ovenstående er den ikke mere værd – hvad ved jeg om dynamikken mellem mænd og kvinder?) er, at den manglende ingrediens er autoritet. Det er ret uimodståeligt når mænd optræder med selvtillid. Men den er svær at fake. Til gengæld skulle det være muligt at fake autoritet: 'Jeg er en mand der ved hvad jeg vil have, jeg vil have dig – og jeg er klart i din league'. Kan dog godt læse mig til i din blog, at sidste udsagn muligvis ville volde dig problemer at udstråle med overbevisning, men Kasper, det må du se at komme ud over. Hvis du ikke kan være stolt af dine overarmes udseende, må du finde stolthed i at du ved hvor gode de er til at holde om en kvinde. Hvis du ikke har et smil som Tom Cruise, må du godte dig over at dine læber kan kysse, så din kvinde slet ikke vil smiles til – hun vil hellere kysses igen. Og hvis dit ydre er splejset, må du rette ryggen i bevidsthed om at dit indre er gigantisk, og at den kvinde du har tænkt dig at tale til om et øjeblik er aftenens vinder i Kasperlotteriet. Du er altså nødt til at optræde som om hun er heldig, at du taler til hende, og ikke som om det er mere end du overhovedet fortjener, at hun svarer. Du er jo Underfundige Kasper! The Kapster! Lucky, lucky girl …
Endnu en gang tak for en god weekend, med flere intime mandedetaljer end jeg har haft adgang til længe, de var meget påskønnede. Vi ses på Kapster.dk – eller jeg ser i hvert fald dig :-)
---
... jeg hader at tage afsked
og sige 'på gensyn, du'
men jeg har lært at tiden
slider mange bånd itu
jeg ved at mennesker mødes
og der opstår sød musik
men jeg kender også savnet af
mennesker der kom og gik
goddag og farvel ...
;-)
torsdag, januar 05, 2006
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar