Grøn magi

Kender I karryblade? Nej, det er ikke de blade man laver karry af, karry er et blandingskrydderi, og det ved I også godt! Karryblade er små grønne, tynde blade, der er lige så uundværlige i sydindisk mad som citrongræs er i thaimad, og lige som citrongræsset bidrager de næsten mere med duft end med smag. Fantastisk aromatiske, parfumerede og nøddeagtige med en masse helt unikke duftnoter – der er intet andet der dufter som karryblade. Og jeg er simpelthen så heldig at jeg bor 500m fra den eneste biks i Danmark der sælger dem. Så vidt jeg ved. Det er egentlig noget af en bedrift på Vesterbro der ellers er højt belagt med 10.000 indvandrergrønthandlere, der dog desværre alle præsterer næsten identisk varesortiment af livstrætte persillebundter, polske sodavand og støvede Ritter Sport. Men denne er anderledes. Den er ægte indisk og de har alt muligt vildt og eksotisk, chapattimel, litchijuice, Roof Afzah-saftevand (som jeg dog aldrig har turdet smage, det er fuldstændigt elektrisk giftigrødt), knækkede pistacienødder, alt muligt. Og altså friske karryblade, samt et meget specielt udvalg af grøntsager jeg ikke kender navnene på. Deres chilier så gode ud her forleden, så jeg købte en håndfuld og krydsede fingre for at de ikke var lammende stærke. Belært af erfaringen lod jeg være med at spørge om det, for personalet lider af det særlige indiske syndrom med altid at sige det, de tror, man vil høre:

SHA: Er de meget stærke, de her chilier?
Ekspedient: Nej, ikke stærke. De er
gode.
SHA: Jeg skal bruge nogen der heller ikke er alt for
milde.
Ekspedient: De er ikke milde, lige tilpas stærke.
SHA: Ikke for
stærke til en dansker?
Ekspedient: Nej, nej.
SHA: Skal man så bruge mange
i en ret?
Ekspedient: Nej, ikke nødvendigt, de er stærke. Billige i brug.

Ja, ja, glem at jeg spurgte. Når jeg så har købt karryblade, laver jeg fluks en portion kokosris med spidskommen, allehånde og karryblade, for der kommer de helt perfekt til deres ret. Og min ellers småt spisende datter kan godt lide ris. Dog ikke Mors sublime kokosris, viste det sig denne dag, så jeg havde en portion til overs, der kiggede anklagende på mig fra køleskabshylden. Men da jeg kom hjem fra arbejde i dag, træt, sulten og børnefri, blev den grundstenen i et gudemåltid. Et noget uforudset og usandsynligt gudemåltid, tilberedt på 7 minutter: Hmm, jeg mikroovner lige noget spinat fra fryseren til min ris ... men det bliver for vådt; jeg mangler noget der knaser ... jeg rister en håndfuld mandelsplitter. Det kunne nu være meget rart med lidt kød, men jeg gider ikke vente på optøning af noget ... men hvad ser jeg her? En rest af slagterens fortrinlige hønsesalat; kan man mon spise mayonnaisesalat på ris og spinat? Jeg prøver sgu. Men det bliver måske lidt fadt. Men hov, chilierne! Dem har jeg jo slet ikke fået smagt endnu. Fintsnitter lige en halv uden kerner og drysser den på sammen med mandlerne, så ser vi hvordan det går.

Det gik helt forrygende, kan jeg rapportere, det smagte guddommeligt, og jeg er helt ærgerlig over at jeg ikke kan servere det for gæster, men det er altså ikke nogen særlig præsentabel ret, og blandingen af koldt og varmt er måske også lige lovlig idiosynkratisk. Men en fin lille egoistisk succesoplevelse: en sjældent vellykket fusionsret kombineret med tilfredsstillende køleskabsoprydning – så bliver det altså ikke meget bedre her i huset.

... and you find me beautiful and irresistible
a giant creature that forever seems to grown in size
and you feel a strange attraction
the air is vibrant and electrified
welcome to me, here I am
my arms are open wide ...