Ubetinget anbefaling

Hvis der er nogen der mangler inspiration til læsning med fibre, vil jeg gerne helhjertet anbefale Siri Hustvedts What I Loved og Khaled Hosseinis The Kite Runner (Det jeg elskede og Drageløberen på dansk). De er ikke specielt nye, og de er velanmeldte over hele verden, men jeg må alligevel gerne give mit pip med. De fik nemlig begge lov til at stå længe på mine hylder inden de blev læst, primært fordi jeg havde købt dem sammen med en masse kulørt og appetitlig chick lit, der som Pariserlinser og franske kartofler skreg på at blive konsumeret først; sekundært fordi jeg godt vidste, at de behandlede nogle af de aspekter af livet det kan tage noget længere at fordøje – og så fik Hustvedt og Hosseini, som upåskønnede klidboller, lov til at vente. Faktisk så længe at jeg nåede at blive sur på dem, fordi de stod der, sunde og lødige, og hånede mig for mine dårlige læsevaner. Så det var med en lidt sukkende fornemmelse af pligt jeg tog dem ned fra hylden. Men de er så gode! Ja, de behandler store følelser, kærlighed, smerte, tab og svigt, men på en måde hvor man i læsningen er grebet, efter læsningen beriget.

I det følgende er der ingen plotspoilere:

Ud over at jeg kom til dem på nogenlunde samme måde, dog med 1½ års mellemrum, har de også en del tilfælles i deres indhold. Begge har far-søn-forholdet som sin centrale akse, gennemskåret af sønnens forhold til sin bedste ven, der er så tæt, at det er pseudobroderligt, hvilket også giver vennen status som sønnesubstitut. Hustvedts historie er fortalt af faren, Hosseinis af sønnen. Begge bøger har en central karakter der er defineret af sin fatal flaw, det skæbnesvangre træk i hans personlighed, der gang på gang styrer hans handlinger. Nogle gange skæbnesvangert for ham selv, andre gange med skæbnesvangre følger for andre, vel at mærke hans allernærmeste, hans mest elskede. Det er nogle grusomme historier på grund af deres følelsesmæssige troværdighed: Hustvedt og Hosseini maler kærligheden så flerdimensionelt at man næsten kan føle den, og derfor lider man med karaktererne når der svigtes og mistes. De centrale kærlighedsforhold er mellem forældre og børn og mellem barndomsvenner, og det er måske netop grunden til at kærligheden virker så REN. Den flammer så rent og utrætteligt, at man ikke kan undgå at føle sig brændt når man læser. Men når man efter endt læsning kigger tilbage over de sidste par års læseoplevelser, står disse flammer luende klart i et ellers grumset mørke af halvlæste og halvglemte bøger. Hvis du ikke har læst dem, har du noget til gode.

... why would I stop loving you
a hundred years from now?
It’s only time ...