Skyd mig bare

Jeg drømte i nat, at jeg vågnede til en sms fra mit fjerde kursusemne. Han skrev alt det jeg har tænkt på i forhold til ham: ’Jeg tænker sådan på dig, jeg tror det er en fejl at vi to ikke er sammen, kan vi ikke finde ud af at ses?’ Det var ydermere en meget detaljeret sms, der bl.a. specificerede at vi skulle ses inden en bestemt dato, for da skulle han flytte fra det Kartoffelrækkehus han - i drømmen, forstås - havde fremlejet fra Jerk W. Langer (ham vitamin- og sundhedsmanden). WTF? Altså, hvad er der med drømme? I mit bevidste liv tror jeg ikke, at jeg kender Jerk Langers midterinitial, men det stod lige så tydeligt i sms’en.

Men det er slet ikke den freakishly detaljerede sms der er pointen her. Pointen er, at jeg vågnede med et sus af lykke i kroppen, fuldstændigt som de (alt for få) gange jeg har drømt, at jeg kunne flyve: jeg vågner herostratisk lykkelig, og mens lykkefølelsen klinger af i kroppen, prøver jeg at komme i tanke om hvorfor jeg har det sådan. Og jeg når liiiiiiiiige at tænke ’Jaaaaaaaaaah, jeg kan flyve’ før et STYRT af en nedtur sætter ind med afbrydelsen ’Det var jo kun en drøm!’ Og så er jeg bare SÅ ked af det ved tanken om, at jeg måske aldrig skal flyve igen.

Ligeså i morges. I drømme vågnede jeg til sms’en, og da jeg vågnede rigtigt, havde jeg stadig fornemmelsen af at holde telefonen i hånden, og min verden var perlemorsagtigt lyserød ved tanken om, at han gerne ville mig alligevel. Og så satte nedturen ind. SUPERgrimt. At mærke den glæde fordampe er altså som at se et lille uskyldigt væsen blive smidt ud fra 20. sal. Man visner bare FULDSTÆNDIGT indeni.

Jeg kunne ikke lægge følelserne fra mig. Kunne ikke. Så jeg brød med fuldt overlæg mine her beskrevne regler og sendte ham en sms. Godt jeg ikke er narkoman – jeg har ALDRIG gennemført en kold tyrker. Og jeg havde godt nok slettet hans nummer på telefonen, så jeg ikke kunne sende ham uovervejede sms'er i en brandert, men gemt nummeret på en lap papir hjemme, så jeg kunne - ja, hvad? Kende hans nummer når han ringede? Grow up, Suzy-Hang-Around! Jeg skrev:

Hej ..., hvordan går det?
Jeg er stadig nede over, at
vi ikke skal spille en rolle
i hinandens liv. Jeg tænker
på dig som det første når
jeg vågner og det sidste
før jeg sover, og sender
dig kun gode ønsker.
...

Tre kvarter senere var der svar:

Kære ...
Det gør mig ondt at høre,
du har det sådan. Ville
gerne kunne give tilbage,
men det kan jeg ikke.
Håber at du kan tilgive
det. Og tak for de gode
ønsker. Kærlig hilsen ...

Jeg ved godt at jeg hermed er dumpet mit fjerde knudekursus, og jeg er ligeglad. Det fylder INTET i forhold til, hvor ked af det jeg er. Jeg kan godt finde en rammende sang at lukke på, men jeg ville ønske at det var Comfortably Numb i stedet.

... another love, before my time
made your heart sad and blue
and so my heart is paying now
for things I didn’t do ...
a memory from your lonesome past
keeps us so far apart
why can’t I free your doubtful mind
and melt your cold cold heart? ...