Man kan jo ikke være lige sød altid, og jeg kan altså godt få et lidt stramt drag om munden når folk taler grimt om sig selv. Jeg kan næsten ikke holde ud at høre på beklagelser over korte ben, stor røv, laskede overarme, etc. Ikke fordi jeg bliver sur, men fordi jeg bliver ked af det. Jeg kan jo godt høre at der ligger ægte smerte bag, en smerte som i parentes bemærket ikke er mig fremmed, men det er sådan et forfærdeligt spild. Man SKAL bare elske sin krop, sådan er det, den er noget man er, ikke noget man har. Jeg kan godt lide at betragte det indre selv som forælderen og den fysiske krop som barnet.
Er jeg virkelig den eneste der er så morbid? Den eneste der tænker på amputerede kropsdele og anden vansiring?* Vi prøver – følg venligst tankerække; det er bare et eksempel: Hvis du nu skulle finde dit afhuggede ben i en dynge af afhuggede lemmer, tror du så ikke du ville synes det var smukt? Ønske at det stadig sad fast på din hofte? Være ked af at du ikke påskønnede det mere mens det sad der? Hvis ja, så vær glad fordi du har det. Fuck fede ankler og appelsinhud.
Jeg kender godt det anale kontrolhysteri, og det er ikke let at lægge fra sig. Men det er min klare overbevisning at man skal forsøge. Denne tænderskærende perfektionstrang er ikke konstruktiv. Dixit.
... jeg er ikke som de andre
jeg er noget for mig selv
på landevejene vil jeg vandre
til den dag jeg må sige farvel ...
*Retorisk spørgsmål. Gider ikke se nogen næsvise ’ja’-er i kommentarboksen ;-)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Jeg er TRÆT af underskønne kvinder, der konstant taler om, at de vejer for meget. Denne evindelige fokuseren på vægt. Og når der så faktisk ikke er tale om overvægt, men velproportionerede kvindekroppe, så er det til at få røde knopper af. "NEJ, jeg synes ikke din lår er for tykke." Så jo, det er trættende at høre folk tale nedsættende om egne kroppe. Accepter den dog. Elsk den dog. Meeeen, så igen - det er på en måde også så nemt at sige, hvis man selv er ganske godt tilfreds. Og hvis jeg kandiderede til "Livet er fedt", så ville jeg sgu have svært ved at elske mit eget 180 kg fedtfængsel. Så jeg forstår godt, at det er svært, hvis man virkelig ER et fedtbjerg eller på anden måde stikker grelt ud fra gennemsnittet. Men når skønne kvinder - for det er jo som regel kvinder der brokker sig, mens de værste grobrianer til mænd kan være nærmest forelsket i deres eget spejlbillede - brokker sig og opsøger plastikkirurger, så synes jeg de er en pest og helt til grin - samtidig med at jeg sgu får ondt af dem.
Line
@ Line: Du har ret ;-)
@ Boris: Spidsfindig filosofisk pointe. Jeg hælder til 'mig og min krop', men jeg er også uhelbredeligt hovedmenneske. Hvad klinger rigtigt for dig?
Du har tydeligvis taget en meget krinklet og morbid vej for at komme hen til at vi skal hade os selv mindre :)
Hvis jeg fik hugget mit hoved af ville jeg holde op med at sige noget .... i ren trods! :D
Sikke en vidunderlig, omend en anelse morbid, måde at skære det ud pap på -nærmest som med en kædesav...
Jeg vil helt sikkert have dette indlæg in mente næste gang min søster på 11 siger at hun har tykke ben.
Uha, SHA, du har jo ret.. men jeg falder i den alligevel. Jeg har det mystisk nok bedst når mine bukser sidder som de skal og der ikke lige er den dér lille "nu-har-du-igen-spist-for-meget-is-fordi-du-har-hjertesorg"-delle ud over kanten.
Det holder jo ikke. Det er bar svært at ændre ens tankesæt fra dag til dag. Hvad gør en klog?
Der er uden tvivl en masse om det du skriver og på de gode dage, hvor overskuddet virkelig er i topform, så synes jeg næsten også selv, at min krop er i topform.
Der er til gengæld også dage, hvor jeg ikke rigtig kan finde melodien. Jeg har født to børn inden for kort tid. Begge gange tog jeg over 30 kg og nu mangler jeg vel ca. 10-18 (afhænger lidt af humør) til en nogenlunde idealvægt. Det har været lidt svært for mig at acceptere, for jeg føler næsten, at jeg i alt for lang tid (godt og vel 2½ år) har gået i ventetøj eller noget der ligner ventetøj... og mildest talt følt mig grim og klodset.
Det er på retur. Det ved jeg.
@ Kenneth: HA! Krinklet! ;-)
@ Christian: HA! Kædesav! ;-)
@ Acq: En klog hjernevasker sig selv med mentale billeder af afhuggede lemmer ;-)
@ Boris: De er også pissefarlige.
@ Frederikke: Fokus på trivsel, synes jeg. De kilo der hæmmer din udfoldelse skal væk, de kilo der kun generer i spejlbilledet skal elskes :-)
Send en kommentar