fredag, juni 09, 2006

Sukkersøde SHA

Jeg er SÅ færdig med at være sur. Niks, fra nu af er det glad mund hele vejen, så hvis jeg mærker surhed komme snigende, modangriber jeg med sukker. Så meget der skal til. Som tidligere nævnt er jeg glad for at lave mad, og er især tilfreds med mit talent for søde ting. Jeg kan bryste mig af 5,6 hyldemeter kogebøger, så der er jo ikke den kage jeg ikke har mindst 5 opskrifter på, og som regel langt flere. Er jeg taknemmelig for denne l'embarras du choix? Jaeh. Og dog. For det er jo en pine at VÆLGE hvilken opskrift man vil bruge – hvilken er mon bedst? Denne smagsmæssigt nyskabende er ufuldstændig i sin fremgangsmådeanvisninger. Denne pålidelige virker kedelig. Denne portion er alt for stor. Yadayadayada. Hvad er resultatet? I stedet for at fejre triumf efter avanceret triumf, hænger jeg fast i en håndfuld grundopskrifter og leder til stadighed efter den optimale.

Hvad er det tilbagevendende omkvæd i madlavning? Brug kun de BEDSTE ingredienser! (udtal selv med Claus Meyersk religiøs passion i øjnene) Jeg har forstået, men hvad er det bedste? Ikke altid så ligetil at finde ud af, kan jeg afsløre. Men jeg har da udført et enkelt stykke gennemført grundforskning: Jeg valgte mig en opskrift på småkager der primært skulle smage af smør, nærmest lige dele smør/mel/sukker, bundet sammen med æggeblommer (gateau breton, en slags fransk shortbread). Jeg lavede tre portioner af samme opskrift på en eftermiddag, bagte dem i samme form, ovntemperatur, tidsrum ... den eneste variabel var smørret:
  • Gammeldags kærnet Fanøsmør (svinedyrt)
  • Thises økologiske (dyrt)
  • almindelig Lurpak (preiswert)

Hvis I har det med at putte folk i kasser, intelligente læsere, har I sikkert for længst gættet at jeg spiser økologisk. Og måske også at jeg har en tendens til at tænke 'dyrere er bedre'. Men jeg kan oplyse at mit bageeksperiment pegede mig i en anden retning, og dermed beviste min tidsinvesterings værd. For ja, det gammeldags smør gav klart den mest distinkte smørsmag, men konsistensen var ikke god, og blev endnu værre da de havde stået en dag: der trak væske ud der gjorde kagerne tunge i bunden og utilfredsstillende at bide i. For gammeldags smør er ikke hårdt centrifugeret som industrismør, og har derfor et lidt højere væskeindhold – og det er nok til at slå de notorisk pernitne småkageopskrifter ud af balance. Lurpak gav en lidt anonym smag, men den helt perfekte konsistens. Thise var en mellemting på den ufede måde: havde klart konsistensproblemet, uden den smagsmæssige kompensation. Og vi taler ikke kun mine (indrømmet) hyperkræsne smagsløg. Mine kolleger blev inddraget som blindsmagere, og gav mig ret. Med lidt andre ord, ganske vist: de er belevne og rosende snarere end videnskabeligt brutalt sandhedselskende, så de påstod at kunne lide dem alle. Men de kunne godt smage og se forskel.

Så konklusionen er at det kræver opskriftsmanipulation og pengepungen i orden at stræbe efter det ultimative med håndholdt smør, og jeg er faktisk endt med at bage med Lurpak 9 ud af 10 gange, og er MEGET tilfreds med mig selv pga. penge sparet og pålidelige resultater opnået. Ikke som @#£$%€&} ginger snaps, som jeg har lavet de første 50 forskellige udgaver af uden at blive forelsket i en enkelt version. De fleste spiselige, bevares, men ikke fortryllende. Men lad mig nu ikke blive sur over ginger snaps-miseren, det var Lurpak-succesen jeg ville dvæle ved i dag. Håber en dag at kunne vende tilbage med opskriften på den ultimative ginger snap, så vi alle kan sove roligere. Så sød er jeg.

... sugar pie honey bunch
you know that I love you
I cant help myself
I love you and nobody else ...

15 kommentarer:

Suzy Q sagde ...

..men de der aflange, citron-nogen som du laver engang i mellem... NØØØØJ mand.. :)

Suzy-Hang-Around sagde ...

Tak, Suzy Q, og du har ret: de er fantastiske :-) Men de er en ufortjent triumf: Falde over opskrift, følge til punkt og prikke, høste urimelige mængder ros. Det er for let for mig selvpiner: jeg skal helst kæmpe mig gennem modgang og besvær for at kunne glæde mig over opnået succes. Jeg sure calvinist ;-)

Anonym sagde ...

Glæder mig til en dag smage de der aflange citroen-noen...kan der komme lidt chokolade på?

Og må jeg lige anbefale Letos specialitet: Forno a Legna

Leto står nemlig mindst én gang om ugen for det lækkerierne.


Der er pizzaer - og så er der Forno a Legnas sprøde pizzaer, bagt i en ægte italiensk stenovn opvarmet på træ. Det er pizzaen som Leto krydser bydelen efter.

Suzy-Hang-Around sagde ...

@ Leto: Hvis du kommer til bloggertræf, medbringer jeg citron-noen, medsamt chokoladevariation :-) Jeg husker levende din oprindelige Forno a Legna-post, og jeg tænkte på dig da jeg cyklede forbi forrige fredag kl. 18.15: "Gad vide om Leto står derinde og køber pizza til familien?" Er man så blevet en bloggertosse?

Anonym sagde ...

For fanden da også. Enig med hende eller ej, jeg er vild med Sure SHA. So there.

Suzy-Hang-Around sagde ...

Tak, anonyme, hun dukker nok op igen, trods sødhedsintentioner. HVIS hun gør og endnu en gang ender i en orkankommentartråd, vil din evt. støtte blive påskønnet :-)

Kimpo sagde ...

Nu ved jeg ikke hvad pointen er i smørkager, men hvis det bare drejer sig om at banke vandinhold ud, hvad så med at give de økologiske noget længere bagetid, evt. ved lavere varme, sålænge den er solidt over vands kogepunkt?

Ikke at jeg er den store bagersvend, men koge vand kan jeg faktisk finde ud af ;o)

Suzy-Hang-Around sagde ...

Meget fint bud, 37g, aka Guldbageren, som bestemt kunne give et godt resultat. Kan dog være svært at bedømme nødvendig tilberedningstid og -temperatur for bagværk der ikke skal tage nævneværdig farve, og fejlbedømmelse resulterer i konsistens som enten hundekiks (=stenhård) eller hundefoder (=smuldrende). Men se at få bagt nogle smørkager, du har åbenlyst tæft for det ;-)

Suzy-Hang-Around sagde ...

@ Boris: HA! Min subversive strategi virker. Kill them with kindness, siger jeg. Vær så sød at det hviner i tænderne, det kan ingen holde ud ;-)

Anonym sagde ...

Gys... 37g, du skræmmer mig lige dér! Jeg ved ikke om du selv er klar over hvorfor.. ;-)

Anyway, SHA, ginger snaps? Was is daz?

Kimpo sagde ...

Vil bare lige sige at jeg ikke fatter en meter af Acq's kommentar, men det er sgu egentlig meget rart at få en kommentar man slet ikke fatter og derfor ikke behøver forholde sig til ;-)

Jeg kan envidere meddele at jeg overvejer at skifte SHAs kategori fra klimakteriemakreller til husmorbloggere.

Suzy-Hang-Around sagde ...

@ Acq: Ginger snaps er ingefærsmåkager, perfekte til te - lidt hen ad Bastogne-kiks? De skal helst være sprøde og lette i konsistensen, og fyldige og fede i smagen. Sehr schwierig ...
@ 37g: Tak for tippet, du er bare alle tiders, du!! Havde ikke set at jeg var blevet til klimakteriemakrel, og er rigtigt godt muggen over benævnelsen. Hvilket sikkert også var meningen, oh mops-der-smitter. Flyt mig til husmor hvis du vil - jeg føler mig ikke hjemme i nogen af kategorierne. Men Susling skal i klimakteriekassen.

Anonym sagde ...

Ginger snaps mmmmmmm! ALT bliver bare bedre hvis der er ingefær i - det kan redde selv kiwiers kedelighed! Når du finder den perfekte opskrift vil jeg gerne høre om det. Jeg plejer at lave nogen anstændige nogen af slagsen, men perfektion vil vi ha'! I mellemtiden vil jeg også gerne smage de der citron-nogen ;) Kan jeg anbefale dig at medbringe nogen til bogklub-pimperiet?

Lommen sagde ...

Perfektion går bare slet, slet ikke her i verden. Jeg vil ha' menneskelighed. Havde jeg lige besluttet. Og så dukker DET her op!?! Jo, jo - perfekte småkager, jeg er på! :-) Du har gjort mig lækkersulten, IGEN, SHA! *Fyyy* Dog, citronsmag i andet end citroner må du gerne beholde for dig selv, hvis det står til mig...

Suzy-Hang-Around sagde ...

@ AnetQ: Jeps, tager meget gerne citron-noen med til bogklub - men vil også smage dine ginger snaps ved en anden lejlighed og inkludere dine erfaringer i min opskriftsudvikling :-)
@ Lomme: Jeg ved det, den der perfektionsjagt er sjælsødlæggende! Har derfor valgt småkager som det mest harmløse sted at leve den ud. Du går glip af noget ved ikke at kunne lide citron-noen, men fint nok, så er der flere til mig :-) Du må til gengæld godt få min del af chokoladekagerne ...