Et halvt par?

Da jeg forleden var til bryllup, havde jeg en fremmed mand overfor som var beleven nok til konversere mig. Og han insisterede på at tiltale mig ’I’ – han mente ’du og din mand’. Og jeg ved ikke rigtigt om jeg skal tolke det som et taktfuldt forsøg på signalere ’jeg flirter bestemt ikke med disse personlige spørgsmål’, eller som smalsporet vanetænkning: ’selvfølgelig har hun en mand, det har alle jo’. Han var også overdrevet glad for at omtale sig selv som ’vi’, hvilket parallelt kan tolkes som taktfuldhed: ’FYI er jeg ikke ledig’, eller pral: ’ja, JEG er med i de giftes klub.’ Det kan også godt være jeg bare overfortolker for paranoidt – det viste sig at han var fra Esbjerg, hvor det vist ikke er helt velset at tale for meget om sig selv, så det kunne bare være et almindeligt distancerende samtaleteknisk træk.

Men så sad jeg et par dage senere på arbejde, og blev brutalt flået ud af mit selvtilstrækkelige elfenbenstårn af et telefonopkald fra en ’kunde’. Det er ellers sjældent at mine hænder besudles af kontakt til slutbrugerne, men det er ferietid, og der var åbenbart ingen i de udadvendte funktioner til at tage telefonen, så den endte hos mig. Damen var utilfreds med et produkt hun havde købt, og det var helt med rette – det var fejlbehæftet. Jeg forklarede så godt som vi med indadvendte funktioner nu kan, og selvom jeg gav hende ret i det meste, fremturede hun med adskillige eksempler på ’min mand sagde også ...’ og ’min mand syntes ...’ Troede hun måske ikke jeg ville tage hende alvorligt hvis hun talte for egen regning?

Jeg kan selvfølgelig være ligeglad med andres svage selvfølelse som gør det nødvendigt for dem at have opbakning til så simple ting som at gå til en fest og klage over en vare. Jeg synes bare implikationen er træls: at man ikke er et individ, men et halvt par, og man skal være to før ens mening kan bruges til noget som helst.

... da er i glæden man dobbelt glad
og halv om sorgen så tung at bære ...