Jeg har tidligere udbredt mig om hvor ualmindeligt lave forventninger jeg havde til den nye Superman, og i aften var aftenen hvor den skulle ses. Jeg havde så i mellemtiden fået oparbejdet en del forventningens glæde – en god helt er aldrig til at kimse ad, og Christopher Reeve bliver jo ikke levende igen uanset hvor berøringsangst jeg ærer hans minde.
Lad mig sige med det samme at jeg ikke synes at det er en velfungerende film – den kan fx ikke finde ud af hvad der skal være dens dramatiske højdepunkt, hvilket er lidt træls for en dramatisk film. Derudover hænger historien slet ikke sammen. MEN, men, men: Superman fungerer. Han er, lige som salig Christopher, virkelig karismatisk. Det er ikke fordi han er lækker, det ord dækker slet ikke. Han er smuk ... fantastisk ... imponerende ... for god til denne verden. Det er ikke fordi jeg vil HA’ ham, men jeg smelter helt væk i den eskapistiske drøm om at have sådan en helt og beskytter. ”Jesus for folket”, som min ledsager sagde. Og ja; hvis det er sådan nonner in spe føler når de bliver kaldet, forstår jeg måske bedre deres glæde ved at blive viet med Jesus.
Superman *suk*. Jeg er din.
Og jeg mærkede prompte drømmens og heltedyrkelsen dårlige indflydelse da jeg trådte ud af biografen til et regnvådt midnatsvesterbro. Natten og dens klientel virkede truende og farligt, nu jeg havde forladt den behagelige fiktion hvor jeg havde en beskytter, og jeg skyndte mig hjem, bevidst om min sårbarhed og hjælpeløshed over for gadernes trusler. Min Superman, min Superman, hvorfor har du forladt mig?
... I need a hero
I'm holding out for a hero till the morning light
he's gotta be sure and he's gotta be soon
and he's gotta be larger than life ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Nu har jeg ikke set filmen, men for mig at se er skuespilleren valgt med blik for kvinderne. Som sædvanligt. Igennem mindst 20 år.
Fedt billede 37!
Supermand?? Ha! næe nej Marvel mutanterne de sparker mås, specielt Mystique ... drool ...
Ja, Tvære 37g, du ser som sædvanlig kun hvad du vil se. Der er vel ikke noget odiøst i at man vælger manderollerne i et romantisk drama ud fra hvad kvinder gerne vil have, man gør jo det vice versaske for kvinderollerne. Jeg synes ikke man kan anklage Hollywood for ikke at tage hensyn til mænds gode oplevelse, der plejer da altid at være masser for far at kigge på; som Morfars fine eksempel, Mystique.
Og der er som bekendt pornoindustrien der, så vidt jeg er blevet informeret, er gearet udelukkende til et mandligt publikum.
Det kan godt være at hverken porno eller mainstreamfilm rammer din smag, 37g, men jeg synes ikke du derfor kan konkludere at det er fordi der bliver leflet for den kvindelige smag.
SHA, du afslører jo dig selv: "et romantisk drama".
Superman skal ikke gøres til et romantisk drama. Det er feminisering. Superman er et eventyr for drengerøve. Sådan er det tænkt og udført, sådan er mytologien. Chris Reeve havde den rette cool, fjerne, tragiske, opofrende, mystiske udstråling. Den nye er sådan en tuttenuttet lille kælepotte at se på. Den unge dame der spiller Lois Lane er bare en almindelige gås. Margot Kidder havde det der skal til. De første film var mange klasser over denne(igen uden at have set filmen, men hvad - jeg har før anmeldt film uden at have set dem, intet problem).
Eventyret er nu væk og i stedet har vi fået den sædvanlige gang kamera-pussenusse for kvinder. Erotik på et anstændigt plan. Og ja, tidens heltinder er sgu ferske - men vi kan jo bare tænde for kanal Blå, ikke? Leve som subkultur, forvist fra mainstreammedierne af de rigtige mennesker: kvinderne.
Og yes til morfar (hvis du er morfar må jeg sgu være oldefar): Der er andre superheltefilm der bedre lever op til koncept og traditioner. Hollywood er generelt noget lort i vore dage, alt for reklameæstetisk og alt for kompromissøgende og alt alt alt alt for leflende for kvinder. Men de kan, når de tager sig sammen.
Jeg er ikke enig, jeg mener bestemt også at Christopher og Margot leverede romantisk drama. Hvis du vil argumentere din sag for drengerøvsmytologi, må du tilbage til hæfterne, som jeg ikke kender særligt godt, men hvor det foresvæver mig at den søde pine af den uladsiggørlige kærlighed ikke spiller så stor en rolle.
Og er du ikke ude på tynd is mht. din 'leflen for kvinder', min liberale ven? Hollywood laver vel de film der sælger, og hvis de er feminiserede, er det vel fordi kvinder går nok i biografen til at blive taget alvorligt som segment af markedet?
Jeg kan lige høre dig løfte pegefingeren og docere at kvinder holder mænd som gidsler ved at nægte dem sex, medmindre kvinden får lov til at gennemtrumfe sin feminine filmsmag; men så er samme mænd altså medansvarlige i flodbølgen af reklameæstetiske og fokusgruppeafgjorte film.
Nu er det jo blot underholdning, skal vi lige huske. Og når det er sagt, skal det også siges, at I begge har ret, faktisk. Superman er ikke tænkt som et romantisk drama, selvom de hidtige film ganske rigtigt har haft et kraftigt element af samme. Men det er jo den slags friheder, filmmediet er nødt til at tage sig under konverteringen for at få skidtet til at virke. En Superman a la forlæggets postdepressive udgave fra 1932, ville ikke holde en millimeter i dag. Superman er imidlertid ikke fra denne planet, hvilket gør romantiken sådan lidt pudsig. Heldigvis afslører filmen, at jordiske og ekstraterrestrielle genitialer åbenbart er udmærket kompatible, så grundlaget for romantiken i det mindste er til stede. Dog er det alligevel påfaldende, at afkommet af Morgendagens Mand lider af astma. Men jeg synes ligesom SHA, at ham der Brandon Rouht faktisk er kastet rigtig fint til rollen. Hans Clark Kent er helt og aldeles overlagt i tråd med Mr. Reeves og ligeså hans Superman, hvilket jeg mægtig godt kan lide producenterne for. På den anden side kunne det have været interessant, hvis de havde fulgt den senere års trend med at genopfinde de gamle superhelte. Og på den tredje side, er det rigtig fedt, at de ikke har gjort det. Udover at Louis Lane (endelig) er kommet videre i sit liv, er alt heldigvis ved det gamle. Hvilket også gælder på drejebogsniveau; man har aldrig skulle tænke mere end to sekunder over (superhelte)filmenes handlinger, førend de falder fuldstændig fra hinanden. Men fuck det, mit forhold til Manden og Myten går så tilpas langt tilbage, at jeg (undtagelsvis) var i stand til at læne mig tilbage i biografsædet og tænke mine indledende ord.
Jaja, men den nye sæbemand er altså for nuttet til at være andet end et tøjdyr.
Send en kommentar