Bryllup vel overstået

Det var en super fest, bruden var yndig og trods ateisme græd jeg i kirken. Ikke over præstens søvndyssende salvelsesfulde floskler, men over parrets blikke til hinanden og deres særligt ønskede musikindslag, en flerstemmig a capella-version af Bridge Over Troubled Water. Jeg har et MEGET blødt punkt for Simon and Garfunkel, og velsyngende, krystalklare kvindestemmer gør sig fortrinligt i kirkeakustik.

Det startede nu ikke alt for fedt, min veninde og jeg kom for sent. Det er ikke spor god stil at gå ind efter bruden, og vi troede faktisk vi havde sat rigelig tid af til at komme til den sydlige provins. Alle tre. Veninden, vennen (en ekskæreste) og mig. Men ved afgang havde vi endnu ikke hørt fra vennen – der altid brillerer med sin upålidelighed – og vi ventede, ringede og sms’ede alt for længe inden vi kørte. Vi var lige kommet på motorvej da han helt febrilsk ringede: ”Er det I DAG? Hvem FANDEN bliver gift en FREDAG?” SÅ typisk ham ikke at hænge sig i detaljer som datoer og den slags småborgerligt hejs. Nå, han nåede med nød og næppe frem til middagen - iklædt B-jakkesættet, da A-jakkesættet selvfølgelig var til rens for at være klart til morgendagens ikke-eksisterende bryllup – medbringende KÆMPE kompensationsgave, Ursula-stel for en formue, panikindkøbt af hans kæreste. Nå, jeg skal ikke være bitter, hans upålidelighed har også skaffet mig kompensationsgaver, bl.a. min skønne iPod Shuffle.

Min søster havde stylet veninden og mig, og ikke en kvadratcentimeter af os var glimmerfri, hun var gået helt amok. På den stilige, højkvalitetsagtige måde, naturligvis, og vi så skønne og højglanspolerede ud. Den blå kjole var et hit. Toastmasteren lignede en gudinde, og klarede sit job til UG, og jeg havde været så heldig at få hendes sukkermås til bords, samt en veninde overfor, der dog desværre er lige så grådlabil som jeg, og som jeg ikke kan holde ud at se græde; så starter jeg selv, og hun har det på samme måde. Så der sad vi og synkrontudede under talerne, afløst af vrissende given-hinanden-skylden i spisepauserne: ”Nu STOPPER du med det flæberi!” ”Nej, det var da DIG denne gang ...” Det var den rene Trevifontæne da gommen afsluttede sin tale til bruden med at synge Here, There and Everywhere.

Det var måske al den følelsesudladelse der fik mig til at gå lige lovlig hårdt til GT’erne efter middagen, men jeg havde en vidunderlig fest og følte mig helt uovervindelig og uimodtagelig for alkohols skadelige indflydelse. Indtil jeg lige pludselig havde fået RIGELIGT. Jeg mindes noget om at gommens flinke og nyskilte fætter begyndte at udtrykke sin interesse og fiske efter mit nummer, men at vennen, den upålidelige, ekskæresten, lugtede lunten og fik os afbrudt og med ejermine trak af sted med mig, der på det tidspunkt også kun ønskede at finde den madras jeg skulle overnatte på. Så det er helt ok ikke at have rodet mig ud i noget med fætteren, jeg synes ikke rigtigt jeg kan håndtere mænd for tiden, men ekskærestens opførsel er alligevel lidt irriterende. Han bliver ALTID interesseret når han er fuld, og jeg kan meget bedre lide ham når han er ædru. Suk.

... I want her everywhere and if she's beside me
I know I need never care
but to love her is to need her everywhere
knowing that love is to share ...