Kanon

Med tryk på første stavelse, altså. Jeg har ganske vist indtryk af, at det ikke er helt comme il faut for en tøseblogger at dyrke krybskytteri på politbloggernes område, men der sker altså ikke noget referatværdigt i min personlige sfære. Så jeg vil benytte den usaftige anledning til at fundere lidt over kulturkanonen i stedet, for den har jeg det blandet med.

Det er ret nemt at kritisere den, synes jeg. For det første er det absurd at søsætte et kanonprojekt, når man er en regering der har slået sig op på at foragte smagsdommeri og ekspertvælde af enhver art. For det andet er det kontrolhysterisk analfiksering af mest ynkelige slags at tro, at man kan definere, og dermed tøjle, kulturen som X antal præcist definerede værker. For det tredje vil det, at statsmagten definerer kulturen, opfattes som et tryk, der avler det uundgåelige modtryk, hvilket vi også ser i debatten i disse dage: Hver liste har allerede afstedkommet adskillige alternative lister fra selvbestaltede udvalg, der gerne vil slå til lyd for deres dissens. For det fjerde er tanken om kanonens (ganske vist usandsynlige) succes forstemmende: De tolv helgenkårede værker på hvert område trækker publikum i kæmpehorder, med trafikale, logistiske og nedslidningsmæssige problemer til følge, hvorimod de dele af kulturen der er gået glip af blåstempling, frister en kummerlig og ignoreret tilværelse.

Til fordel for kanonen kan argumenteres, at den da giver folk uden kulturel ballast en ide om hvor de skal starte, hvis de føler denne mangel som en mangel. Og det er en reel fordel, synes jeg. Der findes et segment vi kan kalde ’det gode selskab’, hvor ’dannelse’ er et plusord, og alle der ønsker optagelse i dette segment, skal have en chance. Og hvis man står på helt bar bund kulturelt, vil man måske opleve segmentet som ’logeagtigt’, ’styret af uskrevne regler og hemmelig håndtryk’ og ’snobbet’. Lad det være sagt med det samme: Der findes segmenter man med god ret kan definere med disse tre udtryk, og der vil man aldrig opnå accept, ligegyldigt hvor mange klassikere man læser og operaer man hører, så fuck dem. Jeg tillader mig at definere ’det gode selskab’ som alle os fornuftige og vidende mennesker der oplever, at vi for det meste har et materielt og energimæssigt overskud i dagligdagen, og derfor jævnligt kulturforbruger.

Men som jævnlig kulturforbruger vil jeg gerne meget betakke mig for at få pålagt, hvad jeg bør nyde, ellers tak for den tidsbesparende service. Der er altså noget nedladende i projektet: ’Lyt nu, stakkels uvidende bønder, så skal I blive meddelt hvad I skal kunne lide’. Og det er altså ikke fordi jeg er særligt avant garde; jeg ville faktisk foretrække en brølende kronhjort i min stue frem for en uskyldig guldfisk i blender. Men hvis jeg ikke bryder mig om at få at vide, hvad jeg skal kunne lide, kan jeg så være bekendt at gå ud fra, at andre vil bryde sig om det? Uanset hvor kulturelt underbemidlede jeg mener, de er?

Jeg savner oplysninger. Jeg mener, at kanonen er blevet udarbejdet som støtte til en gruppe mennesker, som jeg slet ikke hører i debatten. Hvor er de taknemmelige udsagn fra mennesker, der nu endelig ved, hvor de skal rette deres kulturelle nysgerrighed hen? Spørgsmålet er ikke retorisk; er der nogen, der har hørt andre end Brian Mikkelsen juble over at kanonen nu er her?

... och om kvällen sjöng hon sånger till gitarren,
om folket och den framtid
som hon var beredd att försvara med sitt blod.
Juanita, han ska alltid komma 'håg dej,
för hans inre ska du alltid finnas kvar ...