Med tryk på første stavelse, altså. Jeg har ganske vist indtryk af, at det ikke er helt comme il faut for en tøseblogger at dyrke krybskytteri på politbloggernes område, men der sker altså ikke noget referatværdigt i min personlige sfære. Så jeg vil benytte den usaftige anledning til at fundere lidt over kulturkanonen i stedet, for den har jeg det blandet med.
Det er ret nemt at kritisere den, synes jeg. For det første er det absurd at søsætte et kanonprojekt, når man er en regering der har slået sig op på at foragte smagsdommeri og ekspertvælde af enhver art. For det andet er det kontrolhysterisk analfiksering af mest ynkelige slags at tro, at man kan definere, og dermed tøjle, kulturen som X antal præcist definerede værker. For det tredje vil det, at statsmagten definerer kulturen, opfattes som et tryk, der avler det uundgåelige modtryk, hvilket vi også ser i debatten i disse dage: Hver liste har allerede afstedkommet adskillige alternative lister fra selvbestaltede udvalg, der gerne vil slå til lyd for deres dissens. For det fjerde er tanken om kanonens (ganske vist usandsynlige) succes forstemmende: De tolv helgenkårede værker på hvert område trækker publikum i kæmpehorder, med trafikale, logistiske og nedslidningsmæssige problemer til følge, hvorimod de dele af kulturen der er gået glip af blåstempling, frister en kummerlig og ignoreret tilværelse.
Til fordel for kanonen kan argumenteres, at den da giver folk uden kulturel ballast en ide om hvor de skal starte, hvis de føler denne mangel som en mangel. Og det er en reel fordel, synes jeg. Der findes et segment vi kan kalde ’det gode selskab’, hvor ’dannelse’ er et plusord, og alle der ønsker optagelse i dette segment, skal have en chance. Og hvis man står på helt bar bund kulturelt, vil man måske opleve segmentet som ’logeagtigt’, ’styret af uskrevne regler og hemmelig håndtryk’ og ’snobbet’. Lad det være sagt med det samme: Der findes segmenter man med god ret kan definere med disse tre udtryk, og der vil man aldrig opnå accept, ligegyldigt hvor mange klassikere man læser og operaer man hører, så fuck dem. Jeg tillader mig at definere ’det gode selskab’ som alle os fornuftige og vidende mennesker der oplever, at vi for det meste har et materielt og energimæssigt overskud i dagligdagen, og derfor jævnligt kulturforbruger.
Men som jævnlig kulturforbruger vil jeg gerne meget betakke mig for at få pålagt, hvad jeg bør nyde, ellers tak for den tidsbesparende service. Der er altså noget nedladende i projektet: ’Lyt nu, stakkels uvidende bønder, så skal I blive meddelt hvad I skal kunne lide’. Og det er altså ikke fordi jeg er særligt avant garde; jeg ville faktisk foretrække en brølende kronhjort i min stue frem for en uskyldig guldfisk i blender. Men hvis jeg ikke bryder mig om at få at vide, hvad jeg skal kunne lide, kan jeg så være bekendt at gå ud fra, at andre vil bryde sig om det? Uanset hvor kulturelt underbemidlede jeg mener, de er?
Jeg savner oplysninger. Jeg mener, at kanonen er blevet udarbejdet som støtte til en gruppe mennesker, som jeg slet ikke hører i debatten. Hvor er de taknemmelige udsagn fra mennesker, der nu endelig ved, hvor de skal rette deres kulturelle nysgerrighed hen? Spørgsmålet er ikke retorisk; er der nogen, der har hørt andre end Brian Mikkelsen juble over at kanonen nu er her?
... och om kvällen sjöng hon sånger till gitarren,
om folket och den framtid
som hon var beredd att försvara med sitt blod.
Juanita, han ska alltid komma 'håg dej,
för hans inre ska du alltid finnas kvar ...
mandag, januar 30, 2006
søndag, januar 29, 2006
Tak for i går
Tusind tak til Morfar, Acq, Ulla, Q og LaQuack – I var præcis så søde, sjove og lækre som jeg havde håbet; og mine forventninger er ellers altid urealistisk høje. Irl-træf med cyberkontakter plejer for mit vedkommende at spænde fra ’Føj! Hvilken stolpe kan jeg gemme mig bag?’ til ’Nåmen, du er helt anderledes end forventet, men derfor kan jeg vel godt prøve at få noget hæderligt ud af aftenen’. Men altså ikke i går: I er for fede, irl såvel som på bloggen.
I det hele taget er denne weekend, til forskel fra sidste weekend, et hit hele vejen rundt, da jeg har nået meget mere end succesoplevelse med blogfæller:
- Hele lejlighed gjort rent.
- Alt vasketøj vasket – OG lagt på plads.
- Tidskrævende hårfarvning foretaget – MED striber.
- Datters legetøj ordnet, dukker klædt på, klodser sorteret, alt stillet på velkomstparade til datters retur fra far.
- Blomster købt, lyser smukt op på bord.
- Simregryde af økologisk kalveskank lavet, fond kogt på benene, utallige lødige måltider i fryser.
- Kvalitetstid med søster til kvalitetskomedie i biffen – MED popcorn.
- Billede hængt op – UDEN forårsagelse af knytnævestort hul i væg.
- Alle tre dages aviser læst.
- Alle tre dages avissudokuer løst – tjept.
Meget tilfreds. MEGET tilfreds!
... Shiny happy people laughingmeet me in the crowd
people people
throw your love around ...
lørdag, januar 28, 2006
Ubetinget anbefaling
Hvis der er nogen der mangler inspiration til læsning med fibre, vil jeg gerne helhjertet anbefale Siri Hustvedts What I Loved og Khaled Hosseinis The Kite Runner (Det jeg elskede og Drageløberen på dansk). De er ikke specielt nye, og de er velanmeldte over hele verden, men jeg må alligevel gerne give mit pip med. De fik nemlig begge lov til at stå længe på mine hylder inden de blev læst, primært fordi jeg havde købt dem sammen med en masse kulørt og appetitlig chick lit, der som Pariserlinser og franske kartofler skreg på at blive konsumeret først; sekundært fordi jeg godt vidste, at de behandlede nogle af de aspekter af livet det kan tage noget længere at fordøje – og så fik Hustvedt og Hosseini, som upåskønnede klidboller, lov til at vente. Faktisk så længe at jeg nåede at blive sur på dem, fordi de stod der, sunde og lødige, og hånede mig for mine dårlige læsevaner. Så det var med en lidt sukkende fornemmelse af pligt jeg tog dem ned fra hylden. Men de er så gode! Ja, de behandler store følelser, kærlighed, smerte, tab og svigt, men på en måde hvor man i læsningen er grebet, efter læsningen beriget.
I det følgende er der ingen plotspoilere:
Ud over at jeg kom til dem på nogenlunde samme måde, dog med 1½ års mellemrum, har de også en del tilfælles i deres indhold. Begge har far-søn-forholdet som sin centrale akse, gennemskåret af sønnens forhold til sin bedste ven, der er så tæt, at det er pseudobroderligt, hvilket også giver vennen status som sønnesubstitut. Hustvedts historie er fortalt af faren, Hosseinis af sønnen. Begge bøger har en central karakter der er defineret af sin fatal flaw, det skæbnesvangre træk i hans personlighed, der gang på gang styrer hans handlinger. Nogle gange skæbnesvangert for ham selv, andre gange med skæbnesvangre følger for andre, vel at mærke hans allernærmeste, hans mest elskede. Det er nogle grusomme historier på grund af deres følelsesmæssige troværdighed: Hustvedt og Hosseini maler kærligheden så flerdimensionelt at man næsten kan føle den, og derfor lider man med karaktererne når der svigtes og mistes. De centrale kærlighedsforhold er mellem forældre og børn og mellem barndomsvenner, og det er måske netop grunden til at kærligheden virker så REN. Den flammer så rent og utrætteligt, at man ikke kan undgå at føle sig brændt når man læser. Men når man efter endt læsning kigger tilbage over de sidste par års læseoplevelser, står disse flammer luende klart i et ellers grumset mørke af halvlæste og halvglemte bøger. Hvis du ikke har læst dem, har du noget til gode.
... why would I stop loving you
a hundred years from now?
It’s only time ...
I det følgende er der ingen plotspoilere:
Ud over at jeg kom til dem på nogenlunde samme måde, dog med 1½ års mellemrum, har de også en del tilfælles i deres indhold. Begge har far-søn-forholdet som sin centrale akse, gennemskåret af sønnens forhold til sin bedste ven, der er så tæt, at det er pseudobroderligt, hvilket også giver vennen status som sønnesubstitut. Hustvedts historie er fortalt af faren, Hosseinis af sønnen. Begge bøger har en central karakter der er defineret af sin fatal flaw, det skæbnesvangre træk i hans personlighed, der gang på gang styrer hans handlinger. Nogle gange skæbnesvangert for ham selv, andre gange med skæbnesvangre følger for andre, vel at mærke hans allernærmeste, hans mest elskede. Det er nogle grusomme historier på grund af deres følelsesmæssige troværdighed: Hustvedt og Hosseini maler kærligheden så flerdimensionelt at man næsten kan føle den, og derfor lider man med karaktererne når der svigtes og mistes. De centrale kærlighedsforhold er mellem forældre og børn og mellem barndomsvenner, og det er måske netop grunden til at kærligheden virker så REN. Den flammer så rent og utrætteligt, at man ikke kan undgå at føle sig brændt når man læser. Men når man efter endt læsning kigger tilbage over de sidste par års læseoplevelser, står disse flammer luende klart i et ellers grumset mørke af halvlæste og halvglemte bøger. Hvis du ikke har læst dem, har du noget til gode.
... why would I stop loving you
a hundred years from now?
It’s only time ...
Valgte jeg den forkerte fra?
Jeg har været til reception både i går og i dag, begge i tilknytning til mit arbejde. Den i dag var en højprofileret fødselsdag, men rammerne var ret ydmyge og gæsterne generelt gråsprængte, så det var ikke noget lovende scoremarked. Så var der mere potentiale over receptionen i går, med alle mulige mennesker i alle mulige aldre. Så meget desto mere fordi jeg fik etableret kontakt til en høj, sympatisk udseende fyr jeg har set ved lignende lejligheder før, og fået identificeret som humoristisk tekstforfatter. Lige noget for mig, skulle man mene. Han var også sød og sjov og vi svingede meget fint, indtil vi begyndte at tale om Tegningerne. Lad mig forklare: som et gimmick til receptionen havde man hyret en karikaturtegner, der gik rundt og tegnede gæsterne. Tegningerne blev hængt op løbende på en tørresnor til almindelig diskussion, og man kunne så tage sin tegning med sig når man gik. Han var dødgod, karikaturtegneren, men nok bedre til mænd end til kvinder; i hvert fald blev min tegning noget af et skønmaleri. Hvilket jeg ikke er spor utilfreds med, slet ikke, men min høje ven begyndte at tale om hvor svært det var at tegne kvinder, med deres blødhed, rundhed, etc., og hvordan han havde stor forståelse for sin kollegas vanskeligheder. Jeg slår en perlende latter op, i den tro at han laver sjov med mig: ’De kunstnere altså! Skifter identitet som vi andre skifter emne, bare for at få mulighed for at fyre et par jokes af’. Tænker jeg. Han kigger lidt uforstående på mig: ’Jamen jeg ER tegner’. ’Gu’ er du da ej’, svarer jeg skråsikkert, og sådan fortsætter vi lidt med at debattere hans sande identitet, som jeg, af uransagelige årsager, mener at kende bedre end han selv. Til slut får han nok af at lege kat med musen og spørger: ’HVEM tror du jeg er?’ ’Du hedder Jens.’ ’Jens HVAD?’ ’Jens Korse’ (efterhånden knapt så skråsikker). ’Hm. Ja, han er også høj. Kender ham godt. Men det er altså ikke mig’. Så blev vi barmhjertigt afbrudt, receptionen gik i opløsning, og jeg fik ikke flere lejligheder til at gøre en brille af mig selv.
Og i dag, hvor jeg tænker mig om upåvirket af receptionshvidvin, ved jeg det også godt. PIS! Jens Korse ser sgu da helt anderledes ud. Når jeg kommer i tanke om hvem der bildte mig ind, at den høje tegner var Jens Korse, kan vedkommende godt indstille sig på nogle kolde du-aner-jo-ikke-hvad-du-taler-om-slangeøjne.
Nå, den forkerte jeg valgte fra, var altså ikke tegneren (som om! Ikke engang i nærheden af at kunne vælge ham hverken til eller fra!), men den reception jeg var inviteret til i onsdags. Jeg var mat, og tænkte at tre receptionsdage i træk nok var i overkanten, men hørte fra andre dagen efter at den var dødsjov, dødhyggelig, bundløst fadølsanlæg, masser af mennesker jeg kendte, og masser af lovende ukendte. Men den blev jeg altså væk fra, og nu hvor jeg evaluerer ugen, er jeg ikke sikker på, at det var det rigtige valg. Men jeg var altså flad, og det er jeg også nu, hvor jeg sidder her i joggingtøj fredag aften. Jeg er lige kommet hjem fra et besøg hos venner, og jeg blev vildt irriteret og følte at universet behandlede mig bunduretfærdigt, fordi lyset i trappeopgangen gik ud inden jeg nåede til min etage. Så er man altså lidt underskudsagtig.
... Paradise is exactly like
where you are right now
only much, much better ...
Og i dag, hvor jeg tænker mig om upåvirket af receptionshvidvin, ved jeg det også godt. PIS! Jens Korse ser sgu da helt anderledes ud. Når jeg kommer i tanke om hvem der bildte mig ind, at den høje tegner var Jens Korse, kan vedkommende godt indstille sig på nogle kolde du-aner-jo-ikke-hvad-du-taler-om-slangeøjne.
Nå, den forkerte jeg valgte fra, var altså ikke tegneren (som om! Ikke engang i nærheden af at kunne vælge ham hverken til eller fra!), men den reception jeg var inviteret til i onsdags. Jeg var mat, og tænkte at tre receptionsdage i træk nok var i overkanten, men hørte fra andre dagen efter at den var dødsjov, dødhyggelig, bundløst fadølsanlæg, masser af mennesker jeg kendte, og masser af lovende ukendte. Men den blev jeg altså væk fra, og nu hvor jeg evaluerer ugen, er jeg ikke sikker på, at det var det rigtige valg. Men jeg var altså flad, og det er jeg også nu, hvor jeg sidder her i joggingtøj fredag aften. Jeg er lige kommet hjem fra et besøg hos venner, og jeg blev vildt irriteret og følte at universet behandlede mig bunduretfærdigt, fordi lyset i trappeopgangen gik ud inden jeg nåede til min etage. Så er man altså lidt underskudsagtig.
... Paradise is exactly like
where you are right now
only much, much better ...
onsdag, januar 25, 2006
Grøn magi
Kender I karryblade? Nej, det er ikke de blade man laver karry af, karry er et blandingskrydderi, og det ved I også godt! Karryblade er små grønne, tynde blade, der er lige så uundværlige i sydindisk mad som citrongræs er i thaimad, og lige som citrongræsset bidrager de næsten mere med duft end med smag. Fantastisk aromatiske, parfumerede og nøddeagtige med en masse helt unikke duftnoter – der er intet andet der dufter som karryblade. Og jeg er simpelthen så heldig at jeg bor 500m fra den eneste biks i Danmark der sælger dem. Så vidt jeg ved. Det er egentlig noget af en bedrift på Vesterbro der ellers er højt belagt med 10.000 indvandrergrønthandlere, der dog desværre alle præsterer næsten identisk varesortiment af livstrætte persillebundter, polske sodavand og støvede Ritter Sport. Men denne er anderledes. Den er ægte indisk og de har alt muligt vildt og eksotisk, chapattimel, litchijuice, Roof Afzah-saftevand (som jeg dog aldrig har turdet smage, det er fuldstændigt elektrisk giftigrødt), knækkede pistacienødder, alt muligt. Og altså friske karryblade, samt et meget specielt udvalg af grøntsager jeg ikke kender navnene på. Deres chilier så gode ud her forleden, så jeg købte en håndfuld og krydsede fingre for at de ikke var lammende stærke. Belært af erfaringen lod jeg være med at spørge om det, for personalet lider af det særlige indiske syndrom med altid at sige det, de tror, man vil høre:
Det gik helt forrygende, kan jeg rapportere, det smagte guddommeligt, og jeg er helt ærgerlig over at jeg ikke kan servere det for gæster, men det er altså ikke nogen særlig præsentabel ret, og blandingen af koldt og varmt er måske også lige lovlig idiosynkratisk. Men en fin lille egoistisk succesoplevelse: en sjældent vellykket fusionsret kombineret med tilfredsstillende køleskabsoprydning – så bliver det altså ikke meget bedre her i huset.
... and you find me beautiful and irresistible
a giant creature that forever seems to grown in size
and you feel a strange attraction
the air is vibrant and electrified
welcome to me, here I am
my arms are open wide ...
SHA: Er de meget stærke, de her chilier?Ja, ja, glem at jeg spurgte. Når jeg så har købt karryblade, laver jeg fluks en portion kokosris med spidskommen, allehånde og karryblade, for der kommer de helt perfekt til deres ret. Og min ellers småt spisende datter kan godt lide ris. Dog ikke Mors sublime kokosris, viste det sig denne dag, så jeg havde en portion til overs, der kiggede anklagende på mig fra køleskabshylden. Men da jeg kom hjem fra arbejde i dag, træt, sulten og børnefri, blev den grundstenen i et gudemåltid. Et noget uforudset og usandsynligt gudemåltid, tilberedt på 7 minutter: Hmm, jeg mikroovner lige noget spinat fra fryseren til min ris ... men det bliver for vådt; jeg mangler noget der knaser ... jeg rister en håndfuld mandelsplitter. Det kunne nu være meget rart med lidt kød, men jeg gider ikke vente på optøning af noget ... men hvad ser jeg her? En rest af slagterens fortrinlige hønsesalat; kan man mon spise mayonnaisesalat på ris og spinat? Jeg prøver sgu. Men det bliver måske lidt fadt. Men hov, chilierne! Dem har jeg jo slet ikke fået smagt endnu. Fintsnitter lige en halv uden kerner og drysser den på sammen med mandlerne, så ser vi hvordan det går.
Ekspedient: Nej, ikke stærke. De er
gode.
SHA: Jeg skal bruge nogen der heller ikke er alt for
milde.
Ekspedient: De er ikke milde, lige tilpas stærke.
SHA: Ikke for
stærke til en dansker?
Ekspedient: Nej, nej.
SHA: Skal man så bruge mange
i en ret?
Ekspedient: Nej, ikke nødvendigt, de er stærke. Billige i brug.
Det gik helt forrygende, kan jeg rapportere, det smagte guddommeligt, og jeg er helt ærgerlig over at jeg ikke kan servere det for gæster, men det er altså ikke nogen særlig præsentabel ret, og blandingen af koldt og varmt er måske også lige lovlig idiosynkratisk. Men en fin lille egoistisk succesoplevelse: en sjældent vellykket fusionsret kombineret med tilfredsstillende køleskabsoprydning – så bliver det altså ikke meget bedre her i huset.
... and you find me beautiful and irresistible
a giant creature that forever seems to grown in size
and you feel a strange attraction
the air is vibrant and electrified
welcome to me, here I am
my arms are open wide ...
tirsdag, januar 24, 2006
Jeg – en svagshopper?
Jeg har en last. www.amazon.co.uk. Der går vel egentlig sjældent en måned hvor de ikke figurerer med X antal £ på oversigten over bevægelser på min konto. Derudover er jeg så heldig at bo i et af de områder hvor pakkeposten kommer om aftenen, så tit skal jeg ikke engang slæbe rovet hjem fra posthuset. Næh, min flinke pakkepost tager trappen to trin ad gangen og hilser mig med smil og udsagn som ’Er det nu dig igen?’ og ’Det skulle sgu udløse tillæg at have dig på ruten’, men ved I, hvad han sagde i dag? ’Længe siden’. Jeg blev glad. Og jeg ved ikke, om det var fordi han kunne huske mig, eller fordi jeg godt kunne lide hans udlægning af mig som tilbageholdende forbruger. Det er de pudsigste ting der kan give én optur. For det er altså ikke fordi, at han er lækker eller nå’d ... vi har en helt ren serviceyder-kunde-relation. Men selv i en sådan relation kan kontakten altså være mere eller mindre succesrig.
Hvad fik jeg så? Kun tre ting, som jeg, i modsætning til reklamen for Kinderæg, vil formulere det. Freakonomics, som jeg har ret høje forventninger til; skal nok rapportere tilbage, om der er noget ved den. Jamie’s Italy, fordi jeg ikke kan lade være med at købe kogebøger; han er en popfyr, og ikke rar at se i fjernsynet, men hans kogebøger er ikke så ringe endda. Om ikke andet kan man jo tage etnologbrillerne på, og læse dem for hvad de siger om ’madkulturen’, ’måltidets rolle’ og ’livsnyderi lige efter årtusindskiftet’. Den plumsede bare ned i kurven, ok? Og sluttelig lidt svensk musik. Ja, det er en juleplade, og ja, det er et åndssvagt tidspunkt at købe den på, men har I nogensinde hørt Koppången? Vi hørte den på svenskkurset, og den gav mig gåsehud i en kontekst der ærligt talt ikke er optimal for kunstneriske oplevelser. Jeg har tidligere latterliggjort mine kiksede medstuderende og lærerens forkærlighed for indlæring via musik, men det kan jeg værsgo æde i mig igen. I hvert fald det om læreren. Anne Sofie von Otter kan løfte selv et slidt, nussetgult klasselokale i en baggård i indre by til et forum for skønhed.
Så hende lytter jeg til, med håndarbejde i hånd. Det er ikke tit jeg baldyrer, og jeg er ikke god til det, men jeg kunne ikke købe det produkt, jeg efterspurgte, så nu laver jeg det selv: den længe ønskede ’er du manden bag kapster.dk’-t-shirt. Lægger et billede af den her på bloggen når – æhm, hvis – den bliver færdig, så I kan blive forårsgrønne af misundelse.
... en sekund är jag evig
och sen vet jag inget mer
bara ett – att jag lever
lika fullt som någon annan ...
Hvad fik jeg så? Kun tre ting, som jeg, i modsætning til reklamen for Kinderæg, vil formulere det. Freakonomics, som jeg har ret høje forventninger til; skal nok rapportere tilbage, om der er noget ved den. Jamie’s Italy, fordi jeg ikke kan lade være med at købe kogebøger; han er en popfyr, og ikke rar at se i fjernsynet, men hans kogebøger er ikke så ringe endda. Om ikke andet kan man jo tage etnologbrillerne på, og læse dem for hvad de siger om ’madkulturen’, ’måltidets rolle’ og ’livsnyderi lige efter årtusindskiftet’. Den plumsede bare ned i kurven, ok? Og sluttelig lidt svensk musik. Ja, det er en juleplade, og ja, det er et åndssvagt tidspunkt at købe den på, men har I nogensinde hørt Koppången? Vi hørte den på svenskkurset, og den gav mig gåsehud i en kontekst der ærligt talt ikke er optimal for kunstneriske oplevelser. Jeg har tidligere latterliggjort mine kiksede medstuderende og lærerens forkærlighed for indlæring via musik, men det kan jeg værsgo æde i mig igen. I hvert fald det om læreren. Anne Sofie von Otter kan løfte selv et slidt, nussetgult klasselokale i en baggård i indre by til et forum for skønhed.
Så hende lytter jeg til, med håndarbejde i hånd. Det er ikke tit jeg baldyrer, og jeg er ikke god til det, men jeg kunne ikke købe det produkt, jeg efterspurgte, så nu laver jeg det selv: den længe ønskede ’er du manden bag kapster.dk’-t-shirt. Lægger et billede af den her på bloggen når – æhm, hvis – den bliver færdig, så I kan blive forårsgrønne af misundelse.
... en sekund är jag evig
och sen vet jag inget mer
bara ett – att jag lever
lika fullt som någon annan ...
Kære blogven
mandag, januar 23, 2006
Weekendevaluering
Weekend, planlagt: Bytur på Victor for at opnå samtale med velklædte og velformulerede mænd, gerne indeholdende vittige udvekslinger af holdninger til politik og det moderne liv.
Weekend, realitet: Bytur på McKluud på Istedgade, ’Kluden’ blandt venner. Samtale opnået med træningsbukseklædte mænd om deres kærlighed til Iron Maiden.
Weekend, planlagt: Datter på overnatning hos Mormor, for at jeg kunne sove længe søndag, og indhente søvnunderskud fra uge med hostende datter og førnævnte bytur.
Weekend, realitet: Mormor ringer tidligt søndag morgen fordi hun er blevet syg; udbeder sig afhentning af barnebarn ASAP.
Weekend, planlagt: Skulle spise sundt, og gerne lave næringsrigtig og velsmagende simregryde til nedfrysning.
Weekend, realitet: Ingen simregryde lavet, to måltider erstattet af stor pose Kims Ostepops.
... I must have left my house at eight
because I always do ...
Weekend, realitet: Bytur på McKluud på Istedgade, ’Kluden’ blandt venner. Samtale opnået med træningsbukseklædte mænd om deres kærlighed til Iron Maiden.
Weekend, planlagt: Datter på overnatning hos Mormor, for at jeg kunne sove længe søndag, og indhente søvnunderskud fra uge med hostende datter og førnævnte bytur.
Weekend, realitet: Mormor ringer tidligt søndag morgen fordi hun er blevet syg; udbeder sig afhentning af barnebarn ASAP.
Weekend, planlagt: Skulle spise sundt, og gerne lave næringsrigtig og velsmagende simregryde til nedfrysning.
Weekend, realitet: Ingen simregryde lavet, to måltider erstattet af stor pose Kims Ostepops.
... I must have left my house at eight
because I always do ...
lørdag, januar 21, 2006
Mavesur!
Royalister, spring denne post over. For det er ikke min intention at tage glæden fra nogen. Men jeg bliver nødt til at få luft for min irritation over dåbshysteriet. Helt ærligt, er det middelalderen, det her? At hele landet går i selvsving over, at et barn skal dyppes? I et flot, overdådigt lokale? Omgivet af forkælede jetsettere i alt for dyrt tøj? Til akkompagnement af drengekor, orgel, harpe og hele pibetøjet? (Min mor refererede i telefonen; mødre lader sig jo ikke stoppe af afkommets manglende interesse) Jeg går ud fra, at folk kigger fordi det giver dem glæde, men al det iøjnespringende overforbrug gør intet for mig. En nyfødt, overbetalt offentligt ansat i livstidsstilling skal gennemgå et antikveret og tomt ritual – undskyld mig hvis jeg ikke jubler.
Den eneste grund til at jeg ikke arbejder aktivt for afskaffelsen af monarkiet, er, at jeg ikke har overblik over konsekvenserne. Hvis behovet for kransekagefigurer ligger så dybt i de fleste af os, ville der vel bare blive valgt nogle nye, sikkert af Ekstra Bladet-segmentet; det kunne jo blive David Beckham + kone, eller det der var værre? Man møder jo også fra tid til anden udregninger af, at kongehuset er en overskudsforretning, hvilket jeg ikke er økonomisk habil nok til hverken at be- eller afkræfte, men på dage som denne håber jeg af hele mit hjerte, at det er sandt.
... the king has lost his crown ...
Den eneste grund til at jeg ikke arbejder aktivt for afskaffelsen af monarkiet, er, at jeg ikke har overblik over konsekvenserne. Hvis behovet for kransekagefigurer ligger så dybt i de fleste af os, ville der vel bare blive valgt nogle nye, sikkert af Ekstra Bladet-segmentet; det kunne jo blive David Beckham + kone, eller det der var værre? Man møder jo også fra tid til anden udregninger af, at kongehuset er en overskudsforretning, hvilket jeg ikke er økonomisk habil nok til hverken at be- eller afkræfte, men på dage som denne håber jeg af hele mit hjerte, at det er sandt.
... the king has lost his crown ...
fredag, januar 20, 2006
2006: Ikke bryde grænser, sætte grænser
Hvad hedder sådan én der altid kommer til skade? Den Danske Ordbog siger ulykkesfugl, men det betyder altså også en der varsler ulykke, og sådan en vil jeg nødig forveksles med. Engelsk har det dejlige ord accident-prone, der betyder tilbøjelig til at komme til skade. Sådan én er jeg, hvilket fremgår af følgende liste, der selvfølgelig udelader forstuvninger, skrammer, uheldige fald fra vipper og træer og den slags småpjat:
- Jeg har slået mine fortænder ud (to gange) fordi jeg selvfølgelig turde cykle på for stor cykel
- Jeg har brækket næsen fordi jeg selvfølgelig turde stå på hænder på en ny og spændende måde
- Jeg har brækket armen fordi jeg selvfølgelig turde stå på skøjter på ujævn is
- Jeg har brækket benet fordi jeg selvfølgelig turde stå på ski off-piste
- Jeg har brækket nakken, fordi jeg selvfølgelig turde bade i de store bølger
- Jeg har revet min lænd af led fordi jeg selvfølgelig turde kaste mig ud i et superavanceret aerobicmove
- Jeg er blevet kørt over (to gange) fordi jeg selvfølgelig turde holde på min forkørselsret
- Jeg har været sammen med mænd jeg ikke havde lyst til fordi jeg ikke ville risikere at blive kaldt narrefisse
- Jeg sprængte min blindtarm fordi jeg ikke ville risikere at blive kaldt en pivskid
Nu tror du måske at jeg er sådan en sporty udendørstype der lever et dødaktivt liv, og derfor får et par knubs en gang imellem, men nej. Boldspasser, sportshader, sofakartoffel og læsehest er ord der beskriver mig langt mere rammende, og derfor synes jeg min ulykkesstatistik er alarmerende. Også fordi man skal være godt selvfornægtende for ikke at se et mønster: Jeg er kommet til skade en million gange, fordi det ikke skulle hedde sig, at jeg var en tøsedreng.
Men nu skal det være SLUT! Jeg vil i kontakt med min indre tøsedreng, og sige ’Undskyld jeg ikke har anerkendt din eksistens alle disse år. Du må også godt være her’. Og så vil jeg begynde at vige, glide af, melde pas, og sige ’Nej, det vil jeg ikke, og jeg er ligeglad med hvad du så tænker om mig’. Dette galopperende storhedsvanvid, hvor jeg opfører mig som om jeg er usårlig, trods talløse beviser på det modsatte, må få en ende. Det bliver spændende at se hvor mange knubs verden egentlig tilføjer mig, når jeg holder op med at tilføje dem selv.
... I get knocked down
but I get up again ...
torsdag, januar 19, 2006
Fårked up fest
HA! Det er altså for skønt hvad folk leder efter her hos mig. Denne gang er søgningerne 'nøgen kvinde fest med nøgen mand' og 'jerk w. langer'. Sidste gang var nøgen-mand-kandidaten John Mogensen, hvilket ikke havde universel appeal, men ham Jerk er da en pæn fyr, ikke? Måske tager festen form alligevel ...
... sikke'n fest vi har haft nu i nat
åh ja, åh ja, ååååhhh ...
HA! Det er altså for skønt hvad folk leder efter her hos mig. Denne gang er søgningerne 'nøgen kvinde fest med nøgen mand' og 'jerk w. langer'. Sidste gang var nøgen-mand-kandidaten John Mogensen, hvilket ikke havde universel appeal, men ham Jerk er da en pæn fyr, ikke? Måske tager festen form alligevel ...
... sikke'n fest vi har haft nu i nat
åh ja, åh ja, ååååhhh ...
Prøv det, prøv det!
Det er for skønt! Lavastensmassage! Jeg har lige tilbragt et par timer i et velduftende og stemningsfuldt farvelagt wellnesscenter i indre by, og er en fuldstændig blød og smeltet Suzy-Hang-Around. Jeg havde fået et gavekort, og kastede mig derfor ud i at prøve noget nyt, nemlig førnævnte lavastensmassage, som jeg havde læst lidt om, men alligevel ikke rigtig kunne forestille mig. And MAN, am I glad I did!
Tidligere i dag sendte de mig en sød og personlig sms der mindede mig om min tid; da jeg kom, blev jeg modtaget som en længe ventet ven, og min massør kom på sekundet og forklarede hvad der skulle foregå. Lige tilpas så jeg var tryg, men kort nok til at jeg ikke blev utålmodig og bekymrede mig om de kostbare minutter der gik fra min massage. Til massagen skal man være splitternøgen, men man har både lagen og dyne over sig, og massøren blotter kun den kropsdel hun arbejder med. Jeg lå på maven, og fik først lagt fire knytnævestore, varme sten ned ad rygsøjlen, hvilket altså igangsætter øjeblikkelig afslapning, og derefter en æggestor, varm sten i hver hånd. Massøren gik så i gang med at smøre mine ben ind i olie, og masserede dem derefter med en varm, flad sten i hver hånd. Jeg lå bare og blev tungere og tungere, og for en gangs skyld lykkedes det mig IKKE at tænke over hvad jeg manglede at købe ind, hvilke ærinder jeg mon kunne nå, nu jeg alligevel var gået tidligt fra arbejde, og de sædvanlige tanker om manglende voksning af ben, vinterbleg tør-støvet hud og alt det andet selvhad fik simpelthen heller ikke et ben til jorden – jeg duvede bare væk på min lille lyserøde sky, og nød at være i min krop.
Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal fremhæve. Massørens fine brug af både hænder og sten? De veltimede skift fra lunkne til friske, glohede sten? De store sten på benene, de mindre sten i nakken, sitrende helt op til kraniekanten, eller de helt små sten hun på et tidspunkt satte fast mellem mine tæer? Den afsluttende ansigtsmassage? Åh, jeg kunne blive ved. Giv dig selv en gave i form af halvanden time i selskab med varme sten. Jeg har prøvet mange slags massage, men denne her tager altså førstepladsen i kategorien Afslappende Selvforkælelse. De siger oven i købet farvel med et glas vand, et glas frisk juice og en lille kop krydret suppe, og således næret i krop og sjæl trådte jeg ud i snevejret, og smeltede snefnuggene i en radius af en halv meter med min medbragte lavavarme. AAAAAAAaaaaahhhhhhhh!
... pling pling plong
[indisk stemningsmusik] ...
Det er for skønt! Lavastensmassage! Jeg har lige tilbragt et par timer i et velduftende og stemningsfuldt farvelagt wellnesscenter i indre by, og er en fuldstændig blød og smeltet Suzy-Hang-Around. Jeg havde fået et gavekort, og kastede mig derfor ud i at prøve noget nyt, nemlig førnævnte lavastensmassage, som jeg havde læst lidt om, men alligevel ikke rigtig kunne forestille mig. And MAN, am I glad I did!
Tidligere i dag sendte de mig en sød og personlig sms der mindede mig om min tid; da jeg kom, blev jeg modtaget som en længe ventet ven, og min massør kom på sekundet og forklarede hvad der skulle foregå. Lige tilpas så jeg var tryg, men kort nok til at jeg ikke blev utålmodig og bekymrede mig om de kostbare minutter der gik fra min massage. Til massagen skal man være splitternøgen, men man har både lagen og dyne over sig, og massøren blotter kun den kropsdel hun arbejder med. Jeg lå på maven, og fik først lagt fire knytnævestore, varme sten ned ad rygsøjlen, hvilket altså igangsætter øjeblikkelig afslapning, og derefter en æggestor, varm sten i hver hånd. Massøren gik så i gang med at smøre mine ben ind i olie, og masserede dem derefter med en varm, flad sten i hver hånd. Jeg lå bare og blev tungere og tungere, og for en gangs skyld lykkedes det mig IKKE at tænke over hvad jeg manglede at købe ind, hvilke ærinder jeg mon kunne nå, nu jeg alligevel var gået tidligt fra arbejde, og de sædvanlige tanker om manglende voksning af ben, vinterbleg tør-støvet hud og alt det andet selvhad fik simpelthen heller ikke et ben til jorden – jeg duvede bare væk på min lille lyserøde sky, og nød at være i min krop.
Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal fremhæve. Massørens fine brug af både hænder og sten? De veltimede skift fra lunkne til friske, glohede sten? De store sten på benene, de mindre sten i nakken, sitrende helt op til kraniekanten, eller de helt små sten hun på et tidspunkt satte fast mellem mine tæer? Den afsluttende ansigtsmassage? Åh, jeg kunne blive ved. Giv dig selv en gave i form af halvanden time i selskab med varme sten. Jeg har prøvet mange slags massage, men denne her tager altså førstepladsen i kategorien Afslappende Selvforkælelse. De siger oven i købet farvel med et glas vand, et glas frisk juice og en lille kop krydret suppe, og således næret i krop og sjæl trådte jeg ud i snevejret, og smeltede snefnuggene i en radius af en halv meter med min medbragte lavavarme. AAAAAAAaaaaahhhhhhhh!
... pling pling plong
[indisk stemningsmusik] ...
onsdag, januar 18, 2006
Mere kropskultur
Må man selv bestemme hvornår man er nøgen?
Som tidligere indrømmet er jeg frusse i disse dage. Det skal jeg nok lade være med at flæbe over (det kunne som bekendt være meget værre, nemlig at jeg savnede kærlighed i stedet for sex), men det betyder altså, at det er svært at falde i søvn. Og det er alt for sjældent, at mine tanker går i selvsving i lykkelige, rosenrøde minder. Nix. Det er verdens uretfærdighed der spøger når jeg ligger og vender og drejer mig.
Som fx dengang en ex flippede over at jeg gik nøgen rundt i min lejlighed efter at have taget bad. Tillad mig at forklare: Jeg har ingen gardiner. Jeg synes ikke gardiner er pæne. Ikke foran mine vinduer, i hvert fald. For at komme fra bad til klædeskab med tørt, rent tøj, skal man passere forbi et af disse uafskærmede vinduer. Man er vel synlig ca. fire skridt, bag i rummet, altså adskillige meter fra vinduet. Og jeg har ærligt talt aldrig skænket det en tanke om genboerne fangede et glimt af min nøgne krop når jeg susede fra bade- til soveværelse (disse rum har hhv. matterede ruder og rullegardin). Men er du sindssyg, han blev sur. Først tavs, og da jeg intetanende spurgte hvad der var i vejen, eksploderede han i et rasende udbrud ’om jeg ikke godt gad styre mine ekshibitionistiske tendenser, i det mindste når han var til stede. Så kunne jeg leve mine pornotendenser ud når han ikke var der’. A-hva’??
For det første: Personlig autonomi! Kan man ikke godt bevare lidt respekt for individet, selvom man er i et parforhold? Selvom han var min kæreste, og jeg var vild med ham, følte jeg jo ikke hans behov i det sekund han selv følte dem. Og selvom jeg HAVDE været klar over hans behov, havde det vel også været legitimt, at jeg valgte at tilfredsstille mine egne? Altså mit behov for hurtigt og enkelt at komme i tøjet? Selvfølgelig kunne jeg hylle mig i det våde håndklæde, gå ind og klæde mig på, og derefter gå tilbage med samme våde håndklæde og hænge det til tørre, men jeg valgte altså fire genboblottende skridt frem for frem-og-tilbage med vådt håndklæde.
For det andet: Taktikken! Hvis han nu havde BEDT mig om at dække mig til på en pæn måde, havde jeg helt sikkert gjort det. Det havde været så nemt at formulere et eller andet smigrende om, at han ikke kunne holde ud at tænke på, at andre mænd stod og blev ophidsede af min lækre, nøgne krop, så ville jeg ikke være sød at give ham ro i sindet og finde ud af noget med et håndklæde eller en badekåbe? Jeg havde selvfølgelig genkendt det som ejerfornemmelser, men nok egentlig syntes at det var meget sødt, og da det mindste jeg kunne gøre af hensyn til hans følelser.
Da jeg nu blev skældt ud og mistænkeliggjort for noget, der for mig var en ganske uskyldig opførsel, blev jeg bare supertrodsig. MIN krop! MIT hjem! Og vi endte med at skændes om det i dagevis.
Jeg KAN da godt se det som et udtryk for hans kærlighed, at han ikke kunne bære truslen af andre mænds begær (hypotetiske mænd, altså; jeg har aldrig set nogen i vinduerne overfor). Men det VILLE jeg ikke, fordi jeg blev provokeret af hans din-krop-er-min-holdning. Hvis han bare havde anerkendt min ret til at bestemme over min egen krop, og derefter bedt mig moderere min opførsel for hans skyld, havde jeg gjort det som en lille mis. Jeg havde sikkert rullet rundt på ryggen og spundet samtidig.
Og sådan kommer der en gang imellem en forklædt velsignelse: sådanne minder får en til at påskønne singletilstanden, selvom prisen er seksuel frustration. Når jeg har ligget søvnløs og arbejdet mig op til et skummende raseri, kommer jeg i tanke om, at jeg slet ikke behøver slås med den slags problemstillinger for øjeblikket, og inden jeg ser mig om, er jeg faldet i søvn ...
... I need you to pin me down
just for one frozen moment
I need someone to pin me down
so I can live in torment ...
Må man selv bestemme hvornår man er nøgen?
Som tidligere indrømmet er jeg frusse i disse dage. Det skal jeg nok lade være med at flæbe over (det kunne som bekendt være meget værre, nemlig at jeg savnede kærlighed i stedet for sex), men det betyder altså, at det er svært at falde i søvn. Og det er alt for sjældent, at mine tanker går i selvsving i lykkelige, rosenrøde minder. Nix. Det er verdens uretfærdighed der spøger når jeg ligger og vender og drejer mig.
Som fx dengang en ex flippede over at jeg gik nøgen rundt i min lejlighed efter at have taget bad. Tillad mig at forklare: Jeg har ingen gardiner. Jeg synes ikke gardiner er pæne. Ikke foran mine vinduer, i hvert fald. For at komme fra bad til klædeskab med tørt, rent tøj, skal man passere forbi et af disse uafskærmede vinduer. Man er vel synlig ca. fire skridt, bag i rummet, altså adskillige meter fra vinduet. Og jeg har ærligt talt aldrig skænket det en tanke om genboerne fangede et glimt af min nøgne krop når jeg susede fra bade- til soveværelse (disse rum har hhv. matterede ruder og rullegardin). Men er du sindssyg, han blev sur. Først tavs, og da jeg intetanende spurgte hvad der var i vejen, eksploderede han i et rasende udbrud ’om jeg ikke godt gad styre mine ekshibitionistiske tendenser, i det mindste når han var til stede. Så kunne jeg leve mine pornotendenser ud når han ikke var der’. A-hva’??
For det første: Personlig autonomi! Kan man ikke godt bevare lidt respekt for individet, selvom man er i et parforhold? Selvom han var min kæreste, og jeg var vild med ham, følte jeg jo ikke hans behov i det sekund han selv følte dem. Og selvom jeg HAVDE været klar over hans behov, havde det vel også været legitimt, at jeg valgte at tilfredsstille mine egne? Altså mit behov for hurtigt og enkelt at komme i tøjet? Selvfølgelig kunne jeg hylle mig i det våde håndklæde, gå ind og klæde mig på, og derefter gå tilbage med samme våde håndklæde og hænge det til tørre, men jeg valgte altså fire genboblottende skridt frem for frem-og-tilbage med vådt håndklæde.
For det andet: Taktikken! Hvis han nu havde BEDT mig om at dække mig til på en pæn måde, havde jeg helt sikkert gjort det. Det havde været så nemt at formulere et eller andet smigrende om, at han ikke kunne holde ud at tænke på, at andre mænd stod og blev ophidsede af min lækre, nøgne krop, så ville jeg ikke være sød at give ham ro i sindet og finde ud af noget med et håndklæde eller en badekåbe? Jeg havde selvfølgelig genkendt det som ejerfornemmelser, men nok egentlig syntes at det var meget sødt, og da det mindste jeg kunne gøre af hensyn til hans følelser.
Da jeg nu blev skældt ud og mistænkeliggjort for noget, der for mig var en ganske uskyldig opførsel, blev jeg bare supertrodsig. MIN krop! MIT hjem! Og vi endte med at skændes om det i dagevis.
Jeg KAN da godt se det som et udtryk for hans kærlighed, at han ikke kunne bære truslen af andre mænds begær (hypotetiske mænd, altså; jeg har aldrig set nogen i vinduerne overfor). Men det VILLE jeg ikke, fordi jeg blev provokeret af hans din-krop-er-min-holdning. Hvis han bare havde anerkendt min ret til at bestemme over min egen krop, og derefter bedt mig moderere min opførsel for hans skyld, havde jeg gjort det som en lille mis. Jeg havde sikkert rullet rundt på ryggen og spundet samtidig.
Og sådan kommer der en gang imellem en forklædt velsignelse: sådanne minder får en til at påskønne singletilstanden, selvom prisen er seksuel frustration. Når jeg har ligget søvnløs og arbejdet mig op til et skummende raseri, kommer jeg i tanke om, at jeg slet ikke behøver slås med den slags problemstillinger for øjeblikket, og inden jeg ser mig om, er jeg faldet i søvn ...
... I need you to pin me down
just for one frozen moment
I need someone to pin me down
so I can live in torment ...
mandag, januar 16, 2006
Min blogmødom er blevet taget
Og det var ingen dårlig oplevelse. Det kunne have været væsentligt mere beskidt og respektløst, men jeg blev taget med ordene ’nøgen privat fest’. Jeg taler selvfølgelig om at blive fundet via en fårked up søgning, og indtil nu har de været mere end uskyldige. Altså, det er jo ikke særlig fårked up at blive fundet via søgningen ’kashmiruld’, vel? Men ’nøgen privat fest’ lyder inciterende, og den ledsages af en anden søgning på ’john mogensen’ – det bliver sgu noget af en fest, hva’? Morfar har ret, det er en pornoblog man skal have, så vælter læserne ind ;-)
... to men’sker på en strand
to hjerter i brand
sol, blæst, strand og vand
en kvinde og en mand ...
Og det var ingen dårlig oplevelse. Det kunne have været væsentligt mere beskidt og respektløst, men jeg blev taget med ordene ’nøgen privat fest’. Jeg taler selvfølgelig om at blive fundet via en fårked up søgning, og indtil nu har de været mere end uskyldige. Altså, det er jo ikke særlig fårked up at blive fundet via søgningen ’kashmiruld’, vel? Men ’nøgen privat fest’ lyder inciterende, og den ledsages af en anden søgning på ’john mogensen’ – det bliver sgu noget af en fest, hva’? Morfar har ret, det er en pornoblog man skal have, så vælter læserne ind ;-)
... to men’sker på en strand
to hjerter i brand
sol, blæst, strand og vand
en kvinde og en mand ...
lørdag, januar 14, 2006
Noget er forandret, andet er som altid
Weeeeh, der er travlt her i Casa SHA, jeg skal holde fødselsdag for min datter i morgen, hvilket indebærer den sædvanlige logistikplanlægning af indkøb, madlavning, gavearrangement, rengøring, etc. For her skal selvfølgelig være FINT! Det går jeg fuldt ind for, der er intet galt eller hengemt hausfrau-agtigt over at gøre lidt ud af hjemmet til festlige lejligheder. Lidt. Jeg sagde LIDT, Suzy-Hang-Around! Jeg skal derfor ikke kunne sige, hvorfor det pludselig blev mig magtpåliggende at udskifte lampen over spisebordet. Der har indtil nu hængt et tvillinge-pendel-sæt, hvoraf den ene tvilling holdt op med at lyse for 3? 4? måneder siden. Og nej, det har ikke været særlig pænt, og nej, asymmetrisk dunkelhed er ikke ideel belysning til ret meget, men når jeg har levet med det så længe, gik det vel også med endnu en weekend. Men åbenbart ikke; selvom jeg havde psykosetravlt i forvejen, piskede jeg en stemning op om det ganske uacceptable i at byde gæster velkommen med selvdød pendel i stuen, og stormede ud og købte afløseren (det lykkedes endelig med den Marimekko UnderCover – ud over at det var nemt at købe den hos min lampebiks lige rundt om hjørnet, var den oven i købet også billigere der).
Lampen blev bragt hjem, men jeg kunne ikke påbegynde opsætningen med det samme, da det krævede trappestige, boremaskine og diverse andet der gik dårligt i spænd med min datters middagslur, så mens hun sov, bagte jeg lagkagebundene til fødselsdagskagen. Og jeg er ked af at indrømme det, men de blev altså ikke helt efter bogen; faktisk kun en hårsbred fra ’uacceptable’. Og siden der ikke er andre til at sige det, vil jeg sige det selv: Jeg er en HAJ i et køkken. Det eneste jeg ikke kan lave, er det jeg ikke gider lave. Jeg har bagt MASSER af lagkagebunde. Jeg har SOLGT mine lagkager, goddamnit! Hvordan sker sådan noget så?
Jeg troede, jeg fik forklaringen da jeg begyndte at sætte lampe op. Det gik nemlig helt uvant nemt. For siden der ikke er andre til at sige det, vil jeg sige det selv: Jeg er en NAR til at sætte lamper op. Det er altid et helvede af smuldrende huller i loftet, forkerte bor, forkerte rawlplugs, ikke nok ledning og nogle gevaldige smæk over fingrene når jeg i utålmodighed liiiiige vil ordne en lille ting uden at slå relæet fra. Så da hullet blev boret og rawlplug’en passede i første hug, troede jeg, at der var sket en kosmisk ombytning i min karma, og selvom mine køkkentalenter har givet mig megen glæde, var jeg et øjeblik rigtig godt tilfreds: Tænk hvor fedt at være en HandyHaj! Men så røg det af sporet med den fordømte lampe, der var tusind ting der drillede, og jeg endte med at stå i buldermørke (belært af erfaringen HAVDE jeg slået relæet fra; og det bliver jo mørkt kl. 15.45 eller deromkring) og føle mig frem til kærven i den @#£¤$& samlemuffe.
Så Kosmos har muligvis besluttet, at jeg ikke længere skal tage mit bagetalent for givet, men har altså ikke kompenseret mig med et nyt talent – i hvert fald ikke for lampeopsætning.
Når det så er sagt, er lampen faktisk rigtig fin, nu hvor den hænger der. Og lagkagen ser også helt hæderlig ud, nu hvor den er lagt sammen. Har kompenseret for de ringe bunde med rigelige mængder Amaretto og flødeskum. Så mon ikke universet alligevel hænger sammen som det plejer?
... I just have to move along
Just another town, another train
Waiting in the morning rain
Lord, give my restless soul a little patience ...
Weeeeh, der er travlt her i Casa SHA, jeg skal holde fødselsdag for min datter i morgen, hvilket indebærer den sædvanlige logistikplanlægning af indkøb, madlavning, gavearrangement, rengøring, etc. For her skal selvfølgelig være FINT! Det går jeg fuldt ind for, der er intet galt eller hengemt hausfrau-agtigt over at gøre lidt ud af hjemmet til festlige lejligheder. Lidt. Jeg sagde LIDT, Suzy-Hang-Around! Jeg skal derfor ikke kunne sige, hvorfor det pludselig blev mig magtpåliggende at udskifte lampen over spisebordet. Der har indtil nu hængt et tvillinge-pendel-sæt, hvoraf den ene tvilling holdt op med at lyse for 3? 4? måneder siden. Og nej, det har ikke været særlig pænt, og nej, asymmetrisk dunkelhed er ikke ideel belysning til ret meget, men når jeg har levet med det så længe, gik det vel også med endnu en weekend. Men åbenbart ikke; selvom jeg havde psykosetravlt i forvejen, piskede jeg en stemning op om det ganske uacceptable i at byde gæster velkommen med selvdød pendel i stuen, og stormede ud og købte afløseren (det lykkedes endelig med den Marimekko UnderCover – ud over at det var nemt at købe den hos min lampebiks lige rundt om hjørnet, var den oven i købet også billigere der).
Lampen blev bragt hjem, men jeg kunne ikke påbegynde opsætningen med det samme, da det krævede trappestige, boremaskine og diverse andet der gik dårligt i spænd med min datters middagslur, så mens hun sov, bagte jeg lagkagebundene til fødselsdagskagen. Og jeg er ked af at indrømme det, men de blev altså ikke helt efter bogen; faktisk kun en hårsbred fra ’uacceptable’. Og siden der ikke er andre til at sige det, vil jeg sige det selv: Jeg er en HAJ i et køkken. Det eneste jeg ikke kan lave, er det jeg ikke gider lave. Jeg har bagt MASSER af lagkagebunde. Jeg har SOLGT mine lagkager, goddamnit! Hvordan sker sådan noget så?
Jeg troede, jeg fik forklaringen da jeg begyndte at sætte lampe op. Det gik nemlig helt uvant nemt. For siden der ikke er andre til at sige det, vil jeg sige det selv: Jeg er en NAR til at sætte lamper op. Det er altid et helvede af smuldrende huller i loftet, forkerte bor, forkerte rawlplugs, ikke nok ledning og nogle gevaldige smæk over fingrene når jeg i utålmodighed liiiiige vil ordne en lille ting uden at slå relæet fra. Så da hullet blev boret og rawlplug’en passede i første hug, troede jeg, at der var sket en kosmisk ombytning i min karma, og selvom mine køkkentalenter har givet mig megen glæde, var jeg et øjeblik rigtig godt tilfreds: Tænk hvor fedt at være en HandyHaj! Men så røg det af sporet med den fordømte lampe, der var tusind ting der drillede, og jeg endte med at stå i buldermørke (belært af erfaringen HAVDE jeg slået relæet fra; og det bliver jo mørkt kl. 15.45 eller deromkring) og føle mig frem til kærven i den @#£¤$& samlemuffe.
Så Kosmos har muligvis besluttet, at jeg ikke længere skal tage mit bagetalent for givet, men har altså ikke kompenseret mig med et nyt talent – i hvert fald ikke for lampeopsætning.
Når det så er sagt, er lampen faktisk rigtig fin, nu hvor den hænger der. Og lagkagen ser også helt hæderlig ud, nu hvor den er lagt sammen. Har kompenseret for de ringe bunde med rigelige mængder Amaretto og flødeskum. Så mon ikke universet alligevel hænger sammen som det plejer?
... I just have to move along
Just another town, another train
Waiting in the morning rain
Lord, give my restless soul a little patience ...
fredag, januar 13, 2006
Kropskultur
I dag faldt jeg over begrebet 'metroseksualitet' i tre forskellige sammenhænge, og reaktionerne hos dem jeg talte med gik fra forherligelse til foragt. Jeg synes det er fascinerende at en mainstreammode kan afstedkomme så lidenskabelige reaktioner. Det er også tankevækkende hvor mange mænd der udtaler sig kritisk om metroseksualitet, i forhold til hvor meget mere polerede mænd i gadebilledet forekommer mig sammenlignet med for ti år siden. Der MÅ være mænd der opretholder en antimetroseksuel facade, men i virkeligheden bruger ret længe foran spejlet med Cliniqueprodukterne hældt om på Dax Wax-dåser. Det område har Diabolic Panda dog allerede grundforsket i, så det lader vi ligge.
Jeg tænker lidt på hvordan verden vil se ud hvis trenden fortsætter? Skal jeg om 15 år fortælle min datter at ’da jeg var ung, havde mændene hår på ryggen’, hvorefter hendes ansigt vil krølle sig sammen i væmmelse og hun vil sige ’Aaddr, Mor, la’ vær’ at være ulækker!’? Jeg håber det ikke, men, helt ærligt, er det urealistisk? For lige at sætte vinklen på plads, synes jeg PRINCIPIELT, at det er skønt, at mandekønnet har fået lidt mere spillerum at udfolde sig på, men PERSONLIGT er der ingen, der behøver vokse ryg eller barbere boller for min skyld.
Og filmen knækker fuldstændigt for mig når jeg skal forlige den kærlighed til tatoveringer med den foragt for kropsbehåring der sameksisterer hos generationen i tyverne. Altså, et par hår der kan undslippe en undertrøje er bundulækkert, men en knaldsort keltisk overarmsring er toppen af cool? Vi har etableret at jeg principielt er rummelig, og folk må gøre lige hvad de vil med deres egen krop, ikke? Er det så ikke ok, at jeg harcellerer lidt for helt egen regning? Jeg synes bare tatoveringer er så grimme. De er grimme når de bliver lavet, og bliver grimmere med alderen. De er ydermere et panser mellem kroppen og verden, så en mand med tatoveringer er aldrig rigtig nøgen. Hvilket jeg oplever som et KÆMPE tab. Nøgne mænd, tak. Med behåring efter forgodtbefindende og/eller gener. Men helst uden tatoveringer. Gad vide om der er nogen tilbage?
... the book of love is long and boring
no-one can lift the damn thing
it’s full of charts and facts and figures
and instructions for dancing
but I love it when you read to me
and you can read me anything ...
I dag faldt jeg over begrebet 'metroseksualitet' i tre forskellige sammenhænge, og reaktionerne hos dem jeg talte med gik fra forherligelse til foragt. Jeg synes det er fascinerende at en mainstreammode kan afstedkomme så lidenskabelige reaktioner. Det er også tankevækkende hvor mange mænd der udtaler sig kritisk om metroseksualitet, i forhold til hvor meget mere polerede mænd i gadebilledet forekommer mig sammenlignet med for ti år siden. Der MÅ være mænd der opretholder en antimetroseksuel facade, men i virkeligheden bruger ret længe foran spejlet med Cliniqueprodukterne hældt om på Dax Wax-dåser. Det område har Diabolic Panda dog allerede grundforsket i, så det lader vi ligge.
Jeg tænker lidt på hvordan verden vil se ud hvis trenden fortsætter? Skal jeg om 15 år fortælle min datter at ’da jeg var ung, havde mændene hår på ryggen’, hvorefter hendes ansigt vil krølle sig sammen i væmmelse og hun vil sige ’Aaddr, Mor, la’ vær’ at være ulækker!’? Jeg håber det ikke, men, helt ærligt, er det urealistisk? For lige at sætte vinklen på plads, synes jeg PRINCIPIELT, at det er skønt, at mandekønnet har fået lidt mere spillerum at udfolde sig på, men PERSONLIGT er der ingen, der behøver vokse ryg eller barbere boller for min skyld.
Og filmen knækker fuldstændigt for mig når jeg skal forlige den kærlighed til tatoveringer med den foragt for kropsbehåring der sameksisterer hos generationen i tyverne. Altså, et par hår der kan undslippe en undertrøje er bundulækkert, men en knaldsort keltisk overarmsring er toppen af cool? Vi har etableret at jeg principielt er rummelig, og folk må gøre lige hvad de vil med deres egen krop, ikke? Er det så ikke ok, at jeg harcellerer lidt for helt egen regning? Jeg synes bare tatoveringer er så grimme. De er grimme når de bliver lavet, og bliver grimmere med alderen. De er ydermere et panser mellem kroppen og verden, så en mand med tatoveringer er aldrig rigtig nøgen. Hvilket jeg oplever som et KÆMPE tab. Nøgne mænd, tak. Med behåring efter forgodtbefindende og/eller gener. Men helst uden tatoveringer. Gad vide om der er nogen tilbage?
... the book of love is long and boring
no-one can lift the damn thing
it’s full of charts and facts and figures
and instructions for dancing
but I love it when you read to me
and you can read me anything ...
torsdag, januar 12, 2006
Hvem siger at ting ikke bringer lykke?
Jeg vil hårdnakket påstå at min iPod har gjort mig gladere. Den har givet mig adgang til min musik på en helt ny led, og jeg lægger nu lige så megen omhu i spillelisten som i menuen når jeg får gæster. Det er så også nødvendigt, da jeg har en ... æhm ... eklektisk musiksmag. I mit tidligere liv, da jeg havde et stereoanlæg og tre hyldemeter cd’er, stod der altid en gæst eller to til fester og enten
1. grinede deres røv i laser
2. kiggede opgivende på mig mens de sagde ’Helt ærligt, hvad skal et normalt menneske høre her hos dig?’
eller
3. frydefuldt udbrød ’Har du DEN? Hvor FEDT! Den skal vi høre NU!’
De dage er forbi. Jeg har nu kun en iPod i en dock, cd’erne er i kælderen, og ingen andre end jeg har overblik over hvilken musik der er til rådighed. HA! Gæsterne er i min MAGT! Jeg laver dog selvfølgelig spillelister med henblik på at glæde mine gæster, og ikke for at genere dem.
Spillelister er sådan et skønt, forgængeligt medie. Jeg husker the pressure i at lave et Bånd Til En Fest. Det skulle bare være båndet to end all bånd. Det skulle være et bånd der kunne stå som ens eftermæle hvis man blev kørt ihjel på vej hjem fra festen. Sådan har jeg det slet ikke med spillelister. De kræver bare en lille ide, og vips! Så kan de være 12, 70 eller 120 numre lange, det er ligegyldigt og lige gyldigt. Ikke noget med ’Åh nej! Hvorfor tog jeg ikke et 90 minutters bånd i stedet?’ Så jeg har Skrigeballoner (Celine Dion m.v. – som jeg, som den eneste i min vennekreds, elsker), Mandeguitar (Springsteen, Blink 182, Lifehouse; den er god til balladeallergikerne og til mig når jeg har fået for meget Celine Dion), Dansk (fra Tøsedrengene til Østkysthustlers – jeg slettede Romance fra Elverhøj igen, selvom den er skøn; den clashede for grimt med Hustlerstil) og Polterabend (fra en venindes polterabend hvor vi skulle være hos mig i fire timer; den åbner til eftermiddagskaffe med Norah Jones, eskalerer og kulminerer fire timer senere med afgang i byen til River Deep, Mountain High).
Jeg syntes egentlig at min musikfortæring dermed var kommet på skinner, og at jeg havde alle de tilbud man kan forlange. Men så havde jeg fødselsdag, og der fik jeg en Shuffle (tusind tak!). Og hvis iPod’en var en omlægning af mine musikspisevaner, er Shufflen altså min lille transportable slikskuffe. For dem der ikke kender den, kan jeg fortælle, at det er en mikrolille ting uden display der kan indeholde 120 musiknumre. Dem kan den så afspille i en bestemt eller en tilfældig rækkefølge. Intet andet. Man kan altså ikke se hvad der er på den, medmindre man sætter den til computeren.
På Shufflen ligger der i lyttende stund fx Souvenirs’ Jeg hader Susanne, Bucks Fizz’ Making Your Mind Up, Midge Ure’s If I Was, Depeche Mode’s New Life, Adam and the Ants’ Stand and Deliver, Bifrosts Det er morgen, samt Abba, Beatles, Prince, Duran Duran, Luv’, John Mogensen, Shirley Bassey, Baccara, Moby, Dubstar og meget andet. Alle sammen mine private ørehængere, hvoraf mange ville udløse øjeblikkelige buh-råb i blandet selskab. Der er bare ikke mange der deler min glæde over dansktophits som E viva España eller Grand Prixhits som Gina G’s Ooh Ah, Just a Little Bit, eller som har min kan-aldrig-få-nok-holdning til Abba (Suzy-hang-around er selvfølgelig på; den passer ikke på så mange spillelister, da den hverken er et dansehit eller en ballade. Og som et af Abbas mindre kendte numre giver den heller ikke så mange den nostalgiske genkendelsens glæde). Og endnu færre der ville lægge ører til dem i denne disharmoniske kombination, hvor der ikke er taget det mindste hensyn til periode, stil, genre eller noget som helst andet end mine øjeblikkelige, personlige præferencer. Ikke en Now That’s What I Call Matador Mix, men en hjemmelavet slikmiks, hvor jeg ikke behøver tage hensyn til, at andre ikke kan lide sismofytter, saltlakrids, pebermynte eller skumslik.
Eklektisk, ja, og stolt af det. Dette er nemlig overhovedet ikke en se-min-kiksede-musiksmag-og-tag-dig-til-hovedet-post. Min musiksmag er helt perfekt som den er, tak, og musiksamlingen er under stadig udvikling. Men den indeholder garanteret allerede noget du godt kan lide. Og hvis du tror den mangler din yndlings-cd, må du meget gerne tippe mig.
... lift me up, higher and higher ...
Jeg vil hårdnakket påstå at min iPod har gjort mig gladere. Den har givet mig adgang til min musik på en helt ny led, og jeg lægger nu lige så megen omhu i spillelisten som i menuen når jeg får gæster. Det er så også nødvendigt, da jeg har en ... æhm ... eklektisk musiksmag. I mit tidligere liv, da jeg havde et stereoanlæg og tre hyldemeter cd’er, stod der altid en gæst eller to til fester og enten
1. grinede deres røv i laser
2. kiggede opgivende på mig mens de sagde ’Helt ærligt, hvad skal et normalt menneske høre her hos dig?’
eller
3. frydefuldt udbrød ’Har du DEN? Hvor FEDT! Den skal vi høre NU!’
De dage er forbi. Jeg har nu kun en iPod i en dock, cd’erne er i kælderen, og ingen andre end jeg har overblik over hvilken musik der er til rådighed. HA! Gæsterne er i min MAGT! Jeg laver dog selvfølgelig spillelister med henblik på at glæde mine gæster, og ikke for at genere dem.
Spillelister er sådan et skønt, forgængeligt medie. Jeg husker the pressure i at lave et Bånd Til En Fest. Det skulle bare være båndet to end all bånd. Det skulle være et bånd der kunne stå som ens eftermæle hvis man blev kørt ihjel på vej hjem fra festen. Sådan har jeg det slet ikke med spillelister. De kræver bare en lille ide, og vips! Så kan de være 12, 70 eller 120 numre lange, det er ligegyldigt og lige gyldigt. Ikke noget med ’Åh nej! Hvorfor tog jeg ikke et 90 minutters bånd i stedet?’ Så jeg har Skrigeballoner (Celine Dion m.v. – som jeg, som den eneste i min vennekreds, elsker), Mandeguitar (Springsteen, Blink 182, Lifehouse; den er god til balladeallergikerne og til mig når jeg har fået for meget Celine Dion), Dansk (fra Tøsedrengene til Østkysthustlers – jeg slettede Romance fra Elverhøj igen, selvom den er skøn; den clashede for grimt med Hustlerstil) og Polterabend (fra en venindes polterabend hvor vi skulle være hos mig i fire timer; den åbner til eftermiddagskaffe med Norah Jones, eskalerer og kulminerer fire timer senere med afgang i byen til River Deep, Mountain High).
Jeg syntes egentlig at min musikfortæring dermed var kommet på skinner, og at jeg havde alle de tilbud man kan forlange. Men så havde jeg fødselsdag, og der fik jeg en Shuffle (tusind tak!). Og hvis iPod’en var en omlægning af mine musikspisevaner, er Shufflen altså min lille transportable slikskuffe. For dem der ikke kender den, kan jeg fortælle, at det er en mikrolille ting uden display der kan indeholde 120 musiknumre. Dem kan den så afspille i en bestemt eller en tilfældig rækkefølge. Intet andet. Man kan altså ikke se hvad der er på den, medmindre man sætter den til computeren.
På Shufflen ligger der i lyttende stund fx Souvenirs’ Jeg hader Susanne, Bucks Fizz’ Making Your Mind Up, Midge Ure’s If I Was, Depeche Mode’s New Life, Adam and the Ants’ Stand and Deliver, Bifrosts Det er morgen, samt Abba, Beatles, Prince, Duran Duran, Luv’, John Mogensen, Shirley Bassey, Baccara, Moby, Dubstar og meget andet. Alle sammen mine private ørehængere, hvoraf mange ville udløse øjeblikkelige buh-råb i blandet selskab. Der er bare ikke mange der deler min glæde over dansktophits som E viva España eller Grand Prixhits som Gina G’s Ooh Ah, Just a Little Bit, eller som har min kan-aldrig-få-nok-holdning til Abba (Suzy-hang-around er selvfølgelig på; den passer ikke på så mange spillelister, da den hverken er et dansehit eller en ballade. Og som et af Abbas mindre kendte numre giver den heller ikke så mange den nostalgiske genkendelsens glæde). Og endnu færre der ville lægge ører til dem i denne disharmoniske kombination, hvor der ikke er taget det mindste hensyn til periode, stil, genre eller noget som helst andet end mine øjeblikkelige, personlige præferencer. Ikke en Now That’s What I Call Matador Mix, men en hjemmelavet slikmiks, hvor jeg ikke behøver tage hensyn til, at andre ikke kan lide sismofytter, saltlakrids, pebermynte eller skumslik.
Eklektisk, ja, og stolt af det. Dette er nemlig overhovedet ikke en se-min-kiksede-musiksmag-og-tag-dig-til-hovedet-post. Min musiksmag er helt perfekt som den er, tak, og musiksamlingen er under stadig udvikling. Men den indeholder garanteret allerede noget du godt kan lide. Og hvis du tror den mangler din yndlings-cd, må du meget gerne tippe mig.
... lift me up, higher and higher ...
onsdag, januar 11, 2006
Opdatering af begreb
Hvem er det nu der har en madkæreste? Jeg ser Lærer Andersen og Fru Violet fra Matador for mig, bænket om kødranden; men det er da ikke der, det bliver nævnt, vel?
HVOROM ALTING ER vil jeg gerne opdatere konceptet så det bliver brand-2006 og passer til mine behov: Jeg vil gerne have en tv-kæreste. Nærmere bestemt en tirsdags-tv-kæreste som vil bide negle til 24 sammen med mig, stønnende udbryde ’Neeeeej! Ikke allerede!’ når det slutter, evaluere Jack Bauers coolhed og bipersonernes (manglende) karakterdybde, og afslutte aftenen i forbrødring om hvor ulideligt det er, at der er EN HEL UGE til næste afsnit.
Jaaaaaaack! Kom tilbage!
... let us not to the marriage of true minds
admit impediments ...
Hvem er det nu der har en madkæreste? Jeg ser Lærer Andersen og Fru Violet fra Matador for mig, bænket om kødranden; men det er da ikke der, det bliver nævnt, vel?
HVOROM ALTING ER vil jeg gerne opdatere konceptet så det bliver brand-2006 og passer til mine behov: Jeg vil gerne have en tv-kæreste. Nærmere bestemt en tirsdags-tv-kæreste som vil bide negle til 24 sammen med mig, stønnende udbryde ’Neeeeej! Ikke allerede!’ når det slutter, evaluere Jack Bauers coolhed og bipersonernes (manglende) karakterdybde, og afslutte aftenen i forbrødring om hvor ulideligt det er, at der er EN HEL UGE til næste afsnit.
Jaaaaaaack! Kom tilbage!
... let us not to the marriage of true minds
admit impediments ...
tirsdag, januar 10, 2006
Er blogmånen fuld?
Det er ikke mange dage siden at Julie nævnte overhængende PMS, og så sent som i går havde Singleton lykkeligt overstået problemet, og så frem til 24 dage hvor hun kunne lære os alle en ting eller to om kvidrende Sound-of-Music-lykke. Og situationen er mig i den grad kendt at jeg vil slutte mig til koret: Juhu! Det er overstået for denne gang. Ikke mere grådlabil eremitkrebs uden hus. Ikke mere give-me-drugs-ondt i ryggen. Ikke mere fugtigklæbendelugtende fornemmelse. Og det er ikke engang det bedste! Det bedste er, at jeg nu går en halv cyklus i møde hvor min libido er på så høje nagler, at jeg kun savner sex. Det er straks værre efter ægløsningen, hvor nedtællingen til grådlabilitet m.v. begynder, og jeg derfor savner ømhed, forståelse og stryg over håret – kort sagt, ting man ikke sådan uden videre støver op på Bang & Jensen.
Ja, ikke at jeg støver alverden op på Bang & Jensen, men det er fornemmelsen vi snakker om – work with me here. Fornemmelsen af at have et opnåeligt mål foran sig, hvor man ved hjælp af lidt hårdulning og bare skuldre kan få hvad man har brug for. Fordi når vi når hen på den anden side af ægløsningen – fuhgeddaboutit! Der taler vi om behov der er sygeligt meget sværere at tilfredsstille. Så lad os ikke dvæle ved det. Fokusere på de kommende 14 (æh, 12 ... ) lykkelige dage, hvor jeg KUN skal være seksuelt frustreret. Åh, vær hilset, du skønne, ukomplicerede tid.
... ooh ah, just a little bit
ooh ah, a little bit more
ooh ah, just a little bit
you know what I’m looking for ...
Det er ikke mange dage siden at Julie nævnte overhængende PMS, og så sent som i går havde Singleton lykkeligt overstået problemet, og så frem til 24 dage hvor hun kunne lære os alle en ting eller to om kvidrende Sound-of-Music-lykke. Og situationen er mig i den grad kendt at jeg vil slutte mig til koret: Juhu! Det er overstået for denne gang. Ikke mere grådlabil eremitkrebs uden hus. Ikke mere give-me-drugs-ondt i ryggen. Ikke mere fugtigklæbendelugtende fornemmelse. Og det er ikke engang det bedste! Det bedste er, at jeg nu går en halv cyklus i møde hvor min libido er på så høje nagler, at jeg kun savner sex. Det er straks værre efter ægløsningen, hvor nedtællingen til grådlabilitet m.v. begynder, og jeg derfor savner ømhed, forståelse og stryg over håret – kort sagt, ting man ikke sådan uden videre støver op på Bang & Jensen.
Ja, ikke at jeg støver alverden op på Bang & Jensen, men det er fornemmelsen vi snakker om – work with me here. Fornemmelsen af at have et opnåeligt mål foran sig, hvor man ved hjælp af lidt hårdulning og bare skuldre kan få hvad man har brug for. Fordi når vi når hen på den anden side af ægløsningen – fuhgeddaboutit! Der taler vi om behov der er sygeligt meget sværere at tilfredsstille. Så lad os ikke dvæle ved det. Fokusere på de kommende 14 (æh, 12 ... ) lykkelige dage, hvor jeg KUN skal være seksuelt frustreret. Åh, vær hilset, du skønne, ukomplicerede tid.
... ooh ah, just a little bit
ooh ah, a little bit more
ooh ah, just a little bit
you know what I’m looking for ...
mandag, januar 09, 2006
Aajj, det er sgu da upassende!
Klaus Bondam har fra sin nyligt ibrugtagne borgmesterstol sagt noget om at man måske godt kunne bygge højhuse i Nordhavnen, og det skal TV Lorry selvfølgelig rapportere. Men altså, hedder han Bunddam? Det sagde journalisten i hvert fald som ca. hvert femte ord i indslaget, og det lød ikke spor pænt. Nå, det behøver jo ikke være ment krænkende, det kan bare bero på uvidenhed. Men så kommer formanden for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, Et-eller-andet Warming, og taler om hvor grimt og misforstået det ville være at lægge højhuse netop her. Det kan man jo bruge mange forskellige adjektiver til, og hvad vælger han som sit mot juste? Hvilket ord beskriver bedst forkert placerede højhuse? De er fallosagtige! Helt ærligt, er jeg nærtagende på de stakkels homoseksuelles vegne, eller er det ikke et hip til Klaus Bondams seksualitet? ’Jeg er pikfikseret og kan aldrig få nok, så nu vil jeg misbruge mit embede til at tilpasse Københavns skyline til mine egne perverse behov’. Flot insinueret, Warming!
Og mens jeg sad og prøvede at fordøje den, kommer der teaser til en udsendelse senere i aften, hvor Leif Sylvester Petersen, åbenbart vor tids og lands Kungfutse, udtaler at ’en rig mand er jo bare en fattig mand med penge’. Tror I, han kan høre sig selv?
Ud-mellem-sidebenene-homofobi afløst af påtaget dybde og visdom – jeg ved snart ikke hvad der giver mig mest kvalme. En meget skidt aften for TV2.
Men der er nu ikke noget som lidt hellig forargelse og pis i kog til at sætte gang i sofakartoflen Suzy-Hang-Around, så nu skal der blogges, gøres køkken rent, læses, løses sudoku og høres musik. På én gang. Ja!
... la donna é mobile
qual piuma al vento
muta d'accento e di pensiero ...
Klaus Bondam har fra sin nyligt ibrugtagne borgmesterstol sagt noget om at man måske godt kunne bygge højhuse i Nordhavnen, og det skal TV Lorry selvfølgelig rapportere. Men altså, hedder han Bunddam? Det sagde journalisten i hvert fald som ca. hvert femte ord i indslaget, og det lød ikke spor pænt. Nå, det behøver jo ikke være ment krænkende, det kan bare bero på uvidenhed. Men så kommer formanden for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, Et-eller-andet Warming, og taler om hvor grimt og misforstået det ville være at lægge højhuse netop her. Det kan man jo bruge mange forskellige adjektiver til, og hvad vælger han som sit mot juste? Hvilket ord beskriver bedst forkert placerede højhuse? De er fallosagtige! Helt ærligt, er jeg nærtagende på de stakkels homoseksuelles vegne, eller er det ikke et hip til Klaus Bondams seksualitet? ’Jeg er pikfikseret og kan aldrig få nok, så nu vil jeg misbruge mit embede til at tilpasse Københavns skyline til mine egne perverse behov’. Flot insinueret, Warming!
Og mens jeg sad og prøvede at fordøje den, kommer der teaser til en udsendelse senere i aften, hvor Leif Sylvester Petersen, åbenbart vor tids og lands Kungfutse, udtaler at ’en rig mand er jo bare en fattig mand med penge’. Tror I, han kan høre sig selv?
Ud-mellem-sidebenene-homofobi afløst af påtaget dybde og visdom – jeg ved snart ikke hvad der giver mig mest kvalme. En meget skidt aften for TV2.
Men der er nu ikke noget som lidt hellig forargelse og pis i kog til at sætte gang i sofakartoflen Suzy-Hang-Around, så nu skal der blogges, gøres køkken rent, læses, løses sudoku og høres musik. På én gang. Ja!
... la donna é mobile
qual piuma al vento
muta d'accento e di pensiero ...
Brugervenlig og fuld af muligheder - det er mig!
Which File Extension are You?
:-) Tak til Eat my shorts
... i sne står urt og busk i skjul
det er så koldt derude
dog synger der en lille fugl ...
Which File Extension are You?
:-) Tak til Eat my shorts
... i sne står urt og busk i skjul
det er så koldt derude
dog synger der en lille fugl ...
søndag, januar 08, 2006
Hvor dybt kan man synke?
Helt ærligt, smide en hundehvalp på gæsteoptræden i Krøniken? Så vi alle kan sidde der og Nåååååårrrrrrhhhh’e. Det er jo verdens ældste og slibrigste trick. Gør dog noget ved handlingen og personkarakteristikken hvis I vil holde på seerne. Hvorfor jeg ikke slukkede? Jamen, det kunne være, at hundehvalpen kom tilbage ...
Jeg har været flink og flittig i dag, har lavet en arbejdsopgave jeg har udskudt længe, haft en veninde til frokost og puslet om hendes datter, og læst korrektur på en vens manuskript mens han stod og åndede mig i nakken for at kunne maile det videre. Og alligevel er jeg ikke glad og tilfreds. Dagen er bare gået. Ganske vist uden selvmordstanker, men det er så også så lavt et ambitionsniveau igen.
Jeg hader mig selv for mit selvhad, hvor uretfærdigt er det? Jeg burde være tilfreds med søndagens forløb, jeg mener, hvor sprudlende lykkelig kan man forvente at være efter gårsdagens nedtur? Men det er jeg ikke. Og så bliver jeg sur på mig selv over at være ked af det, for det burde jeg ikke være når jeg har fået noget fra hånden og været sammen med søde mennesker. For hvis undgåelse af selvmordet er for uambitiøst et succeskriterium, er det til gengæld uopnåeligt ambitiøst at gøre ’fjerde kursusemne skal skifte mening’ til succeskriteriet for dagen. Man skal jo definere mål man selv kan opnå, og ikke gøre andres opførsel til det udslagsgivende. Så jeg gør ’få noget fornuftigt ud af dagen’ til succeskriteriet. Jeg opfylder derefter kriteriet, men bliver ikke glad af den grund. Så bliver jeg sur på mig selv, fordi jeg ikke er glad. Hvor er jeg bare tungt selskab for mig selv.
... dødssyg søndag
for det er
dødssyg søndag ...
Helt ærligt, smide en hundehvalp på gæsteoptræden i Krøniken? Så vi alle kan sidde der og Nåååååårrrrrrhhhh’e. Det er jo verdens ældste og slibrigste trick. Gør dog noget ved handlingen og personkarakteristikken hvis I vil holde på seerne. Hvorfor jeg ikke slukkede? Jamen, det kunne være, at hundehvalpen kom tilbage ...
Jeg har været flink og flittig i dag, har lavet en arbejdsopgave jeg har udskudt længe, haft en veninde til frokost og puslet om hendes datter, og læst korrektur på en vens manuskript mens han stod og åndede mig i nakken for at kunne maile det videre. Og alligevel er jeg ikke glad og tilfreds. Dagen er bare gået. Ganske vist uden selvmordstanker, men det er så også så lavt et ambitionsniveau igen.
Jeg hader mig selv for mit selvhad, hvor uretfærdigt er det? Jeg burde være tilfreds med søndagens forløb, jeg mener, hvor sprudlende lykkelig kan man forvente at være efter gårsdagens nedtur? Men det er jeg ikke. Og så bliver jeg sur på mig selv over at være ked af det, for det burde jeg ikke være når jeg har fået noget fra hånden og været sammen med søde mennesker. For hvis undgåelse af selvmordet er for uambitiøst et succeskriterium, er det til gengæld uopnåeligt ambitiøst at gøre ’fjerde kursusemne skal skifte mening’ til succeskriteriet for dagen. Man skal jo definere mål man selv kan opnå, og ikke gøre andres opførsel til det udslagsgivende. Så jeg gør ’få noget fornuftigt ud af dagen’ til succeskriteriet. Jeg opfylder derefter kriteriet, men bliver ikke glad af den grund. Så bliver jeg sur på mig selv, fordi jeg ikke er glad. Hvor er jeg bare tungt selskab for mig selv.
... dødssyg søndag
for det er
dødssyg søndag ...
lørdag, januar 07, 2006
Skyd mig bare
Jeg drømte i nat, at jeg vågnede til en sms fra mit fjerde kursusemne. Han skrev alt det jeg har tænkt på i forhold til ham: ’Jeg tænker sådan på dig, jeg tror det er en fejl at vi to ikke er sammen, kan vi ikke finde ud af at ses?’ Det var ydermere en meget detaljeret sms, der bl.a. specificerede at vi skulle ses inden en bestemt dato, for da skulle han flytte fra det Kartoffelrækkehus han - i drømmen, forstås - havde fremlejet fra Jerk W. Langer (ham vitamin- og sundhedsmanden). WTF? Altså, hvad er der med drømme? I mit bevidste liv tror jeg ikke, at jeg kender Jerk Langers midterinitial, men det stod lige så tydeligt i sms’en.
Men det er slet ikke den freakishly detaljerede sms der er pointen her. Pointen er, at jeg vågnede med et sus af lykke i kroppen, fuldstændigt som de (alt for få) gange jeg har drømt, at jeg kunne flyve: jeg vågner herostratisk lykkelig, og mens lykkefølelsen klinger af i kroppen, prøver jeg at komme i tanke om hvorfor jeg har det sådan. Og jeg når liiiiiiiiige at tænke ’Jaaaaaaaaaah, jeg kan flyve’ før et STYRT af en nedtur sætter ind med afbrydelsen ’Det var jo kun en drøm!’ Og så er jeg bare SÅ ked af det ved tanken om, at jeg måske aldrig skal flyve igen.
Ligeså i morges. I drømme vågnede jeg til sms’en, og da jeg vågnede rigtigt, havde jeg stadig fornemmelsen af at holde telefonen i hånden, og min verden var perlemorsagtigt lyserød ved tanken om, at han gerne ville mig alligevel. Og så satte nedturen ind. SUPERgrimt. At mærke den glæde fordampe er altså som at se et lille uskyldigt væsen blive smidt ud fra 20. sal. Man visner bare FULDSTÆNDIGT indeni.
Jeg kunne ikke lægge følelserne fra mig. Kunne ikke. Så jeg brød med fuldt overlæg mine her beskrevne regler og sendte ham en sms. Godt jeg ikke er narkoman – jeg har ALDRIG gennemført en kold tyrker. Og jeg havde godt nok slettet hans nummer på telefonen, så jeg ikke kunne sende ham uovervejede sms'er i en brandert, men gemt nummeret på en lap papir hjemme, så jeg kunne - ja, hvad? Kende hans nummer når han ringede? Grow up, Suzy-Hang-Around! Jeg skrev:
Hej ..., hvordan går det?
Jeg er stadig nede over, at
vi ikke skal spille en rolle
i hinandens liv. Jeg tænker
på dig som det første når
jeg vågner og det sidste
før jeg sover, og sender
dig kun gode ønsker.
...
Tre kvarter senere var der svar:
Kære ...
Det gør mig ondt at høre,
du har det sådan. Ville
gerne kunne give tilbage,
men det kan jeg ikke.
Håber at du kan tilgive
det. Og tak for de gode
ønsker. Kærlig hilsen ...
Jeg ved godt at jeg hermed er dumpet mit fjerde knudekursus, og jeg er ligeglad. Det fylder INTET i forhold til, hvor ked af det jeg er. Jeg kan godt finde en rammende sang at lukke på, men jeg ville ønske at det var Comfortably Numb i stedet.
... another love, before my time
made your heart sad and blue
and so my heart is paying now
for things I didn’t do ...
a memory from your lonesome past
keeps us so far apart
why can’t I free your doubtful mind
and melt your cold cold heart? ...
Jeg drømte i nat, at jeg vågnede til en sms fra mit fjerde kursusemne. Han skrev alt det jeg har tænkt på i forhold til ham: ’Jeg tænker sådan på dig, jeg tror det er en fejl at vi to ikke er sammen, kan vi ikke finde ud af at ses?’ Det var ydermere en meget detaljeret sms, der bl.a. specificerede at vi skulle ses inden en bestemt dato, for da skulle han flytte fra det Kartoffelrækkehus han - i drømmen, forstås - havde fremlejet fra Jerk W. Langer (ham vitamin- og sundhedsmanden). WTF? Altså, hvad er der med drømme? I mit bevidste liv tror jeg ikke, at jeg kender Jerk Langers midterinitial, men det stod lige så tydeligt i sms’en.
Men det er slet ikke den freakishly detaljerede sms der er pointen her. Pointen er, at jeg vågnede med et sus af lykke i kroppen, fuldstændigt som de (alt for få) gange jeg har drømt, at jeg kunne flyve: jeg vågner herostratisk lykkelig, og mens lykkefølelsen klinger af i kroppen, prøver jeg at komme i tanke om hvorfor jeg har det sådan. Og jeg når liiiiiiiiige at tænke ’Jaaaaaaaaaah, jeg kan flyve’ før et STYRT af en nedtur sætter ind med afbrydelsen ’Det var jo kun en drøm!’ Og så er jeg bare SÅ ked af det ved tanken om, at jeg måske aldrig skal flyve igen.
Ligeså i morges. I drømme vågnede jeg til sms’en, og da jeg vågnede rigtigt, havde jeg stadig fornemmelsen af at holde telefonen i hånden, og min verden var perlemorsagtigt lyserød ved tanken om, at han gerne ville mig alligevel. Og så satte nedturen ind. SUPERgrimt. At mærke den glæde fordampe er altså som at se et lille uskyldigt væsen blive smidt ud fra 20. sal. Man visner bare FULDSTÆNDIGT indeni.
Jeg kunne ikke lægge følelserne fra mig. Kunne ikke. Så jeg brød med fuldt overlæg mine her beskrevne regler og sendte ham en sms. Godt jeg ikke er narkoman – jeg har ALDRIG gennemført en kold tyrker. Og jeg havde godt nok slettet hans nummer på telefonen, så jeg ikke kunne sende ham uovervejede sms'er i en brandert, men gemt nummeret på en lap papir hjemme, så jeg kunne - ja, hvad? Kende hans nummer når han ringede? Grow up, Suzy-Hang-Around! Jeg skrev:
Hej ..., hvordan går det?
Jeg er stadig nede over, at
vi ikke skal spille en rolle
i hinandens liv. Jeg tænker
på dig som det første når
jeg vågner og det sidste
før jeg sover, og sender
dig kun gode ønsker.
...
Tre kvarter senere var der svar:
Kære ...
Det gør mig ondt at høre,
du har det sådan. Ville
gerne kunne give tilbage,
men det kan jeg ikke.
Håber at du kan tilgive
det. Og tak for de gode
ønsker. Kærlig hilsen ...
Jeg ved godt at jeg hermed er dumpet mit fjerde knudekursus, og jeg er ligeglad. Det fylder INTET i forhold til, hvor ked af det jeg er. Jeg kan godt finde en rammende sang at lukke på, men jeg ville ønske at det var Comfortably Numb i stedet.
... another love, before my time
made your heart sad and blue
and so my heart is paying now
for things I didn’t do ...
a memory from your lonesome past
keeps us so far apart
why can’t I free your doubtful mind
and melt your cold cold heart? ...
fredag, januar 06, 2006
Sejr!?
Er det virkelig lykkedes? Har jeg nu virkelig et aktivt RSS-feed efter en uges konstant pendlen mellem Feedburner, Blogbot, Mozilla og Explorer? Tænkt at det skulle være så besværligt, jeg plejer ellers ikke at have SÅ dårlig it-karma, jeg må have siddet på en kobberstråle (jordstråle?). Og hvis det er lykkedes nu, er det kun ved at gå imod anbefalingerne i Feedburners egen FAQ.
... Hello?
Is there anybody in there?
Just nod if you can hear me.
Is there anyone at home? ...
Er det virkelig lykkedes? Har jeg nu virkelig et aktivt RSS-feed efter en uges konstant pendlen mellem Feedburner, Blogbot, Mozilla og Explorer? Tænkt at det skulle være så besværligt, jeg plejer ellers ikke at have SÅ dårlig it-karma, jeg må have siddet på en kobberstråle (jordstråle?). Og hvis det er lykkedes nu, er det kun ved at gå imod anbefalingerne i Feedburners egen FAQ.
... Hello?
Is there anybody in there?
Just nod if you can hear me.
Is there anyone at home? ...
torsdag, januar 05, 2006
HULK!
Hvor er det trist! For mig altså, sikkert ikke for ham. Kapster lukker og slukker. Manden der åbnede mine øjne for blogland forlader det.
Jeg tændte for computeren med nogle halvbagte planer om en post om bøger, børn og bloglir, men jeg er alt for nedbrudt til at skrive om noget så prosaisk i dag. Åh Kasper, jeg vil sådan savne dig *snøft*. Men godt for dig at du mærker efter, handler, og rykker dit liv i den retning du vil have det. Alle de bedste ønsker herfra.
Kasper er den eneste jeg nogensinde har skrevet en fanmail til, og som hommage bringer jeg den i stedet.
---
5. september 2005
Åh Kasper, Kasper, Kasper
Sikke en weekend jeg har haft sammen med dig, siden du som en raket strøg op i kendis-firmamentet i Lørdagsliv. Jeg har set Kapster.dk på mine Googlesøgninger før (det kan undre hvad søgningen har været), men har aldrig klikket mig ind. Fejl. Stor fejl.
Du er jo alt for sød, og min nye bedste ven! Mit alter ego af modsat køn! Jeg kan ikke konkurrere med dine fuldskabsudskejelser, men ellers kan jeg give dig kamp til stregen i kikset desperation. Fluffe puder og seng før bytur? Købe kondomer i (fuldstændig ugrundet) forventning til at dem kunne jeg snart få brug for? Dating.dk? Piske en stemning op om ethvert eksemplar af det modsatte køn der smilede til mig? Been there, done that. Og jeg pointerer igen at jeg er et medlem af det man normalt antager er det begærede køn. Som om, citerer jeg dig bare, SOM OM!
Jeg ser i kommentarerne at du allerede har fået at vide adskillige gange at tynd og bleg er lige meget, bare du har humor, og det fremgår også tydeligt at du ikke tror på det – eller at det i hvert fald ikke svarer til din erfaring. Fair nok. Mine to øres visdom (og som det fremgår af ovenstående er den ikke mere værd – hvad ved jeg om dynamikken mellem mænd og kvinder?) er, at den manglende ingrediens er autoritet. Det er ret uimodståeligt når mænd optræder med selvtillid. Men den er svær at fake. Til gengæld skulle det være muligt at fake autoritet: 'Jeg er en mand der ved hvad jeg vil have, jeg vil have dig – og jeg er klart i din league'. Kan dog godt læse mig til i din blog, at sidste udsagn muligvis ville volde dig problemer at udstråle med overbevisning, men Kasper, det må du se at komme ud over. Hvis du ikke kan være stolt af dine overarmes udseende, må du finde stolthed i at du ved hvor gode de er til at holde om en kvinde. Hvis du ikke har et smil som Tom Cruise, må du godte dig over at dine læber kan kysse, så din kvinde slet ikke vil smiles til – hun vil hellere kysses igen. Og hvis dit ydre er splejset, må du rette ryggen i bevidsthed om at dit indre er gigantisk, og at den kvinde du har tænkt dig at tale til om et øjeblik er aftenens vinder i Kasperlotteriet. Du er altså nødt til at optræde som om hun er heldig, at du taler til hende, og ikke som om det er mere end du overhovedet fortjener, at hun svarer. Du er jo Underfundige Kasper! The Kapster! Lucky, lucky girl …
Endnu en gang tak for en god weekend, med flere intime mandedetaljer end jeg har haft adgang til længe, de var meget påskønnede. Vi ses på Kapster.dk – eller jeg ser i hvert fald dig :-)
---
... jeg hader at tage afsked
og sige 'på gensyn, du'
men jeg har lært at tiden
slider mange bånd itu
jeg ved at mennesker mødes
og der opstår sød musik
men jeg kender også savnet af
mennesker der kom og gik
goddag og farvel ...
;-)
Hvor er det trist! For mig altså, sikkert ikke for ham. Kapster lukker og slukker. Manden der åbnede mine øjne for blogland forlader det.
Jeg tændte for computeren med nogle halvbagte planer om en post om bøger, børn og bloglir, men jeg er alt for nedbrudt til at skrive om noget så prosaisk i dag. Åh Kasper, jeg vil sådan savne dig *snøft*. Men godt for dig at du mærker efter, handler, og rykker dit liv i den retning du vil have det. Alle de bedste ønsker herfra.
Kasper er den eneste jeg nogensinde har skrevet en fanmail til, og som hommage bringer jeg den i stedet.
---
5. september 2005
Åh Kasper, Kasper, Kasper
Sikke en weekend jeg har haft sammen med dig, siden du som en raket strøg op i kendis-firmamentet i Lørdagsliv. Jeg har set Kapster.dk på mine Googlesøgninger før (det kan undre hvad søgningen har været), men har aldrig klikket mig ind. Fejl. Stor fejl.
Du er jo alt for sød, og min nye bedste ven! Mit alter ego af modsat køn! Jeg kan ikke konkurrere med dine fuldskabsudskejelser, men ellers kan jeg give dig kamp til stregen i kikset desperation. Fluffe puder og seng før bytur? Købe kondomer i (fuldstændig ugrundet) forventning til at dem kunne jeg snart få brug for? Dating.dk? Piske en stemning op om ethvert eksemplar af det modsatte køn der smilede til mig? Been there, done that. Og jeg pointerer igen at jeg er et medlem af det man normalt antager er det begærede køn. Som om, citerer jeg dig bare, SOM OM!
Jeg ser i kommentarerne at du allerede har fået at vide adskillige gange at tynd og bleg er lige meget, bare du har humor, og det fremgår også tydeligt at du ikke tror på det – eller at det i hvert fald ikke svarer til din erfaring. Fair nok. Mine to øres visdom (og som det fremgår af ovenstående er den ikke mere værd – hvad ved jeg om dynamikken mellem mænd og kvinder?) er, at den manglende ingrediens er autoritet. Det er ret uimodståeligt når mænd optræder med selvtillid. Men den er svær at fake. Til gengæld skulle det være muligt at fake autoritet: 'Jeg er en mand der ved hvad jeg vil have, jeg vil have dig – og jeg er klart i din league'. Kan dog godt læse mig til i din blog, at sidste udsagn muligvis ville volde dig problemer at udstråle med overbevisning, men Kasper, det må du se at komme ud over. Hvis du ikke kan være stolt af dine overarmes udseende, må du finde stolthed i at du ved hvor gode de er til at holde om en kvinde. Hvis du ikke har et smil som Tom Cruise, må du godte dig over at dine læber kan kysse, så din kvinde slet ikke vil smiles til – hun vil hellere kysses igen. Og hvis dit ydre er splejset, må du rette ryggen i bevidsthed om at dit indre er gigantisk, og at den kvinde du har tænkt dig at tale til om et øjeblik er aftenens vinder i Kasperlotteriet. Du er altså nødt til at optræde som om hun er heldig, at du taler til hende, og ikke som om det er mere end du overhovedet fortjener, at hun svarer. Du er jo Underfundige Kasper! The Kapster! Lucky, lucky girl …
Endnu en gang tak for en god weekend, med flere intime mandedetaljer end jeg har haft adgang til længe, de var meget påskønnede. Vi ses på Kapster.dk – eller jeg ser i hvert fald dig :-)
---
... jeg hader at tage afsked
og sige 'på gensyn, du'
men jeg har lært at tiden
slider mange bånd itu
jeg ved at mennesker mødes
og der opstår sød musik
men jeg kender også savnet af
mennesker der kom og gik
goddag og farvel ...
;-)
onsdag, januar 04, 2006
Januarudsalg
Hurra, jeg vil på udsalg. Dankortet brænder i lommen på mig, og har jeg ikke nogle kontanter liggende i den her skuffe der bare skriger på at blive brugt? Jo, sørme. Af sted med mig. Først til Ole Henriksen, der som regel giver 10% rabat på udsalgets første dag. Nå, ok, ikke i år? Så venter jeg til jeg skal ud at flyve.
Jeg kunne nu også godt bruge en sweater, måske dejlig råhvid med rullekrave? Næh se, lækker biks, dem giver jeg en chance ... dumdidum, hmm, ingen rullekrave, men prøver denne hættetrøje; og den her skønt mosgrønne svitters; og den her, wauw, flotte fløjlsnederdel. Den sikre gyldne, eller den elegante men upraktiske flødefarvede? Jeg tror sgu jeg lader fornuften sejle og tager den flødefarvede. [4 minutter senere i prøverummet efter afførelsen af uanede mængder overtøj] *svede* Hvad fanden sker der med de her størrelser? Jeg ligner jo en Babapapa i børnetøj. Og det kalder de large? Godt nok indrømmer de, at deres størrelser er små, men jeg plejer for helvede at bruge str. 38. Den her hætte er dårligt stor nok til en appelsin? Og sådan en kængurulomme er da ikke charmerende når den er så udspilet, at det beskidtnulrede for kommer til syne? Føj, af igen, og på med den grønne, den farve er altså for skøn ... uuuh, statisk hår ... åh nej, håndled klør ved rib ... ÅÅÅÅÅÅÅÅÅHHHHHHHH nej, paniksvede, hvad helvede er den lavet af, ren nylon? Af, af, af, af, HURTIGT! Fyh, hvor kan sådan en trøje klæbe til fugtig hud. Ja ok, [tjekker vaskeanvisning] de har godt nok også været rundhåndede med kunststofferne. Og så skal den kraftedme også renses, hvad tænker de på? Ok, på med nederdel. ??? Den er så alt for stor. Meget pudsig large. Jeg sniger mig ud i butikken efter en medium [onde blikke fra køen, der ellers var på vej ind i mit prøverum som en sildestime på flugt fra spækhuggere]. Satans, der er ikke nogen. Så den sikre, men kedelige, gyldne, da? Nej, heller ikke. Fuck, det er åbenbart ikke tøjdag i dag.
Men så er det godt at have et forbrugs-es i ærmet: I dag er dagen hvor jeg vil forære mig selv et vidunderligt sæt sengetøj i ægyptisk bomuld, med en trådtæthed så høj at Cleopatra ville være tilfreds. Nå ja, hvad så hvis det koster en million? Fortjener jeg ikke lidt forkælelse? Jo! Men hvad er nu det? 20% manmade fibres? Og her 50% polyester – så er jeg sgu da ligeglad med at det er designet af Jasper Conran. Eller Kenzo. Wuuuuuaaaaahhhh, den flinke mand siger at de slet ikke har det længere. Så må jeg jo nøjes med, snift, bæk-og-bølge fra Jysk lidt endnu.
Men måske kan jeg forkæle min datter i stedet. Goddag i helsebiksen, har I boblebad som ikke er giftigt at få i munden, og ikke for udtørrende for babyhud? Nej? Nåmen så går jeg igen.
Goddag i Toys’R’Us, jeg vil gerne have den største dunk sæbe til sæbebobler I har. Udsolgt? Så en mindre, da? Alt er udsolgt? Om tre uger? Jamen så må jeg jo komme igen til den tid.
UnderCover lampe i medium med Marimekkomønster? Nej, selvfølgelig ikke, det havde jeg næsten gættet.
Skærebræt der kan gå i opvaskemaskinen? Glem det, ved ikke hvorfor jeg overhovedet spurgte, farvel igen.
Hjem igen i nedbrudt, men formuende, sindstilstand. Ikke alene fik jeg ikke et gram af alt den luksus jeg havde tiltænkt mig selv, jeg glemte §£#¤$%{* også at købe en 40 watts pære til erstatning for den der er sprunget, så her sidder jeg i dunkelhed.
Godt man har Abba. Og sin (næsten pletfri) Simple Living indstilling.
... they say a restless body
can hide a peaceful soul
a voyager and a settler
both have a distant goal
if I explore the heavens
or if I search inside
it really doesn’t matter
as long as I can tell myself
that I have always tried ...
Hurra, jeg vil på udsalg. Dankortet brænder i lommen på mig, og har jeg ikke nogle kontanter liggende i den her skuffe der bare skriger på at blive brugt? Jo, sørme. Af sted med mig. Først til Ole Henriksen, der som regel giver 10% rabat på udsalgets første dag. Nå, ok, ikke i år? Så venter jeg til jeg skal ud at flyve.
Jeg kunne nu også godt bruge en sweater, måske dejlig råhvid med rullekrave? Næh se, lækker biks, dem giver jeg en chance ... dumdidum, hmm, ingen rullekrave, men prøver denne hættetrøje; og den her skønt mosgrønne svitters; og den her, wauw, flotte fløjlsnederdel. Den sikre gyldne, eller den elegante men upraktiske flødefarvede? Jeg tror sgu jeg lader fornuften sejle og tager den flødefarvede. [4 minutter senere i prøverummet efter afførelsen af uanede mængder overtøj] *svede* Hvad fanden sker der med de her størrelser? Jeg ligner jo en Babapapa i børnetøj. Og det kalder de large? Godt nok indrømmer de, at deres størrelser er små, men jeg plejer for helvede at bruge str. 38. Den her hætte er dårligt stor nok til en appelsin? Og sådan en kængurulomme er da ikke charmerende når den er så udspilet, at det beskidtnulrede for kommer til syne? Føj, af igen, og på med den grønne, den farve er altså for skøn ... uuuh, statisk hår ... åh nej, håndled klør ved rib ... ÅÅÅÅÅÅÅÅÅHHHHHHHH nej, paniksvede, hvad helvede er den lavet af, ren nylon? Af, af, af, af, HURTIGT! Fyh, hvor kan sådan en trøje klæbe til fugtig hud. Ja ok, [tjekker vaskeanvisning] de har godt nok også været rundhåndede med kunststofferne. Og så skal den kraftedme også renses, hvad tænker de på? Ok, på med nederdel. ??? Den er så alt for stor. Meget pudsig large. Jeg sniger mig ud i butikken efter en medium [onde blikke fra køen, der ellers var på vej ind i mit prøverum som en sildestime på flugt fra spækhuggere]. Satans, der er ikke nogen. Så den sikre, men kedelige, gyldne, da? Nej, heller ikke. Fuck, det er åbenbart ikke tøjdag i dag.
Men så er det godt at have et forbrugs-es i ærmet: I dag er dagen hvor jeg vil forære mig selv et vidunderligt sæt sengetøj i ægyptisk bomuld, med en trådtæthed så høj at Cleopatra ville være tilfreds. Nå ja, hvad så hvis det koster en million? Fortjener jeg ikke lidt forkælelse? Jo! Men hvad er nu det? 20% manmade fibres? Og her 50% polyester – så er jeg sgu da ligeglad med at det er designet af Jasper Conran. Eller Kenzo. Wuuuuuaaaaahhhh, den flinke mand siger at de slet ikke har det længere. Så må jeg jo nøjes med, snift, bæk-og-bølge fra Jysk lidt endnu.
Men måske kan jeg forkæle min datter i stedet. Goddag i helsebiksen, har I boblebad som ikke er giftigt at få i munden, og ikke for udtørrende for babyhud? Nej? Nåmen så går jeg igen.
Goddag i Toys’R’Us, jeg vil gerne have den største dunk sæbe til sæbebobler I har. Udsolgt? Så en mindre, da? Alt er udsolgt? Om tre uger? Jamen så må jeg jo komme igen til den tid.
UnderCover lampe i medium med Marimekkomønster? Nej, selvfølgelig ikke, det havde jeg næsten gættet.
Skærebræt der kan gå i opvaskemaskinen? Glem det, ved ikke hvorfor jeg overhovedet spurgte, farvel igen.
Hjem igen i nedbrudt, men formuende, sindstilstand. Ikke alene fik jeg ikke et gram af alt den luksus jeg havde tiltænkt mig selv, jeg glemte §£#¤$%{* også at købe en 40 watts pære til erstatning for den der er sprunget, så her sidder jeg i dunkelhed.
Godt man har Abba. Og sin (næsten pletfri) Simple Living indstilling.
... they say a restless body
can hide a peaceful soul
a voyager and a settler
both have a distant goal
if I explore the heavens
or if I search inside
it really doesn’t matter
as long as I can tell myself
that I have always tried ...
tirsdag, januar 03, 2006
Livet i overhalingsbanen
Sikke en dag! På sådan en tirsdag vil de gale løjer bare ingen ende tage. På arbejde sad jeg med en korrektur. Det gør jeg tit, og det kan være fint nok. Lige præcis denne type korrektur er dog ikke min favorit. Jeg skal ikke kigge efter noget så banalt som stavefajl; dem er der principielt ingen der laver på det kulturparnas hvor jeg arbejder. Hvis der er noget at sætte en finger på, må det være en tyrkfjel, men dem skal jeg heller ikke kigge efter; de er blevet fanget i de foregående 4-5 korrekturrunder. Næh, jeg skal kigge efter kodefejl, altså fede kommaer, (parentestegn) i kursiv, og fontfejl, altså forkerte skrifttyper, og diverse andet fra samme spændende skuffe. Derudover skal første og sidste ord på hver side korrespondere med nogle ordlister jeg har. Jamen, sådan 360 sider, det er klaret i en håndevending! Yum! Hvor fedt! Dagen fiser bare af sted!
Og når jeg så vakler fra skrivebordet, rundrygget og bælgøjet, vinker ugens højdepunkt, Svensk 2 på aftenskolekursus. Jeg er vokset op uden for pædagogisk og de svenske antenners rækkevidde, så jeg lærte tidligt at sige ’hände hoch!’, men aldrig at forstå broderfolket. Og det skulle blive løgn, tænkte jeg. Jeg synes at svensk er et smukt sprog, og jeg havde lyst til at lære at tale, og ikke bare forstå det. Rosværdigt og indlæringsivrigt af mig. Alle de bedste intentioner. Men virkeligheden er en rå én at stå igennem. Gennemsnitsalderen på kurset er i den høje ende, og ikke et ondt ord om vores ældre medborgere, men de er ikke alle lige ... hvordan skal jeg sige det taktfuldt ... omstillingsparate? Ej heller udi det sproglige, hvor ting gerne skal hedde det de altid har heddet, helst også på fremmede sprog. Flere af mine medkursister har vist desværre meldt sig til et andet kursus end jeg, nærmere bestemt ’Tal klingende dansk uanset hvad du forsøger at læse op’. Vi får fx en tekst hvor der står modern flinade smått elakt (moren smilede lidt ondskabsfuldt), og den ivrige kursist læser moren ... øh ... flinede småt ... hvad står der ... ilagt? Der står denna punkt; oplæsningen lyder ... æh ... dette punkt. Der står åt sidan av honom; oplæsningen lyder ... øh ... på siden ... mmm ... af ham. Selvom der selvfølgelig også er nogle der gør et bravt forsøg: "Jeg har meldt mig på kursen fordi jeg bor i Malmø og tygger det kunne være bra at kunne pråta svensk ... undskyld, svenska" (læs højt for dig selv på Valbysvensk). Alle tiders. A for effort. Men jeg bliver på kurset, det har altså sine ubetalelige øjeblikke. Hvor kan man ellers se et helt klasselokale, overvejende fyldt med *ahem* modne mennesker, sidde med ludende skuldre og mumlende synge med på Här kommer Pippi Långstrump, akkompagneret af en skrattende kassettebåndoptager?
... tjolahopp tjolahej
tjolahoppsansa ...
Sikke en dag! På sådan en tirsdag vil de gale løjer bare ingen ende tage. På arbejde sad jeg med en korrektur. Det gør jeg tit, og det kan være fint nok. Lige præcis denne type korrektur er dog ikke min favorit. Jeg skal ikke kigge efter noget så banalt som stavefajl; dem er der principielt ingen der laver på det kulturparnas hvor jeg arbejder. Hvis der er noget at sætte en finger på, må det være en tyrkfjel, men dem skal jeg heller ikke kigge efter; de er blevet fanget i de foregående 4-5 korrekturrunder. Næh, jeg skal kigge efter kodefejl, altså fede kommaer, (parentestegn) i kursiv, og fontfejl, altså forkerte skrifttyper, og diverse andet fra samme spændende skuffe. Derudover skal første og sidste ord på hver side korrespondere med nogle ordlister jeg har. Jamen, sådan 360 sider, det er klaret i en håndevending! Yum! Hvor fedt! Dagen fiser bare af sted!
Og når jeg så vakler fra skrivebordet, rundrygget og bælgøjet, vinker ugens højdepunkt, Svensk 2 på aftenskolekursus. Jeg er vokset op uden for pædagogisk og de svenske antenners rækkevidde, så jeg lærte tidligt at sige ’hände hoch!’, men aldrig at forstå broderfolket. Og det skulle blive løgn, tænkte jeg. Jeg synes at svensk er et smukt sprog, og jeg havde lyst til at lære at tale, og ikke bare forstå det. Rosværdigt og indlæringsivrigt af mig. Alle de bedste intentioner. Men virkeligheden er en rå én at stå igennem. Gennemsnitsalderen på kurset er i den høje ende, og ikke et ondt ord om vores ældre medborgere, men de er ikke alle lige ... hvordan skal jeg sige det taktfuldt ... omstillingsparate? Ej heller udi det sproglige, hvor ting gerne skal hedde det de altid har heddet, helst også på fremmede sprog. Flere af mine medkursister har vist desværre meldt sig til et andet kursus end jeg, nærmere bestemt ’Tal klingende dansk uanset hvad du forsøger at læse op’. Vi får fx en tekst hvor der står modern flinade smått elakt (moren smilede lidt ondskabsfuldt), og den ivrige kursist læser moren ... øh ... flinede småt ... hvad står der ... ilagt? Der står denna punkt; oplæsningen lyder ... æh ... dette punkt. Der står åt sidan av honom; oplæsningen lyder ... øh ... på siden ... mmm ... af ham. Selvom der selvfølgelig også er nogle der gør et bravt forsøg: "Jeg har meldt mig på kursen fordi jeg bor i Malmø og tygger det kunne være bra at kunne pråta svensk ... undskyld, svenska" (læs højt for dig selv på Valbysvensk). Alle tiders. A for effort. Men jeg bliver på kurset, det har altså sine ubetalelige øjeblikke. Hvor kan man ellers se et helt klasselokale, overvejende fyldt med *ahem* modne mennesker, sidde med ludende skuldre og mumlende synge med på Här kommer Pippi Långstrump, akkompagneret af en skrattende kassettebåndoptager?
... tjolahopp tjolahej
tjolahoppsansa ...
søndag, januar 01, 2006
Jeg kyllingede ud
Jeg havde sat mig for at gå alene i byen nytårsaften, mørk og mystisk, og iklædt mit slør af sofistikerethed ville jeg drage fra sted til sted og tage hvad natten bød på. Men hvad gjorde jeg? Da det kom til stykket, havde jeg simpelthen ikke gejsten, og blev hjemme. Jeg gik ind i det nye år med tæppe om mig i min gode stol, hørende god musik, læsende en knap så god bog (Hanne Vibeke Holsts Kongemordet – jeg forstår ikke helt dens succes).
Jeg har gået alene ud når jeg har været ude at rejse, men har faktisk, min høje alder til trods, ikke gjort det herhjemme. Og selvom det har givet mig mange gode oplevelser, er der er altså noget med at det kræver et panser; man skal kunne gå ind fremmede steder, hvor man ikke kender sin modtagelse, man skal kunne tåle at blive ignoreret, og man skal kunne tåle at få alt for meget ubehagelig opmærksomhed. Det panser har man automatisk på når man rejser alene, og hele tiden er klar over at man skal passe på sig selv, men jeg kunne altså ikke rigtig finde det frem i går.
Jeg var sgu lidt deprimeret. Men det skal man være når man sidder alene på de der mærkedatoer, ikke? 2005 har ikke været noget kanonår, så afslutningen var egentlig passende. Og man skal jo heller ikke glemme alternativet: en tur i natten hvor jeg risikerede raketter i hovedet, lukkede døre til lukkede arrangementer, og alt for fulde, alt for overgearede mennesker. Nej, jeg er helt tilfreds med at jeg gav mig selv lov til at blive hjemme. Jeg havde egentlig sat mig selv som opgave at gå ud og have det sjovt, for fanden, men nogle gange må man give sig selv et break, og lov til at klappe sammen. Jeg går ud en anden aften hvor jeg har den rette indstilling.
På sådan en grå 1. januar trænger man til et langt, varmt knus, men da villige mandearme ikke forefandtes på matriklen, får I her de erstatninger der kan købes for menneskepenge:
Kropsolie:
Efter badet smører man sig ind i noget der gør en velduftende og blød, og lægger en beskyttende hinde om hele kroppen der kan holde den rå verden ude. Jeg anbefaler for tiden Laveras vanilje-kokosolie, der ganske vist dufter ret sødt, men ikke spor babyagtigt. Så slapper man af og er blevet aet, omend kun af sig selv.
Kashmiruld:
Efter indsmøring iklæder man sig kashmiruld, og jeg anbefaler i særlig grad sweater eller cardigan. Der er intet galt med et kashmirtørklæde, men det giver ikke den optimale komfortfaktor. En kashmirsweater virker måske dyr ved første øjekast, men det er slet ikke beklædning man køber. Det er den eneste varme man kan købe sig til, som kan sammenlignes med den varme, man opnår ved kropskontakt. Det må være noget med kombinationen af varmen og sanseligheden i uldens struktur. Og i forhold til hvad forhold til det modsatte køn har det med at koste, er kashmir FUNDET for de penge.
Lancômes Fluide Illuminateur:
Når varmen således er etableret i kroppen, mangler der kun lidt glød i kinderne, og Lancôme hjælper når man nu må undvære den postcoitale slags. Produktet er ikke en creme, ikke en pudder, ikke en foundation. Det er vel nærmest en såkaldt bronzer, men lad os ikke hænge os i kategorierne. Det er gylden magi på flaske der fjerner det grå fra ansigtet, og giver en lyst til at smile til sig selv i spejlet. Kan sagtens bruges uden anden makeup, fx i dag som skal tilbringes inden døre i joggingtøj.
Og så kan jeg passende også være taknemmelig for ikke at have tømmermænd, så jeg slipper for at stene skihop fra Garmisch-Partenkirchen, mens jeg mærker hjernecellerne rasle ud af ørerne.
... tak for lån af de der var med
og tak til dem der stod af et sted ...
Jeg havde sat mig for at gå alene i byen nytårsaften, mørk og mystisk, og iklædt mit slør af sofistikerethed ville jeg drage fra sted til sted og tage hvad natten bød på. Men hvad gjorde jeg? Da det kom til stykket, havde jeg simpelthen ikke gejsten, og blev hjemme. Jeg gik ind i det nye år med tæppe om mig i min gode stol, hørende god musik, læsende en knap så god bog (Hanne Vibeke Holsts Kongemordet – jeg forstår ikke helt dens succes).
Jeg har gået alene ud når jeg har været ude at rejse, men har faktisk, min høje alder til trods, ikke gjort det herhjemme. Og selvom det har givet mig mange gode oplevelser, er der er altså noget med at det kræver et panser; man skal kunne gå ind fremmede steder, hvor man ikke kender sin modtagelse, man skal kunne tåle at blive ignoreret, og man skal kunne tåle at få alt for meget ubehagelig opmærksomhed. Det panser har man automatisk på når man rejser alene, og hele tiden er klar over at man skal passe på sig selv, men jeg kunne altså ikke rigtig finde det frem i går.
Jeg var sgu lidt deprimeret. Men det skal man være når man sidder alene på de der mærkedatoer, ikke? 2005 har ikke været noget kanonår, så afslutningen var egentlig passende. Og man skal jo heller ikke glemme alternativet: en tur i natten hvor jeg risikerede raketter i hovedet, lukkede døre til lukkede arrangementer, og alt for fulde, alt for overgearede mennesker. Nej, jeg er helt tilfreds med at jeg gav mig selv lov til at blive hjemme. Jeg havde egentlig sat mig selv som opgave at gå ud og have det sjovt, for fanden, men nogle gange må man give sig selv et break, og lov til at klappe sammen. Jeg går ud en anden aften hvor jeg har den rette indstilling.
På sådan en grå 1. januar trænger man til et langt, varmt knus, men da villige mandearme ikke forefandtes på matriklen, får I her de erstatninger der kan købes for menneskepenge:
Kropsolie:
Efter badet smører man sig ind i noget der gør en velduftende og blød, og lægger en beskyttende hinde om hele kroppen der kan holde den rå verden ude. Jeg anbefaler for tiden Laveras vanilje-kokosolie, der ganske vist dufter ret sødt, men ikke spor babyagtigt. Så slapper man af og er blevet aet, omend kun af sig selv.
Kashmiruld:
Efter indsmøring iklæder man sig kashmiruld, og jeg anbefaler i særlig grad sweater eller cardigan. Der er intet galt med et kashmirtørklæde, men det giver ikke den optimale komfortfaktor. En kashmirsweater virker måske dyr ved første øjekast, men det er slet ikke beklædning man køber. Det er den eneste varme man kan købe sig til, som kan sammenlignes med den varme, man opnår ved kropskontakt. Det må være noget med kombinationen af varmen og sanseligheden i uldens struktur. Og i forhold til hvad forhold til det modsatte køn har det med at koste, er kashmir FUNDET for de penge.
Lancômes Fluide Illuminateur:
Når varmen således er etableret i kroppen, mangler der kun lidt glød i kinderne, og Lancôme hjælper når man nu må undvære den postcoitale slags. Produktet er ikke en creme, ikke en pudder, ikke en foundation. Det er vel nærmest en såkaldt bronzer, men lad os ikke hænge os i kategorierne. Det er gylden magi på flaske der fjerner det grå fra ansigtet, og giver en lyst til at smile til sig selv i spejlet. Kan sagtens bruges uden anden makeup, fx i dag som skal tilbringes inden døre i joggingtøj.
Og så kan jeg passende også være taknemmelig for ikke at have tømmermænd, så jeg slipper for at stene skihop fra Garmisch-Partenkirchen, mens jeg mærker hjernecellerne rasle ud af ørerne.
... tak for lån af de der var med
og tak til dem der stod af et sted ...
Abonner på:
Opslag (Atom)
