lørdag, januar 28, 2006

Valgte jeg den forkerte fra?

Jeg har været til reception både i går og i dag, begge i tilknytning til mit arbejde. Den i dag var en højprofileret fødselsdag, men rammerne var ret ydmyge og gæsterne generelt gråsprængte, så det var ikke noget lovende scoremarked. Så var der mere potentiale over receptionen i går, med alle mulige mennesker i alle mulige aldre. Så meget desto mere fordi jeg fik etableret kontakt til en høj, sympatisk udseende fyr jeg har set ved lignende lejligheder før, og fået identificeret som humoristisk tekstforfatter. Lige noget for mig, skulle man mene. Han var også sød og sjov og vi svingede meget fint, indtil vi begyndte at tale om Tegningerne. Lad mig forklare: som et gimmick til receptionen havde man hyret en karikaturtegner, der gik rundt og tegnede gæsterne. Tegningerne blev hængt op løbende på en tørresnor til almindelig diskussion, og man kunne så tage sin tegning med sig når man gik. Han var dødgod, karikaturtegneren, men nok bedre til mænd end til kvinder; i hvert fald blev min tegning noget af et skønmaleri. Hvilket jeg ikke er spor utilfreds med, slet ikke, men min høje ven begyndte at tale om hvor svært det var at tegne kvinder, med deres blødhed, rundhed, etc., og hvordan han havde stor forståelse for sin kollegas vanskeligheder. Jeg slår en perlende latter op, i den tro at han laver sjov med mig: ’De kunstnere altså! Skifter identitet som vi andre skifter emne, bare for at få mulighed for at fyre et par jokes af’. Tænker jeg. Han kigger lidt uforstående på mig: ’Jamen jeg ER tegner’. ’Gu’ er du da ej’, svarer jeg skråsikkert, og sådan fortsætter vi lidt med at debattere hans sande identitet, som jeg, af uransagelige årsager, mener at kende bedre end han selv. Til slut får han nok af at lege kat med musen og spørger: ’HVEM tror du jeg er?’ ’Du hedder Jens.’ ’Jens HVAD?’ ’Jens Korse’ (efterhånden knapt så skråsikker). ’Hm. Ja, han er også høj. Kender ham godt. Men det er altså ikke mig’. Så blev vi barmhjertigt afbrudt, receptionen gik i opløsning, og jeg fik ikke flere lejligheder til at gøre en brille af mig selv.

Og i dag, hvor jeg tænker mig om upåvirket af receptionshvidvin, ved jeg det også godt. PIS! Jens Korse ser sgu da helt anderledes ud. Når jeg kommer i tanke om hvem der bildte mig ind, at den høje tegner var Jens Korse, kan vedkommende godt indstille sig på nogle kolde du-aner-jo-ikke-hvad-du-taler-om-slangeøjne.

Nå, den forkerte jeg valgte fra, var altså ikke tegneren (som om! Ikke engang i nærheden af at kunne vælge ham hverken til eller fra!), men den reception jeg var inviteret til i onsdags. Jeg var mat, og tænkte at tre receptionsdage i træk nok var i overkanten, men hørte fra andre dagen efter at den var dødsjov, dødhyggelig, bundløst fadølsanlæg, masser af mennesker jeg kendte, og masser af lovende ukendte. Men den blev jeg altså væk fra, og nu hvor jeg evaluerer ugen, er jeg ikke sikker på, at det var det rigtige valg. Men jeg var altså flad, og det er jeg også nu, hvor jeg sidder her i joggingtøj fredag aften. Jeg er lige kommet hjem fra et besøg hos venner, og jeg blev vildt irriteret og følte at universet behandlede mig bunduretfærdigt, fordi lyset i trappeopgangen gik ud inden jeg nåede til min etage. Så er man altså lidt underskudsagtig.

... Paradise is exactly like
where you are right now
only much, much better ...

1 kommentar:

Anonym sagde ...

hov du - tager du med i byen i morgen? Havde egentlig tænkt mig at slikke sår.. men jeg ville da gerne møde dig :)
mail_to_acq@hotmail.com