Mere kropskultur

Må man selv bestemme hvornår man er nøgen?

Som tidligere indrømmet er jeg frusse i disse dage. Det skal jeg nok lade være med at flæbe over (det kunne som bekendt være meget værre, nemlig at jeg savnede kærlighed i stedet for sex), men det betyder altså, at det er svært at falde i søvn. Og det er alt for sjældent, at mine tanker går i selvsving i lykkelige, rosenrøde minder. Nix. Det er verdens uretfærdighed der spøger når jeg ligger og vender og drejer mig.

Som fx dengang en ex flippede over at jeg gik nøgen rundt i min lejlighed efter at have taget bad. Tillad mig at forklare: Jeg har ingen gardiner. Jeg synes ikke gardiner er pæne. Ikke foran mine vinduer, i hvert fald. For at komme fra bad til klædeskab med tørt, rent tøj, skal man passere forbi et af disse uafskærmede vinduer. Man er vel synlig ca. fire skridt, bag i rummet, altså adskillige meter fra vinduet. Og jeg har ærligt talt aldrig skænket det en tanke om genboerne fangede et glimt af min nøgne krop når jeg susede fra bade- til soveværelse (disse rum har hhv. matterede ruder og rullegardin). Men er du sindssyg, han blev sur. Først tavs, og da jeg intetanende spurgte hvad der var i vejen, eksploderede han i et rasende udbrud ’om jeg ikke godt gad styre mine ekshibitionistiske tendenser, i det mindste når han var til stede. Så kunne jeg leve mine pornotendenser ud når han ikke var der’. A-hva’??

For det første: Personlig autonomi! Kan man ikke godt bevare lidt respekt for individet, selvom man er i et parforhold? Selvom han var min kæreste, og jeg var vild med ham, følte jeg jo ikke hans behov i det sekund han selv følte dem. Og selvom jeg HAVDE været klar over hans behov, havde det vel også været legitimt, at jeg valgte at tilfredsstille mine egne? Altså mit behov for hurtigt og enkelt at komme i tøjet? Selvfølgelig kunne jeg hylle mig i det våde håndklæde, gå ind og klæde mig på, og derefter gå tilbage med samme våde håndklæde og hænge det til tørre, men jeg valgte altså fire genboblottende skridt frem for frem-og-tilbage med vådt håndklæde.

For det andet: Taktikken! Hvis han nu havde BEDT mig om at dække mig til på en pæn måde, havde jeg helt sikkert gjort det. Det havde været så nemt at formulere et eller andet smigrende om, at han ikke kunne holde ud at tænke på, at andre mænd stod og blev ophidsede af min lækre, nøgne krop, så ville jeg ikke være sød at give ham ro i sindet og finde ud af noget med et håndklæde eller en badekåbe? Jeg havde selvfølgelig genkendt det som ejerfornemmelser, men nok egentlig syntes at det var meget sødt, og da det mindste jeg kunne gøre af hensyn til hans følelser.

Da jeg nu blev skældt ud og mistænkeliggjort for noget, der for mig var en ganske uskyldig opførsel, blev jeg bare supertrodsig. MIN krop! MIT hjem! Og vi endte med at skændes om det i dagevis.

Jeg KAN da godt se det som et udtryk for hans kærlighed, at han ikke kunne bære truslen af andre mænds begær (hypotetiske mænd, altså; jeg har aldrig set nogen i vinduerne overfor). Men det VILLE jeg ikke, fordi jeg blev provokeret af hans din-krop-er-min-holdning. Hvis han bare havde anerkendt min ret til at bestemme over min egen krop, og derefter bedt mig moderere min opførsel for hans skyld, havde jeg gjort det som en lille mis. Jeg havde sikkert rullet rundt på ryggen og spundet samtidig.

Og sådan kommer der en gang imellem en forklædt velsignelse: sådanne minder får en til at påskønne singletilstanden, selvom prisen er seksuel frustration. Når jeg har ligget søvnløs og arbejdet mig op til et skummende raseri, kommer jeg i tanke om, at jeg slet ikke behøver slås med den slags problemstillinger for øjeblikket, og inden jeg ser mig om, er jeg faldet i søvn ...

... I need you to pin me down
just for one frozen moment
I need someone to pin me down
so I can live in torment ...