Hvor dybt kan man synke?

Helt ærligt, smide en hundehvalp på gæsteoptræden i Krøniken? Så vi alle kan sidde der og Nåååååårrrrrrhhhh’e. Det er jo verdens ældste og slibrigste trick. Gør dog noget ved handlingen og personkarakteristikken hvis I vil holde på seerne. Hvorfor jeg ikke slukkede? Jamen, det kunne være, at hundehvalpen kom tilbage ...

Jeg har været flink og flittig i dag, har lavet en arbejdsopgave jeg har udskudt længe, haft en veninde til frokost og puslet om hendes datter, og læst korrektur på en vens manuskript mens han stod og åndede mig i nakken for at kunne maile det videre. Og alligevel er jeg ikke glad og tilfreds. Dagen er bare gået. Ganske vist uden selvmordstanker, men det er så også så lavt et ambitionsniveau igen.

Jeg hader mig selv for mit selvhad, hvor uretfærdigt er det? Jeg burde være tilfreds med søndagens forløb, jeg mener, hvor sprudlende lykkelig kan man forvente at være efter gårsdagens nedtur? Men det er jeg ikke. Og så bliver jeg sur på mig selv over at være ked af det, for det burde jeg ikke være når jeg har fået noget fra hånden og været sammen med søde mennesker. For hvis undgåelse af selvmordet er for uambitiøst et succeskriterium, er det til gengæld uopnåeligt ambitiøst at gøre ’fjerde kursusemne skal skifte mening’ til succeskriteriet for dagen. Man skal jo definere mål man selv kan opnå, og ikke gøre andres opførsel til det udslagsgivende. Så jeg gør ’få noget fornuftigt ud af dagen’ til succeskriteriet. Jeg opfylder derefter kriteriet, men bliver ikke glad af den grund. Så bliver jeg sur på mig selv, fordi jeg ikke er glad. Hvor er jeg bare tungt selskab for mig selv.

... dødssyg søndag
for det er
dødssyg søndag ...