Lille verden

Jeg var på date med en netkontakt forleden. Vi havde skøn cyberkemi, han var begavet, humoristisk, velformuleret og interesseret på den fede måde. Jeg skal spare jer for de mest penible detaljer, men lad mig afsløre at han søgte en elskerinde, og jeg kunne faktisk også snildt bruge en elsker.

Han fortalte tidligt at han så dårligt, hvilket i løbet at et par mails blev til en indrømmelse af at han var blind. Hm. Altså, handicappet er jo ikke et plus, men han var simpelthen så overskudsagtig og indbød slet, slet ikke til medlidenhed. Og det strejfede mig at det måske kunne være meget skønt at blive set med et par hænder i stedet for er par øjne. Han sendte et billede, hvor han stod i solbriller og så ret lækker ud, men han kunne selvfølgelig ikke bruge et billede af mig til noget og bad om en beskrivelse. Det var bare topsvært! Opmærksomme læsere vil vide at jeg sætter en ære i ikke at svine mig selv og mit udseende til, men selvfølgelig har jeg blokeringer for selvros. Det tog bare hundrede år at skrive fire sætninger som 1. var sande, 2. var positive og 3. jeg kunne være bekendt. Men han tog godt imod den, og selvfølgelig skulle vi mødes. Vi drak en kop kaffe hos ham, og han var alt det gode som hans breve havde været. Havde charme og var nem at tale med. Ja, I kan vel næsten høre hvor det bærer hen? SELVFØLGELIG tændte jeg ikke på ham. Hvis mit hoved skulle bestemme, havde jeg været på lige der. Men min krop er bare pissefordomsfuld og reaktionær. ’Vi kan ikke få øjenkontakt. Så er han nok ikke til at stole på. Hans hænder bevæger sig famlende. Han mangler nok maskulin autoritet.’ For fanden, manden er BLIND, hvad havde du forventet? ’Jeg er ligeglad. Jeg ved hvad jeg kan lide, og HAN er for fremmed.’ Jeez! Altså, hvis jeg havde vidst at jeg skulle skamme mig over min krops – manglende – reaktioner, havde jeg selvfølgelig ikke spildt mandens tid.

Nå, vi havde en fin samtale om det telefonisk et par dage senere, jeg fortalte sandheden, vel vidende at det lød som en let tilpasset det-er-ikke-dig,-det-er-mig, og han tog det super. Typisk. Flink, flink fyr. Men ok, det var jo heller ikke verdens største knæk jeg tilføjede ham, vi havde bare mailet en uge, og tilbragt to timer og en kop kaffe sammen. Har jeg ikke også ret til at forlange animal attraction til en elsker?

I går sad jeg og refererede forløbet for en veninde, der ret hurtigt fik et pudsigt udtryk i ansigtet og spurgte ’Sig mig, hed han Zacharias Topolowsky?’ (jeg har anonymiseret navnet lidt), og JA, det gjorde han. Det viser sig at vi har en masse fælles venner, og at vi har været til mange af de samme arrangementer, bare ikke på samme tid eller i samme omgang. Hvilket gør ham til upassende elskermateriale i min bog. Så måske var min krops instinkter ikke så tossede alligevel. Håber diskriminatoren ...

... you told me again you preferred handsome men
but for me you would make an exception ...