Men selvfølgelig normaliserer alting sig, og pludseligt en dag var han helt menneskelig at have med at gøre, og det viste sig at det var fordi han havde fået en kæreste. Lad os kalde hende Fiona. Skønt for dem og nemmere for mig grundet hans nu mere stabile humør. Og pludselig hører jeg henførte historier om hvor hyggeligt de tre har det, Datterfar, Fiona og Fionas eks, Højtuddannede Holger, og døren bliver også åbnet for min inklusion i det varme sociale fællesskab. Der er slet ingen ende på hvor meget Højtuddannede Holger og jeg har til fælles. Jeg VED at det er fordi Datterfar godt ved, at han behandlede mig under lavmålet, men han er ude af stand til at sige undskyld. Så hvis vi nu kan være sammen under hyggelige former, kan han og resten af verden tro at vi skiltes i god ro og orden, uden at det koster ham noget. I synes sikkert at jeg er en strid strigle når jeg ikke vil, men det bliver ikke med mig som Ofelia. Jeg kan godt opføre mig ordentligt, men jeg er ikke sammen med ham for min fornøjelses skyld. Fornøjelse og han kan ikke være i samme rum. Før han har sagt undskyld.
Vil I ikke derfor dele min overraskelse da jeg læser dette i en almindelig mail om de sædvanlige praktiske samkvemsdetaljer?
"Og så en sidste ting, og det er ikke for at blande mig eller noget, men nu jeg er efterhånden blevet spurgt ret mange gange om jeg ikke vil sende et billede af dig til Højtuddannede Holger, men jeg har ikke villet gøre det uden dit samtykke, og har i øvrigt ikke ønsket at blande mig i det, men sagen er at han tit spørger ret interesseret til dig, og at jeg i tidernes morgen fik sagt lidt for mange interessante ting om dig til ham til at han kan glemme det."
Jeg kan godt huske hvordan han talte TIL mig lige før det han kalder tidernes morgen – ikke pænt. Meget aparte så at bruge energi på at tale pænt OM mig. Men jeg forstår ham ikke, har aldrig gjort det, og har skilsmissen der beviser det. Jeg svarede pænt tak for den nydelige omtale, men nej tak til yderligere kontaktformidling, og ville kun billige udlevering af billede der kunne få Højtuddannede Holger til at miste gejsten for projektet. Guderne skal vide at Datterfar har masser af dårlige billeder af mig.
... I’m looking through you
where did you go?
I thought I knew you
What did I know? ...
4 kommentarer:
Gud hvor jeg godt forstår dig. Hvad har ham ex´en lige gang i? Hans dårlige samvittighed rider ham vist som en mare hva´;-) Hold fast ved dit, og sæt ham på plads hvis han bliver ved! Det er godt nok også et bizart teaterstykke han har gang i der....
TAK Grith! Præcis den kommentar jeg gerne ville læse.
Enig med Grith. Han er sgu da en idiot der skal blande sig uden om!
@ Acq: Tak søde. Dejligt at du gider være sur på mine vegne ;-)
Send en kommentar