Fornuftig eller fornægtende?

Gad vide om jeg nu har gjort det rigtige. Jeg har fremprovokeret en krise, en afsked, med ireren. Selvom jeg lige har annonceret at jeg ikke har moralske skrupler ved at være sammen med en gift mand, må jeg alligevel konkludere at det ikke huer mig at være Kone Nummer To.

Manden har et fuldt møbleret liv der ikke inkluderer mig. Det kan godt være at jeg visse dage er prikken over i'et, men i realiteten er jeg jo overflødig i hans liv; og jeg kan ikke bære tanken om at han ikke har brug for mig. Og et eller andet sted bliver jeg også kynisk af det. Han siger "Jeg elsker dig", jeg hører "Du er den kvinde jeg næstbedst kan lide" - handling taler som bekendt højere end ord.

Det helt konkrete forløb: Vi havde talt om at mødes i London i den forløbne weekend, men blev enige om at droppe det pga. arbejdstravlhed for hans vedkommende, juletravlhed for mit. Jeg synes det er helt ok at vælge romantisk rendezvous fra når man ved man bliver stresset. Men ville en enkelt sms ikke have været på sin plads? "Jeg er i London, wish you were here"? "Godt du ikke kom, jeg har simpelthen så travlt, men savner dig alligevel"? Faktum er at jeg fik en fortravlet mail torsdag eftermiddag, og derefter ikke et pip før mandag aften, hvor jeg selv sms'ede og rigtigt tøsefornærmet skrev at jeg kunne regne ud at vi var forbi, men ville han ikke lige lade mig vide at han var ok, så jeg slap for at bekymre mig om ham? Fordi det havde jeg faktisk gjort. (En enkelt gang før er der gået lidt over et døgn hvor jeg ikke hørte fra ham, men derefter kom der undskyldende og forklarende mail, så fire dage uden kontakt er altså uden sidestykke i vores forhistorie.) Han svarede med et stort spørgsmålstegn, og jeg fastholdt at fire døgns tavshed = manglende interesse (jaja, jeg ved det godt – ret tvært), hvortil han kort svarede at han ikke kunne forhindre mig i at tro hvad jeg ville. Hvortil jeg mopset svarede "Fint nok, Alfahan, man skulle nødig sige undskyld." Og har forudsigeligt nok ikke hørt noget siden.

"Jamen, SHA, hvorfor sms'ede du ikke bare selv inden du blev så sur?" spørger I. Det gjorde jeg også. Lørdag morgen. Og da han ikke svarede på den, tænkte jeg at han havde brug for lidt plads. Og det fik han, indtil jeg ikke kunne holde ud at give ham mere. Hvis han har brug for SÅ megen afstand, kan jeg lige så godt ikke være der. Kald mig bare krævende, men på 100 timer, dvs. 6.000 minutter, heraf ca. 4.000 vågne, burde han kunne have fundet ét minut (en kvart promille af hans kostbare London-tid) til at sende mig en sms. Og når han ikke gjorde det, er det fordi han ikke havde lyst. Det er bare ikke godt nok. Min (over)reaktion vidner om den vrede over situationen jeg ikke har villet indrømme: han flirtede længe og intenst med mig inden det kom frem at han var i fast parforhold. Og jeg var vild med ham, men følte mig også ført bag lyset. Først af ham, siden af mine egne følelser, for hvorfor blev jeg forelsket når jeg nu kendte situationen?

Den her forelskelse er et dynd, som jeg skal vikle mig ud af. Man er som bekendt ikke herre over hvad man føler, men uanset hvad jeg føler af kærlighed og savn, er jeg stadig herre over mine handlinger, og lader være med at tage kontakt. Tanken om at han enten er ligeglad eller vred på mig kan forhåbentlig hjælpe mig videre på lidt længere sigt.

Så mit hoved siger at jeg fornuftigt har gjort ende på noget udsigtsløst. Mit hjerte føles tomt og græder blodige tårer. Igen. Jeg er så NEM! Så letpåvirkelig at man skulle tro jeg var 17 somre eller deromkring. Så har jeg været fornuftig? Eller har jeg været livsfornægtende? Jeg hælder lidt til det sidste, men kan jeg andet? Passionsforløbet kom til at koste mig langt mere end jeg havde råd til, og det er nok i lidt for frisk erindring til at jeg tør risikere noget som helst. Men tro mig, han var sød, ham ireren.

... goodbye to romance
that might have been ...