’SHA’ står for Skal Hurtigt Afvises?

’Afvisning’ er, som nogle vil have opdaget, udgangspunktet for og et tilbagevendende tema på denne blog. I det nuværende Passionefterspil er mine tanker fløjet tilbage til en her ubeskrevet afvisning, Australieren, som jeg var smaskforelsket i og VIRKELIGT troede var forelsket i mig. Da det viste sig at han ikke var det, og fuldstændigt fralagde sig ansvaret for hvordan jeg dog kunne have fået det indtryk, gik jeg bag af dansen to the tune of næsten 2½ års cølibat. SÅ er man ramt. Og jeg troede selvfølgelig ALDRIG jeg skulle komme mig. Men det gjorde jeg, i dag ville jeg ikke gide ham hvis han dukkede op, og selvom der har været afvisninger siden, har ingen af dem kostet mig tilsvarende meget kostbart liv. Så trods nuværende (forbigående, jeg lover!) tudefjæs, er der fremgang i min afvisningshåndtering.

Men tro ikke at afvisningerne er forbeholdt partnersfæren i mit liv, nej, nej. Jeg har i mange år været bloddonor, fordi det gav mig sådan en rar fornemmelse af social ansvarlighed og gavmildhed over for mine medmennesker, samt den tilbagevendende mulighed for at prale med ikke at være bange for nåle. Ynkeligt, jeg ved det godt, men man må jo styrke sit ego hvor man kan. Nå, men efter flere års karantæne pga. nogle ture til Indien, fulgt af graviditet og amning, skulle den helgenagtige praksis genoptages via en ny blodbank. Jeg kommer derud og smider mig på en ’venstrebriks’ – det er åbenbart kun min venstre arm der er til at stikke i, har adskillige sygeplejersker let misbilligende fortalt mig, mens de masede og møvlede med nålene. Det var jo fint for mig, så kunne jeg være den seje og overskudsagtige: ’Pyt med det, du stikker bare et nyt sted; det gør ikke mig noget’. Men denne gang var SLET ikke god. Der blev stukket og vredet rundt adskillige gange, så da nålen endelig fandt sin åre, sad den, om ikke smertefuldt, så dog meget ukomfortabelt. Og, muligvis pga. den dårlige placering, løb blodet langsommere og langsommere, uanset hvor meget jeg venepumpede eller slappede af. Blodet løber direkte ned i en pose med kemikalier, så der SKAL en halv liter til, ellers er kemikaliekoncentrationen for stor. Til sidst mistede vi vist begge tålmodigheden, sygeplejersken og jeg, nålen blev (endelig!) fjernet, og hun gik hen for at tjekke om portionen kunne bruges. Nej. Den vejede 487g, 13g for lidt, og hun smed den i skraldespanden lige for næsen af mig. Med beklagelse, men alligevel. Vi talte lidt om mine dårlige årer og lovligt lave blodtryk mens vi ventede på resultatet af den rutinemæssige måling af blodprocent. Jeg ligger i den helt lave ende af normalen, og har altid gjort det, men det er uhyre sjældent jeg mærker noget til det: Ingen besvimelser, sjælden svimmelhed, så i stedet for at spise jern konstant har jeg bare ladet den @”£#§ procent passe sig selv. Men efter denne afgivelse af LIGE KNAP en halv liter blod, var den altså dykket helt ned i det anæmiske, og sygeplejersken sagde at jeg først skulle komme tilbage når den var oppe på 8 %. Jeg er vist aldrig blevet målt højere end 7,2 %, og det var før en tapning. Så summa summarum syntes hun ikke jeg skulle komme tilbage. Årer der er dumme at stikke i, lavt blodtryk og blodprocent – jeg var bare ikke bloddonormateriale. Kasseret. Af en BLODBANK! Det er altså ikke noget jeg bilder mig ind: Der er INGEN der vil have mig. Hulk.

Hov, nej, helt forkert og selvdestruktiv konklusion. Måske hænger det sammen? Mine røde blodlegemer fosser ud af systemet med alt det hjerteblod jeg spilder på mænd der ikke fortjener det? Måske ikke noget dårligt billede ... jeg mærker i hvert fald en spirende selverkendelse der gør det muligt for mig igen at se verden i øjnene med oprejst pande. Jeg vender tilbage hvis jeg bliver i stand til at formulere mere konkret hvad jeg har lært og kan bruge denne oplevelse til. Jeg vil benytte min forklarede og nyoptimistiske tilstand som anledning til at lukke på klassisk poesi uden underliggende poprytmer, nemlig W.H. Auden*:

... we shall not cease from exploration
and the end of all our exploring
will be to arrive where we started
and know the place for the first time ...

* som er lidt poppet alligevel: han er kendt fra Fire bryllupper og en begravelse med det tårepersende effektive Stop all the clocks. Mit citat er fra Little Gidding.