Den bitre

Han skriver at han er ked af ikke at turde gøre det forbi ansigt til ansigt. Vel er han ej. Hvis han var ked af det, og havde bare en brøkdel af de følelser for mig som han har påstået, havde han ikke dumpet mig pr. mail. Jeg spurgte til hans distance i telefonen tirsdag aften, hvor han forsikrede mig om at der ikke var noget at være bekymret for, han ’havde jo lovet at sige til hvis der var noget, ikke?’. Men ikke engang et døgn senere kom mailen. Så han forpassede en oplagt mulighed for at TALE med mig om sine følelser, når jeg ligefrem spurgte til dem – hvilket igen beviser at han intet har følt for mig, hverken omsorg eller respekt, følelserne har været selvskabt oppisket stemning, foranlediget af hans behov for romantik og lidenskab. Jeg har været en værdiløs statist, hvis input har skullet holdes på et minimum.

Jeg er vidunderlig, skriver han, og ramte ham hårdt, han har bare ikke længere den rigtige følelse i maven, og den er han nødt til at være ærlig over for, og det håber han jeg forstår og respekterer – men han er rigtig ked af det. Han er ’rigtig ked’ af det? Tror han det forslår, efter at jeg så mindeligt bad ham om at gå varsomt frem, fordi jeg nødig ville tro, at det var mere end det var? Hvilken del af ’spark mig ikke, jeg ligger allerede ned’ forstod han ikke? Og han tillader sig at forvente respekt og forståelse? Har han ingen skam? Det kan godt være at følelserne føltes ægte for ham mens de stod på, men det er mit klare indtryk at jeg intet har rørt i ham som enhver anden kvinde ikke ville kunne tænde. Han VILLE være forelsket, og bildte sig ind at han var det uden at kende mig.

Han sender gode ønsker og undskylder igen den upersonlige kommunikationsform. Og ja, en mail er upersonlig, som vores relation også viser sig at have været. Han kan prøve at gøre det lidt nuttet ved at kalde det ’tøsedrengeagtigt’; det forslår heller ikke. I mine øjne er han en kujon og et egoistisk, kynisk løgnagtigt svin.

Dette er de bitre svar på hans brev som jeg ikke sender, på adskilliges anbefaling. Min veninde synes det er for bittert, og at jeg skal skrive noget mere overskudsagtigt og selvværdsstøttende, á la ’det er dit store tab’. Min søster synes ikke det er bittert og hårdt nok til hans store forbrydelse – og han er jo nok alligevel så afstumpet at det ikke bider på ham. Så indtil videre hedder min konklusion at den bedste straf er, at han ikke får nogen respons og aldrig hører fra mig igen, og al min læssen af kommer til at gå ud over jer. Jeg er langt mere vred end ked af det, og ønsker kun at gøre ham ondt. Så hvad siger I, er tavshed mere sårende end skældsord?

Kender I den med at man ikke skal bekymre sig om fremtiden? Der sker alligevel aldrig det man frygter – der sker noget meget værre. Det er vist trods alt ikke tilfældet her – der skete præcis det jeg frygtede, trods mine og jeres forsøg på at dysse bekymringen ned. Men det VAR lovende, og jeg er udmærket tilfreds med min egen opførsel i forløbet. Jeg har i hvert fald for en gangs skyld lyst til at give ham ret i at det ikke er mig - det er ham. Så ingen selvpineri.

... as I live and breathe
you have killed me
yes I walk around somehow
but you have killed me ...