Tro på den gode måde

Min irske ven har ondt af mig fordi jeg ikke har en tro. Mangler en tro, i hans optik. Så han har givet mig en bog, The Blinding Absence of Light, der handler om en mand der holdes som politisk fange i mørklagt isolation i 18 år. Og overlever, muligvis pga. sin tro. Hans forhold til hans gud er i hvert fald nok det enkelttema der fylder mest i bogen.

Bogens trosbegreb er dog præcis af den slags jeg slet ikke har problemer med: det er rent personligt, individuelt, ikke-dømmende, ikke-missionerende. Den slags tro som, set udefra, ene og alene bor i individdet, og ikke kræver noget ydre gudsbegreb. Indefra, i den troendes hoved, er det nok en anden sag, der er det afgørende at have gudsbegrebet, følelsen af Gud hos sig, men for mig at se kan bogen sagtens læses som en mands atten år lange rejse gennem helvede, hjulpet af stor indre styrke og abstraktionsevne. Hør fx hvad der bliver sagt om det omsonste i hævnfølelse:

I had no enemies. I was not giving in to my worst impulses anymore. I understood how draining it was to spend my time chopping into pieces those who had done me so much harm. I had decided not to bother, and that is how I got rid of them, which amounted to killing them without dirtying my hands or stewing forever in the desire to repay them with the same misery they had inflicted on me.

I had to move beyond that idea of revenge once and for all, become impervious to its torments, because revenge smelled strongly of death and did not solve any problems. Search as I might, I found no one to detest. This meant I had returned to a state of mind I loved above all others: I was a free man.

Og om hans konkrete udbytte af sin kommunikation med Gud:

I had resigned myself to enduring our ordeal without complaint. I never reproached anybody but myself, in the silence between two prayers. I had prayed to God without thinking about what might happen or what those prayers might bring me. I expected nothing from them.

Dette sidste udsagn er for mig nøglen – ingen forventning om at Gud skal gengælde hans tro med belønning, eller for den sags skyld afstraffelse af andre syndere. Han fortsætter

Thanks to prayer, I was reaching the best part of myself with he humility of someone who is gradually leaving his body behind to escape the slavery of suffering, appetite, and delirium. My actions were entirely gratuitous, unlike those representing a calculated accountability established with God and his prophets.

Forholdet til Gud er altså ikke til gensidigt udbytte, á la "hvis jeg gør sådan og sådan, beviser Gud sin eksistens ved at belønne mig sådan og sådan", hvilket placerer Gud eftertrykkeligt uden for det naturvidenskabeliges rækkevidde: hans eksistens kan hverken bevises eller modbevises. Og vores mand afslutter tankerækken

Believing in God, praising His mercy, saying His name, glorifying His spirituality – all that was a natural necessity for me and I expected nothing in return, absolutely nothing. I had reached a state of renunciation and inner ascesis that greatly comforted me. [...] I was naked, and that was my victory.

Jeg anerkender fuldt og helt betydningen og den oplevede virkning af denne slags bøn. Jeg vil bare fastholde at selv ikke-troende kan opleve den. Jeg siger ikke at jeg ville have kunnet overleve hans prøvelser, slet ikke, men at jeg mener mig selv lige så godt udrustet til det. Min overlevelsestese kan formuleres "Mit liv er det eneste jeg har, og andre kan kun ødelægge det hvis jeg lader dem gøre det". Andre mennesker kan gøre en ende på mit liv, og ud fra den betragtning må en dårlig dag siges at være bedre end ingen dag. Jeg taler principielt – jeg forklejner på ingen måde den styrke det må kræve at gennemleve og overleve fornedrelse, tortur, forkrøbling og alle ens elskedes død. Men især for mig, der ikke tror på en udødelig sjæl eller liv efter døden, er hver eneste dag man vågner dyrebar, fordi det betyder at man stadig har det kosteligste og mest uerstattelige af alt: ens liv. Det skal hurtigt nok være forbi.

... Vem skulle känna min ånger och sedan förlåta?
Friden i själen, ja, vem skulle skänka mej den?
Vem skulle så ta emot mej till slut efter döden?
Om Du inte fanns till … vem tog hand om mej sen?...