torsdag, august 03, 2006

Noget om kjoler

For mig er den arketypiske kjole tante Møhges grå atlaskes, der spiller en fremtrædende rolle i de tidligere Matador-afsnit. Det må have været lidt afslappende dengang man bare fik lavet én flot festkjole når man var velkonsolideret nok til det, og så havde den på til samtlige festlige lejligheder indtil man lagde gebisset.

Skikken er vist gået grundigt af mode, og tilhængere af den bliver spottet, som jeg opdagede sidste gang jeg læste Billed-Bladet. De skrev spalte op og ned om klude båret til en eller anden sammenkomst på Amalienborg, og ingen blonde eller bådudskæring undgik at blive beskrevet ad nauseam. Før vi nåede til den tidligere udenrigsministers hustru, om hvem det tørt lød: "Fru Alice Vestergård var som altid pæn i den blå". Derefter udnævnte de en eller anden gul flæserædsel til ugens kjole, noget hvinende blank der lignede det billigste foerstof fra Fredensborg Indkøbscentral. Jeg blev flyforbandet over den nedladende tone og deres rærlige smag, og svor aldrig at læse Billed-Bladet igen, og det har jeg heller ikke gjort. Så på den måde gjorde de mig vel egentlig en tjeneste, men det er nu en sidebemærkning. Billed-Bladet er FJENDEN.

Men i dag erkender jeg at min afsværgelse af glittet ugebladspapir ikke var tilstrækkelig sympatitilkendegivelse til stakkels Alice Vestergård. Næh, hun er mit nye stilikon! Jeg skal nemlig til bryllup, og blev inddraget lidt i toastmasterens tøjkrise, hvilket fik mig til at glæde mig over min egen mangel på samme. Jeg skal nemlig have den blå på. Den havde jeg også på
sidst jeg var fin til et bryllup, og den er ældre end udenrigsministerfruens. Min mormor købte den til sit sølvbryllup, og jeg har fået den syet om til min størrelse; af en kjole fra 1961 er den sgu for cool. Og til den skal jeg bære mormors dobbeltradede perler med ametystlås på hals og håndled, som hun sørme fik som gave til samme sølvbryllup. Arvegods, vintage, familieklenodie, veneration, affektionsværdi - kan man komme bedre klædt til et bryllup? I think not. Nu er det ganske vist ikke mig der skal være i gammelt, nyt, lånt og blåt, men ingen skal sige at jeg ikke går til sagen med rette ånd.

Mel.: Kasper og Jesper og Jonathan
Uddrag af morgendagens festsang:

... de så hinanden første gang
vi tror det var på KUA
og der blev musical og sang
og sød musik i du-ar
så gik det over stok og sten
nu har de os’ en lille en
for først var det uni og rejser og lir
nu’ det barn og Berlingo og wc-papir ...

Så vittige vi er. Og jeg ved godt at sidste linje er platfodet. Pyt.

11 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du bliver SÅ smuk! Den blå farve må da være perfekt til dine farver!

Acq - vil også ud og være fin!

Anonym sagde ...

Ikke at jeg har forstand på det, men jeg giver Acq ret.

Terse sagde ...

Leto - vil også ud og være fin?

susling sagde ...

Godt koncept med en fast festkjole...lidt lissom mænds habit.....eneste problem: Man kan jo lægge sig lidt ud hist og pist ad åre....Gad vide hvad de egentlig gjorde i gamle dage? Korselet?

Anonym sagde ...

I gamle dage var der slet ikke mad nok til at lægge sig ud med - og alting var i sort/hvidt der kom først farver på verden omkring 50erne .... det er i hvert fald hvad der står i Steen&Stoffer :D

Et nydeligt sæt er det - og det er da både klassisk snit, sommeragtigt og helt i bryllupstemaet med den kjole - noget blåt, noget gammelt og så videre :)

Anonym sagde ...

"Something old, something new, something borrowed, something blue"

Sådan er devisen vist nok....;-)

Linette

Suzy-Hang-Around sagde ...

Tak alle sammen, jeg følte mig rigtig fin :-)

Og Susling, jeg tror du har ret i det med korselettet - hvis de ikke gik planken ud med rigtigt korset med hvalbensstivere og hele pibetøjet ;-)

Jeg prøvede faktisk at finde noget opstrammende lycra, du ved, de der underbukser fra knæ til mellemgulv med indlagt maveplanering og ballehejs, men jeg kunne ikke finde nogle der gjorde jobbet, og droppede det. Tror nu også at de ville have kompromitteret min fornemmelse af sexet attråværdighed på det groveste ...

Kimpo sagde ...

Til supplering af det kødelige må du have lidt åndelig føde. Se dig i spejlet, smut hen og læs om Tisvildeleje-Anita

Suzy-Hang-Around sagde ...

Mange tak, 37g, som altid gjorde jeg som du sagde. "Inkompete[sic], hovne, snobbede med et ubegrundet mereværd, parret med middelklassens pænhed og stærke sociale aspirationer. Altsammen iklædt den pureste idealisme" - det skulle være mig? Jeg føler mig ikke heeelt truffet; men jeg er da enig i at det er snobbet på den usleste måde at gøre sig til af titler man ikke har.

Kimpo sagde ...

OK så, en grov karrikatur måske? Eller dit bedre jeg? :o)

Altså, du ER da radigal, ik?

Suzy-Hang-Around sagde ...

Jeg vil hellere nøjes med at sige at jeg stemmer radikalt. Jeg er ikke så gift med partiet at jeg vil forsvare en løgner, bare fordi hun er radikal.

Har vi ikke alle lejlighedsvist hovne øjeblikke af ubegrundet mereværd? Eller er dit mereværd altid ubetinget begrundet, 37g?