Lykkens PamjuleSHA

Min søster bestilte for længe siden en hvalp, en fin raceren én, som skulle hentes i sin kennel ad helvede til ude på bøheren omkring Tønder. Min søsters kørekort er rustet op, der har ikke været bil i familien i hundrede år, men jeg har kørt lidt i andres biler, og lovede derfor at køre hende til hovedlandet. Jeg ville også gerne køre charmeoffensiv på hvalpen fra første færd, det er jo ikke hver dag man bliver moster.

Vi aftalte at hente den første weekend efter den var blevet otte uger, og hvis min datter var hos mig, ville vi tage hende med + Mormor som babysitter; kort sagt, den store familiesafari. Og for at gøre det hele perfekt, nåede min mor at købe en brugt bil der kører som en drøm, så kortene var lagt an til den perfekte udflugt. Tillad mig at skitsere hændelsesforløbet:

• Den nye, brugte bil ryger på værksted og kan ikke nå at blive klar
• Jeg undlader at låne den vennebil jeg plejer at låne, for tænk hvis den lille utætte hvalp skulle lave ulykker i den
• Min datter er hos sin far, og kommer derfor ikke med
• Min mor lejer en bil til dagen og får den fuldforsikret, som en eftertanke
• På vej ud ad døren griber jeg en jakke og en flaske vand. Godt nok skal vi bare dør til dør, men man ved jo aldrig hvad der sker
• Bilen bliver hentet i lufthavnen, og jeg bliver hentet på Vesterbro, og i et anfald af pligtopfyldende ildhu, kører vi ind til Avis igen, bare for at få mig registreret som fører af bilen, så vi begge kan køre helt efter bogen

Og midt på den fynske motorvej, i forfærdelig regnvejr og forfærdelig trafik, ender vi simpelthen midt i et harmonikasammenstød, som nummer to af fire biler: Pludseligt er der bremselygter så langt øjet rækker foran, jeg katastrofebremser og når lige lettet at registrere at vi ikke rammer dem foran, selvom vi sørme er tæt på, og idet jeg panikagtigt kigger i bakspejlet, ser jeg bilen bagved nærme sig og pludseligt nærmest hoppe ind i os med et brag, der derfor brager ind i dem foran. Det er bil nummer fire, den bagerste, der ikke har kørt i kø som os, og derfor har mere fart på, og slet ikke når at bremse. Han viste sig altså også at være en værre fynsk platugle i en gammel BMW-møgspand, uden advarselstrekant i bilen og uden abonnement på vejhjælp. Der var ingen personskade i nogen af bilerne, men det var kun to af de fire der kunne køre derfra, og det var klart vores Opel Astra der havde klaret det bedst. Den forreste bil var en Suzuki Swift, og jeg har ellers været lidt lun på den; jeg synes man så ud til at få meget bil for pengene, men efter at have sammenholdt dens totalt smadrede bagparti med de lette skrammer og buler på min Opel, har jeg lovet mig selv aldrig at lade mig friste af en billig sardindåsebil igen. Bilen bagved var en Toyota, og den så bestemt heller ikke godt ud, men den kunne køre – jeg var dog glad for at jeg ikke skulle; de kørte først fra stedet, efter politi og alt det der, og os et par minutter senere, og vi overhalede dem kort efter. Det lignede at bilen var knækket på midten, og bagpartiet kunne falde af når som helst. For at gøre svineheldet komplet var der ikke sket noget med de trykflasker som deres bagagerum var fuldt af, men føj, hvor ville jeg nødig have kørt videre med dem i den bil.

Vi kørte noget rystede, men uden problemer af nogen art til Tønder og tilbage til København, og hvalpen er vidunderligt sød. Jeg er så taknemmelig for at vi ikke havde min datter med; at der ikke skete nogen noget; at det gik ud over Avis’ bil, og ikke vores egen, som er dårligere forsikret, eller vennernes – føj, en grim besked at skulle give dem.

Når man nu endelig skulle ruskes i, og mindes om at man ikke selv er herre over alt der sker, kunne man vist ikke have fået den påmindelse billigere.

... we get a bit of the good times
a piece of the cake
enough of the hard times
to keep us awake ...