Stavningsservice

Jeg LOVER at jeg ikke sad og granskede mine følelser. Det gjorde jeg virkelig ikke. Og selvom jeg gjorde, ved jeg godt at det er på tide at blogge om noget andet. Men altså, jeg FORSØGTE at arbejde, og ud fra mine papirer springer ordet ’hårknude’, samtidig med at mit ukoncentrerede sind konstaterer at mine følelser er gået i hårdknude. Hvor tarveligt er det lige af det danske sprog? Kan man VÆRE mere spidsfindig? Så lad mig, serviceminded som altid, klargøre at ’hårdknude’ kun bruges billedligt, når noget er så sammenfiltret at situationen er umulig at rede ud. ’Hårknude’, derimod, bruges kun bogstaveligt om langt hår der bindes op på en eller anden måde på hovedet.

'Sproglig spidsfindighed' fik mig til at tænke på en god bog jeg læste sidste år. Og jeg er jo netop kommet med i en bogklub, hurra! Det glæder jeg mig meget til. Gad vide om jeg kan lokke dem til at læse Jonathan Strange & Mr. Norrell? Det er en skøn og helt unik bog, men ubestrideligt lang. Og måske også lidt lang tid om at komme i gang. Man skal som regel give en bog en 50 siders tid før man tænker ’Det her er fedt. Den vil jeg læse færdig. Jeg må vide hvad der sker.’ Som jeg husker det, skulle denne have 300 sider før jeg tænkte sådan. Og det var bestemt ikke fordi jeg kedede mig de første 300 sider, jeg kunne bare ikke lure hvor bogen var på vej hen. Det lyder sikkert utåleligt, at en bog på 800 sider væver de første 300, men jeg synes at den var en meget belønnende læseoplevelse. Unik historie, unik sprogbehandling, unikke karakterer. I den grad Harry Potter for voksne intellektuelle. Jeg fik den danske udgave forærende, og gav den videre da jeg allerede havde den engelske, men fra de små punkttjek jeg lavede, virkede oversættelsen rigtig god. Og jeg misunder bestemt ikke den oversætter der fik den tjans. Så jeg ville dødgerne citere fra den danske, men den er altså nået et trin højere op i fødekæden. Men en smagsprøve skal I have; vi møder Stephen, vores helt, og ’the gentleman’, en værre skurk:

... Stephen made some admiring remark about the colour which was not exactly pale blue and not exactly grey, not precisely lavender and not precisely lilac.
- ”Yes, indeed! It is beautiful,” agreed the gentleman enthusiastically. ”And very hard to make. The pigment must be mixed with the tears of spinsters of good family, who must live long lives of impeccable virtue and die without ever having had a day of true happiness!”
- ”Poor ladies!” said Stephen. ”I am glad it is so rare.”
- ”Oh! It is not the tears that make it rare – I have bottles full of those – it is the skill to mix the colour.”